Prædiken til 17. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 22. september 2024 

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 752 Morgenstund har guld i mund; 392 Himlene Herre fortælle din ære; 335 Lemmerne er mange; 320 Midt iblandt os er Guds rige; 477 Som korn fra mange marker; 11 Nu takker alle Gud.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« Amen (Markusevangeliet 2,14-22).

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

”Hvorfor faster dine disciple ikke?” 

Det er Jesus, der bliver spurgt sådan i dagens læsning fra Markus.

Netop dette spørgsmål har sat sig og runget i mig hele ugen frem til i dag. Forude er sket følgende: Jesus har på en af sine vandringer langs søen, Galilæa sø, mødt et menneske. Det er tolderen Levi, som i sin egenskab af tolder, dvs. en mand der kræver skat ind for den romerske besættelsesmagt, ikke er særligt populær – for at sige det mildt. Men Jesus kalder Levi til sig og sætter sig siden til bords med ham og hans kollegaer, de andre forhadte toldere, og syndere i det hele taget, som det hedder, og så disciplene. Dette bordfællesskab er der folk, fortælles det, som tager kraftigt anstød af. Hvorfor spiser Jesus sammen med dem, som ingen andre vil spise sammen med?

For at nærme os disse folks forargelse må vi forestille os et samfund, hvor et menneskes værdi og kvalitet i høj grad defineredes af, hvilke sociale sammenhænge det menneske indgik i. Eller sagt på en lidt forenklet måde: Du er, hvem du omgås. Du er den gruppe, du optræder i. Du er den familie, du er født ind i. Tanken er jo ikke fuldkommen fremmed for os. Også vi er definerede af de mennesker, vi omgås. Som børn – og måske særligt når vi er unge - er vi meget optagede af netop det. Hvilken gruppe er jeg med i? Er jeg overhovedet med i nogen gruppe? Og hvis ikke, er jeg så slet ikke noget værd? Det fylder meget i en, når man er ung, fordi man stadig er undervejs og endnu er ved at finde ud af, hvem man er, hvad man kan lide, hvad man ikke kan lide.

Jeg kan dog i dag komme med en afsløring til jer unge, som er kommet i kirke i dag: Usikkerheden smider vi mennesker aldrig helt – i hvert fald mange af os – og ”os voksne”, ja, vi spejler os også i høj grad i de grupper og fællesskaber, vi nu engang finder ind i. Det hører vist med til det at være et menneske.

Vi kan altså sagtens genkende det, der tales om i dag hos evangelisten Markus. Men dertil skal vi så tilføje en hel del mere for helt at forstå, hvad der er på spil i dagens fortælling. For hele den forestilling om individet og den enkeltes værd, som vi er grundet i i dag, er ikke knæsat og forankret på nogen måde i det landskab og den kultur og den tid, som Jesus gik rundt i. I dette landskab og i denne kultur var et menneske virkelig fuldkomment defineret ved, hvilke sociale og familiære relationer det var en del af. Selv det vi i dag ville kalde følelser - såsom skyld, glæde, sorg, lykke og ulykke - var ikke noget, som du havde for dig selv i den forstand, at disse altid var delte i det sociale rum. Og sådan må det altså forstås: Sætter du dig til bords med mennesker, som ingen bryder sig om, som er tvivlsomme karakterer, ja, så bliver det også din virkelighed for sat på spidsen, så er du jo ikke noget alene i dig selv, for du er, hvem du omgås. I måltidsfællesskabet hviler en ældgammel anerkendelse og værdighed, som deles iblandt dem, som deltager i måltidet. Og sådan må vi forestille os, at enten løftes tolderne og syndere til Jesu værdighed i dette måltid, eller også mister Jesus sin værdighed og bliver ved at spise sammen med disse udskud selv sådan et udskud. Eller også sker begge dele på samme tid, og heri lyder et løfte og et håb til os i dag.

[Paolo Veronese (1528-88), Festen i Levis hus, 1573. Foto: Wikipedia]

Jesus er radikal i den forstand, at han ikke lader sig selv og sin person diktere af, hvem han omgås. Han lader sig ikke diktere af denne gældende logik. Han er ikke bange for at få ”beskidte hænder”. Han er ikke bange for at omgås de mennesker, som ingen andre vil omgås. 

Hvad betyder det nu? Skal vi bare svare: Nå ja, han er jo Guds søn, så er han nok højt hævet over alt det der miskmaskeri, som vi mennesker trasker rundt i, han kan jo det, vi ikke kan. Nej, sådan lyder intet løfte og ingen glæde for et menneske! Men husker vi i stedet, at Guds søn blev født som et lille menneskebarn, voksede op og levede som et menneskebarn, så åbnes en anden dør for os. Delte Gud i Jesus rent faktisk menneskelivets vilkår med os, og var han som sådan også underlagt de samme normer og regler, som eksisterede i kulturen og samfundet dengang, åbnes i denne fortælling en ny mulighed for den kristustroende i verden. En ny norm. En ny måde at forstå sig selv og sine medmennesker på. At de og én selv var og er noget i egen ret. Ikke udelukkende defineret af omgivelserne og vores sociale status. Men af noget helt andet. En værdighed som vi også kunne kalde en retfærdighed, som vi har fået et helt andet sted fra. Fra den Gud som skabte os i sit billede, og som kom til jorden i skikkelse af menneskebarnet Jesus, som gik omkring her og delte livets og dødens vilkår med os.

Det var faktisk slet ikke alt det her, jeg ville tale om i dag. Det var noget andet, som jeg begyndte med. Men det hænger alligevel sammen, håber jeg. Det var det her spørgsmål til Jesus: ”Hvorfor faster dine disciple ikke?”, som jeg har været så grebet af hele ugen. Årsagen til det er, at jeg nu efterhånden flere gange i min egenskab af arresthuspræst er blevet spurgt om stort det samme – bare i formuleringen: Hvorfor faster de kristne ikke? Det er ofte omkring Ramadan, muslimernes fastemåned, at dette spørgsmål dukker op igen og igen, når jeg går omkring i huset. Tankerækken er synes noget i retning af: ”Religion – tro – islam – kristendom - præst – Gud – faste”. Begreberne sættes sammen, og der forventes en vis lighed i tingene. 

Til spørgsmålet svarer jeg indledningsvist lavmælt med følgende: ”Neej, ikke som udgangspunkt…” ”Hvorfor ikke?” bliver der så spurgt og videre: ”er det bare fordi vi her i Danmark ikke er så kristne, at det gør noget, og at man faktisk gør det andre steder eller i tidligere tider?”

Og hvis der så ellers er tid, kan jeg svare: Jo, der findes bestemt tradition og praksis for faste i den kristne kirke – særligt når vi kigger over til andre kirkesamfund som det ortodokse og det katolske. Historisk har onsdag og fredag været fastedage, hvor man afholdt sig fra at spise kød og i stedet har spist fisk. Helsingør har i øvrigt tjent godt på denne skik for dengang for århundreder tilbage da Øresund var fyldt af sild, blev mange af disse sild afsat på et europæiske marked, fordi de kunne spises netop på fastedage. Men fasten findes så sandelig også i vores tradition – kig bare på kirkeåret hvor adventstiden og tiden fra fastelavn og frem til påske netop er fastetider.

Men på trods af denne tradition er det jo alligevel rigtigt at spørge, hvorfor faster de kristne ikke? Sådan systematisk og synligt på samme måde, som f.eks. muslimerne gør det. Og så kommer det egentlige svar, som jeg sjældent når frem til arresten, men som I som menighed her i Vestervang nu indlægges til at høre: Det er vel på grund af denne måde, som vi tror, at Gud er kommet til verden på, og som vi hører i dagens evangelium fra Markus. I skikkelse af sin egen søn, som spiser med toldere og syndere, hvorved vor Herre peger på, at alle de regler og rammer og love og normer, som vi lever sammen i, alle disse udgør ikke vejen til fællesskab med ham. De har deres berettigelse, og vi kan næppe forestille os et menneskeliv og et samfund af mennesker uden disse rammer. Men vejen til fællesskab med Gud går for den kristne udover disse rammer og igennem hjertets overgivelse på trods af alle andres meninger og tilsyneladende fornuft. Det er det, vi kalder tro. Vejen til fællesskab med Gud går for den kristne i at besvare det kald, som lyder til os: Følg mig! Sådan kalder Jesus i dag tolderen Levi. Sådan kalder vor Herre også på os – igennem bordfællesskabet i nadveren, igennem dåbens vand. Han kalder på os og deler sit med os, så vi kan hvile for en stund ved hans side for så igen at rejse os og vandre videre og dele med andre, hvad han har delt med os allerede. Grundtvig formulerer det bedre end jeg i salmen, vi skal synge om lidt. Og således vil jeg slutte med citere to vers herfra:

                      Synligt ej er her til stede

                      det med Guds retfærdighed,

                      med Guds fred og Herrens glæde,

                      kommet til os ovenned.

                      Men når os med Herrens stemme

                      Ånden kalder hver især

                      kan vort hjerte dog fornemme,

                      at Guds rige kom os nær.

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Henvisninger:

Prædikenen er illustreret med Paolo Veroneses (1528-88) oliemalieri "Festen i Levis hus" fra 1573. Dette kæmpemæssige værk, 10 x 5,5 meter, som blev lavet til spisesalen i klosteret og kirken Santi Giovanni e Paolo i Venedig, viser Jesus og de tolv disciple til noget, som til forveksling ligner en overdådig veneziansk fest. Kunstneren kaldte først maleriet for "Den sidste nadver", og inkvisitionen anklagede ham da for at fortegne det bibelske budskab med "narre, fuldebøtter, tyskere, dværge og andre tåbeligheder". Paolo Veronese forsvarede sig ifølge inkvisitionens bevarede forhørsreferat med, at "malere tager sig den samme poetiske frihed som digtere og sindssyge", og lavede efterfølgende ikke de ændringer i værket, som den kirkelige domstol havde påbudt ham. Han ændrede blot titlen fra "Den sidste nadver" til "Festen i Levis hus". Derved blev maleriet forvandlet til en illustration af dagens evangelium fra Markusevangeliet, hvor farisæerne forarges over, at Jesus og hans disciple til en "stor fest" (for sådan hedder det i Lukasevangeliets udgave af samme beretning) hos tolderen Levi "spiser og drikker med syndere og toldere", og Jesus da svarer dem, at det er de syge og ikke de raske, der har brug for læge, og at han ikke er kommet "for at kalde retfærdige, men syndere". Sådan satte kunstneren Paolo Veronese elegant inkvisitionen, som ellers ikke var til at spøge med, på plads, og fik samtidigt sagt, at evangeliet for ham handlede om det virkelige, brogede liv og ikke om den selvretfærdige, kirkelige rettroenhed!