Prædiken til 18. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 29. september 2024. 

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 47 Jeg løfter mine øjne op; 310 Gud Helligånd i tro os lær; 368: Vintræ og grene og frugt; 321 O Kristelighed; 192/7; 696 Kærlighed er lysets kilde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.« Amen (Johannesevangeliet 15,1-11).

Kære menighed!

Vi mennesker har altid rejst. Rejsen er overalt og til alle tider en fundamental menneskelig aktivitet og har altid været forbundet med opbrud og forandring, med eventyrlyst og drømme om fremmede horisonter og nye muligheder, men også med farer og længsel efter hjemstavnen. 

Dette gælder i høj grad også for de bibelske tekster. 

Den første og altafgørende begivenhed i det israelitiske folks historie var Abraham og Saras opbrud fra deres hjemstavn, Ur i Kaldæa, og deres lange og farefulde vandring mod en ukendt fremtid, hvor de kun havde Guds løfte at holde sig til, at de trods deres høje alder ville nå frem til det land, som Gud ville vise dem, og endda blive forældre og ophav til en slægt så talrig som himlens stjerner og havets sand. 

Den anden store og lige så altafgørende begivenhed i folkets historie var israelitternes udgang af trældommen i Egypten under Moses ledelse og de 40 års vandringer gennem ørkenen frem mod det forjættede land, hvor Moses undervejs fik de ti bud og resten af loven på Sinajbjerget, så folket ikke bare havde et mål, men også et moralsk kompas på rejsen.

Der er en dyb indre sammenhæng mellem disse to afgørende begivenheder i Det gamle Testamente – mellem dette syn på mennesket som en rejsende – en på vej mod nye horisonter - og så den afgørende erkendelse i Det gamle Testamente, som er den vigtigste erkendelse i hele menneskehedens historie: At der kun er én Gud,  eller at Gud i modsætning til de gamle hedenske afguder ikke kun er et bestemt steds eller folks Gud, men hele verdens Gud – at Gud er himlens og jordens skaber, sådan som vi bekender i vores trosbekendelse med ord, som stammer fra den gammeltestamentlige tekst, som vi hørte først fra alteret i dag.

Denne salme – Salme 121 - er en del af en samling på 15 salmer eller digte i Salmernes Bog i Det gamle Testamente, som alle har overskriften: En valfartssang.

Hvis vi oversætter disse salmers titel ordret, så skulle de på klodset dansk hedde en ”opstigningssang”, og på hebraisk stiger man altid op til Jerusalem. Konkret fordi byen ligger en 800 meter over havets overflade i Judas bjerge, men også i overført og åndelig forstand. 

De bibelske valfartssalmer blev efter alt at dømme oprindeligt nemlig brugt i forbindelse med det jødiske folks rejser op til templet i Jerusalem ved de tre årlige og store valfartsfester: Påsken til minde om befrielsen fra Egypten; ugefesten, som svarer til vores pinse, og var til minde om dengang, da Gud gav Moses de ti bud; og endelig løvhyttefesten, som fandt sted umiddelbart efter den store forsoningsdag om efteråret, og hvor man byggede løvhytter til minde om de fyrre års vandring i ørkenen.

Når folk forlod deres hjem og landsbyer for at deltage i disse tre store fester i Jerusalem, måtte de ofte rejse i dagevis, og farerne på datidens landeveje var mange, og da har det nok været oplagt at synge eller recitere salmistens ord for sig selv og for hinanden:

”Jeg løfter mine øjne op mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp?”

Det må tilsvarende have været stærkt opmuntrende, før eller under en sådan anstrengende rejse til fods at høre, at Gud, som har skabt himmel og jord, ikke vil lade den rejsendes fod vakle og ikke falder i søvn, selv om man selv må tage nogle timer på øjet undervejs.

”Herren er din skygge ved din høje side, om dagen stikker solen ikke, månen ikke om natten”, sang man også. For solen kan være ubarmhjertig og livsfarlig for en rejsende i Mellemøsten. Men rejste man om natten var der andre farer end landevejsrøvere. For selv om det jødiske folk ikke officielt regnede solen, månen og stjernerne for guder, sådan som de omkringliggende hedenske folkeslag gjorde, så var folkeovertroen udbredt, og ifølge den kunne månens skin fremkalde farlige magter. Derfor kaldes f.eks. de epileptikere, som Jesus helbreder i Det nye Testamente, for månesyge. 

”Herren bevare dig mod alt ondt, han bevare dit liv”, hedder det i denne ældgamle bibelske rejsesalme, og til sidst: ”Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid.” Man kan især på disse ord fornemme, at salmen ikke kun var ment som en slags tidsbegrænset, åndelig rejseforsikring til den, som skulle til fest i Jerusalem. Ethvert menneskeliv er jo som en rejse mod ukendt land, og ingen kan på forhånd sige, om rejsen bliver god eller dårlig eller lidt af begge dele.

Derfor er det dybt meningsfuldt, at når et menneske er døbt i vores kirke, så lægger præsten altid sin hånd på dets hoved og velsigner den netop døbte med bl.a. ordene fra den bibelske valfartssalme: Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid.

De ord blev sagt os, da vi blev døbt, og det er ord, som for os betyder akkurat det samme som for israelitten for flere tusind år siden: Hvordan vejen frem end bliver i dit liv, så er du i Guds gode varetægt. Tro på det og frygt derfor ikke for fremtiden og det ukendte. Du er ikke alene på rejsen, og med Guds hjælp skal den nok ende godt.

Ja, det kan siges på mange måder, men i den faddertiltale, som mange præster i folkekirken bruger efter barnedåb, formuleres det på den måde, at barnet nu ved dåben er podet ind i Kristus som en gren på et træ, men det tilføjes så, at forældrene og fadderne også skal drage omsorg for, at barnet oplæres i den kristne børnelærdom, for at det må blive i Ham.

Det er det samme billede, som møder os i dagens evangelium.

”Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden”, siger Jesus først.

For at forstå billedet må vi huske på, at Israel i Det gamle Testamente ofte sammenlignes med et vintræ eller med en vingård, men i Det gamle Testamente bruges dette billede altid negativt, dvs. det bruges af profeterne i Det gamle Testamente til at kritisere folket for ikke at bære de frugter, som modsvarer den velsignelse, som det har fået. Derfor understreger Jesus, at han er det sande vintræ.

Han siger videre, at disciplene, og det inkluderer os selv, er grenene, og at hvis vi bliver ham, så vil vi bære megen frugt. Bemærk: Vi er ikke selv frugten, men vi skal bære frugt, for vi kan kun blive og vokse i ham ved at give det videre til andre, som vi selv har fået del i – ved f.eks. at tilgive vores skyldnere, sådan som vi selv er blevet tilgivet, for nu at sige det med Fadervors ord.

Dernæst siger Jesus, at den gren, som slet ikke bærer frugt, at den fjerner Jesu fader eller vingårdsmanden, og at den gren, som bærer frugt, den beskærer han eller renser, for at den skal bære mere frugt. Sådan siges det, at troen altid vil sætte frugt, men bemærk også, at det ikke er op til os selv at bedømme frugtens kvalitet eller at beskære træet. Vi skal blot blive i Ham – og til tider derfor bare stædigt holde fast i vor dåb, uanset hvad vi har af tvivl eller anfægtelser - dvs. vi skal holde os til det løfte, at vi at vi allerede er rene på grund af det ord, som han har talt til os, og at vi derfor før eller siden også må bære frugt på den ene eller den anden måde;

- også selv om vi langt fra altid kan se frugterne i vort liv og til tider måske snarere føler os som de tørre kviste, som hører hjemme i containeren med småt og brandbart på genbrugsstationen; 

- og også selv om troen på Kristus og det at følge hans bud nødvendigvis altid må koste os noget, fordi vi for at elske i hans ånd må give afkald på noget; 

- og også selv om det så til tider måske føles, som om vingårdsmanden med Jesu billedsprog beskærer os alt for hårdt.

Til sidst i dagens evangelium siger Jesus: ”Som Faderen har elsket mig, har jeg også elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde kan blive fuldkommen.” 

Denne fuldkomne glæde, som Jesus peger på med sit skønne poetiske billedsprog om vintræet og grenene, er ifølge evangeliet således forbundet med troen på at være elsket med en kærlighed, som er stærkere end selv døden og dermed stærkere alt, hvad der kan skille os fra hinanden og fra Gud.

Og denne troens glæde har sit stærkeste og mest håndgribelige udtryk ved kristne fællesskab om nadverbordet – når syndige mennesker knæler ned og konkret og sanseligt gennem brødet og vinen får del i Kristus selv – i hans legeme og blod og dermed i hans liv, død og opstandelse, i hans tro, håb og kærlighed.  

Hvad det kan betyde for et menneske, bør vi nok hver især tale med om og ud af egen erfaring. Men jeg vil her til sidst i dag forsøge at sige det ved hjælp af en mand, som var taget på den længste, men også på en af de mest dristige og farefulde rejser i menneskehedens historie. Det er Buzz Aldrin, astronauten der sammen med Niel Armstrong som den første landede på månen den 20. juli 1969.

[Den i dag 94-årige Buzz Aldrin var den 2. mand på månen den 20. juli 1969]

Vi husker alle Neil Armstrongs berømte ord om det lille skridt for et menneske, som var et gigantisk spring for menneskeheden. Men før Neil Armstrong som den første forlod Ørnen, deres landingsfartøj, bad Buzz Aldrin alle, som lyttede med i radioen, uanset hvem de var, og hvor de var, om at stoppe op et øjeblik og i tavshed overveje, hvad de netop havde været vidne til og sige tak på den måde, de nu synes. Derefter slukkede Buzz Aldrin for sin mikrofon, men han har siden selv beskrevet, hvad der så skete: ”Under den følgende radiotavshed, åbnede jeg nogle små plastik-pakker, som indeholdt brød og vin, som min præst hjemme i Houston havde indviet. Jeg hældte vinen i kalken fra kirken derhjemme. Under månens tyngdekraft, som er en sjettedel af jordens, krusede vinen sig langsomt og yndefuldt op langs siden af kalken. Og så læste jeg fra Skriften: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.” Jeg spiste brødet og drak vinen. Jeg takkede for den intelligens og ånd, som havde bragt to unge piloter til Stilhedens hav.” 

”Jeg besluttede mig for den åndelige manifestation at tage den kristne nadver på Månen, som Christoffer Columbus og andre opdagelsesrejsende gjorde det, dengang de for første gang betrådte deres ”nye verden””, har Buzz Aldrin siden også fortalt.

Men det var vel især fordi, at denne modige og ydmyge opdagelsesrejsende derude i det ubegribelige kolde og golde rum og uden nogen som helst sikkerhed for at gense sit hjem og sine kære på jorden 384.000 kilometer borte, udover al den menneskelige intelligens, teknik og viden, som havde bragt dem så vidt, havde brug for at være en del af noget endnu større – for at mærke og fyldes af den kærlighed, som med en anden stor rejsendes, med digteren Dantes ord ”driver solen og de andre stjerner”. 

Amen.

Henvisninger

Christian Provstegaard: Mænd på månen. Forlaget Mihfibian 2016.

Plakaten med Salme 121 er lavet af Jørn Stengaard, og kan købes på https://www.js-layout.dk/ 

Buzz Aldrins håndskrevne bibelcitater, som han havde med sig på månen. Øverst står ordene fra dagens evangelium, som han læste i Ørnen, lige før han indtog nadveren: "Og Jesus sagde: Jeg er vintræet; I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt, for skilt fra mig kan I slet intet gøre" (Joh 15,5). Nedenunder har Buzz Aldrin skrevet andre bibelord (Sl. 8, 4-5), som han på vej tilbage til jorden i Apollo 11 læste i en radiotransmission til hele verden: "Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?"

Buzz Aldrin ude på månens overflade som det andet menneske, 20. juli 1969, fotograferet af Neil Armstrong, hvis spejlbillede skimtes i Aldrins visir: