Prædiken til 2. søndag i fasten holdt i Vestervang Kirke den 25. februar 2024.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 741 Op, min sjæl, thi sol er oppe; 330 Du som ud af intet skabte; 299 Ånd over ånder, kom ned fra det høje; 496 Af dybsens nød, o Gud, til dig; 645 Stille er min sjæl til Gud; 711 Forlen os freden, Herre, nu.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.« AMEN (Markusevangeliet 9,14-29).

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

I går var det 2-årsdagen for Ruslands indtog i Ukraine. Landområder, byer, huse og ikke mindst menneskeliv er blevet ødelagt i de sidste to år. I dag vil vi bede for krigens ofre, for alle som må flygte og forlade deres hjem, for soldaterne, at de midt i våbenlarmen må bevare og erfare den levende, hellige og retfærdige ånd, som vor Herre sender os og giver os at rette vores hjerte efter. Hold din hånd over dem og os og lys din fred, som overgår al menneskelig forstand, der, hvor ufreden trives. Det beder vi om i dag i vor Herre Jesu Kristi navn.

Hvem har så skylden for al den ufred, spørger jeg? Selvom spørgsmålet kan lyde nærmest kættersk her i vores land og i vores del af verden, hvor vi bredt set har placeret os på Ukraines side. Men kigger vi ud over resten af verden, er opbakningen langt fra så entydig. Hvem er den gode? Hvem er den onde i denne konflikt? Hvem har retten på sin side? Det er der simpelthen ikke enighed om på præcis samme måde, som det gør sig gældende med så mange andre konflikter verden over – og allermest prægnant med konflikten i Israel og Palæstina. 

Sådan strides vi om, hvad sandhed og retfærdighed er i denne verden. Desværre ofte med vold til følge for at kunne sætte lige netop sin sandhed og sin retfærdighed igennem. Når vi i dag samles i bøn her i kirken, beder vi således om, at Gud må virke igennem hans ord og ikke igennem vore sværd. At hans vilje må ske igennem den hellige ånd, han sender os, og hvorigennem kraften og styrken til reel forandring i denne verden findes.

Som verden strides om sandhed og retfærdighed, har man siden kirkens begyndelse stridt teologisk om det samme: ofte igennem spørgsmålet om, hvorvidt mennesket grundlæggende er et godt eller ondt væsen? Man har spurgt: hvad fylder mest i det menneskelige, hvad er vi mest tilbøjelige imod? Hvad hælder vi mest imod, når alt kommer til alt?

Til dagen i dag, 2. søndag i fasten, er det forordnet, at der fra alteret skal læses fra 1. mosebog, 1. kapitel, vers 27-31. Vi genkender alle det stykke, som beskriver menneskets skabelse i Guds billede, som det fortælles. I Guds billede – det er en helt afgørende beskrivelse, som skriften bringer os her. Men hvad betyder det? Jo, det betyder, at mennesket har lignende træk med og fra Gud, men samtidig at der ikke er tale om en 1:1 lighed. Hvad har det nu at gøre med spørgsmålet om andelen af godt og ondt i et menneske? Jo, denne gudbilledlighed, som det hedder med et fint udtryk, har i tidens løb været et af de stærkeste argumenter for at hævde menneskets grundlæggende tilbøjelighed mod det gode ud fra devisen: Gud er god, mennesket er skabt i Guds billede, ergo må mennesket være grundlæggende godt. Vi kunne kalde dette menneskesyn for positivt.

Men lige ved siden af denne teologiske og kirkehistoriske strøm løber en anden, som hævder et grundlæggende andet menneskesyn. I skriften lægger disse sig også lige op og ned ad hinanden. Det er selvfølgelig fortællingen om menneskets syndefald, om menneskets ulydighed og egenrådighed, som fører bort fra paradis og ud i det liv og til den tilværelse, som vi mennesker erfarer dagligt som velsignet og forbandet på en og samme tid. Vi kunne kalde dette menneskesyn for negativt. 

I går var det toårsdagen for Ruslands angreb på sin nabo Ukraine. Der er krig i Europa. Og uanset hvor vi drejer vores ører og øjne hen, fortælles der om en verden og en sikkerhedssituation, som er blevet en anden, mere utryg, mere ustabil og mere foruroligende. Man kunne også sige, at vi befinder os i en dyb nød og krise samtidig med, at vi vil huske altid at takke for alt det gode, alt det der fungerer trods alt og alle de millioner af gode hændelser og liv, som findes midt iblandt os. Men nøden og krigen findes - også selvom den endnu ikke har slået sig ned lige i vores hus og vores land. Gud ske tak og lov. 

Og vi forsøger at besvare denne nød og denne krig. Vi skal gøre det ”fornuftigt”, sagde vores statsminister forleden. Vi skal tænke os om, det er klart. Buddene er mange, og rådvildheden er stor. Også det er klart. 

[Jesus uddriver den onde ånd. Illustration fra middelaldermanuskriptet: ”Très Riches Heures du Duc de Berry”]

I dagens fortælling fra Markus hører vi om Jesus, som uddriver en ond ånd af en dreng, eller som min norske udgave af Bibelen skriver: ”Jesus helbreder en besatt gutt”. Til slut beskriver evangelisten, da optrinnet er ovre, at Jesus og disciplene samles alene inden døre, og disciplene spørger i fortrolighed: ”Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?” Og Jesus svarer: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn”.

 
Og her i disse ord lyder også talen til os i dag, os, som er forsamlede inden døre i Vestervang kirke i Jesu navn. Vi, som et øjeblik har trukket os fra larmen og krigen, forvirringen og alle de mange varsler, som vi bringes fra nær og fjern. Vi har trukket os tilbage for en stund. Ind i kirkens rum – for at tale med Jesus og for at høre hans ord til os. Og vi, ligesom disciplene, spørger: Hvorfor kan vi ikke drive det onde ud af vores verden? Hvorfor kan vi ikke blive det kvit? Og leve som Adam og Eva gjorde dengang i begyndelsen i harmoni med hinanden, med naturen og med dig vor Herre? Hvorfor kan vi ikke det, vor Herre?

Sådan spørger jeg her på vor forsamlings vegne med angst og bæven, for historien fra Markus viser os jo, at vor Herre godt kan gå hen og blive træt af os og vores uduelighed. Og vores mangel på tro og tillid til hans oprindelige gode skabergerning og hans tilbagevendende nåde igennem kærligheden i hans søn Jesus Kristus. For sådan er jo den gerning, som Gud gør igennem Jesus, at han giver sig selv helt – ikke halvt - hen til vi mennesker. Vi som bekriger hinanden. Vi som fortvivles. Vi som bliver usikre på det hele, og hvad vi skal stille op. For os er han kommet og ikke for ”måske at hjælpe os, hvis han ellers lige har tid og kræfter”. Sådan som det udlægges, at faren til syge dreng går til Jesus, når han siger: ”…hvis du kan gøre noget, så må du meget gerne…”

Dette ”hvis”, dette ”måske”, det sniger sig ind på os alle, når vi betænker Guds magt og gerning. Som det sneg sig ind på denne far til en dreng, som vi i dag ville vi sige var ramt af epilepsi. For i tilværelsen og i verden er der opstået en kløft imellem Gud og menneske, mellem skaber og skabning. En kløft som for mennesket kan synes uoverstigelig. Vi kan føle os så alene her på denne jord og magtesløse. Og så kan vi trække os fra det hele. Blive i mørket og fortvivles. Eller vi kan forsøge af egen magt at løse sagen uden vor Herres hjælp. Det er nok der, vi som samfund befinder os i dag. Men hvad med os i kirken? Hvad siger vi?

Vores tale må og skal være bønnens, hvis eneste kapital er vores hjertes oprigtighed og alvor. I den tale som ytrer sig i troen på Guds kraft ved ordet og ikke ved sværdet. ”Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved din Ånd, siger hærskarers herre”. Sådan skal vor tale lyde i dag.

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen således også nu og altid og i al evighed. Amen.