Prædiken til 19. søndag efter Trinitatis goldt i Vestervang Kirke den 6. oktober 2024.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Læsninger: 1. Mos. 28, 10-18, 1. Kor.12,12-20, Joh. 1,35-51.

Salmer: 731 Nu står der skum fra bølgetop; 425 Velsignelse, al jordens tarv; 334 Guds kirkes grund alene; 318 Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige; 473 Dit minde skal, o Jesus, stå; 329 Give da Gud, at hvor vi bo.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« De to disciple hørte, hvad han sagde, og fulgte efter Jesus. Da Jesus vendte sig om og så dem følge efter, sagde han: »Hvad vil I?« De svarede: »Rabbi, hvor bor du?« – Rabbi betyder Mester. Han sagde til dem: »Kom og se!« De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag; det var ved den tiende time. Andreas, Simon Peters bror, var den ene af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og var fulgt efter Jesus. Først møder han sin bror Simon og siger til ham: »Vi har mødt Messias« – det betyder Kristus. Han tog ham med hen til Jesus. Da Jesus så ham, sagde han: »Du er Simon, Johannes' søn; du skal kaldes Kefas« – det er det samme som Peter. Næste dag ville han tage til Galilæa og møder Filip. Jesus siger til ham: »Følg mig!« Filip var fra Betsajda, fra samme by som Andreas og Peter. Filip møder Nathanael og siger til ham: »Ham, som Moses har skrevet om i loven, og ligeså profeterne, ham har vi mødt, Jesus, Josefs søn, fra Nazaret.” Nathanael spurgte: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Filip sagde til ham: »Kom og se!« Jesus så Nathanael komme hen imod sig og sagde om ham: »Se, dér er sandelig en israelit, som er uden svig.« Nathanael spurgte ham: »Hvor kender du mig fra?« Jesus svarede ham: »Jeg så dig, før Filip kaldte på dig, mens du var under figentræet.« Nathanael udbrød: »Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!« Jesus sagde til ham: »Tror du, fordi jeg sagde til dig, at jeg så dig under figentræet? Du skal få større ting at se end det.« Og han sagde til ham: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen.« Amen ( Johannesevangeliet 1,35-51)

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Det er et ældgammelt billede, som Jesus bruger for at bringe os en forståelse af ham, hans gerning og hans væsen i dagens læsning fra begyndelsen af Johannesevangeliet: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og ned over menneskesønnen.”

Et billede fra en gammel fortælling, som, må vi forstå, har været kendt i de første menigheders tid. Nemlig fortællingen fra 1. mosebog om patriarken Jakob som måtte flygte hjemmefra efter at han havde snydt sig til førstefødselsretten ved at klæde sig ud som sin bror Esau, dengang deres far Isak lå på sit dødsleje. Undervejs på sin flugt må Jakob overnatte i ørkenen. Helt alene. Med sin familie bag sig som han ikke mere kunne vende hjem til og på vej til en usikker fremtid, lægger han sig til at sove. Og han drømmer, at himlen står åben over ham, og Guds engle stiger op og ned over det sted, hvor han sov.

[Den danske maler og forfatter Sigurd Swane (1879-1973), som har givet navn til en vej i Vestervang sogn, har i 1911 fortolket Jakobs drøm med dette oliemaleri. Foto: SMK]

Men hvad menes der egentlig med denne billedtale, dette drømmebillede? Hvad mener Johannes, når han lader Jesus beskrive sig selv i lyset af dette billede? Jakob rejste en sten, hældte olie over stenen, og han kaldte stenen for Betel, det betyder Guds hus. For her var Gud tilstede, her kunne et menneske møde Gud, må vi forstå.

Med andre ord: Drømmebilledet om den åbne himmel og Guds engle, som stiger op og ned, fortæller vel om en forbindelse – fra Gud til menneske, fra menneske til Gud. En ubrudt, uhindret forbindelse, Guds engle stiger op og ned, forstår vi, himlen er bogstaveligt talt åben, som billedet også taler om.

Jeg læner nu mig tilbage og ser op i dette loft og forestiller mig taget lette og forsvinde – ikke fordi det efterhånden har krævet vedligeholdelse i snart flere år – nej, fordi himlen skal blive åben, og denne forbindelse mellem Gud og menneske skal blive åbenbar og tydelig i et fælles syn for hele menigheden…

Men Johannes vil vel dog sige os noget andet. Hvor denne forbindelse for patriarken skete et helt konkret geografisk sted, lader Johannes Jesus fortælle sine første disciple, at stedet hvor himlen åbnes, det er i ham, ”i mig, som kaldes menneskesønnen”.

Forude er gået et fortællemæssigt forløb, hvorigennem Jesus på ganske kort tid gives flere forskellige navne, som alle hver især fortæller noget om hans væsen, om hvem de første kristne menigheder bad til, håbede på og søgte trøst ved. Første navn, som gives til Jesus i dagens læsning, er Guds lam. Det er Johannes Døberen, som kalder Jesus sådan, da han står sammen med to af sine disciple: ”Se, dér Guds lam”. Hermed etableres et andet bibelhistorisk billede, hvori vi skal forstå vor Herre: Lammet som blev slagtet, og hvis blod blev smurt på dørstolpen dengang israelitterne levede i slaveri og fangenskab under den egyptiske farao, betød frigørelse og opbrud. Når nu Jesus kaldes Guds lam, så skal vi forstå, at Jesus for os, og for enhver som vil følge ham, ligesom Andreas, Peter, Filip og Nathanael, er den, som skal frigøre os i denne verden. Frie i Kristus midt i verden.

Dernæst kalder Andreas, og disciplen han står sammen med, Jesus for Rabbi – Mester, hvorved der peges på Jesus som den troendes lærer og forbillede. Andreas kalder også Jesus for Messias, det betyder Kristus, altså den salvede, ham, som Moses har skrevet om og profeterne ligeså. Det er i øvrigt Filip, som kommer fra samme lille landsby som Peter og Andreas, der siger det sidstnævnte. Og sådan forkynder Filip, at Jesus er den, som folket har ventet på, den som Gud vil sende for at befri og opløfte hele folket. 

Sådan skal vi altså forstå Jesus, som den Gud har beredt vejen for igennem hele sin historie og indtil nu. Som den der kommer til os i skikkelse af et helt almindeligt kødeligt menneske, forstår vi.  Det er ”Jesus, Josefs søn, fra Nazareth” fortæller Filip sin ven Nathanael om Jesus ligesom, hvis man skulle fortælle om én, man lige havde mødt nede i brugsen og vil anskueliggøre, at det altså bare var ham dér, I ved nok, Jesper og Karens søn ude fra Kvistgaard… Og fra denne jævne beskrivelse vender det hele på en tallerken igen, da Nathanael efter sin umiddelbare skepsis, ”…kan noget godt komme fra Nazareth?...”, udbryder, at Jesus er ”Guds søn og Israels konge”. 

Ja, kært barn har mange navne, siger vi, men det, vi i grunden skal se og lære ud af disse forskellige navne, er for mig at se dette: De første menigheders livtag med at forstå den begivenhed, som var kernen i deres nye tro: Nemlig Jesusskikkelsen, hans forkyndelse, hans liv og hans død og hans opstandelse. I dagens fortættede fremstilling af kaldelsen af de første fem disciple hos evangelisten Johannes gives vi alle disse navne, fordi de alle har været navne, hvorigennem menigheden har kunnet gribe om dette forhold – som i sidste ende lægges i munden på vor Herre selv - at himlen er blevet åben i Jesus Kristus for menneskene, at mennesket i troen på ham har fået banet en vej og en forbindelse til en virkelighed, som går ud over al fatteevne og forstand. 

Grundtvig kalder det et åndeligt rige i en sine salmer. I sine lignelser kalder Jesus det for Guds rige. I dag i Vestervang kirke vil jeg kalde det håb, trøst og fred midt i en håbløs, utrøstelig og urolig verden.

”Guds lam”, ”Rabbi”, ”Messias”, ”ham Moses har skrevet om i loven og ligeså profeterne”, tror jeg, alle er navne, som har sagt de første kristne uendeligt meget. Ellers ville Johannes ikke have brugt disse navne. Og sådan forudsætter evangelisterne og de tidlige kristne, at den som vil kende til Kristus må kende til og forstå den tradition, som er gået forud for ham. Den vej som Gud har beredt for sig selv igennem historien. Og det er vel at mærke Guds vej til mennesket. Ikke omvendt: Menneskets vej til Gud. Det sker så ofte, at vi kommer til at tale om tro og religion på denne måde, om hvordan vi mennesker kan komme tættere på Gud, hvordan vi kan komme til at mærke hans nærvær og virkelig føle og erfare Gud i vores liv. Ja, måske endda se og møde ham, som en berømt bog fra de seneste år fortæller om.

Jeg ønsker ikke for at tage en millimeter fra sådanne religiøse oplevelser, følelser af guddommelig fylde og nærvær. Enhver som har oplevet det, vil jeg kalde heldig, måske endda salig. Men heldigvis, ja, saliggørende er det at tænke på, at kristendom ikke blot er for den, der som Jakob ser Gud og englene og himlen åben. For kristendommen taler om Guds vej til mennesket og ikke om menneskets vej til Gud. Gud er på vej til mennesket, og han har været det i en evighed. Guds mange navne fortæller om denne hans vej til os igennem historien. Evangeliet fortæller os, at Gud manifesterede sig for os i mennesket Jesus og i ordet, som udgik fra ham til os: ”Følg mig” – ”Kom, se, hvor jeg bor”. Som han siger os det i dag. Senere hos Johannes siger han: ”Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort”. 

Som disciple, som Kristustroende er vi dem, der er givet til Kristus. I ham er Gud kommet til os i et ord om trøst, glæde og tilgivelse, som har banet sig vej igennem tiden og frem til os i dag. Og kommer vi til ham, det vil sige, bærer vi vore bønner om trøst, hjælp og taknemmelighed til ham, da svarer han, da bliver vi budt indenfor i hans hus og får del i hans glæde og velsignelse: ”Kom, se, hvor jeg bor”.

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden,

Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.