Prædiken til Kristi himmelfarts dag holdt den 10. maj 2024 i Vestervang Kirke.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 257 Vaj, nu Dannebrog, på voven; 425 Velsignelsen al jordens tarv; 254 Fuldendt er nådens store værk; 261 Halleluja for lysets drot; 192, kun vers 7; 426 Fred til bod for bittert savn.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. AMEN (Lukasevangeliet 24,46-53).

Kære menighed!

I 1979 fandt man i en grav i Jerusalem to bittesmå sølvruller på størrelse med et cigaretskod hver.

De to sammenrullede sølvplader måler udfoldede blot hhv. 97 og 39 millimeter i længden og 27 og 11 millimeter i bredden, men der er på begge indridsede inskriptioner på et meget gammelt hebræisk i miniatureskrift, skrevet af to forskellige personer, som ikke har været professionelle skrivere. 

Da det efter flere år lykkedes at tyde og aldersbestemme de bittesmå indridsede bogstaver, vakte det sensation. Sølvrullerne er nemlig fra årtierne før babylonerne ødelagde det første tempel i Jerusalem i år 586 f.Kr. fødsel, og dermed er der tale om langt de ældste overleverede hebraiske tekster, som vi har. De er hele fire hundrede år ældre end de ældste af de såkaldte dødehavsruller, dvs. den store samling af hebræiske manuskripter, som blev fundet i en grotte ved Det døde hav i 1947.

[De to små sølvruller fra o. år 600 f.Kr. efter oprulningen. De er nu udstillet på Israels Nationalmuseum i Jerusalem. Foto: Wikipedia]

Sølvrullerne er amuletter, som de døde har haft på sig, og inskriptionernes korte og delvist ødelagte tekster påkalder Gud som den nådige, som holder sin pagt og beskytter dem, som holder hans bud og elsker ham. For Guds er vores forløser, kriger og klippe, som der også står med ord, som vi i forvejen kender fra Det gamle Testamentes tale om Gud.

Men det mest bemærkelsesværdige er, at begge de to inskriptioner ender med lidt forkortede udgaver af den såkaldte aronitiske velsignelse i 4. Mosebog, som i årtusinder har afsluttet den jødiske gudstjeneste, og som siden Luther reformerede gudstjenestelivet for 500 år siden har været en fast, afsluttende del af alle gudstjenester i den lutherske kirke. Den er også her i kirken blevet lyst over menigheden hver eneste søndag og over alle de børn, som blev båret til dåben, over de unge til deres konfirmation, over kvinder og mænd, som blev viet til hinanden, over de døde i deres kister:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Man har kaldt disse to små sølvruller for det mest opsigtsvækkende fund i bibelvidenskaben nogensinde. Fordi de viser, hvor vigtigt det bibelske gudsbillede og især ypperstepræsten, Moses’ bror Aarons velsignelse i 4. Mosebog var på et tidspunkt, hvor Mosebøgerne formodentlig slet ikke var skrevet ned i deres endelige form endnu.

[Den mindste af de to sølvruller består af et kun 39 x 11 millimeter stort stykke sølv. Foto: Wikipedia]

Vi hører i Bibelen ofte om Gud, som på afgørende tidspunkter griber ind i folkets og det enkelte menneskers liv og forandrer det.

Men frelse er ifølge bibelen også at vide sig velsignet.

Det er at tro på, at verden er velsignet, ligegyldigt hvad der sker, fordi Gud på skabelsens første dag så, at den var god, trods alt det onde, som siden fulgte. 

Kristi Himmelfarts evangelium er, at der fortsat bliver set på os med et forstående og kærligt blik, og at vi derfor også kan se sådan på hinanden.

Derfor hører vi i dag, at det sidste Jesus gjorde, da han for til himmels, var at løfte sine hænder og velsigne disciplene.

Det siges ikke direkte, men det er for mig indlysende, at Jesus velsignede disciplene med den aronitiske velsignelse, som præsterne med løftede hænder altid afsluttede gudstjenesterne i templet med.

Dermed trækkes der en stor linje, som går helt tilbage til bibelens første side, skabelsesberetningen, hvor det fortælles, at Gud velsignede alle levende væsener, både dyr og mennesker, og at mennesket blev skabt i Guds billede, dvs. at mennesket blev skabt som en slags spejlbillede til Gud, så Gud kunne se noget af sig selv i menneskets ansigt og omvendt.

Men da Adam og Eva i paradisets have havde spist af træet til kundskab om godt og ondt, opdagede de deres nøgenhed og skjulte den for hinanden ved først at tildække sig med figenblade, og om aftenen, da Gud gik tur i haven, skjulte de sig for Gud, står der i vores bibeloversættelse. 

På hebræisk står der dog ordret, at de skjulte sig for Guds ansigt. For de ville eller turde ikke længere se Gud ansigt til ansigt, fordi de så også skulle se sig selv i øjnene eller se sandheden om sig selv i Guds blik.

Sådan har vi alle siden båret masker og forestillet os for hinanden på utallige måder. Vi der så ofte giver os ud for noget, som vi ikke er, eller giver hinanden skylden for det, som vi er. 

Da Kain så sin bror Abels offerøg stige til himmels, mens hans egen krøb hen ad jorden, blev han misundelig over sin brors gudvelbehagelige eller vellykkede liv.

Kain blev vred og gik med sænket hoved, fortælles det, men Gud sagde: ”Hvorfor er du vred og går med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op.” 

Sådan er det gode liv ifølge Bibelen forbundet med at kunne se frit op, dvs. med at lade glansen fra Guds ansigt lyse i vort eget ansigt og se den lyse i vort medmenneskes ansigt.

Derfor møder vi i hele bibelen en længsel efter at se Guds ansigt, efter at Gud vender sig sit ansigt imod os, hvilket især i Salmernes Bog gang på gang beskrives som kilden til glæde og et godt liv.

Men vi møder i Det gamle Testamente også en erkendelse af, at vi ikke kan rumme synet af Guds ansigt, og at det er farligt.

Vi møder f.eks. denne dobbelttydighed i fortællingen om patriarken Jakob, som ved Jabboks vadested kæmpede en helt nat med en ukendt modstander, som han ikke ville slippe, før han blev velsignet. 

Jakob selv kaldte stedet for Penuel, dvs. Guds ansigt, for som han sagde: ”Jeg har set Gud ansigt til ansigt og reddet livet.” 

Først derefter kunne Jakob – velsignet af Guds ansigt - se sin egen fortid i øjnene og langt om længe blive forsonet med sin bror Esau, som han så ufint havde snydt for deres faders velsignelse. Men det var ikke uden en pris for Jakob, som i sin natlige kamp for Guds velsignelse blev invalideret, fik en hofteskade og resten af livet haltede.

Vi hører tilsvarende, at Moses talte med Gud ansigt til ansigt, men at det var så farligt, at Moses måtte gå alene ind i tabernaklet, og at han bagefter måtte lægge et klæde over sit ansigt, så at folket ikke tog skade af skinnet af Guds herlighed på Moses ansigt. 

Og det fortælles også andetsteds, at Moses kun fik lov til at se Gud bagfra, da ingen kan tåle at se Gud ansigt til ansigt.

Det er klart, at ansigtet i disse eksempler er en metafor, for Gud er ånd, og har selvfølgelig ikke et ansigt eller hænder og fødder i bogstavelig forstand.

Men det er en rigtig god metafor, for vi har alle i vort eget liv erfaret, hvad det betyder at blive set på af gode øjne – at blive mødt af et kærligt og forstående blik.

Ligesom vi ved eller kan sætte os ind i, hvad det betyder at blive overvåget af et fordømmende blik eller bare at blive filmet af et overvågningskamera, som mekanisk registrerer vores færden uden sympati eller kærlighed.

Med hvorfor er det ifølge Bibelen såvel godt som farligt at se Gud ansigt til ansigt?

Fordi vi ikke må lave os noget billede af Gud!

Eller mere præcist sagt: Fordi vi hele tider skaber afguder i vort eget billede og hver gang mister en del af vor egen menneskelighed ved at reducere det, som vi tror på, til et dødt afgudsbillede. 

Den jødiske filosof Emmanuel Lévinas har indgået beskrevet, hvordan ansigtet unddrager sig enhver beskrivelse. 

Man kan naturligvis altid beskrive et menneskes ansigt, f.eks. næsens form, ørenes størrelse, håret og øjnenes farve osv.

Men da gør jeg ansigtet til en genstand, til en ting, og det er noget ved det levende ansigt, som uddrager sig enhver beskrivelse, siger Lévinas.

En person kommer til syne i sit ansigt, dvs.: i smil eller gråd eller latter kommer det frem, hvem vi er.

Men vi kan ikke fremtvinge det selv eller lave os et færdigt billede af det.

Derfor er der noget helligt eller unikt og uerstatteligt ved en person, som ikke må krænkes, og som viser sig i ansigtet, selv om det, eller rettere: fordi det unddrager sig alle vores forsøg på at beskrive det én gang for alle. 

Derfor dækker man i hvert fald en del af ansigtet - nemlig øjnene - til på en person, som skal henrettes. Derfor får de døde lukket øjnene og bliver tildækkede. 

Emmanuel Lévinas skriver ligefrem, at der på ethvert ansigt i al dets nøgne skrøbelighed står skrevet som en slags usynlig bøn. ”Tag vare på mig!”. ”Slå mig ikke ihjel!”

Det er Guds billede i ethvert skabt menneske, som denne dybsindige filosof peger på.

Det billede som blev kød og blod i Kristus, som viste os Guds ansigt, og ikke kun i nådefulde, ubegribelige glimt af verdens godhed og mening eller i en natlig brydekamp med en ukendt modstander eller i form af den røgsøjle og den ildsøjle, som nat og dag gik foran israelitterne i ørkentiden. Men i skikkelse af Menneskesønnen og hans samvær med og kærlighed til ganske almindelige mennesker, som han mødte på sin vej.

For i ham er sløret over Moses ansigt blevet fjernet.

I hans ord og sakramenter ser vi Guds ansigt lyse over os selv og i hinandens ansigter.

Og Kristus er nu blevet ét med sin himmelske fader og allestedsnærværende.

Så vi med alle vores sanser kan få del i ham ved den hellige nadver, som altid begynder med, at jeg som præst siger de gamle ord: ”Opløft jeres hjerter til Herren” eller på kirkens gamle latin: ”Sursum corda”, ”op hjerter!”

Og bemærk: Det er ikke bare ment som en frisk opfordring til at tænke lidt på Gud og glemme vores jordiske problemer imens.

Derfor svarede menigheden i den gamle kirkes nadverliturgi altid med disse ord: Habemus ad Deum. Dvs.: Vi har hjerterne hos Gud. Vi har løftet dem op eller fået dem løftet op til Gud.

For vores hjerter er ifølge den gamle nadverliturgi allerede med Kristus oppe hos Gud.

Derfor kan ethvert sted hernede på jorden, selv det der synes mest gudsforladt, nu blive himmelsk. 

Det er Kristi himmelfarts evangelium!

Og så bare til sidst: Vi burde måske begynde at bruge velsignelsen endnu oftere end ved gudstjenesterne. 

Vi skulle måske skrive den aronitiske velsignelse ned og bære den på os som de gamle israelitter, i hvis grav de to sølvamuletter blev fundet. 

Vi skulle måske endda lyse den over hinanden ved særlige lejligheder.

Eller i hvert fald begynde med bare at benytte fortidens stærke hilsener i dagligdagen. Især når nogle f.eks. er alvorligt syge eller begynder på et nyt og måske usikkert afsnit af deres liv. For det ville være godt, tror jeg, hvis vi da igen tog de gamles ord i brug: Guds fred! Gud være med dig! Gud i vold! Guds velsignelse!

Jeg sendte selv som en slags prøveballon forleden i en mail den aronitiske velsignelse til en præstekollega, og fik i går så dette svar fra ham:

”Kære Troels . . .Det var meget opbyggeligt og rørende at modtage velsignelsen fra en god ven på sin fødselsdag. Jeg er sjældent selv ’i den modtagende ende’ af den, da jeg jo sjældent har mulighed for at sidde på bænken.”

Sådan skrev min gode ven og kollega, som tydeligvis blev glad for at få sig en ekstra velsignelse som årets fødselsdagsgave fra mig. 

Men i modsætning til vi præster, kære menighed, har I heldigvis mulighed for ofte at sidde på kirkebænken, eller i hvad min ven kaldte for velsignelsens modtagende ende, selv om I normalt må rejse jer, imens den lyder.

Og i dag på Kristi himmelfarts dag skal I ovenikøbet også velsignes med den, mens I sidder behageligt ned.

Så læn jer nu tilbage i sæderne og slap af, se op og åbn jeres hjerter, tag imod og nyd det, for:

Herren velsigne dig og bevare dig!

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!

Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred! 

AMEN