Prædiken til 5. søndag efter påske holdt i Vestervang Kirke den 5. maj 2024

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 402 Den signede dag; 784 Altid frejdig når du går; 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb; 291 Du som går ud fra den levende Gud; 313 Kom regn af det høje; 588 Herre, gør mit liv til bøn

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: ”Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være eet ligesom vi.” AMEN (Johannesevangeliet 17,1-11).

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

”Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.”

Jesus beder for os i dag. For os som beder i hans navn. Det er hans sidste bøn, siger man. Jesus træder her frem foran Gud på vores vegne som vores præst. Det er skærtorsdagsaften, og Jesus er samlet med sine disciple omkring bordet. Om lidt forlader han bordet og denne verden.

Jesus beder for os til sin far og sin Gud, som vi skal forstå også er vores far og vores Gud. Han beder om, at vi må holde fast i hans navn og på den måde vide, at vi hænger sammen med noget udenfor os selv, noget som ikke er os selv. 

”Hold dem fast”, siger Jesus, som om han frygter, at vi skal miste jordforbindelsen eller rettere Gudsforbindelsen, når han om lidt går væk. Han ved nemlig, at det er et alvorligt problem for menneskene, for os mennesker, at vi så let falder fra – om det er så er fra Gud, vores familie, vores venner, vores ansvar, vores historie. Vi falder fra, vi mister erindringen om det, som er hændt og sket. Sådan er det at være menneske. Vi kan ikke, hvor gerne vi end ville, rumme det hele. 

For nylig har jeg læst to romaner. Af en islandsk forfatter og af en skotsk. To skønlitterære værker fra henholdsvis 2019 og 2022. At det blev lige netop disse to bøger har været mere eller mindre tilfældigt. De stod i reolen, og som sådan har de ikke noget med hinanden at gøre. Men det har de så alligevel. For begge romaner har som hovedperson en mand, som ingen erindring har om sig selv og sin historie. Han ved ikke ved, hvem han selv er eller hvorfor han er havnet der, hvor han er. Det har været lettere frustrerende at følge hans historie. Man bliver i overført betydning lidt svimmel af at følges rundt med et menneske, som ikke aner noget om sig selv og sin egen historie.

At jeg møder denne på sin vis samme hovedperson i to ellers forskellige nyere romaner, tolker jeg sådan, at denne hovedperson – uden erindring og dermed uden historie – han er, lidt stort sagt, et billede på det moderne europæiske menneske. Et menneske som famler sig frem i en tåge, fordi det har kastet historien og erindringen overbord. Ikke i én viljesakt. Ikke forstået som en bevidst beslutning. Men som et resultat af årtiers opgør med fortiden og alt hvad dertil hører, er vi i dag – sat på spidsen – som samfund nået til et sted, hvor vi hver især begynder ved år nul, og så bevæger sig frem derfra. Jeg tror, at trivselskrisen, eller hvad man nu kalder det, har noget at gøre med denne udvikling. Men det skal jeg ikke kloge mig for meget på. Det med samfundet og samfundets udvikling. Omvendt vil jeg jo gerne kloge mig på Jesu ord og kirken, og det som finder sted i dette særlige fællesskab. Her findes nemlig en modvægt til samfundets glemsel. Her findes en løbende og vedholdende besindelse og fastholdelse af traditionen, erindringen og historien om Kristus, og alt hvad han har gjort for os. 

Skulle et menneske uden erindring og uden historie forvilde sig ind i kirken her, og skulle det menneske være på udkig efter sin historie og erindring, så vil det menneske finde svar her. Tag for eksempel Jesu bøn og tale, som lyder i dag. I denne tale lyder svaret mennesket: Jeg beder for dig. At du må vide, at du har hjemme hos Gud lige så meget som jeg. Alt mit er dit, og alt dit og mit. Du er ikke alene. Du hører sammen med Gud. Du har en historie, og den er begyndt i Gud, som skabte dig og verden, og alt hvad du ser og ikke ser. Og du, menneske, lever i en verden, hvor klokken slår og tiden går, men denne verden er ikke den eneste der findes: Der findes en evighed og et rige, hvor vi skal se ansigt til ansigt med vor Herre, som denne verden er indfældet i. I denne verden har Gud været som det menneske, vi kalder Jesus. Han er hos sin far nu, og så er han her nu, når vi beder i hans navn, som vi har fået givet. Det er din historie menneske, og det skal være din erindring, som du ikke skal glemme. Sådan skal svaret lyde til det menneske, som kommer her - tilsyneladende uden historie og uden erindring.

For det er jo kun tilsyneladende at et menneske kan forestilles at vandre sådan rundt i verden helt blank, som jeg her har beskrevet. Ethvert menneske har en historie, en begyndelse og en fortid. Noget er ens eget. Noget andet deler man med andre, f.eks. sine landsmænd. Også denne historie er med til at forme os og give os identitet som nogen og ikke hvem som helst.

Sådan er befrielsesdagen i dag en vigtig erindringsdag for os. Ikke for at leve i fortiden, ikke for at hovere, ikke for i påtagethed at overtage f.eks. modstandsfolkenes historie. Nej, befrielsesdagen i dag er vigtig, fordi ethvert menneske her på disse breddegrader ved erindringen herom får et stykke historie, en fortælling, en identitet forærende. Et menneske, som til daglig ikke føler sig som del af nogen som helst sammenhæng, sættes her ind i en sammenhæng, fyldt med helte og skurke, kamp og død, liv og ånd.

”Hold dem fast”, beder Jesus om. Giv dem (altså menneskene), at de må vide, at de er en del af en sammenhæng. ”En del af noget større” som DBU’s slogan hedder, eller troen ”på noget, som er større end os”, som vores nye konge formulerede det for nylig.

Jeg vil det gerne lidt nærmere end ”noget større”. Det har et navn faktisk. Guds navn, Jesus Kristus, som vi har fået at bede i. I det navn er vi en del af en sammenhæng, som godt nok er ubegribelig, men som alligevel har sine ganske konkrete billeder og handlinger. Sådan som vi har været til ved dåben i dag. Hvor et menneske er kommet for at blive en del af den virkelighed og den historie, som Gud i Kristus indsætter mennesket i. Du har din helt egen historie. Du er ikke kommet til kirken i dag som et menneske uden historie og erindring – på ingen måde. Du har din historie før og efter idag. Og glem den aldrig. Men i dag er lagt en ny historie til som  – hvis du giver den lov – vil ændre dit liv: nu er du nemlig Guds barn i fællesskab med alle andre døbte. Heri findes en jordforbindelse, som skal holde os fast, når alt andet ramler og sejler, og når vi bliver i tvivl om formålet med vores liv. Da skal vi erindre, at vi er et elsket barn af Gud med intet andet formål end det at være et menneske indlejret i et fællesskab og i en sammenhæng med Gud og andre mennesker. 

Det siges i klassisk kristendom, at vi i dåben aflægger det gamle menneske og et nyt opstår. Det er sandt. Det skal bare ikke forstås sådan, at vi i dåben aflægger al forbindelse til vores egen eller vores fælles fortid. Tværtimod. I dåben modtager Gud et helt menneske. Ikke en blank plade klar til at skrive på. Det det siges i dåben, at fortiden ikke skal bestemme os til hverken det ene eller andet. Sådan befries vi i dåben her på befrielsesdagen. 

Men fortiden forsvinder aldrig. Og den har indflydelse på nutiden. Også når den viskes bort eller glemmes. Så dukker den op på anden vis. Som tåge. Som forvirring. Som retningsløshed. Sådan viser fortiden sig i vores tid.

Lad os blive fortiden bevidst. Lad os lære dens navne og begivenheder og historier at kende. 

Kristentroen er vores fortid og nutid og fremtid. Troen findes i verden, og den rækker ud over verden. Men lad den aldrig række derud, hvor verden bliver sekundær, hvor jordforbindelsen ryger, og vi glemmer, hvem vi er, og hvad vi kommer af. Sådan lyder en stille bøn i dag. ”Herre, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig for at de kan være eet ligesom vi”.

Glædelig 5. maj, glædelig befrielsesdag!

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden,

Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.