Prædiken til 15. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 8. september 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 749 I østen stiger solen op; 407 Nu står sjælen op af døde; 331 Uberørt af byens travlhed; 164 Øjne, I var lykkelige; 192/7; 400 Så vældigt det mødte.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Amen (Lukasevangeliet 10,38-42).

Kære menighed!

”Det ene fornødne”. Sådan lyder overskriften til første kapitel i Charles Dickens roman ”Hard Times” eller ”Strenge tider” fra 1854, og romanens første linjer lyder: ”Hvad jeg forlanger, er kendsgerninger. Lær ikke disse drenge og piger andet end kendsgerninger. Det eneste, man har brug for her i livet, er kendsgerninger. Plant ikke andet og udryd alt andet”.

Den, der taler, er velhaveren og skolegrundlæggeren Thomas Gradgrind, som opdrager elever og sine egne børn, Tom og Louisa, ud fra den filosofi, at kun fakta og det, som man kan måle og veje og bruge til noget, har værdi. Han forfærdes f.eks., da han en dag griber Tom og Louisa i at kigge på noget så nyttesløs som en cirkusforestilling. Hvilket selvfølgelig er medvirkende til børnenes vanskæbner i romanen, hvor Tom bliver en udsvævende kriminel, og Louisa ender i et kærlighedsløst fornuftsægteskab med hendes fars langt ældre forretningspartner.

[Gradgrind forhindrer sine børn i at se cirkus i Charles Dickens 1854-roman "Strenge tider"]

Bogens andet kapitel hedder passende ”Mordet på de uskyldige”. For eleverne på Gradgrinds skole kaldes ikke ved deres navne, men ved et tal, og en regeringsmand fortæller dem: ”I skal i alle ting lade jer styre af kendsgerninger. Vi håber om ikke lang tid at få et af kendsgernings-kommissærer dannet kendsgerningskollegium, der vil tvinge folket til at blive et kendsgerningsfolk og intet andet. I må ganske bandlyse ordet indbildning eller fantasi.”

Som så mange af Dickens andre bøger rummer ”Strenge tider” en skarp kritik af den udbredte fattigdom i de nye industribyer i 1800-tallets England.

Men det er især den store forfatters opgør – ikke med videnskaben som sådan - men med den åndelige forarmelse i et materialistisk samfund og med en økonomisk nyttetænkning, som ikke lægger vægt på følelser og fantasi, og hvor mennesker af samme grund bliver overfladiske og endimensionelle og mister evnen til med indlevelse at sætte sig i andre menneskers sted og til at drømme og forestille sig alternativer til deres liv. Det er et opgør med et samfund, hvor børn ikke længere oplæres til at undre sig over og have ærefrygt for alt det, som vi ikke kan måle og bemestre og bruge til noget, livets mysterium, naturens skønhed og universets ubegribelige og svimlende storhed.

Hvad det ene fornødne end er, så er det ikke kendsgerninger eller fakta eller data sådan som Gradgrind og hans moderne disciple vil mene.

For fakta er godt, men kan ikke stå alene. 

I modsætning til den flade rationalisme og videnskabsforgudelse, som Dickens hudfletter og karikerer, kan ægte videnskab selvfølgelig være dybt fascinerende og berigende helt bortset fra dens nytteværdi. Det gælder måske ikke mindst den moderne astronomi – med dens ufattelige opdagelser og teorier og dens vel ofte tvetydige og nærmest poetisk klingende beskrivelser af universets opståen og udvikling – eller tænk på den moderne palæontologi med dens svimlende beskrivelser af jordens og livets rige udvikling her på jorden – fra amøber til dinosaurer - i disse ubegribelige store tidsrum før der kom mennesker til, endsige menneskelig civilisation.

Men jeg opfatter dybest set ikke verden og mit eget liv sådan. For jeg opfatter jorden som vores fælles hjem og mit eget liv som en gave og en opgave.

Derfor kan jeg heller ikke leve uden en anden historie, som ikke udelukker videnskaben, men giver svar på spørgsmålet om verdens og mit eget livs mening og formål.

Ifølge denne anden historie – sådan som den f.eks. fortælles af den engelske overrabbiner Jonathan Sacks - blev universet skabt af en passioneret væren, et væsen eller en kraft, eller hvad man nu skal kalde det, som er dybt fascineret af og optaget af at skabe muligheder.

Måske skabte denne væren mange verdener, som udviklede sig forskelligt, indtil han eller hun skabte, hvad vi i dag kender som universet.

Derefter ventede Gud tålmodigt og så livet udvikle sig fra mikroskopiske organismer og til jordens ufattelige rige og varierede plante- og dyreliv og til sidst til selvbevidste væsener på to ben.

Han sendte så budskaber til sin ypperste skabning, budskaber som blev overhørt i lange tider, måske fordi mennesket havde så travlt med at opfinde redskaber, jage, udvikle landbrug og bygge byer. 

Men til sidste blev Guds stemme hørt af en mand ved navn Abraham – stamfaren til alle de tre monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam.

Det er ikke et spørgsmål om religion versus videnskab, siger Jonathan Sacks, men om hvor langt vil strække spørgsmålet ”hvorfor?”, og dvs.: om vi tror verden har en mening – et formål. 

Hvis vi spørger, hvorfor Gud skulle skabe andet end sig selv, så er det eneste svar ifølge Jonathan Sacks, hvad vi kalder for kærlighed.

En kærlig Gud ville skabe nøjagtig den slags univers, som vi kender til – et der kunne udvikle en mangfoldighed af liv og til sidst liv, som kunne høre og svare på sin skabers kalden.

Og hvis vi spørger, hvad forholdet er mellem de to historier, den videnskabelige og den religiøse, som de tre monoteistiske religioner har til fælles, så er det som prosa overfor poesi, musik overfor tale, tilbedelse og undren overfor analyse og eksperimenter. 

For den religiøse verdensforklaring har selvsagt intet at gøre med naturvidenskab, men har alt at gøre med menneskets selvbevidsthed, dets frihed, dets fantasi, dets moralske følelser og valg og med den eksistentielle ensomhed og den længsel, som gør, at mennesket søger et evigt du – et forhold til Gud. Sådan skriver den jødiske rabbiner Jonathan Sacks. 

[Sir Jonathan Sacks, 1948-2020, engelsk overrabbiner 1991-2013]

Maria har valgt den gode del, det ene fornødne, og den skal ikke tages fra hende, siger Jesus til Martha i dagens evangelium.

Det lyder så ligetil, men det handler selvfølgelig ikke om, at vi ikke længere skal have kirkekaffe efter gudstjenesten, eller om at den hyggelige kirkeaktivitet ved navn Martha Strik her i kirken bør nedlægges.

Det handler – bare rolig! – heller ikke om, at jeg nu skal til at holde endnu længere prædikener for jer, som I så ovenikøbet skal til at lytte endnu bedre til end I plejer, fordi det ydre eller legemlige dybest set er ligegyldigt i forhold til det indre eller åndelige.

Dette ville nemlig være stik imod alt, hvad der ellers fortælles i evangelierne om næstekærlighed og om Jesus’ eget liv på jorden – om hvordan Jesus altid tog sig tid til at være sammen med andre og tog sig af såvel menneskers fysiske som åndelige behov.

En gammel fortælling fra ørkenfædrene i det 4. århundrede advarer os også imod at gøre Maria og Martha til absolutte modsætninger.

Det fortælles nemlig, at en fremmed munk engang kom til abbed Silvanus i klosteret på Sinaibjerget, og da han så brødrene arbejde flittigt på klosterets marker, sagde han til dem: ”Hvorfor arbejder I for den mad, som forgår? For Maria valgte den gode del.” Abbed Silvanus gav da sin assistent besked om at give den munken en bibel at læse i og om at placere ham i en tom munkecelle. Om eftermiddagen begyndte munken at kigge ud ad vinduet i håb om at høre nyt om aftensmåltidet. Da tiden for aftensmåltidet var passeret, gik han op til abbeden og spurgte, hvorfor ingen havde kaldt på ham ved spisetid. Abbed Silvanus svarede: ”Du er et åndeligt menneske og du mente ikke, at mad var vigtigt.  Vi derimod er af kød og blod og må spise, og derfor arbejder vi.” Da munken hørte det, blev han flov, og sagde: ”Tilgiv mig fader.”  Og Abbeden svarede: ”Så Martha er nødvendig for Maria, for på grund af Martha bliver Maria lovprist.”

Marta og Maria repræsenter måske først og fremmest to sider, som vi alle har i os. 

Den udadvendte, praktiske side over for den indre eller åndelige side. 

Derfor handler evangeliet i dag om, at der skal være en sund balance mellem det ydre og det indre.

Det handler især om, at det er livsvigtigt at blive mindet om, hvad der er centrum og periferi i tilværelsen, så bekymringerne for det jordiske ikke tager overhånd. 

Og ethvert dybere forhold til tilværelsen forudsætter den åndelige evne til at lytte og være opmærksom.

Men i endnu højere grad at andre skænker os deres opmærksomhed.

Forfatteren, præsten og forstanderen på Askov højskole Knud Hansen sagde engang: ”Ikke alle er ulykkelige, men alle har et hjerte, der tørster. At opleve et andet menneskes opmærksomhed, der er hvad alle, lykkelige og ulykkelige, tørster efter mere end nogen andet.” 

Maria glemte med ét alt om sine huslige pligter, da Jesus kom på besøg. Måske fordi hun følte, at her var en, der var opmærksom på hende – én der skænkede hende og hendes længsler og drømme sin fulde opmærksomhed.

”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent.” 

Og det ene fornødne er vel at have tillid til, at en anden er opmærksom og tager vare på mig. Hvad enten jeg sidder som Maria og lytter til hans ord eller rejser mig som Marta for at lave nyttige ting. 

Det er at have tillid til, at der dog er én, som vi er døbt til at høre sammen med i både liv og død, ligegyldigt hvad vi bekymrer os for. Han der i vores dåb har lovet os sin troskab og opmærksomhed og at være med os alle dage indtil verdens ende. Han der gav os det dyrebareste, han havde, og i nadverens hellige mysterium giver os del i sig selv. 

Amen.

Henvisninger:

Jonathan Sacks: The Great Partnership. God, Science and the Search for Meaning. 2011.