Prædiken til 3. søndag i fasten holdt i Vestervang Kirke den 3. marts 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 336 Vor Gud han er så fast en borg; 518 På Guds nåde; 292 Kærlighed og Sandheds ånd; 155 Godt og ondt i lys og mørke; 192/kun vers 7; 68 Se, hvilket menneske.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« AMEN (Johannesevangeliet 8,42-51).

Kære menighed!

Vi befinder nu os midt i fastetiden, som er den periode i kirkeåret, hvor vi forbereder os til påsken og især langfredag. Fasten er en prøvelsernes tid, hvilket jeg vil bede jer betænke i dag, hvor min prædiken over dagens svære tekst vist desværre er blevet vel lang . . .  og det er en tid, som traditionelt er viet til afsavn og kamp mod fristelser. 

Men hvad er fristelser?

Tja, en fristelse kan være en uskyldig nydelse, som det ville være kedeligt at nægte sig selv. "Christines franske fristelser" er f.eks. navnet på et konditori i Oslo.

Men en fristelse kan selvsagt være andet end at tage af kagekassen uden at spørge sin mor eller diætist om lov.

Det kan være en gådefuld magt i sindet, som får magten over os, og overtaler os til at gøre noget mod bedre vidende. Noget som vi siden hen fortryder, og som gør, at vi måske gribes af skamfølelse.

I begge tilfælde – og i dagligdagstale - forstår vi ordet ’fristelse’ som en tilskyndelse til at handle moralsk forkert – mod bedre vidende – ved at falde for fristelsen.

Men fristelse i religiøs forstand – som når vi i Fadervor beder Gud om ikke at blive ledt i fristelse - er at blive anfægtet, direkte angrebet og udfordret på sin tro.

Den religiøse fristelse er måske især at ville eliminere eller fortrænge al usikkerhed for at tilvejebringe klarhed og entydighed i sin tilværelse.

Det kan man gøre ved at lave sig et falsk billede af Gud ligesom israelitterne, dengang de dansede om guldkalven og tilbad rigdom, sanselighed og dyrets styrke som deres Gud. Sådan som vi hørte i dagens første læsning fra 2. Mosebog.

Det kan man også gøre ved at svigte sin livsforandrende første kærlighed for at slå sig til tåls med det tilvante, ufarlige og sikre. Sådan som vi hørte i dagens anden læsning fra Johannes’ Åbenbaring.

Fristelse i religiøs forstand handler måske ikke mindst om glemme, at du har fået magten til at være dig selv i kraft af en anden og ikke i kraft af dig selv. 

Fra begyndelsen var kristendommen en påstand om, hvem den anden er, og hvad det betyder for vores liv og selvforståelse.

”Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”

Vores prædikentekst i dag drager vel i grunden blot den fulde konsekvens af dette velkendte og helt centrale udsagn i Johannesevangeliet.

[Korset i Vestervang Kirkes atriumgård. Foto: Sille Arendt]

”I kan ikke høre mit ord, fordi I har djævelen til fader og gør hvad han lyster”, siger Jesus til nogle jøder, som han er i diskussion med på tempelpladsen i Jerusalem ved efterårets løvhyttefest.

Det lyder i vores moderne ører som endda meget voldsomme og farlige ord, og vi kan og skal ikke løbe fra, at disse ord i kirkens brogede historie desværre har været misbrugt til at lægge jøder for had.  

Men sådan talte mange profeter dengang, selv om det kan misforstås og misbruges.

Tilsvarende sagde Jesus f.eks. engang til sin vigtigste discipel Peter, da denne i bedste mening ville tale sin mester fra at gå op til korsdøden på Golgata: ”Vig bag mig Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.” 

Derudover er der indlysende stor forskel på, om man taler hårdt til eller om et mindretal for at skræmme og undertrykke dem; eller om man som Jesus her taler til folk, som man ikke vil tvinge med vold og magt, men i hvis magt man derimod vil overgive sig selv.

Der er forskel på, om man kalder folk for Djævelens børn for at dæmonisere dem og udpege syndebukke; eller om man dermed vil få folk til at indse, at de er i stærke destruktive kræfters vold, som de ikke selv kan befri sig fra. Især hvis man understreger sin pointe ved til sidst selv at påtage sig rollen som syndebuk, sådan som Jesus gjorde langfredag på korset.

”Den der er af Gud, hører Guds ord”, siger Jesus også i dagens evangelium.

Men hvad vil det sige ”at være af Gud”?

Det vil sige, at alle mennesker et andet sted indeni må have en medskabt sans for og længsel efter godhed, skønhed og sandhed, og at denne sans, som vi alle så ofte undertrykker, skal vækkes og plejes, hvis vi skal kunne høre Guds ord i Kristus.

For kun den, der i forvejen erfarer og kender noget til og længes efter godhed, skønhed og sandhed, kan møde sandheden i Kristus

Men det vil så også sige, at vi kun kan møde Ham ved at erkende os selv – mennesket som sådan - som en kampplads mellem sandhed og løgn - godt og ondt – liv og død.

Vi mennesker – der ifølge syndefaldsberetningen har spist at træet til kundskab om godt og ondt – kan aldrig indtage en neutral position eller hæve os i fornem moralsk ophøjethed over de andre.

Vi lever nemlig i en tvetydig verden, som er præget af både godt og ondt. Derfor ser vi ikke altid klart, og vi ser altid de andre fra en bestemt synsvinkel, og som oftest er det den, som passer os selv bedst.

Sådan har det været, siden Eva og Adam spiste af træet til kundskab om godt og ondt og begyndte at skyde skylden for det onde på hinanden i stedet for at tro på Guds nåde.

Men det er, som om vi i dag er ved at miste fornemmelsen for, hvad tro er, og hvilken afgrund der skiller troen og hjertets vished fra den viden, som ifølge sin natur altid er foreløbig og til debat.

”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet”, siger Jesus i dagens tekst til sine modstandere, som da også regner ham for at være en samaritaner og besat af en dæmon.

Men at elske Jesus er ikke spørgsmål om hede følelser og store ord. Det at elske Jesus er for at sige det med nogle gode ord af teologen Regin Prenter ”enfoldigt sagt at være glad over at have fået lov til at leve i en tid, hvor der fri adgang til at høre hans ord” . . . at være glad over, at ”han er Guds gave, Guds ord, Guds gerning til vor evige frelse.” 

Det er imidlertid, som om denne påstand i vor tid ofte ikke længere høres som et frigørende glædesbudskab, som man kan leve og dø på, fordi alt, hvad der skiller os fra Gud, da er borte, men derimod selv af mange kristne regnes for en slags primitiv og pinagtig fundamentalisme. 

Hvilket sikkert hænger sammen med, at flere og flere i dag har glemt, at der findes to helt forskellige former for tolerance: At der findes en tolerance, som bunder i et standpunkt, som man vil kæmpe for, men hvor man samtidigt tåler - hvad det latinske udtryk tolerance bogstaveligt betyder - altså udholder og for så vidt respekterer et andet menneskes ret til at have et andet standpunkt, også selv om man måske bekæmper det af al magt. 

Men der findes også en en helt anden og i dag udbredt form for tolerance, som bunder i, at der egentlig ikke er nogen større forskel på godt og ondt, sandhed og løgn, frelse og fortabelse.

Denne sidste form tolerance er i grunden lig med den nivellerende ligegyldighed, der gør livet gråt og fladt. 

Og den var Jesus hverken tolerant eller venligt stemt overfor. 

Han satte sig muntert til bords med syndere og toldere, og på Guds vegne accepterede han alle slags mennesker uden nogen betingelser og tilgav dem deres synder. Men det er jo ikke det samme, som at han accepterede synden eller vantroen. Tværtimod.

Jesus var milevidt fra den tolerance, som i virkeligheden ikke er andet end en dårlig undskyldning for at stikke hænderne i bukselommerne og lukke øjnene for verdens problemer.

Derfor måtte han til tider også tale så voldsomt, som han gør i dagens tekst om sandhed og løgn, godt og ondt, Gud og djævel.

Og det lyder hårdt – og langt fra den milde Jesus, der talte om at vende den anden kind til og elske selv sine fjender. 

Men det lyder måske især så hårdt, fordi det er sandheden om os, at vi altid er i gode eller i onde kræfters vold, og ikke altid selv kan skelne imellem dem og træffe de rigtige valg.

”Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke”, siger Jesus til os i dag. 

For vi vil ikke høre den sandhed, at vi ikke selv har sandheden, og at vi alle er faldne synderne, som har brug for at blive elsket og tilgivet – ja, for at blive frelst.

Men det er måske mere end nogensinde den sandhed, som vi selv har brug for, for at kunne se både mere realistisk og mere nådigt på os selv og på hinanden.

I går døde den konservative partiformand Søren Pape Poulsen uventet og alt for tidligt i en alder af kun 52 år af en hjerneblødning til sorg og chok for mange.

Denne menneskelige tragedie kan der selvsagt være flere årsager til, men allerede i går begyndte medierne og politikerne selvkritisk at forbinde det med det store pres, som er på offentlige personer i dag, hvor selv det mindste fejltrin blæses op, og man ofte går moraliserende efter manden og ikke efter bolden.

Men når man moraliserer over andres moral, så bliver resultatet ikke mindre, men mere moralisering.  

Det bedste værn mod den nådesløse moralisering, som vi ser så mange steder i vor tid, er derfor realistisk at holde fast i, at livet er tvetydigt, og at vi mennesker alle er i stærke kræfters vold, både lyse og mørke, og at vi derfor alle har brug for hjælp, for tilgivelse og frelse og ikke skal frelse os selv.

Hvilket kan siges på mange måder, man da jeg i efteråret var oppe på min svenske ødegård, fortalte vores lokale landsbypræst i sin prædiken en anekdote, som måske er værd at tænke på, når vi næste gang griber os i at moralisere og måske dømmer os selv eller andre for hårdt. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle jer den på hendes smukke smålandske dialekt, men den lyder sådan her:

En svensk missionær rejste til Afrika. Han sled morgen til aften med at forkynde evangeliet og byggede en kirke, en skole og en lægeklinik til de indfødte. Da der var gået 30 år, og han var blevet gammel og træt, besluttede han sig for at rejse hjem til Sverige. Da atlanterhavsfærgen anløb Göteborg, så han til sin store overraskelse hundredvis af glade mennesker stå på kajen for at tage imod skibet. Den store folkemængde viftede med flag og råbte hurra, et hornorkester spillede og den røde løber var rullet ud. Manden blev ganske overvældet og rørt. Tænk, så havde de alligevel ikke glemt ham i al den lange tid! Men da de går fra borde, opdager han, at den store festivitas skyldes en berømt skuespiller blandt hans medpassagerer. Derimod er ingen som helst mødt frem for at byde ham velkommen. 

Om aftenen på hotellet i Göteborg folder missionæren sine hænder og beder modløst sin aftenbøn: ”Du må ikke misforstå mig, kære Gud, men det er svært at have brugt sit liv i din tjeneste, når ingen byder en velkommen hjem”, lyder det. Der er stille i værelset. Men så hører han en klar stemme fra det fjerne: ”Hvem siger, at du er kommet hjem?!” 

AMEN