Prædiken til sidste søndag efter Helligtrekonger 2024


Prædiken til sidste søndag efter Helligtrekonger holdt i Vestervang Kirke den 21. januar 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

 

Salmer: 741 Op min sjæl thi sol er oppe; 708 Gud lade rolighed og fred; 289 Nu bede vi den Helligånd; 319 Vidunderligst af alt på jord; 476 Kornet som dør i jorden; 673 O guddoms-sol fuldstærk og mild.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!« Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø. AMEN (Johannesevangeliet 12,23-33).

 

Kære menighed!

 

Vi danske tilhører et gammelt folk. Det kan ingen være i tvivl om efter proklamationen af kong Frederik 10. sidste søndag.

For mig og for sikkert langt de fleste af de 3,5 millioner som fulgte tv-transmissionen i søndags, var det nærmest overvældende at opleve kongens glæde og stolthed over sammen med sin familie at modtage folkets hyldest og i særdeleshed at se den ufatteligt store folkemængde i København spontant bryde ud i sang og på anden vis udtrykke deres glæde over og tillid til vores monarki og vores nye konge.

 

Det var for mig at se 100 % i grundlovens ånd, fordi det var et stærkt udtryk for, at loven ikke bare er udtryk for en teknisk eller politisk fordeling af magt og økonomiske interesser, men rummer og bæres af en særlig ånd, som igen er udtryk for en fælles og lang historie, som har givet os danske dybe fælles værdier, og holder os fast på, at vi er i samme båd og skal hjælpe hinanden og især den, som ikke kan klare sig selv.

Når Grundloven har en regeringsmagt med kongen som øverste figur, når folkekirken har en særstilling i grundloven, når folketingsåret begynder med en gudstjeneste, så er det udtryk for denne særlige ånd, dvs. for den tro og tillid, den fælles historie, som endnu binder os sammen som folk og forpligtiger os på hinanden.

Det var godt, at vi sidste søndag blev mindet derom, her på tærsklen til et nyt år og i en usikker tid.

 

[Kong Frederik 10. af Danmark, født 26. maj 1968, udråbt til konge 14. januar 2024.]

 

Det fik mig også til at tænke på dette forunderlige og rige fænomen, at kristendommen fra begyndelsen af har været en religion, som ikke ensrettede jordens folkeslag, men forkyndte et budskab, som forandrede dem indefra.

Tænk blot på kirkens fødselsdag, hvor Helligånden kom til apostlene på den første pinsedag og løsnede deres tungebånd, så at folk fra alle folkeslag, partere, meder og elamitter og dem fra Mesopotanien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien, Pamfylien osv., hørte disciplene tale om Guds storværker på deres egne modersmål. 

Det der skete, var ikke, at alle talte samme sprog ligesom før den babelske sprogforvirring, eller at Helligånden lærte dem et nyt sprog som esperanto. Men enhver hørte budskabet på sit eget sprog, sit eget modersmål. 

 

Når vi i dagens første, gammeltestamentlige læsning fra alteret hørte profetens Esajas ord om de sidste tider, hvor alle folkeslagene skal strømme til Zion og belæres om ret og retfærdighed og smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive, så er det udtryk for, at der ifølge bibelen findes en mangfoldighed af folkeslag og kulturer og sprog, som ikke skal ophæves, men beriges af evangeliet.

 

Vi ser i Det gamle Testamente tilsvarende et idealbillede af kongen, som den hvis opgave det er at sikre freden og retfærdigheden.

Kongen skal beskytte den fattige, den fremmede, enken og den forældreløse, dvs. kongen er til for dem, der ikke selv har familie og slægt eller magt og rigdom.

På den måde bliver folket i bibelen først til som et folk – som et folkeligt fællesskab - når kongen forhindrer de stærkeste klaner i kun at pleje deres egne slægtsinteresser, når kongen står som grant for lov og orden, så magten ikke sidder i spydstagen.  

Jeg tror ikke, at det kan overvurderes, hvad det har betydet for os som folk og samfund, at dette bibelske idealbillede af den retfærdige konge er blevet holdt op som et spejl for alle og især magteliten, siden kristendommen kom til landet for 1000 år siden, og gradvist forandrede det gamle vikingesamfund, som var baseret på den stærkestes ret.

 

Det betyder selvfølgelig ikke, at man altid har levet op til idealet.

Det betyder heller ikke, at man som kristen ikke kan være republikaner, bør jeg nok tilføje. 

Der er som bekendt dem, der mener, at i den moderne og globale verden betyder kongen, flaget og fædrelandet ikke særlig meget. 

Men i kirken døber vi børnene som små og signer dem med Kristi kors. Fordi vi tror, at de hører Gud til, før de fatter et ord af det hele. Ligesom vi hører til i et land og i et folk og i en familie, uden at det er op til os selv. Men vi tilhører først og fremmest Gud. Derfor må vi aldrig forgude vores land og alt vort eget. 

 

Korset er den stærkest tænkelige protest mod alle former for nationalisme og anden form for selvhævdelse på andres bekostning. 

Derfor peger Jesus i dagens evangelium på sin død på korset, og siger, at når han på den måde er ophøjet fra jorden, vil han drage alle til sig.

Det er gådefuldt, men sådan skulle det gå i opfyldelse, hvad profeten Esajas havde profeteret, at i de sidste tider skulle alle folkeslag drage op til Herrens bjerg og dér lære en anden vej end krigens og selvhævdelsens vej.

For som Jesus siger: ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun dette ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.”

Og ”den der elsker sit liv, mister det, og den der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.”

Dette sidste med at hade sit liv i denne verden lyder livsfornægtende, men er blot en jødisk måde at udtrykke sig på, som betyder, at vi skal kunne slippe os selv og vort eget for at blive til gavn og nytte for andre.

 

Vi skal lære at forsage eller at dø fra verden i den forstand, at vi tør give slip på den.

Vi skal lære at give slip på vores tilvante og ofre alt for firkantede billeder af os selv og hinanden for at erfare hinanden på ny.  

Vi skal f.eks. lære at se vores ægtefæller og gamle venner, sådan som de er i dag, og ikke som de var, dengang vi mødte dem, eller sådan som vi gerne vil se dem. 

Men det kan som bekendt være svært at give slip på det trygge og velkendte eller på det, som vi er bundet til.

 

Derfor er der en slags basisfrygt forbundet med at leve, sådan som Jesus vil have os til at leve. Måske det netop derfor siges i dagens tekst, at Jesus selv havde denne frygt i sig. Han siger jo ordene: ”Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time?”.  Men han svarer selv på denne fortvivlelse med de sært gribende ord: ”Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!”
Han ved, at der kun er én vej, som han kan og må gå, og alligevel mærker han frygten i sin sjæl. 

 

Sådan vil vi alle i visse situationer af vores liv mærke frygt eller måske fortvivlelse, samtidig med at vi i hjertet godt ved, at her må vi slippe os selv og give os hen til det, som situationen kræver, og forsøge at gøre det, som er rigtigt at gøre, og ikke det, som er lettest at gøre, og så lade udfaldet være op til Gud.

For der er altid processer i livet, hvor vi så at sige må lade noget dø – give slip på en større eller mindre del af os selv – og give os hen til det, som rækker ud over det forhåndenværende. Ud over det liv som vi i forvejen kender og er fortrolige med. 
Men den som i livets små daglige begivenheder har lært at slippe sig selv og sit eget – og lade det dø som skal dø - han eller hun kan måske også give slip på sig selv, når det virkelig gælder. 

 

Den, der ved om døden i livet, finder måske nemmere livet i døden til sidst.
Og at livet er i døden, ved vi fra evangeliet om Kristi død og opstandelse. Han som med al Guds kærlighed i sig gik ind i døden for at være dér som liv for os.

Fordi han gav sig selv hen som hvedekornet, kan vi regne med at møde livet selv dér, hvor det synes at forgå. 

 

 

Derfor bør vi i tro på Ham indøve dette både enkle og svære: at leve hvedekornets liv fra dag til dag. Leve kærligt, hengivent og sårbart med hinanden. Lære til fulde at give os hen til øjeblikkets fordring, og på den måde hver dag at gå lidt til grunde. 

Idet vi husker på, at det samme kors, som i dagens evangelium kaldes en dom over denne verden, holder os fast på, at vi bør elske vort fædreland og vores familie så godt vi kan. 

Fordi korset også er tegnet på ham, som lærte os at tro på Gud som en far, der vil sine børn det godt. 

 

Hvilket sikkert kan siges på mange måder, men som jeg begyndte i dag med vores nye seje og sportsglade kong Frederik 10., og fordi jeg i aften i fjernsynet skal se Danmark spille EM-håndbold mod Norge, vil jeg gerne slutte med at citere en konge på håndboldbanen. 

Jeg tænker selvfølgelig på Danmarks sejeste håndspiller Mikkel Hansen, som kommer her fra Helsingør, og som i januar 2019 var med til at vinde VM i herrehåndbold på hjemmebane.

”Hvad føler du lige nu?”, spurgte TV-journalisten lige efter finalekampen for fire år siden, og Mikkel Hansen svarede: ”Jeg har lige fået en søn med min dejlige kæreste. Der er ting, som er større end håndbold. Det tror jeg alle forældre kan snakke med om. Det var en kæmpeoplevelse. Selv om jeg har vundet VM guld nu, så var det større end det. Min kæreste er supersej.”

AMEN.




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023