Prædiken til Septuagesima søndag 2024


Prædiken til Septuagesima holdt i Vestervang Kirke den 28. januar 2024.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

 

Salmer: 744 Morgenrøden sig udstrækker; 412 Som vintergrene; 318 Stiftet Guds søn har på jorden; 714 Kom, hjerte, tag dit regnebræt; 557 Her vil ties, her vil bies; 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Det er med Himmeriget som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig og betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne; så rejste han. Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til. Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde: Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde! Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er. Men hans herre sagde til ham: Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke har sået, og samler, hvor jeg ikke har spredt. Så burde du have betroet mine penge til vekselererne, så jeg havde fået mit igen med rente, når jeg kom tilbage. Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have overflod, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.« Amen (Matthæusevangeliet 25,14-30).

 

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen. 

 

Over julen og igennem disse mørke januardage har jeg brugt uforholdsmæssigt meget tid på at løse kryds og tværser, og jeg har sågar også lagt et helt puslespil – sammen med min hustru og børn. Aktiviteter som vel rettelig ikke rigtig sømmer sig for en ung, livskraftig mand som jeg, der efter sigende skulle befinde sig i sin bedste alder. Men jeg må krybe til korset og tilstå min brøde. For disse aktiviteter som er kendetegnet ved ikke rigtig at flytte rundt på noget for alvor, og som ikke rigtig ændrer noget i verden eller udretter noget særligt, og i stedet vel bedst kan karakteriseres ved, at de får tiden til at gå – på en behagelig og mindelig måde - ja, det har ligesom været det, der var tilbage at komme efter, når dagens gøremål har været gjort, og regnebrættet skulle gøres op. Mange vil sikkert genkende denne mangel på energi i disse dage og måneder, hvor det er mørkt, når vi står op, og så mørkt igen inden vi får set os om. 

 

I bibelsk forstand kan man i disse dage gå hen og blive sådan et menneske som ham, vi hører om i dag; den mand der tog sit talent og gemte det i jorden. Så kunne tiden gå, og intet sættes over styr. Så kunne man eller han gå tilbage til kaffen og løse videre på sin krydsord eller lede efter den brik, der manglede i hjørnet. Godt nok står der ikke hos Matthæus om manden, at han led af en vinterdepression, og at det var derfor, at han gjorde, som han gjorde ­­- fordi han bare simpelthen ikke orkede at gøre andet. 


Så hvad er grunden ifølge Matthæus? Jo, det fortælles om denne mand, at han handler, som han gør, fordi han kender Gud som ”en hård mand”, og at han er bange for at miste det talent, han har fået betroet. Og dét er grunden til, at han går efter at bevare status quo. Hvorfra udspringer denne frygt? Vel i grunden af en mangel, vil jeg foreslå. Som den vinterramte mangler lys, mangler denne mand tro i betydningen tiltro og tillid. Altså den særlige tro, som vi lært at kende igennem Kristus, der forkynder Gud som nådig, god og barmhjertig. Denne tro mangler vor mand, som jeg ellers sympatiserer ret meget med, fordi jeg kan godt kan genkende hans dovenskab fra mig selv, og hans frygt for at lave fejl. Men det er jo det, han mangler i grunden: Troen på en Gud, som har givet alt for ham, og som han aldrig vil kunne betale tilbage, uanset om han så gjorde alt, hvad han kunne, og fik talenterne til at mangedobles. 

 

[Den russiske maler Andrei Mironov, f. 1975, har i 2013 fortolket Jesu lignelse sådan]

 

Tilbage står i stedet for denne mand en aldeles ubarmhjertig Gud, der ”høster, hvor han ikke har sået, og samler, hvor han ikke har spredt”. Heri gemmer sig en forestilling om Gud som uvilkårlig og utilregnelig; Gud som en naturkraft der brager igennem landskabet og det enkeltes menneskes historie uden mål og med.

Til sammenligning hørte vi tidligere i dag fra Apostlenes Gerninger Paulus stille sig op på bjerget i Athen og forkynde om den kristne Gud, at ”i ham lever vi, ånder vi og er vi”. Altså en beskrivelse af Gud, som grunden til, at vi er, og at der overhovedet er noget. ”Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer”, forkynder Paulus også (Ap. G. 17,22-34).

 

Og ja, den kristne tro på Gud indeholder så sandelig også denne overbevisning, at Gud er ophavsmand og grund i alt, som er. Sådan kalder vi Gud for skaber. Og sådan kan vi erfare Gud, når vi søger ud i naturen, der kan vi møde Gud igennem hans skaberværk. Og sådan kan også vi erfare Gud som en slags natur, der høster, hvor den ikke har sået, og samler, hvor den ikke har spredt. Heri ligger en elementær gudserfaring, som mennesket til alle tider har gjort sig. At vi kan erfare Gud, når vi erfarer naturen. 

 

Og det rører ved noget andet, jeg har givet mig til hen over julen og igennem disse mørke januardage: Ikke at erfare Gud i naturen, men at sidde trygt indenfor og læse i en skildring af forholdet mellem det guddommelige, kristendom og naturen. Forfatterens tese er, at mennesket til alle tider har forbundet det religiøse og det guddommelige med naturen, men at kristendommen som religion betragtet har skilt disse to sager ad. Og at dette – sådan idehistorisk – er baggrunden for den økologiske katastrofe og naturkrise, som verden befinder sig i lige nu. I denne udlægning har kristendommen fortrængt moder jord helt bogstaveligt talt til fordel for en himmelsk far. Hvor mennesket i de gode, gamle dage dyrkede jorden og naturguderne og alle de kræfter, som henregnedes hertil, kom kristendommen og lagde afstand til alt dette, og se så, hvor vi er endt i dag! I den fortælling bliver den mand, som vi har hørt om i dag, han som gravede sit talent ned i jorden, og som i overført betydning herigennem dyrkede og tilbad jorden (!), og som dermed ikke handlede efter effektivitetens logik, i virkeligheden historiens helt, som burde fremhæves og ikke forbandes, som han bliver i dag hos Matthæus.

 

Sådan kunne en udlægning af Jesu lignelse lyde, følger man analysen i den læsning, jeg har gjort mig ved siden af puslespil og krydsord i den seneste tid. Og analysen har da en besnærende logik, som kalder på noget i mig og i tiden. Har vi mistet blikket for jorden, og alt det den i sig selv rummer? Det har vi ganske givet. Men det vil jeg gerne takke for i dag. Takke for at jeg lever i dag og ikke i går i den forstand. Takke for at jeg lever i en verden, hvor naturen ikke har det sidste ord om mig. For naturen er i sandhed ubarmhjertig. Den høster, hvor den ikke har sået, og den samler, hvor den ikke har spredt. Sådan som Job også erfarede Gud i dagens første læsning fra Jobs bog (Job 9,1-12). Naturens kraft er rå, og den skeler ikke til noget enkelt menneske. Naturen og jorden er, og vi skylder at behandle den godt og ordentligt, for også den er ligesom vi selv Guds gode skabning. Men identificerer vi naturen med Gud, eller Gud med naturen, og begynder vi at dyrke naturen som vor religion, sådan som nogle i vor tid længes efter, da vil vi miste den Gud, som vi har lært at kende igennem Kristus. En Gud som vender (menneske)naturens orden og vilkårlighed på hovedet og tilregner os arme mennesker retfærdighed, nåde og barmhjertighed på trods af alt, hvad vi gør – overfor naturen, overfor os selv, og overfor hinanden. 

 

Kristendommen, som Paulus forkyndte på bjerget i Athen, var en ny forståelse af Gud og det guddommelige. En Gud som bryder med al menneskelig logik, fordi han igennem sin egen gerning – ikke vor – soner vore gerninger og handlinger. Og dermed knæsætter Kristus en ny orden for menneskelivet, som rummer tilgivelsens mulighed. Ethvert menneske, som kan tro på lige netop det, skænker han derved en helt ny begyndelse og et helt nyt liv - i tiltro til Guds barmhjertighed og ikke i frygt for hans ubarmhjertighed, sådan som vor arme, dovne ven, som vi har hørt om i dag.

 

”Kom, hjerte, tag dit regnebræt”, skal vi synge lige om lidt. Det rent menneskelige regnebræt går aldrig op, så vi kan finde fred deri. Men i kraft af troen på en nådig, barmhjertig og god Gud kan vores hjerte måske finde fred i det regnestykke. Vi kan ikke sige det til os selv. Vor egen natur og naturen omkring os kan ikke sige os det. Vi må tro det og høre det, som en meddelelse der skærer igennem verden, som vi kender den. Må vi styrkes og forbedres hver dag i denne tro. 

 

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen således også nu og altid og i al evighed. Amen.




senest redigeret: tirsdag 01-dec-20 10:24:39
Nyheder




FDF Helsingør 1. og Helsingør Familietjeneste holder Sankt Hans fest for hele sognet, søndag den 23. juni kl. 16-19