Prædiken til 1. søndag efter Trinitatis 2024


Prædiken til 1. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 2. juni 2024.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

 

Salmer: 750 Nu titte til hinanden; 406 Søndag morgen fra de døde; 692 Du skal i denne verden ej; 616 Herrens røst som aldrig brister; 477 Som korn fra mange marker: 42 I underværkers land.

Bibelske læsninger: Prædikerens Bog 5,9-19; Paulus' 1. brev til Timotheus 6,6-12; Lukasevangeliet 12,13-21.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« Amen (Lukasevangeliet 12,13-21).

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

 

Det er nu i grunden grotesk, at vi skal høre lige netop disse tre bibelske uddrag i dag om tomheden og fordærvelsen i vores jagt efter penge og rigdom, hvor dokumentaren ”Den sorte svane” i denne uge er løbet over skærmen på TV 2.  Selv så jeg de to første afsnit onsdag aften, og jeg sov dårligt hele natten derpå. I dokumentaren vises det, hvordan der løber en lige linje mellem Danmarks underverden og oververden – mellem banditter i læderveste og sweatshirts og i byråd – og som dem i ”habitter” der sidder og fifler med papirerne og dokumenterne, så ingen og slet ikke staten kan gennemskue, hvordan sorte penge bliver til hvide.

 

Serien har flere ”lavpunkter”; der er den kvindelige advokat, som opfordrer vores muldvarp til fremover kun at arbejde ”kommunalt”, hvilket vi lærer betyder at gå efter de sociale bosteder og få fingrene ned i den kasse, som finansierer denne del af vores velfærdssamfund; eller den på alle måder skræmmende og tydeligt voldsparate ”nedrivnings-rocker”, som dumper forurenet jord i ly af natten og korrupte embedsfolk, som laver om på de officielle papirer; eller den tidligere byrådspolitiker som stiller sig behjælpeligt til rådighed til omveksling af 1 million sorte kontanter til tilsvarende hvide for den nette sum af 150.000 kr. En sum, som jeg i øvrigt i kraft af mit virke i en arrest siden har lært, er en helt almindelig og alment kendt ”takst” for at få gjort sorte penge hvide.

 

Nå, så fik jeg da noget af min galde ud. Jeg beklager, at det skal gå ud over jer, som er kommet til kirke i dag. Men hvis I ikke har fået nok, lader jeg gerne galden flyde på ny til kirkekaffen! Men nu nok om det. Vi skal tilbage til teksten, til Lukas’ fortælling om den rige bonde. Eller det vil sige, den rige bonde finder vi i den lignelse, som Jesus fortæller i dag. Men forud for det går jo, at en mand er kommet til Jesus og har bedt ham om at gå til hans bror for at få broren til at skifte arven med ham. Vor Herre som stik-i-rend dreng eller skulle vi snarere i anledning af dagens indledende bemærkninger sige vor Herre som advokat med speciale i arveret?

 

Vor Herre nægter naturligvis at blive forstået i det lys. Det er klart. Gud kommer til hvert enkelt menneske som Kristus i trøst og forløsning. Han kommer ikke for at være det enkeltes menneskes pit bull, som vi kan sende i felten for at fremme vores egen sag. Det vidste vi vel egentlig godt i forvejen. Men skulle vi blive i tvivl en dag, må vi erindre dette sted hos Lukas.

 

Jesus fortæller da en lignelse om den rige bonde, som samlede til hobe i lade og lo i den tanke, at han skulle gå en god og bekymringsfri alderdom i møde. Sådan set en ærlig sag set fra mit sted. Hvis ellers bondens rigdom er samlet på god og ærlig vis, er det da svært at fortænke mandens gode ret til at lægge lidt til side til alderdommen.  Er det ikke? Eller sagt på en anden måde: Er det så slemt, det, som den rige bonde har gang i? Så slemt at vor Herre må udbryde: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig!

 

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at vi igennem hele Bibelen kan finde et gennemgående opgør med rigdom og rigdommens magt. Eller rettere sagt menneskets begær efter rigdommen. Prædikeren taler om det i dag (Præd 5,9-19). Paulus taler om det i dag: ”Kærligheden til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter.” (1 Tim 6,10).

Men sådan set er det jo ikke eksklusivt for Bibelen og den kristne fortælling at pege på farerne ved vores stræben efter penge. Snarere synes de fleste religioner og filosofisk tænkning at kunne mødes netop i en kritik af mennesket og dets evindelige stræben efter penge, og den status og følelse af tryghed og overskud, som kan følge hermed.

 

[Den rige bonde. Af den flamske maler Ambrosius Francken I, 1544-1618, her o. 1585.]

 

Så hvor finder vi i grunden Kristus i dagens læsninger? Hvis vi i dag blot hører Kristus som læreren med den løftede pegefinger og moralske tale, hører vi så ikke kun det halve og ikke det hele? At den halve Kristus har noget vigtigt at sige os, noget afgørende vigtigt endda, det er klart. Lad os i et øjeblik forestille os vor Herre træde ind i det fiktive kontor og mødelokale, hvor vores muldvarp sidder med alverdens forbrydere og lyssky typer, og tale dunder til disse mennesker . . . Det ville være stort! Ville de lytte? At møde vor Herre, tror jeg, lader intet menneske uberørt. Men ville de lytte, virkelig lytte og omvende sig? Jeg ved det ikke. I grunden er det jo også langtfra det afgørende spørgsmål i dag. Det afgørende spørgsmål i dag er snarere, hvordan møder du og jeg virkeligheden, som vi ser den fremstillet i denne serie, idet vi ihukommer Jesu ord til os i dag?

 

I Jesu tale i dag findes et klart og tydeligt ord om at sige fra overfor uretten, når vi møder den. Jesus taler ikke folk efter munden for at undgå konflikt eller indsmigre sig. Også her ligger et vigtigt ord til os i dag. Og som sådan finder vi måske i dag trøsten netop i dundertalen. Den tale som indledes hos den gamle prædiker og fortsættes hos Paulus og samles i Kristus: Guds rige er ikke at finde i rigdommen. Guds rige findes i helt andre baner – i ansvaret, i samvittigheden, i medlidenheden.

 

Bibelen og vor Herre skelner tilsyneladende ikke mellem en rigdom på den ene side, som er optjent på ærlig vis og så en rigdom på den anden, som er optjent på uærlig vis. I hvert fald fortælles det jo aldrig i lignelsen om den rige bonde, om han tjent på ærlig eller uærlig vis. I stedet, fortælles det, lurer der en fare i enhver form for rigdom. Som sådan er rigdom rigdom. Bibelsk forstået. Det er farligt at have for meget. Farligt at sætte sin lid til sin rigdom. Farligt at sætte sin lid til sig selv og ens egen formåen. Lagde I mærke til, hvordan den rige bonde i løbet af bare to bibelvers, siger ”jeg” hele seks gange? ”Hvad skal jeg gøre”? ”Jeg har ikke plads til min høst”. ”Sådan vil jeg gøre”. ”Jeg river mine lader ned og bygger nogle større”. ”Og jeg vil sige til mig selv”.

 

Rigdom er rigdom. Og vores stræben efter den leder til fordærv. Sådan lærer Bibelen, og sådan lærer vor Herre som en klog skolemester, og det er altid værd og nødvendigt at erindre sig for ethvert menneske. Og evangeliets milde trøst synes i dag at være vævet sammen med den mere skarpe og opdragende tale. Når Jesus i dag sætter den rethaveriske bror på plads. Når Prædikeren taler om, at vi dog skal huske at nyde frugten af vores slid i vores korte liv under solen. Når Paulus’ ord formaner os til at stride troens gode strid, det vil sige være i live på denne måde, at vi stræber – ikke efter akkumulere rigdom – men efter retfærdighed, gudsfrygt, tro og kærlighed.

 

Til slut i Jesu lignelse lyder det fra Guds ord: ”Din tåbe! I nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.”

Enhver rigdom hos Gud, må udmønte sig i en rigdom som peger væk fra os selv og mod vores næste. ”Så brug da verden som et lån/til andres kår at lette” (DDS 692,3), som vi sang for lidt siden, eller: ”Byg eget hus på arvet grund, så bor du dog til leje” (DDS 692,3). At være rig hos Gud peger altid væk fra dig selv. Også det vil jeg huske, når jeg skal se næste afsnit af den omtalte skandaleserie, og når forargelse og indestængt vrede rammer mig over verdens uretfærdighed, så vil jeg forsøge at huske, hvad vi skal synge nu om lidt:

 

"Dog, i Jesus-Kristus-navnet

alt er skænket den, som tror;

deri hjertet bod for savnet

finder med Guds Ånd og ord."

(DDS 616,6).

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

 

 

 

 




senest redigeret: tirsdag 01-dec-20 10:24:39
Nyheder




FDF Helsingør 1. og Helsingør Familietjeneste holder Sankt Hans fest for hele sognet, søndag den 23. juni kl. 16-19