En billedprædiken til Trinitatis søndag holdt i Vestervang Kirke den 26. maj 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 403 Denne er dagen, som Herren har gjort; 356 Almagts Gud velsignet er; 11 Nu takker alle Gud; 363 Lov, pris og tak at du har givet; korsats som nadveroptakt: ”O lux beata trinitatas” (musik: Morten Poulsen); 435 Aleneste Gud i Himmerig; 725 Det dufter lysegrønt af græs.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« AMEN (Matthæusevangeliet 28,16-20).

Kære menighed!

I kender formodentlig alle det billede, som I har fået udleveret i dag.

Det er Thorvaldsens verdensberømte store marmorstatue fra 1821 af den opstandne Kristus, som står i Vor Frue Kirke, Københavns domkirke. Et for sin samtid epokegørende kunstværk, som i kopier blev det mest udbredte kunstværk i Norden i det 19. århundrede og siden f.eks. har fundet udbredelse i mange kirker i USA.

I stedet for den traditionelle altertavle står den 3,5 meter høje Kristus bag alteret for enden af domkirkens langstrakte kirkerum, og hele ens opmærksom rettes uvilkårligt mod ham, når man kommer ind i kirken. Med let bøjet hovedet ser Kristus nedad med næsten tillukkede øjne og et stærkt koncentreret, næsten strengt ansigtsudtryk. Men samtidigt tager han et skridt tilbage og med nedsænkede, halvt udbredte arme og udadvendte håndflader byder han betragteren ind i sin favn. På soklen under figuren står de første tre ord af Jesu velkendte opfordring: "Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." 

Thorvaldsens Kristus fremstiller et idealiseret menneske ganske uden fysiske fejl og mangler. De enkelte, perfekt modellerede lemmer står i et fuldendt forhold til hinanden. Kun hvis man ser nærmere efter, ser man de fint udmejslede sårmærker på hænder og fødder, som viser, at det drejer sig om den korsfæstede og nu opstandne Kristus. Hele den store harmoniske skikkelse udstråler en afklaret indre ro og usårlighed, en styrke til at handle på egne og andres vegne. 

[Bertel Thorvaldsen, dansk billedhugger (1770-1844): Kristus (1821). På alteret i Vor Frue Kirke i København kan man under statuens indskrift "Kom til mig" også læse Jesu ord i dagens evangelium: "Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."]

Der er en meget smuk statue, som betyder meget for mange, men statuen har også mødt kritik.

Som et billede på menneskelig fuldkommenhed og styrke hører den snarere hjemme på Olympen blandt de græske guder end i en kristen kirke, har man ligefrem sagt. For Kristus er ikke en legemliggørelse af vores egne idealforestillinger om styrke, usårlighed, visdom og klogskab, lyder argumentet.

Der er ingen tvivl, sorg eller anfægtelse at spore i figurens træk, men heller ikke spor af glæde eller håb, ingen træk af ægte menneskeligt fællesskab og varme. Kun denne indadvendte og egentlig selvtilstrækkelige koncentration og ro, som symboliserer en anden virkelighed end den, der er vores egen.  

Hvis Thorvaldsen bare havde fulgt sin første indskydelse - at Kristus skulle løfte armene som i bøn eller til velsignelse – så havde hans statue nok ikke givet anledning til så megen diskussion. Fra oldkirkelige Kristus-fremstillinger kender vi jo tilsvarende Kristus som den fjerne himmelkonge, som efter at have overvundet døden nu sidder i midten af himmelhvælvet og hersker over verden. 

I hele sit udtryk er Thorvaldsens Kristus så uhåndgribelig fjern og overjordisk som Kristus i sin himmel. Dens polerede, hvide marmor, overmenneskelige størrelse og perfekte form understreger afstanden til det liv, vi selv kender til. 

Men Thorvaldsens Kristus rækker sine arme frem for at byde os velkommen i sin favn.

Vi voksne drømmer vel ofte om et sådant favntag eller om et sted, hvor vi ikke kan såres.

Men vi er sårbare, og hvis vi glemmer det, så kan vi se på børnene. For børn vedkender sig i modsætning til vi voksne spontant deres skrøbelige og sårbare natur. Derfor søger barnet ikke trøst i en sentimental drøm om en problemfri verden, men løber hen til sine forældres ventende favn for at blive trøstet. 

Barnets stærke livslyst er uadskilleligt fra dette, at det ikke flygter fra verden, men i skikkelse af sine forældre kender til det sted i verden, hvor det kan blive trøstet og hjulpet.  

Thorvaldsens statue virker så stærkt, fordi den kommer vores længsel efter et helle fra verdens problemer i møde – vor længsel efter den stærke beskytter, som kan befri os fra alt ondt. Men Kristus kommer os ikke nærmere som et idealiseret billede på den usårlighed og styrke, som vi voksne fordrer og dog så ofte savner hos os selv og længes efter. Søger vi hvile i dette billede, lyver det i en vis forstand, eller rettere: lader vi det lyve for os og lukker øjnene for virkeligheden.

Måske det derfor slet ikke er pointen med Thorvaldsens Kristus i Vor Frue Kirke, at vi skal søge varig hvile i hans favntag og dermed i kirken vende ryggen til eller glemme verdens problemer.  Når Thorvaldsens Kristus strækker armene frem med udadvendte håndflader, venter han måske blot på, at vi kommer helt frem til alteret. For så med et fast fodfæste at skubbe os ud gennem kirkedøren igen - ud til det altid krævende og ofte krævende liv med vores medmennesker. For vi har brug for begge dele. Vi har brug for at hvile i noget, som er større end os selv og vores egen verden. Vi har brug for at blive lettet for vores tunge byrder. Vi har brug for himmelske stunder og glimt af evigheden. Men vi har også brug for, at nogle kræver noget os af, hvis livet skal have tyngde. Vi har brug for hvile i Gud og en hvile fra verdens krav, men vi har også brug for at blive brugt af Gud i denne verden, og det ene forudsætter det andet.

Det var det, som disciplene erfarede den dag på bjerget, da de så den opstandne Kristus igen.

Da de så ham, så faldt de ned og tilbad ham, men nogle tvivlede, står der.

Det var altså ikke sådan, at dette møde med den opstandne Kristus på et bjerg – altså symbolsk hævet op over denne verden – kun var for dem med en stærk og ren tro.

Og det var heller ikke meningen, at de skulle blive deroppe på bjerget og vende ryggen til verden.

Det var ikke meningen, at mennesker fremover i troen så at sige skulle hæve sig op på dette bjerg og dér møde Kristus.

Disciplene skulle derimod – med deres tro og deres tvivl - gå ned fra bjerget og ud i verden for at lære alle mennesker alt det, som Jesu havde lært dem om tilgivelse og næstekærlighed, og døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. 

I tro på at han ville være med dem i denne verden og i alle livets glæder og sorger, sejre og nederlag.

I tro på at de i ham fik del i en kærlighed, som her på jorden også altid fordrer noget af os, og som har sin pris, som hedder lidelse eller sorg.

Hvis du elsker mig, vil du ikke kræve så meget af mig, tænker vi måske, når vores ægtefæller minder os om de huslige pligter, støvsugning eller madlavning. Men vi ved godt, at den, der elsker os, også har ret til at kræve meget af os, netop fordi vi er elskede.

Jesus krævede meget af Gud, når han bad sin himmelske Fader om at stå bag ham, når han i Guds navn tilgav synder eller helbredte syge.

Gud krævede også meget at Jesus, da han ikke fritog ham fra korsets lidelse, men Gud gav ham også alt.

”Mig er givet al magten i himlen og på jorden”, siger Jesus til disciplene.

For den magt, som Kristus her taler om, er ikke magten til at være sig selv i kraft af sig selv, men en magt, som man kun kan få i kraft af en anden, ved at være elsket og elske og dermed være sårbar.

Sådan som faderen elsker sønnen med en kærlighed, som binder dem sammen, og som er stærkere end alt, som kan skille mennesker og selv himmel og jord fra hinanden, med den kærlighed som er stærkere end selv døden. Den magt eller kærlighed der er Helligånden eller Guds eget liv.

Hvis Gud ikke var treenig, hvis Gud ikke i så selv var den elskende og den elskede og fællesskabet imellem dem, så gav det ingen mening at sige, at Gud i sig selv er kærlighed.

Så ville Gud i sig selv være ukendt for os og ikke den, som vi har lært at kende i Kristus, og vi kunne da ikke tro på en kærlig Gud i denne tvetydige og forgængelige verden, som altid er en blandt af lyse og mørke brikker.

Men Gud er kærlighed, siger evangeliet. Ikke kærlighed som en uforpligtende følelse, men som den magt, som skænker os alt, og derfor kan kræve alt af os, og som sender os ud af kirken og ud i verden med hver vores opgave. For sådan er den magt, som i Kristus blev nærværende på jorden, og som vi fik del i i vores dåb. Da vi fik del i den treeniges Guds væsen, i hans kærlighed. Den kærlighed som vi kun kan tage imod som en gave og en opgave, som elskede og elskende.

Eller som det i min lidt klodsede oversættelse hedder i en gammel latinsk hymne fra det 4. århundrede til den treenige Gud, som i den katolske kirke hører til aftenbønnen Trinitatis søndag, og som koret som en optakt til nadveren vil synge for os med en ny melodi af vores organist Morten Poulsen: 

O lys, velsignede Treenighed,

og grundlæggende enhed!

Nu hvor den brændende sol går ned,

så udgyd dit lys i vores hjerter.

Vi vil lovprise dig om morgenen.

Vi vil bede til dig om aftenen.

Vor ydmyge herlighed vil tilbede dig

til alle tider.

Herlighed være til Gud Fader,

og til hans eneste Søn,

med Ånden, Trøsteren,

nu og i al evighed.

AMEN