Prædiken til 2. s. efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 9. juni 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 756 Nu gløder øst i morgenskær; 598 O Gud, du ved og kender; 307 Gud Helligånd, vor igenføder; motet ved koret: An der Freude (Schiller/Beethoven); 348 Tør end nogen ihukomme; 192/vers 7; 391 Dit ord, o Gud, som duggen kvæger. 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!« AMEN (Lukasevangeliet 14,25-35).

Kære menighed!

Vi stemmer i dag til EU-parlamentet, så prøv lige at forestille jer, hvordan I ville have reageret, hvis en af vores EU-politikere havde ført valgkampagne med følgende ord: Hvis du stemmer på mig, så vil du ikke alene stemme for højere skatter og lavere løn, nej ved at stemme på mig kan du være sikker på at blive løbet over ende af russerne eller på anden måde miste alt, hvad du har kært.

Sådanne valgløfter ville næppe have tiltrukket de store vælgerskarer, men sådan taler Jesus i dag: Hvis I følger mig, så må I være rede til at miste jeres familie, ejendele og gå en voldelig død i møde.  

Dagens evangelium regnes derfor for en af de sværeste prædikentekster i hele kirkeåret og især på grund af ordet om, at man ikke kan være discipel af Jesus uden at hade sin familie, far og mor og ægtefælle og børn, ja sit eget liv, 

Det lyder forrykt, og hvordan hænger det sammen med, hvad Jesus ellers stod for? Han som ellers talte om tilgivelse og om at elske selv sine fjender; han der andetsteds udtrykkeligt sagde, at vi skal overholde alle de ti bud, inkl. det fjerde bud om at ære vores forældre; han som på korset tilgav selv sine bødler og bad sin yndlingsdiscipel Johannes om at tage vare på hans mor Maria.

Eller hvordan hænger Jesu barske ord sammen med f.eks. Paulus’ ord i 1. Timotheusbrev, hvor apostlen skriver: ”Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen, og er værre end en vantro”?! 

Man har ofte peget på, at når Jesus bruger ordet hade, så taler han bare sådan på ægte mellemøstlig maner med hang til overdrivelser og stærke, lidenskabelige sproglige billeder. Ligesom når Gud i Det gamle Testamente siger: ”Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.” Eller ligesom når Jesus siger, at vi ikke kan tjene både Gud og mammon, og begrunder denne advarsel mod at søge lykken i penge med, at man ikke kan tjene to herrer, for man vil enten ”hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden.” 

Men ordene i vores tekst i dag forbliver alligevel stærkt ubehagelige og foruroligende.

For Jesus siger til de store skarer, som følger ham, at ingen kan være hans discipel uden at fravælge alt det, som de sætter allermest pris på: far og mor, hustru og børn, ja sit eget liv. 

Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel, siger han også, og forklarer, at det betyder at give afkald på alt sit eget.

Sådan var det på Jesu tid, og sådan er det stadigvæk for mange kristne, som forfølges og udstødes af familiære eller sociale sammenhænge på grund af deres tro. 

Men hvordan skal vi, der lever i fred og ro her i Helsingør, forstå det som et ord til os i dag?

Tja, jeg vil på denne EU-valgdag først forsøge at nærme mig et svar ved hjælp af en tale fra tale fra 1996 af digteren og politikeren, Václav Havel, den daværende tjekkiske præsident.

Da Václav Havel holdt talen 6 år efter Jerntæppets fald, var han frustreret over, at der endnu ikke var lagt en køreplan for østlandenes indlemmelse i EU.

Det fik ham til tænke over Europas væsen, og det slog ham, at ordet Europa ifølge mange sprogforskere stammer fra et ældgammel akkadisk, dvs. assyrisk og babylonsk ord, Erebu, som betyder tusmørke eller solnedgang.

På moderne tysk taler man tilsvarende om Europa som aftenlandet, das Abendland.

Om aftenen reflekterer man over dagen, men i den moderne vestlige verden er vi blevet så forblændede af fremskridt, vækst og rastløs, udadvendt aktivitet, at vi har glemt den fordybelse, den refleksion, som hører aftenskumringen eller Europa til.

[Václav Havel, 1936-2011, tjekkisk forfatter, dramatiker, systemkritiker, politiker. Præsident for Tjekkoslovakiet 1989-92 og for Den Tjekkiske Republik 1993-2003.]

Václac Havel advarede på den baggrund de gamle vestlige lande mod at gøre EU til en lukket klub eller til et spørgsmål om kortsigtede økonomiske interesser og tekniske direktiver fra Bruxelles om alt fra skruelåg til eksport af køer mistænkt for kogalskab, for nu at bruge hans eget eksempel.

Fordi der findes et andet Europa, hvis geografiske grænser er lidt diffuse, men som er kendetegnet ved en særlig forståelse for vilje og ansvar.  

Der findes et Europa, sagde han, som ikke undertrykker de nationale tilhørsforhold, som er en naturlig dimension af menneskelivet, men som giver folk del i et fællesskab på tværs af disse, dvs. giver dem friheden til at realisere sig selv som borgere i et endnu større fællesskab.

Vi behøver for at erkende dette andet Europa ikke gøre andet end at minde os selv om Schillers forunderlige digt "An die Freude" eller ”Til glæden”, sagde Havel med henvisning til EU’s officielle hymne, Beethovens fantastiske melodi fra 1823 til Schillers digt, som udgør 4. sats af Beethovens 9. symfoni.

Beethoven var som bekendt stokdøv, da han komponerede sin 9. symfoni, som regnes for et af menneskehedens største kunstværker, hvilket i parentes bemærket forekommer mig at være en god kommentar til den bibelske formaning eller forjættelse, som vi har hørt hele to gange dag, i såvel epistlen fra Johannes' Åbenbaring som i evangelieteksten: "Den, der har ører at høre med, skal høre!"  

Det er nu ikke derfor, at jeg har bedt koret om at synge ”Til glæden” som motet for os i dag.

Det er heller ikke for at udtrykke begejstring for EU eller det modsatte, og I ved nok også hver især bedst, hvad I mener om EU, og hvad I selv vil stemme i dag. 

Men Schillers romantiske digt fra 1774 – fem år før den franske revolution – taler ikke kun om den berusende glæde ved at forstå sig som en del af menneskehedens universelle broderskab – og om genfinde den i naturen – om glæden og friheden ved lighed, venskab og kærlighed.

Schillers store digt påpeger, sagde Havel, at frihed og ansvar er to sider af samme sag, og at friheden er utænkelig, hvis den ikke baseres på en ansvarsfølelse overfor en guddommelig eller metafysisk autoritet uden for os selv – eller sagt med digterens stemme: at livet i frihedens hellige cirkel kræver, at man skal aflægge en ed til Ham, som skal dømme os hinsides stjernerne.

Vi kender alle til de farer, som hviler over verden i dag. Vi ved alle, at vi ødelægger naturen, luften og vandene omkring os, og at svælget mellem de rige og de fattige vokser, og at der ligger mange potentielle konflikter i dvale blandt mennesker i vor tids globaliserede verden. 

Sådan sagde Václav Havel også i 1996, og disse problemer er ikke just blevet mindre siden da.

Havels svar dengang har vi måske derfor mere end nogensinde brug for at besinde os på.

Det er som om vi trækker os ind i vores egne sneglehuse, og fuldstændig har glemt, sagde han, hvad Schiller kalder for dommeren over stjernerne, og som den europæiske hymne burde minde os om.

Det er, som om vi har glemt, at vi hver især har en samvittighed og står til regnskab overfor en instans over os, og at det netop er det, som virkelig kan binde os sammen i et ægte både nationalt og globalt fællesskab. Det som gør, at vi kan have et fællesskab, som er både frit og forpligtende, som holder os fast i de nationale og familiære fællesskaber, men ikke lukker os inde i dem eller gør os til slaver af vores egne umiddelbare interesser.

Det er Europas egentlige gave og opgave, Europas bidrag til den menneskelige civilisation, at holde os fast på, at der findes en ansvarsfølelse, som er forankret i Gud, og at det derfor er muligt at leve frit og samvittighedsfuldt, at leve efter et højere imperativ, at gøre det rette, selv om det ofte ikke betaler sig på den korte bane.

Sådan talte den tjekkiske digter-præsident i 1996, og så sluttede Václav Havel sin tale med disse ord: ”For at kunne tage denne verdens kors på sine skuldre, ydmygt og uden store armbevægelser, og således følge i sporet på Ham, vi har troet på i de seneste to tusind år, og i hvis navn vi også har begået så meget uret, vil Europa sandsynligvis først være nødt til at standse op og tænke over sig selv. Sker det, bliver det den bedst mulige forestilling om tusmørket, som Europa angiveligt skylder sit navn.”

Det er for mig gribende ord. For kun hvis det enkelte menneske så at sige trækker sig tilbage i aftenskumringen og giver sig tid til at reflektere over livet og lytte sin egen samvittighed, og kun hvis jeg er forpligtet på, hvad Gud siger til netop mig, kan vi få et sandt folkeligt, et forpligtende, men også givende og frit fællesskab.

Der er dem, som siger, at religion er en for andre uvedkommende privatsag, men så gør vi det politiske fællesskab til en afgud, og så bliver alt politisk, så bliver politik til religion og religion til politik, og så kan vi ikke længere leve sammen med eller rettere på trods af alle vores forskelligheder.

Kun troen på en dømmende, men barmhjertig Gud, giver os frihed til at handle, som vores samvittighed byder os hver især, og giver samtidigt plads til andre, som mener andet, end vi gør.

Kun troen på at vi alle er synderne, som skylder at elske Gud og vor næste af hele vort hjerte, gør, at vi kan leve sammen med andre i et forpligtende, men frit fællesskab med plads til forskelligheder.

For det er kun Jesus, og ikke os selv, som kun handler som Gud vil.

Derfor har Jesus ifølge evangeliet krav på al vores kærlighed.

Derfor kan vi aldrig dømme dem ude, som ikke handler og tænker som os selv, men må hver især lytte til vores samvittighed og tænke på, hvad vi selv kan gøre bedre og til det fælles bedste.

Det lyder alligevel hårdt og paradoksalt, når Jesus i dag siger, at vi for at følge ham må hade dem, vi elsker eller burde elske, vores familie og os selv. Men det er vel i grunden lige så paradoksalt og hårdt, når Jesus siger, at vi skal elske selv vores fjender, altså dem vi hader.

Derfor sætter Jesu foruroligende ord i dag måske først og fremmest spørgsmålstegn ved det, som vi ofte selv forstår ved kærlighed, og som vi så ofte sentimentaliserer og gør til en smuk, men omkostningsløs, varm følelse.

En stor og i sin tid betydningsfuld dansk præst og forfatter, grundtvigianeren Morten Larsen, som døde for snart 100 år siden, sagde engang: ”Ved I, hvoraf det kommer, at I og jeg forstår os så lidt på det had, vor Herre Jesus talte om? Fordi vi kender så lidt til den kærlighed, han levede i.”

Og en anden stor mester i dansk kirkeliv, Rudolph Arendt, domprovst i Odense og rektor for præstehøjskolen i Løgumkloster, som døde i 2012, forklarede det siden således: ”Hadede Jesus da dem, der korsfæstede ham? Ja, han hadede dem – af kærlighed. Ingen kan elske Gud, som ikke elsker sin bror, skriver Johannes i sit første brev. Ingen kan være min discipel, som ikke hader sin bror, sagde Jesus. Begge dele gælder, men det ene ikke uden det andet. Den, for hvem det er en lyst at hade, elsker hverken Gud eller sin bror. Men den, for hvem det er den dybeste smerte at hade, han er den, der elsker Gud og sin bror. Det var i den smerte, Jesus hadede mennesker, når han var nødt til at jage dem bort med sine ords strenghed. Fordi han elskede dem så meget. Den kærlighed, der gør hadet til så stor en smerte. Og det had, der gør kærligheden til så stor en smerte. Den største smerte, som tænkes kan, findes i Guds kærlighed til verden. Fordi verden er blevet sådan, at Gud må hade den. Derfor måtte Guds kærlighed til verden også åbenbares i en ”smerternes mand””.

AMEN

Henvisninger:

Rasmus Dahlberg (red.): 12 taler der forandrede Europa. Ascheoug 2001.

Rudolph Arendt: Og de begyndte af være glade. Aros 1989.