Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 19. august 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 15 Op al den ting; 410 Som tørstige hjorte monne skrige; 396 Min mund og mit hjerte; Motet ved kor og organist: Amazing Grace; 292 Kærligheds og sandheds Ånd; 192/vers 7; 523 Min nåde er dig nok.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.« Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham: »Mester, vi vil se dig gøre et tegn.« Men han svarede dem: »En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas' tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas' prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.« (Matthæusevangeliet 12,31-42) Amen.
 

Kære menighed!

Vi hører i dag det både berømte og berygtede ord om synden mod Helligånden, som ikke kan tilgives.

Det er ifølge kirkefaderen Augustin måske det vigtigste og sværeste spørgsmål i hele biblen, så hvis jeg vrøvler helt usædvanligt meget i dag, så kan I jo til gengæld glæde jer over, at det kun bliver lettere herfra. Indtil vi om to år igen skal høre dagens tekst, selvfølgelig.

Da jeg her i morges efter få timers tiltrængt søvn sad og forberedte mig en sidste gang til vores gudstjeneste ved at læse dagens tre bibeltekster og min prædiken højt for mig selv, blev jeg først for alvor opmærksom på ordene i dagens epistel fra Jakobsbrevet (Jak. 3,1-12) om, at vi lærere "får en særlig hård dom", og derfor særligt skal passe på de uregerlige tunger, som med Jakobs skarpe og smukke advarsel "sætter tilværelsens hjul i brand".

Da jeg læste min færdige prædiken, kom jeg nemlig også til at tænke på, at Søren Kierkegaard en søndag, hvor han selvfølgelig havde været i kirke, i sin dagbog tørt noterede noget i stil med: "Præsten tog i dag udgangspunkt i dagens evangelietekst og vendte aldrig tilbage". 

For jeg frygter lidt, at I måske vil skrive det samme i aften, hvis I også fører dagbog . . .

Derfor må jeg hellere på forhånd sige, at man ofte har sagt, at den utilgivelige synd mod Helligånden er ikke at tro på tilgivelsen.

Det trøster jeg mig selv med, og når det er sagt, så har jeg vist allerede fået sagt det vigtigste i dag. 

”Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene", inkl. "ord imod Menneskesønnen", siger Jesus først i dagens evangelietekst.

Så Guds nåde er heldigvis også ifølge dagens evangelium temmelig omfattende. 

Men ”bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives”, føjer Jesus så til. 

Ånden er Guds eget nærvær gennem ordet i et menneskes hjerte og samvittighed, og hvis et menneske insisterer på at spotte eller tale imod sin egen samvittighed, dvs.: mod bedre vidende, så er det i længden altid farligt.

Det er bare ikke op til mig eller noget andet syndigt menneske at dømme kategorisk om andres gudsforhold eller at sætte grænser for Guds nåde og tilgivelse.

For det må vi overlade til Gud.

Derfor er der kloge folk, som mener, at vi helt skal lade dette ord om synden mod Helligånden ligge, fordi de synes, at det har gjort mere skade end gavn.

Dels fordi ordet om en utilgivelig synd mod Helligånden i kirkens brogede historie ofte er blevet misbrugt til dele folk op i de rigtige og forkerte troende, men især fordi det hos tungsindige fromme har medført store anfægtelser og grublerier.

Det gælder f.eks. den engelske præst John Bunyan, som levede fra 1628 til 1688 og skrev en af de mest læste kristne bøger til alle tider: The Pilgrim's Progress eller på dansk: En Pilgrims vandring eller fremgang.

John Bunyan var puritaner, hvilket vil sige en protestantisk kristen i 1600-tallets England, som ligesom vi lutheranere lagde stor vægt på evangeliets frie forkyndelse og troen på Guds nåde, men som desuden holdt strengt på, at man skulle leve efter bibelens ord, leve moralsk og nøjsomt og altid være arbejdsom og holde sig fra verdslige fornøjelser som dans, kortspil og lignende.

Så puritanerne var hverken festlige eller populære, og blev til tider voldsomt forfulgt, og John Bunyan sad i 12 år i fængslet og vidste i den tid ikke, om han ville blive hængt som en religiøs oprører eller frigivet. 

Men i fængslet skrev han sin selvbiografi med titlen, ”Grænseløs nåde til den største synder”, og det er ikke en biografi i almindelig forstand, men en beskrivelse af hans årelange kamp for at få vished om sin frelse.

[John Bunyan, 1628-88, engelsk keddelflikker, præst og forfatter. Malet af Thomas Sadler i 1686].

For John Bunyan var faren ved den officielle protestantiske statskirke i England, at den gav sine medlemmer en falsk fornemmelse af sikkerhed, som ikke udsprang af en levende tro på Kristi person og værk. Han havde i en ungdomsperiode selv følt sig opbygget af alle kirkens gamle smukke ritualer, men var så begyndt at tvivle på, om han overhovedet var en sand kristen.

Der var på den ene side i bibelen så mange løfter fulde af trøst og håb, som klart og utvetydigt forkyndte tilgivelsen og et nyt liv i Kristus, som man får skænket ved troen og ikke ved gerninger; men der var også ord, domsord, som sagde ham, at ikke alle ville blive frelst.

Det var som om han hele tiden blev kastet frem frem og tilbage mellem nådens og dommens ord, og snart hvilede trygt i troen uden at bekymre sig om sin egen værdighed, og snart blev grebet af anfægtelser og angst for fortabelse.

John Bunyans trosliv virker på den måde selvfølgelig ekstremt på os i dag, og mange vil måske også sige sygeligt, men fordi han så ærligt sætter tingene på spidsen, kan vi af ham lære noget, som vi måske glemmer i vort eget trosliv.

På et tidspunkt blev John Bunyan rædselsslagen for at have begået synden mod Helligånden, og han fortæller, hvordan han forsøgte at ryste det af sig ved f.eks. at tænke, at der ikke var en opstandelse og en dommedag, eller at synd slet ikke var så alvorligt som kirken normalt sagde, eller ved at trøste sig med den tanke, at han dog ikke som Judas havde syndet med vilje.

Men det var bare slet ikke alle disse spekulative og selvkredsende tanker i ensomhed, som hjalp ham i den rigtige retning.

Det gjorde til gengæld hans møde med en flok fattige kristne, som talte ligetil og jævnt om Guds kærlighed og gerne ville dele deres glæde ved troen med ham. 

Det hjalp ham også at studere Martin Luthers teologi, for når han hans samvittighed fordømte ham, så lærte han af Luther trodsigt at sige ”farvel fru Lov” og holde sig til evangeliets løfter om Guds nåde og barmhjertighed.

For det tredje erfarede John Bunyan, at når han forkyndte evangeliet for andre, så fandt han selv bedre fred i det.

En afgørende forandring skete imidlertid først en dag, hvor han fordybet i bøn tre gange for sit indre øre hørte skriftordet: ”Min nåde er dig nok”. 

Det stærke ved selvbiografien er, har hans danske oversætter Niels Nymann Eriksen sagt, at John Bunyan aldrig faldt til ro i den tanke, at han var en lige så god kristen som andre, eller at han i det mindste var et søgende og alvorligt menneske.

Han blev også ved med at få anfægtelser, men det bragte ham ikke længere til fortvivlelse som tidligere. 

Fordi han indså, at han egentlig altid havde villet erfare evangeliets trøst og håb, før han turde sætte sin lid til det.

Han indså m.a.o., at han skulle stå ved sine anfægtelser og gennemleve dem, og at de ikke var en hindring for troen og dens vækst, men en mulighed.

Eller med John Bunyans egne ord i selvbiografien: ”Tidligere mente jeg ikke, at jeg havde ret til at regne med løftet, før jeg havde dets trøst. .  .. Jeg greb nu uden tøven også ud efter de løfter, som jeg frygtede ikke gjaldt mig; jeg sprang lige ind i løftets favn, også selv om jeg følte, at det ville lukke hjertet for mig . . . I de dage kastede jeg mig mod løftet (som heste der er kommet ud i en mose kaster sig tilbage mod det faste land). ’Her vil jeg stå og hvile’ tænkte jeg, ’så må Gud i himlen sørge for opfyldelsen af det’. Ét ord. Et ord som en træt sjæl kan hvile på, så den ikke for evigt skal synke. Det var hvad jeg søgte.”

John Bunyan vej ud af anfægtelsen betød ikke, at han fra da af havde sikker grund under fødderne og kom til at tilhøre en lille frelst flok af sandt troende.

Men da han først forstod, at troens hvile i tillid til Guds løfte måtte se ud som et liv uden sikkerhedsnet, som et liv uden anden fast grund under fødderne end Guds løfte, og da han med sine egne ord i stedet kastede sig i løftets arme, så erfarede han først den fred, som bliver til virkelighed gennem anfægtelser og selvprøvelse og selvfornægtelse, og som derfor virkelig kan forandre et menneske over tid.

En anden kristen der erfarede dette, og som også var et barn af den puritanske kristendomstradition i England, var John Newton, forfatteren til den verdenskendte salme ”Amazing Grace”, som koret vil synge for os i dag. 

John Newton skrev salmen til en gudstjeneste nytårsdag 1773, og når den begynder med de berømte ord om den forbløffende nåde, at en fortabt usling som ham selv kunne frelses, så var det ikke bare for at blære sig med sin fromhed, at han digtede sådan. 

For John Newton gjorde sig allerede som purung sømand kendt som uregerlig og moralsk udsvævende og grænseoverskridende i en grad, så han på et tidspunkt tvunget ind i den engelske marine, fordi officererne i handelsflåden ikke kunne styre ham.  Han levede til tider et eventyrligt liv, og blev i en alder af tyve år solgt som slave til en afrikansk prinsesse. Men han sejlede også selv med slaver fra Afrika til den nye verden, og deres lidelser anfægtede ham dengang ikke det mindste.

Men den 10. marts 1748 under en brandstorm ud fra Afrikas kyst råbte den da 22-årige sømand til Gud om at blive frelst. Og da skibet mod al forventning klarede skærene og kom i havn, så stoppede han det vilde liv, og begyndte at læse i bibelen og regnede sig fra da af som kristen.

[John Newton, 1725-1807, kaptajn på et slaveskib og så præst, salmedigter og stridsmand for slaveriets afskaffelse!]

Hvad der gør, at det ikke bare er en typisk 'frelst' eller selvgod og banal omvendelseshistorie, er, at John Newton selv efter sin pludselige omvendelse til kristendommen i flere år fortsatte med at sejle med slaver og endda selv blev kaptajn på et slaveskib. Han behandlede slaverne bedre end før, men det var først senere, da John Newton var gået i land, og var blevet præst, at han med tiden indså, hvor ekstremt ondt og ukristeligt slaveriet var, hvorefter han blev en vigtig skikkelse i kampen for slaveriets ophævelse i England. Selv om han blev kristen, så tog det tid for ham at blive et godt menneske, og det var ikke noget, som han blev færdig med. Eller som John Newton selv sagde det i en prædiken 25 år efter sin omvendelse til kristendommen: ”Jeg er ikke, hvad jeg burde være; og jeg er ikke, hvad jeg kunne være, når man ser på mine privilegier og muligheder; og jeg er heller ikke, hvad jeg ønsker at være, eller hvad jeg håber engang at blive”. ”Men”, tilføjede han så, ”jeg er heller ikke hvad jeg engang var, og jeg tror, at jeg i sandhed med apostlen Paulus kan sige, at jeg ved Guds nåde er, hvad jeg er.”

Sådan blev slavekaptajnen med tiden til en mand, som kæmpede mod slaveriet, og så er der håb for alle os. Ja, John Newton blev akkurat John Bunyan før ham til en præst, som den dag i dag betyder rigtig meget for mange i den engelsksprogede verden med sine salmer og med livskloge og opbyggelige skrifter. Måske fordi de to mere end de fleste havde erfaret, hvad det vil sige at kæmpe mod sig selv og opdage, at man i mødet med Guds nåde kan få hjælp til blive forandret lidt efter lidt og dermed til at leve et mere barmhjertigt og forpligtende, et mere glædeligt, ægte og sandt liv.

Amen.

Henvisninger:

Hvad jeg siger om John Bunyans teologi i prædikenen stammer i høj grad fra Niels Nymann Eriksens fine forord til hans danske oversættelse og bearbejdelse af Bunyans selvbiografi: Grænseløs nåde. Credo Forlag 2000.

[Titelblad til John Bunyans fantastiske kristne digterværk, The Pilgrim's Progress, som han skrev i fængslet, og om hvilket man har sagt, at det næst efter bibelen er det skrift, som flest mennesker har læst! Bogen er oversat til mere end 200 sprog og findes i flere danske oversættelser.]