Prædiken til Seksagesima holdt i Vestervang Kirke den 4. februar 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 15 Op, al den ting, som Gud har gjort; 7 Herre Gud, dit dyre navn og ære; 447 Herren strækker ud sin hånd; 449 Vor Herre tar de små i favn; 320 Midt iblandt os er Guds rige; 192 Hil dig frelser og forsoner; 156 Guds rige lignes ved et frø.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Jesus sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.« Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.« AMEN (Markusevangeliet 4,26-32).

Kære menighed!

Da jeg var landsbypræst på Vestsjælland, kendte jeg et ægtepar, hvor manden var dansk og kvinden thailandsk. En sommerdag havde de besøg af konens familie fra Thailand, og kørte en tur imellem de bugnende gule hvedemarker, som sås milevidt i det flade landskab syd for Lammefjorden. Under turen undrede det min bekendte, at hans normalt så snakkesalige thailandske svigerfamilie i bilen var blevet helt stille. Da han spurgte, hvorfor de var tavse, udbrød de forbløffet: ”Hvor er alle menneskene dog henne?!”                         

Disse mennesker var sikkert vant til altid at se masser af mennesker i arbejde ude på rismarkerne i Thailand. 

De mennesketomme hvedemarker, som for os er et fortroligt, smukt og ærkedansk kulturlandskab, virkede måske uhyggeligt på thailænderne på samme måde, som synet af en menneskeforladt by virker uhyggeligt på os.

Deres kultur gjorde, at de så noget andet, end vi gør.

Det kom jeg til at tænke på, fordi jeg i fredags læste et interview i Kristeligt Dagblad med den unge 29-årige socialdemokratiske folketingspolitiker Frederik Vad Nielsen, som for mig blev en slags nøgle til de to små lignelser, som Jesus fortæller i dag.

Frederik Vad blev lige før jul sit partis udlændinge- og integrationsordfører, og det gav anledning til debat og modsigelse, da han i januar udtalte, at islamisme, fundamentalisme og herskerattitude er farligere for vores samfund end ureguleret kapitalisme.

I efteråret blev han rystet over at erfare reaktionerne i Danmark på Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober. Han fik over 400 henvendelser fra folk, som fortalte, hvordan jøder i Danmark må undgå at skilte med deres tro og kultur for ikke at blive chikaneret, og på grund af sit engagement i den sag fik han trusler og har i dag derfor hemmelig adresse.

Det har fået ham til at tænke meget over, hvad tro og kultur eller åndsliv betyder for mennesker.

[Frederik Vad Nielsen, f. 1994, MF'er for Socialdemokratiet. Foto: Marie Hald]

Vi har undervurderet kulturens betydning, siger Frederik Vad i interviewet, og uddyber: Vi har tænkt, at hvis vi giver hele pakken med lejlighed, offentlige ydelser og klippekort til foreningslivet til folk med stærke rødder i traditionelle nordafrikanske og mellemøstlige kulturer, at så ”bliver de frihedselskende og velfærdselskende mennesker, men du kan ikke med materiel bestikkelse udrense folks sjæleliv. Kultur slår alt.” 

Frederik Vads pointe er ikke at nedgøre andres kultur og fremhæve sin egen på andres bekostning. Han har læst Hans Kirks kendte roman ”Fiskerne”, og han ved godt, at der findes både kristen og islamisk fundamentalisme og fanatisme.  

Hans pointe er derimod, at han og mange andre har undervurderet kulturens eller åndslivets betydning.

Han har f.eks. som politiker tidligere været meget optaget af at fordele elever på landets folkeskoler og ungdomsuddannelser, så rige, fattige, sorte, hvide, akademiker- og arbejderbørn kan mødes. Men han har nu indset, at det ikke er muligt og måske slet ikke rimeligt, for som han siger: ”Mennesker vil gerne låne ud af deres tid for at være frivillige i et flygtningecenters lektiecafé, men når det kommer til hverdagslivet . . ., så insisterer de på at være et sted, hvor deres kultur findes og er den stærkeste. Kultur . . . er det væsentligste i menneskers liv.”

Derfor er Frederik Vad kritisk overfor tendensen i hans egen socialdemokratiske tradition til at tillægge materielle samfundsforhold og økonomi den altafgørende betydning for menneskers velbefindende, og siger: ” Vi har aldrig haft en så høj levestandard, men der er et eller andet i vores sjæleliv, som er gået i stykker.”

Tidligere har han ikke brudt sig om kirkegang og religion, men ateister har også altid forekommet ham for skråsikre eller religiøse, og da han kom i folketinget ved sidste valg, så begyndte han at gå i kirke, til tider sammen med sin politiske modstander Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. 

Kirkegangen har bl.a. givet ham en erkendelse af, at han er for selvisk, siger han.

Frederik Vad er endnu ikke blevet særlig bibelkyndig, indrømmer han, men når han synger en salme som Brorsons ”Op al den ting”, som vi sang først i dag, så bliver han mindet om forskellen mellem menneskers og Guds magt og om, at selv om vi har en forpligtelse til at prøve på at gøre vores bedste, så er der meget, som vi ikke kan nå i vores korte liv på jorden.

Han kan især godt lide verset: 

Hvad skal jeg sige? Mine ord 

vil ikke meget sige:  

O Gud! hvor er din visdom stor, 

din godhed, kraft og rige!”

For kirken er for et rum, forklarer han, hvor det mere handler om at lytte end om at tale.

En anden af Frederiks Vads yndlingssalmer er Grundtvigs store langfredagshymne ”Hil dig frelser og forsoner”, som vi i dag synger under nadveren. 

Han bliver især altid meget påvirket af det sidste vers:

Ja, jeg tror på korsets gåde,

Gør det, frelser af din nåde.

Stå mig bi, når fjenden frister!

Ræk mig hånd når øjet brister!

Sig: Vi går til paradis!

Det vers fortæller ham også, at der er noget, som han ikke selv kan og ikke skal løse.

Når Frederik Vad i interviewet fortæller om sin tro, så kigger han bort og holder pauser, for troen er, siger han, ”lidt som et parforhold, et hjerteforhold”, og her i Grundtvigs fædreland praler vi ”snarere af vores tvivl end af vores tro”, tilføjer han.

Men så siger han også følgende: ”Det er jo en beslutning at læne sig ind i det. Jeg har besluttet mig for at prøve at læne mig ind i det. Jeg er et kristent menneske, og dermed har jeg en tro og en tvivl, som jeg har for mig selv, og som stadig er skrøbelig.”

Frederik Vads ord i min fredagsavis klingede endnu i mine ører, da jeg satte mig for at skrive en prædiken over Jesu ord: ”Med Guds rige er det ligesom med en mand, som har tilsået jorden”.

Gud lancerer ikke sit rige med vold og magt som når Thor svinger sin hammer eller Zeus sin tordenkile.

Guds rige kommer ifølge Jesu lignelse ikke som en smuk og overvældende oplevelse – som når solen står op over bjergene og fortrænger morgendisen, og alting synes os klart og selvindlysende.

Guds riges komme er snarere som noget hverdagsagtigt eller som en mand, som har tilsået sin jord, dvs. som noget som sker upåagtet og uden sensation, og som ikke vil tvinge os til noget, men som kan forandre vores liv, hvis vi giver det en chance, og lader det modnes i os.

Guds rige er noget, som vi med Frederik Vads ord kan læne os ind i, og så kan vi måske erfare, at det kan bære os, at vi kan hvile i det og ikke behøver kun at stå på egne fødder.

Til os der tror, at intet kommer af sig selv, og tit har alt for travlt med at tænke på, hvad vi selv kan udrette og præstere og kontrollere, siger Jesus med lignelserne om det voksende korn og om sennepsfrøet følgende: Guds kærlighed til jer skyldes ikke noget, som I selv har udrettet eller præsteret. Den er vokset frem helt af sig selv, fordi Gud ville det sådan. Guds nåde og barmhjertighed er grundløs og ufortjent, og Hans rige kommer, hvor og hvornår Han vil, og uden at vi kan gøre hverken fra eller til. For vi skal ikke frelse os selv, og det vigtigste i livet kan vi ikke fremtvinge. Lige så lidt som vi kan fremtvinge tro, håb og kærlighed hos os selv eller andre.

Men tør vi tro på, at Guds rige er sået i os – som i Jeppe da han før blev døbt – så kan vi måske bedre hvile i den kultur eller i det – givende og forpligtende - fællesskab, som vi allerede selv er en del af.

Ja, da kan vi vel også lade de andre leve, som de ønsker at leve, og som deres kultur nu er, så længe de lader os leve, som vi ønsker.

Fordi vi hviler i noget større end os selv, og lever i den tro, at det, som er småt, og måske ser ubetydeligt ud, kan blive til noget stort og smukt.

Ligesom det lillebitte sennepsfrø som vokser op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge bygge rede i dets skygge.

AMEN

Henvisninger:

Kristeligt Dagblad den 2. februar 2024. Else Marie Nygaards interview med Fredrik Vad Nielsen: Jeg forsøger at læne mig ind i troen.