Prædiken til 6. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 7. juli 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 392 Himlene Herre; 691 Loven er et helligt bud; 414 Den mægtige finder vi ikke; 488 Guds søn kom ned fra Himmerig; 192/7; 752 Morgenstund har guld i mund.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: »›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹« Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.« AMEN (Matthæusevangeliet 19,16-26).

Kære menighed!

I morgen tager jeg op til min smålandske ødegård for at holde tre ugers velfortjent, synes jeg da selv, sommerferie med familien.

Men spørgsmålet er nok, hvor meget jeg får hvilet mig i mit smålandske paradis, for der er altid masser at lave i et sådant 200 år gammelt og stort træhus. 

Eller som min kollega Anders Kingo, som indtil for et par år siden var præst nede i Domkirken, skrev til mig, da jeg engang sendte ham nogle fotos af et af mine mange igangværende istandsættelsesprojekter på vores ødegård: ”Og hvilket paradis I dog har dér! Men dine fotos har omkalfatret hele min teologi. Jeg troede, at man i Paradis gik ind til den evige hvile. På dette punkt har jeg taget grueligt fejl, indser jeg nu. Kun Adam og Eva var det beskåret ikke at arbejde i ansigtets sved.”

Og så tilføjede min gamle lærde kollega – for man er vel ikke domkirkepræst for ingenting - en lille velment formaning på latin: ”Acta non verba!” Gerninger og ikke ord!

Ja, det har nok også været et motto for den unge og energiske mand, som vi møder i dagens evangelium. Gerninger og ikke ord! For han er velhavende, idealistisk, moralsk uangribelig, og han har livet foran sig og alle muligheder. Ifølge Lukasevangeliets udgave af historien er han endda medlem af jødernes råd, hvilket svarer til, at han i dag ville sidde i folketinget. 

Og nu kommer han altså og spørger Jesus, hvad godt han skal gøre for også at få evigt liv. 

Men Jesus vil ikke give ham en anvisning på det evige liv. ”Hvorfor spørger du mig om det gode?”, svarer Jesus. Kun én, altså Gud, er den gode, forklarer Jesus ham, og siger dermed til manden, at hvis han vil have del i det evige liv, så skal han lade være med at bilde sig selv ind, at han skal give Gud noget godt ved at opføre sig på en ny og særlig fortjenstfuld måde. Så må du forstå, siger Jesus egentlig til ham, at det er dig, som tager imod det gode, og allerede har fået noget, ja alt, og hvis du virkelig havde indset dette, så ville du have travlt med at give det videre til andre i stedet for at bekymre dig om dig selv og dit evige liv.

Du kender jo allerede budene, siger Jesus, og opremser nogle af de 10 bud, som angår vores forpligtelser mod vores medmennesker: at vi ikke må stjæle eller vidne falsk eller bryde et ægteskab eller begå drab og skal ære vores far og mor; og Jesus nævner også den såkaldte gyldne regel, som ligeledes står i Det gamle Testamente, at vi skal elske vor næste, som vi elsker os selv. Men alt dette gør bare ikke det store indtryk på den unge seriøse mand, som sikkert havde forestillet sig, at Jesus ville nævne en stor og ædel og sjælden gerning, som lige netop han med sin rigdom og sine talenter var den helt rette mand til. 

“Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?”, siger han til Jesus.

Men budene er ikke sådan lige til at opfylde, og slet ikke til at blive færdige med, hvis vi med Jesus indser, at man kan stjæle og bryde ægteskaber og vidne falsk og slå ihjel på mange måder, som når man stjæler et menneskes livsglæde eller gribes af vrede og misundelse; eller hvad det vil sige at elske sin næste som sig selv, hvis næsten som for Jesus inkluderer alle og selv vores fjender. 

Den form for retfærdighed, som den rige mand tror på, regner i virkeligheden kun med, at et menneske er, hvad det selv kan yde eller præstere. 

Derfor siger Jesus til sidst til den rige mand, at hvis han vil være fuldkommen, så skal han sælge alt, hvad han ejer og give det til de fattige og så komme og blive en af Jesu disciple.

Men kærligheden til pengene, viser det sig, står i vejen for kærligheden.

Og så går den unge velhaver bedrøvet bort . . .

[Heinrich Hoffmann, tysk maler, 1859-1933: Jesus og den rige unge mand, 1889]

Det er trist slutning, og det forfærder Jesu disciple, da han derefter siger de berømte ord, at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.

Men det burde måske forfærde os alle, eller i hvert fald få os til at indse, at rigdommens fare er, at den gør os selvoptagede på utallige måder.

Så vi glemmer, hvad en 13-årig pige ved navn Maria Heichelmann skrev i en avis i et fint lille digt, som min gamle far læste og sendte til mig:

Hvad lever vi for?

Vi lever for andre.

Hvad lever de andre for?

De lever for

at vi skal have nogen

at leve for.

Vi her i Vestervang Kirke er måske ikke kaldede som den rige unge mand eller som de 12 disciple til at forlade alt og følge Jesus. 

Men selv om vi i lutherdommen for længst har gjort op med den gamle katolske kirkes ide om særlige elitekristne, og selv om jeg er glad for, at jeg som luthersk præst kan have et familieliv, og ikke som en katolsk munk skal love at leve i fattigdom, kyskhed og lydighed mod mine fortsatte, så skal vi i vores egen bedsteborgerlige folkekirke måske blive bedre til at lade os inspirere af dem, som får et helt særligt kald af Gud. De der i dag – og der er også nogle af dem i vores lokalområde - måske ligesom mange af de første disciple med store materielle afsavn og personlige omkostninger følger Jesus for at udbrede evangeliet til andre. De som får et særligt kald til at leve et liv i uselvisk kristen kærlighed til andre, og med deres liv viser os alle alternativer til vores normale borgerlige og beskyttede tilværelse!

Der er nogle, som får et særligt kald, men vi er alle i vor dåb blevet kaldet til at følge Jesus på hver vores måde, og hvis jeg vil leve det fuldkomne eller det evige liv, som enhver døbt bliver kaldet til, så må også jeg holde budene og leve for andre, siger Jesus.

Og hvis Gud alene er den gode, så må jeg dagligt spørge Gud, hvad godt jeg her og i nu i mit liv skal gøre, og bede Gud om at give mig kraft til at gøre det.

Så må jeg ligesom kirkefaderen Augustin med nogle enkle, men dybe ord hver dag bede: ”Giv, hvad du befaler, og befal, hvad du vil” (da quod iubes et iube quod vis).

For det gode ikke er noget, som vi kan lære én gang for alle, men det evige liv eller den kærlighed, som er Guds væsen, og som Gud giver os del i ved at give os sig selv som en gave og som en opgave. 

Hvad det praktisk betyder i vort eget liv, kan vi ikke sige på forhånd, for Guds ord lyder på så mange forskellige måder i vort liv, og tro er lydighed mod Guds ord, gerninger og ikke flotte ord, varm luft og uforpligtende følelser. 

Men for de første kristne betød det at følge Jesus, at de fik et radikalt nyt syn på rigdom, penge og forbrug, fordi Jesu liv var en stor protest mod egoistisk forbrug og pengenes magt over vores liv.

Og når vi hører dagens evangelium, må vi spørge os selv, hvad troen betyder for vores egne forbrugsvaner og økonomiske dispositioner generelt. Så må vi spørge os selv, hvad der har evig betydning i vort eget liv, og hvad der kan undværes.

Et bud på det kan man få i en lille artikel med titlen ”Dødens og Livets Herredømme”, som jeg gerne i dag vil slutte med. For jeg synes, at netop denne artikel giver os et både smukt og tankevækkende svar på den unge mands spørgsmål til Jesus: ”Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv?”. Jeg brugte også artiklen til vores morgenandagt i tirsdags, så forhåbentlig går I ligesom jeg ind for genbrug. I hvert fald her i ferietiden.

Artiklen er skrevet af Holger Brøndsted, der i en menneskealder var forstander på en højskole for handelslærlinge i Hørsholm – en højskole med det for travle kommiser og købmandslærlinge sikkert forjættende navn ”Købmandshvile”. Da Holger Brøndsted skriver sin artikel i 1967, er han selv 78 år gammel, og ved, at han skal dø. Måske endda snart, skriver han. Men han kan ikke rigtigt forestille sig det. Det er vel også, siger han, rimeligt nok ikke at skænke døden for mange tanker, før den kommer. Alligevel føler han sig under dødens herredømme. For han har mistet halvdelen af sine søskende og venner. Og selvom han kan se billeder af dem, og huske dem, så er de jo ikke mere. Hvad tør jeg tro om dem? Hvor er de nu? Og hvad håb har jeg om at se dem igen? Sådan spørger han og svarer selv: ”Jeg tror, at Gud lever, og ikke glemmer, hvad der hører ham til.” Derfor er der også kun én ting, som han for alvor er bange for: At han selv bliver ’glemt af Gud’. Om alle de andre, han har holdt af, kan han kun forestille sig, at de bliver bevaret og vævet ind i Guds store evige mønster.

”Jeg fatter overhovedet ikke, hvordan nogen kan anse det gode i livet for forgængeligt”, forklarer Holger Brøndsted. Det onde har lange rødder og udløbere. Men i sig selv er det ingenting. Kun fravær af det gode. ”Det er også alvorligt nok”, skriver han, ”for hvor mange gange har ikke det gode været fraværende i dit og mit liv. Men har det (gode) været nærværende, så har det også været en realitet. Ja, realiteten som gør alt andet betydningsløst og ureelt.”   

Det kunne ikke falde mig ind at mene, fortsætter Holger Brøndsted, at min fars og mors gensidige kærlighed var noget, der er forbi, og ikke eksisterer længere. Hvis den var sand, så var den af Gud, og kan aldrig ophøre at være til. Det gode i mennesker, deres kærlighed, selvopofrelse, standhaftighed og sandfærdighed, er livets sande virkelighed. Bestemt til at bestå (for evigt). Det kommer ikke mig ved, skriver han, hvordan Gud sørger for det. Men han gør det, for det er hans eget væsen.

”Meget jeg ikke husker er dog til i evighed og vil møde mig igen. Venskab og kærlighed står deres prøve i tiden. Og varer venskab og kærlighed lige så længe som livet selv, så har vi midt i dødens verden livets herredømme. Men selv hvor venskabet og kærligheden slog fejl, er det, som var ægte i venskabet og kærligheden, ikke gået tabt. Der er intet godt og sandt ord, intet smil og intet håndtryk, som jeg har modtaget, og som jeg ikke ved, er bevaret hos Gud. De kom jo fra ham. Derfor kan jeg stirre på de afdødes billeder, møde deres blik og genkalde mig deres ansigtsudtryk og stemmer, for de er fra Gud (…), og derfor bud til mig fra det evige liv.”

Og syndernes forladelse, fortsætter den gamle højskoleforstander, betyder, at også jeg skal være med til at dele det godes uendelighed, der har omgivet mig siden jeg var lille. Og det skal enhver være med til, som har følt trangen til det gode.  Mod dette livets herredømme er døden magtesløs. 

Sådan skrev Holger Brøndsted. Det var for ham selvindlysende, når man først har indset, hvad det gode er. Når man ser på livet i lyset af det kristne evangelium og Kristi opstandelse – kaldt frem af Jesus og Helligånden, som Brøndsted formulerer det.

Det gode i mennesker er livets sande virkelighed. Bestemt til at bestå for evigt. Det onde bliver til ingenting, og vil blive glemt.

Derfor er det afgørende i et menneskeliv, det evige, hvor meget godhed, der er i det. Hvor meget godt du gjorde. Men især hvor meget godt du fik skænket af andre.

Kærlighed og venskab, gode ord, smil og håndtryk, kommer fra Gud og har evighed i sig, siger Brøndsted. 

Det er ikke vigtigt, om det er noget, som blev lagt mærke til af andre. Det gode, det, hvor vi får del i Guds evighed, er sjældent det, som synes af meget eller er kendt, men det som gør en forskel for det enkelte menneske.

Det kan godt være at sælge alt, hvad man ejer, og give sine penge til de fattige. Men det kan ifølge Jesus også være så lidt som et enkelt godt og kærligt ord på rette tid og sted. Det kan være at besøge en syg eller en fængslet, sagde han engang, eller at give en tørstende et glas koldt vand at drikke. 

AMEN

Henvisninger: 

Holger Brøndsted, Dødens og Livets Herredømme. Præsteforeningens Blad, 1967.