Prædiken til 11. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 11. august 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 743 Nu rinder solen op; 435 Aleneste Gud i Himmerig; 397 Trods længselens smerte; 151 Med sin alabaster-krukke; 192, vers 7; 520 Du, som freden mig forkynder.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

 En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!« AMEN

(Lukasevangeliet 7,36-50).

Kære menighed!

Engang blev mine to yngste børn råbt an og skældt seriøst ud af en vagt nede i Helsingør Bycenter, fordi de løb op ad rulletrappen, som kører nedad. Jeg syntes, at det var en uskyldig børneleg, og at vagten skød over målet, men sagde selvfølgelig ikke noget.

Kort tid efter skulle jeg imidlertid døbe et barn af en af mine gamle konfirmander, og da han nu arbejder med at vedligeholde og reparere rulletrapper, kunne jeg ikke lade være med at nævne episoden i Bycentret. Men min gamle konfirmand syntes ikke, at det var morsomt, og sagde alvorligt til mig, at jeg skulle være glad for den irettesættelse af mine børn. Hvorefter han fortalte om alvorlige ulykker med rulletrapper, som han kendte til.

Det kom jeg i tanke om, da jeg læste Paulus’ smukke ord i dagens uddrag fra brevet til romerne om lovens og troens retfærdighed (Rom 10,4.13), hvor apostlen uhyre dristigt omskriver nogle ord fra Det gamle Testamente, som oprindeligt handlede om den jødiske lov: ”Sig ikke i dit hjerte: >>Hvem vil stige op til himlen?<< nemlig for at hente Kristus ned, eller: >>Hvem vil stige ned i afgrunden?<< nemlig for at hente Kristus op fra de døde.” 

Jeg kom også i tanke derom, fordi jeg på tirsdag om 14 dage sammen med Andreas og Nicolai indbyder til en ny studiekreds over de lutherske bekendelsesskrifter, som er grundlaget for folkekirkens forkyndelse.

”Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror”, sagde Paulus også, men det betyder ikke, at loven er sat ud af kraft. For Kristus er også lovens ende i betydningen dens endeformål eller fuldbyrdelse. Og for Luther var det altafgørende at forstå forskellen på loven og evangeliet, og dvs. at vi forstår, at vi som kristne så at sige på en og samme tid har to helt forskellige religioner, lovens og evangeliets.

For Guds lov består, og vi hører den ikke kun i bibelens ord som i de ti bud, for Gud kalder gennem sin lov på os alle vegne og på utallige måder.

Loven regulerer menneskelivet her på jorden, og skal fremme retfærdighed i samfundet, og det er den udgave af loven, som herhjemme varetages af folketinget, politiet og domstolene.  

Men loven skal også overbevise samvittigheden om synd og fremkalde anger, hvilket Luther kaldte for lovens anden eller teologiske brug.

Loven giver sig udtryk i den længsel efter skønhed, god og sandhed, som kan overmande os.

Men Luther kan også sige, at loven kan få os til ryste af rædsel over blot lyden af et blad, som rasler i vinden.

Fordi loven er en stemme, som vi hører overalt, og som altid minder os om, at vi ikke har livet eller godheden eller sandheden i os selv.

Lovens stemme stiger op fra de kister, hvori vi lægger vores kære, og holder os fast på, at døden er uomgængelig, og at livet er flygtigt og utrygt.

Loven møder os især i Guds befaling om at vi skal elske ham af hele vort hjerte og vor næste som os selv.

Loven når i en vis forstand sit højdepunkt i den for Luther rædselsvækkende forkyndelse af korset, at selv Guds søn, skønt uskyldig, måtte lide brutalt i denne verden i syndige menneskers vold. 

Lovens er m.a.o. ikke et sæt regler, men en stemme, som vi kan høre overalt, og som aldrig tier, så længe mennesker fortsat synder.

Og loven dømmer os, men holder os også fast på, at vi bør gøre os umage med livet og forsøge at få mest muligt ud af det og at være den bedste udgave af os selv. 

Først når vi ser loven på denne måde, kan vi forstå, hvad evangeliet var for Luther. Eller hvad det vil sige, at Kristus er lovens ende.

Kristus kom ned på jorden og levede og døde under lovens stemme, som vi alle gør, men i Ham og især med hans opstandelse brød noget helt nyt og uventet ind i verden og i menneskers liv.

I ham blev lovens stemme bragt til tavshed, for lovens stemme kan ikke høres, når det, som loven kræver, virkelig er til stede i vort liv. Når vi lever livet sådan, som det blev skabt til at være. Befalingen om at vise andre kærlighed høres f.eks. ikke, når vi virkelig elsker.

Evangeliet var for Luther en ny og aldrig før hørt stemme her på jorden, som var stærk nok til at standse lovens stemme og til at skabe et nyt liv på denne jord med lys, liv og glæde.

For Luther står vi derfor alle i en kamp mellem disse to konkurrerende stemmer eller magter: loven og evangeliet.

Men hvis vi bruger vores kræfter på så at sige at følge lovens stemme for at finde Gud, så leger vi en formålsløs og i virkeligheden farlig leg.

Så er vi ligesom børn, som løber op ad en trappe, som altid ruller nedad, selv om vi måske selv synes, at vi er meget seriøse og søgende mennesker.

Det sidste syntes Simon Farisæer, som vi møder i dagens evangelium, sikkert også om sig selv

Han har inviteret Jesus ind i sit hus, men han har selvoptaget glemt de grundlæggende regler i sin egen kultur om værtskab og gæstfrihed.

Og så kommer en i byen kendt kvinde ind, og hun går ikke just i ét med tapetet. 

Det kan være, at I undrede jer lidt over udtrykkene, at da hun hørte Jesus sad til bords, gik hun herhen og stillede sig grædende bag ham ved hans fødder. Men det er bare en dårlig oversættelse. For dengang spiste man i mere velstående jødiske hjem ved festlige lejligheder ofte på romersk og græsk maner, dvs. liggende på siden på lave brikse i en rundkreds om spisebordet, så man kunne støtte overkroppen med venstre arm og tage for sig af retterne med højre, mens ens fødder stak bagud.

Hun har udslået hår, og en ærbar voksen kvinde gik dengang med håret tildækket, med tørklæde, hvis hun var ude blandt andre, sådan som det stadig er normalt hos muslimerne. Men hende her har håret slået ud, og på Simon Farisæer har det sikkert virket på samme måde, som hvis en topløs kvinde i dag brød ind til et pænt middagsselskab hjemme hos os selv.

Et kvalificeret gæt er derfor, at hun var prostitueret, og så meget desto mere må det have virket chokerende, da hun begynder at græde og kysse Jesu fødder og tørre dem med sit hår og salve dem med sin medbragte olie eller parfume.

Så Simon tænker ved sig selv, at hvis Jesus var en sand profet, en som virkelig lever efter loven, så ville han vide, hvem som rørte ved ham, at det var en der levede i synd, og protestere over det.

[Italieneren Carlo Dolcis fortolkning af kvinden og Kristus i farisæeren Simons hus, 1645]

Og så er scenen sat til Jesus’ fortælling om: ”En pengeudlåner, der havde to skyldnere.” Pengeudlåneren er selvfølgelig Gud, og de to skyldnere var farisæeren og kvinden. 

Farisæeren Simon og kvinden havde ikke ret meget til fælles i den måde, som de levede deres liv på. Men de var fælles om noget afgørende, siger fortællingen. Nemlig det, at de begge var Guds skyldnere, og ikke kunne betale regningen.

Nå, ja, siger vi måske: ’Ingen er perfekt. Vi er alle syndere. Og heldigvis tilgiver Gud os. Alt er i orden. God nat og sov sødt’. Eller vi tænker måske, at nok er vi alle syndere. Men der må trods alt være forskel på os de pæne syndere og så alle de andre mindre pæne eller de virkelige syndere. 

Og ja, der er selvfølgelig en levevis, som er moralsk god og anstændig og ofte får det bedste frem i os - og så en anden levevis som er forkert og ofte selvdestruktiv og måske kan kaldes uanstændig – i hvert fald hvis man udnytter eller sårer andre og især dem, som er svagere end en selv.

Men det er bare så fløjtende ligegyldigt i denne sammenhæng. For ”da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld.” 

I den forstand var kvinden og farisæeren lige overfor Gud. 

Men Jesus fremhæver af de to kvinden, der levede i synd.

Hun elskede mest, fordi hun var blevet eftergivet mest, siger han.

Simon Farisæer så kvinden komme ind fra gaden, hvor hun trak, men han så ikke andet end et eksempel på hendes umoral og hans egen moral og blev forarget. Han spurgte ikke engang til hendes navn, selv om hun var i hans hus. For Simon hørte kun lovens stemme, som skelner mellem rigtig og forkert, og han følte sig vel derfor først ubehageligt til mode over den anmassende kvinde og reagerede så med sin forargelse. 

Men denne ukendte kvinde havde mødt et menneske, som kunne rumme det liv, som var hendes, og som gjorde, at hun måske ikke længere var fuld af skam eller kynisk selvforagt eller ligegyldighed, selv om hun måske stadigvæk måtte prostituere sig selv.

Der gjorde, at hun kunne græde over sin skæbne, men nu med glædestårer og ikke bitre tårer, fordi hun nu vidste, at hun var meget mere end blot et uheldigt socialt tilfælde.

For Gud møder os ikke i vores moralske og religiøse stræben efter det gode og smukke og sande liv. Han kommer i evangeliet så at sige ned ad den himmelske rulletrappe for at møde os dér, hvor vi alle kun kan tage imod og må tro.

Det havde kvinden erfaret. Hendes mange synder var blevet tilgivet. Derfor måtte hun gå hen i Simon Farisæerens hus og vise Jesus sin kærlighed og taknemlighed på den måde, som hun kunne, ved at græde ved hans fødder og kysse og salve dem med sin kostbare olie. Selv om det vakte opsigt og Simon og sikkert også de andre rynkede på næsen og tænkte sit. 

Og derfor sagde Jesus til hende: ”Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!” 

AMEN.

Henvisninger: 

Hvad jeg i prædikenen siger om loven versus evangeliet har jeg fra Gerhard O. Fordes klassiske introduktion til Luthers teologi: Where God Meets Man. Luther’s Down-to-Earth Approach to the Gospel. 1972. Norsk oversættelse: ”Så og på jorden . . .”. Om Luthers evangelieforståelse. 1978.