Billedprædiken til høstgudstjeneste 16. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 15. september 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 754 Se, nu stiger solen; 730 Vi pløjed og vi så’de; 305 Kom, Gud Helligånd, kom brat; 729 Nu falmer skoven trindt om land; 192/7; 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.” Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. AMEN (Johannesevangeliet 11,19-45).

Kære menighed!

Det er et meget langt evangelium i dag, faktisk det længste i hele alterbogen, og en usædvanlig lang prædikentekst kræver naturligvis en usædvanlig lang prædiken. Så måske nogle af jer med lettelse har konstateret, at I har fået udlevet et billedark, og at dagens prædiken nok derfor skal være en billedprædiken, for et billede siger jo som bekendt mere end 1000 ord . . .

Men før vi skal til at se på billederne, vil jeg sige, at dagens evangelium efter min mening burde have været endnu længere. For hvis vi læser endnu nogle vers, så hører vi ikke kun dette opbyggelige, at mange af dem, som så Lazarus’ opvækkelse, begyndte at tro. Men også at nogle af dem gik hen til farisæerne, som sammen med ypperstepræsterne kaldte Det store Råd sammen, og at man på netop den dag besluttede at slå Jesus ihjel. Hvis han bliver ved sådan, så vil hele folket komme til at tro på ham, og romerne vil anse det for et oprør og ødelægge os, lød argumentet. Og ypperstepræsten kom ved samme møde mod sin vilje med en underlig profeti, idet han sagde: ”Det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.”

Fortællingen om Lazarus’ opvækkelse må ergo ses i sammenhæng med det dybeste mysterium i den kristne tro: at i Jesu død ligger kimen til opstandelse og evigt liv for alle mennesker. Hvad vil det sige? Det spørgsmål bliver vi helt sikkert ikke færdige med i dag, for det er selve livets gåde! 

Vi fejrer imidlertid i dag høstgudstjeneste og takker for alt det, som vi forbinder med sommerens lys og varme og vækst, og som Emil og Susan så smukt har pyntet kirken med, og alt liv i naturen sker på bekostning af andet liv. For naturen er i sig selv både gavmild og skøn, men også altfortærende og grum, og livet og døden rækker hinanden hånden og forudsætter i naturen hinanden i et evigt kredsløb, så sandt som der efter sommerens vækst og liv kommer kulde og mørke og død, før foråret atter vender tilbage. Men evangeliet forkynder et andet liv, og det gælder ikke mindst på denne 16. søndag efter Trinitatis, som man ofte kalder for efterårets påskedag. 

Hvis I nu ser på de to udlevede billeder, kan I se den ortodokse kirkes traditionelle ikon for Lazarus’ opvækkelse, hvoraf den ene er lavet i det 14. eller 15. århundrede, og den anden blot er en moderne og mere tydelig kopi.

Vi ser bagest i billedet Jerusalems bymur, og mange mennesker, som ofte er opdelt i to grupper, og repræsenterer såvel det sørgende ligfølge fra Jerusalem og de jødiske rådsherrer, som diskuterer, hvad de skal gøre med Jesus. En af dem holder et tørklæde for sin mund og næse, for Lazarus har været død i 4 dage, og stanken af lig strømmer ud af graven, da to mennesker netop har fjernet stenen fra graven, som har form af et kistelåg.

Bagved Jesus står de tolv apostle, men ved Jesu fødder har Maria og Martha fået plads, og man kan tydeligt se, hvordan de sørger over deres døde bror. Maria er i tilbedelse helt bøjet over de fødder, som hun engang salvede og tørrede med sit hår, og Martha løfter sine hænder i bøn og ser direkte på Jesus som for midt i stanken af død at holde fast i troen på Jesu ord til hende: ”Jeg er opstandelsen og livet og den, som tror på mig, skal leve, om han end dør”.

I midten står Jesus, og i venstre hånd holder han en bogrulle, som symboliserer bibelen, og måske antyder, hvor Lazarus skal finde vejledning til at leve et nyt liv.

Men med sin højre hånd rækker Jesus ud mod Lazarus og har netop råbt ordene ”Lazarus, kom herud!”

Og Lazarus står allerede ved indgangen til den gravhule, som minder om en kiste på højkant, og en mand er ved at vikle det ligklæde af ham, som symboliserer døden, men også alt, hvad der hæmmer vores liv i at udfolde sig sådan, som det blev skabt til være.

Som Jesus som spæd blev svøbt og lagt i en krybbe, sådan befries den nøgne Lazarus ved en andens hjælp for dødens svøb og forlader sin mørke kiste for at symbolisere dåbens genfødsel og det nye liv i Guds rige, som altid er et liv med andre. 

Det er noget, som sker én gang i dåben, men det er også en proces, en helliggørelse sagde de gamle, så kun Lazarus’ ben og ansigt er fri af dødens svøb eller bånd, men endnu ikke hans arme og overkrop. 

Lazarus har som den eneste foruden Jesus en glorie, hvilket understreger, at han nu er genfødt til et nyt liv, hvor man som i det gamle og såkaldte naturlige liv skal leve i denne verden og knytte sig til andre og elske som Jesus og Martha og Maria elskede Lazarus, selv om kærligheden altid har sin pris, som hedder sorg. Et liv hvor vi alle som Lazarus stadigvæk skal lide og dø og må lære den sorg og smerte at kende, som Jesus ifølge dagens evangelium selv kendte til, men hvor vi alligevel kan synge som i Jakob Knudsens morgensalme, som vi sang først i dag, og som vi så ofte synger ved vores kæres kister:

Jeg vil ånde luften i fulde drag,

synge Gud en sang for den lyse dag,

takke ham, at morgen mig end er sød,

at mig dagen fryder, trods synd og død. 

Navnet Lazarus betyder ”Gud hjælper”, og hvad det er for et liv, som Lazarus fik med Guds hjælp, kan jeg måske også gøre lidt mere klart ved hjælp af frihedskæmperen Christian Ulrik Hansen, og jeg har jo på forhånd advaret jer om en lang prædiken i dag . . .

Christian Ulrik Hansen blev i februar 1944 pågrebet af den tyske besættelsesmagt og sad først i Aalborg Arrest og siden i Horserød-lejren og til sidst i Vestre Fængsel i København. Indtil han den 18. juni 1944 blev dømt til døden og 5 dage senere henrettet i en alder af kun 23 år. I løbet af disse fire måneder i fængslet skrev Christian Hansen breve til sine forældre og venner, som blev smuglet ud, og som den dag i dag er gribende læsning.

Den 1. april 1944 skrev Christian Ulrik Hansen et brev til sin mor, som han indledte med apostlen Paulus’ kendte ord: ”Så bliver da tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden.” For selv om de begge er jyder, og i grunden er alt for blufærdige til at tale om den slags sager, så må han nu tale om kærligheden, for det er måske mit sidste brev til dig, forklarer han sin mor, og fortsætter: ”Det er sandt, at vi alle frygter døden. Vi er bundet til noget her på jorden med kærlighedens bånd. Og disse bånd gør det ondt at få revet over, fordi de binder os til vore kære og vore venner.”

Når Christian Ulrik Hansen tænker på sin mor og på alt, hvad hun har ofret for ham, så kommer også den tanke, om han ikke burde klamre sig til livet, for der er jo ingen anden, der kan fylde den plads i hans nærmestes hjerter, som var hans. Men tanken skubber han voldsomt fra sig – som en slags fristelse: ”Nej og atter nej!”, skriver han med udråbstegn, og forklarer: ”For mig er kærligheden noget guddommeligt – noget fra Gud - derfor er vi forpligtet over for den . . .  Thi således lyder kærlighedens lov: Du skal elske Herren din Gud. Det er kærlighedslovens første bud . . . I sin kærlighed til os gav Gud os liv og øste af det sin kærligheds gave.”

Gud er ifølge Christian Ulrik Hansen i sin kærlighed både mild og streng – modsigende og modsætningsfuld som livet selv!

For kærlighedens pris er altid ofret, eller som Christian Ulrik Hansen selv skriver: ”Må vi da ikke også bringe vort kærlighedsoffer, at ikke kærligheden skal dø og vi derved miste livet . . .  Det er jo hele det ny Testamentes – ja hele vor kristentros dybeste indhold. Gud sendte i sin kærligheds mildhed sin søn herned til jorden og lod ham tage bolig mellem os mennesker af vort kød og blod. Men Gud krævede også af sin enbårne søn, at han skulle dø korsdøden for vores synder. Det er Guds strenghed – eller Guds mildheds strenghed, det er kærlighedens strenghed.”

Derfor må I ikke glæde og klage, skriver Christian også i dette brev til sin mor, selv om han selvfølgelig ved, at hans kære vil græde og klage over hans død.

Derfor opfordrer han i brevet sin familie til at bede til Gud for ham og dem selv og det danske folk, "at vi alle, levende og døde, må leve vort liv under kærlighedens lov; her eller hisset."

Den kærlighed, kan vi tilføje, som altid har sin pris og kræver sit offer, fordi den giver os det dyrebareste og tager det fra os igen, og gør det muligt for os at leve vort tvetydige liv med al dets fryd og smerte på grund af opstandelsens håb om den kærlighed, som ikke flygter fra, men går ind i og besejrer døden. 

Eller som Christian Ulrik Hansen i fængslet i sit sidste brev til vennen Elith Olsen, som så sent som i 2001 udgav en smuk og dybt gribende biografi om ham med titlen ”Jeg har levet mit liv i lyset”, også skrev: ”Du lærte mig [Emil] Bønnelyckes [digt] ’Lovsang til Døden’ at kende. Endnu klinger det herinde af dens skønneste strofer – ’Kun den kan leve med livet, der lever med sin død’. Jeg har siden forstået det, men måske dog aldrig så dybt som nu.”  

Ja, kære menighed, hvad Christian Ulrik Hansen forstod, må vi hver især forstå på vores egen måde og i lyset af vores eget livs mest dyrebare og måske dyrekøbte erfaringer. Men vi forstår det kun, tror jeg, hvis vi forstår livet som en kamp mellem lys og mørke, liv og død; en kamp, som er værd at kæmpe og værd at bringe sine ofre for, og som ender godt, fordi det ikke er os selv, som skal kæmpe den kamp til ende. 

Derfor skulle vi netop i dag, hvor vi holder høstgudstjeneste, og ikke kun takker for høsten, men for alt, som vi virkelig elsker, synge Jakob Knudsens store morgensang med alt dens trodsige glæde ved lyset og livet såvel i naturen som med vores kære, og som slet ikke kan adskilles fra salmens tillid til at være i Guds gode hånd, ligegyldigt hvad: ”At al mørkhed svinder og sjælevé, blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!”

For som Jesus kaldte på Lazarus og kaldte ham ud til livet, kalder han os altid ud til livet i sin kærlighed.

Og som vi lever det gode liv under kærlighedens både milde og strenge lov ved at svare på kaldet, og dvs. ved at leve i ansvar overfor de sammenhænge, som vi hver især er sat ind i, og ved at bringe de ofre, som det til tider kræver af os, således kalder døden på os, når det er tiden. Den kalder os ind til det evige liv, som Kristus har skænket os i sin død og opstandelse, og som vi i vores dåb fik del i og blev kaldet til at tro på. 

Det er det kald, som vi svarer på ved at kalde Jesu far for vor Gud og fælles himmelske fader. 

Idet vi beder det fadervor, som vi fik i dåbsgave, og takker Gud for det daglige brød, for hver dags gave og opgave.

Idet vi tror på Jesu ord om syndernes forladelse, dvs. at ethvert menneske altid kan få skænket en ny begyndelse som Lazarus – og også gennem os.

Idet vi lever vort liv i tillid til dåbens løfte: at vi har en kærlig Fader i det himmelske, som kalder på os hver eneste dag, og engang vil kalde os hjem. 

AMEN

Henvisninger:

Elith Olsen: Jeg har levet mit liv i lyset. Christian Ulrik Hansen 1921-1944. Bondesøn – student – soldat – frihedskæmper. Poul Kristensens Forlag 2001.

[Ikon fra den ortodokse kirke i byzantinsk stil og fra det 14. eller 15. århundrede].