Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger 2024


Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger holdt i Vestervang Kirke den 7. januar 2024.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard 

 

Salmer: 136 Dejlig er den himmel blå; 445 Af diendes og spædes mund; 56 Jesus er navnet mageløst; 379 Der er en vej; 481 Løgnens fader vi forsage; 330 Du som ud af intet skabte.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem. AMEN (Markusevangeliet 10,13-16).

 

Kære menighed!

 

Vores gamle kordegn Søren Munkholm sad engang til en julefrokost ved siden af en kvinde, der vidste, at Søren var en tro kirkens tjener, og sagde til ham: ”Jomfrufødsel, det kan jeg til nødt tro på, men tre vise mænd, nej den må du længere ud på landet med!”  

Det kom jeg til at tænke på i går, fordi det var den 6, januar eller Helligtrekongers dag, og især fordi, at jeg i går følte mig mere dum end vis.

For jeg havde hele ugen flittigt skrevet på min prædiken til Hellig tre kongers søndag om de vise mænd fra Østerland, og jeg var færdig i god tid og glædede mig til at dele den med jer.

Men så opdagede jeg store dosmer med ét, at det i dag slet ikke er Hellig tre kongers søndag, men 1. søndag efter Hellig tre konger . . .

Ergo: Jeg håber, at I har forståelse for, at jeg er temmelig udmattet efter i går at have skrevet en helt ny prædiken over dagens tekst om Jesus og de små børn, som vi ofte kalder for dåbsevangeliet.

 

Men de første kristne må nu også have været temmelig udmattede, når de blev døbt og ikke blot skulle tale om dåben, sådan som jeg vil her i dag.

Det fremgår af en gammel kirkeordning kaldet Den apostolske Tradition, som ofte tillægges kirkefaderen Hippolyt, som døde i år 235.

Det var ikke som ved vores dagens populære drop-in dåb, for dåbskandidaterne eller katekumenerne skulle helst have været tilknyttet menigheden i hele tre år først og hørt på Guds ord. 

Hvis dåbskandidaterne var meget ivrige og engagerede, så skulle man dog ikke se på længden af forberedelsestiden, men alene på deres livsførelse, om de f.eks. støttede fattige enker og besøgte syge.

 

Efter prøvetiden eller katekumenatet blev man døbt påskemorgen og i påskeugen blev forberedelserne til dåben mere intense.

Man fastede og undergik mange rituelle eksorcismer for at fordrive onde ånder, og fik et grundigt rensende bad onsdagen før. Biskoppen åndede lørdag morgen på dåbskandidaterne og slog korsets tegn for deres pande, næse og ører, ligesom vi stadigvæk slår korsets tegn for både ansigt og bryst på den, som skal døbes.

Hele påskenat var dåbskandidaterne samlede og vågne i kirken. Man bad og hørte på skriftens ord og biskoppens dåbsbelæring.

 

Når hanen galede påskemorgen, blev dåbskandidaterne ført ned til dåbsvandet, som helst skulle være levende vand, en flod eller en å.

De skulle afføre sig alt deres tøj, og kvinderne skulle løse deres hår og selv personlige smykker måtte de tage af, hvilket må have virket stærkt i en kultur, hvor kvinder normalt ikke viste deres kroppe frem.

De skulle være nøgne og uden denne verdens symboler – ligesom Adam og Eva før faldet i Paradisets have – før de kunne sige ja til fornyelsens bad og træde ind i et nyt liv.

Og så blev de døbt, mænd og kvinder for sig, og først deres børn, og var børnene for små til selv at svare, så skulle deres forældre eller andre familiemedlemmer tale på deres vegne.

 

[Dåbsscener fra de romerske katakomber. Freskomaleriet til højre er fra 200-tallet]

 

Lige før dåben måtte hver enkelt sige følgende: ”Jeg modsiger dig Satan, al din pomp og pragt og alle dine gerninger.”

Derefter gik man nøgen ud i vandet, og biskoppen lagde sin hånd på ens hoved og spurgte: ”Tror du på Gud, den almægtige Fader?”

”Credo”, ”Jeg tror”, sagde man, og så blev man i samme øjeblik presset ned under vandet, som om man skulle druknes.

Når man kom op og fik luft i lungerne, spurgte biskoppen straks: ”Tror du på Kristus Jesus, Guds søn, som er født ved Helligånden og Jomfru Maria, som er korsfæstet under Pontius Pilatus og døde og på den tredje dag opstod levende fra de døde, som er steget op til himlene, hvor han sidder ved Faderens højre hånd, hvorfra han skal komme for at dømme levende og døde?” ”Jeg tror”, svarede man, og så blev man presset ned under vandet igen, og når man kom op igen, måske snappende efter vejret, hørte man det tredje spørgsmål: ”Tror du på den hellige ånd, den hellige kirke og kødets opstandelse?” Og var svaret ”jeg tror”, blev man presset ned i vandet for tredje og sidste gang.

 

Bagefter blev man igen salvet, og man tog tøj på, og blev ført ind i kirken, hvor menigheden ventede og tog imod.

Biskoppen velsignede og bad en stærk bøn for de døbte med håndspålæggelse, som lød: "Herre Gud, du har fundet dem værdige til at komme til syndernes forladelse gennem genfødselens bad i Helligånden. Gør dem nu også værdige til at blive fyldt med den hellige Ånd. Indgyd din nåde i dem, så de i overensstemmelse med din vilje kan tjene. For din er herligheden, Fader og Søn med den hellige Ånd i den hellige kirke, nu og fra evighed til evighed. Amen."

Så hældte biskoppen taksigelsens olie op i sin hånd og placerede hånden på den nydøbtes hoved og sagde: "Jeg salver dig med hellig olie i Gud den almægtige, i Jesus Kristus og i den Helligånd".

Endelig tegnede biskoppen korsets tegn for den døbtes pande og gav hver enkelt et kys og sagde: "Herren være med dig", hvortil enhver nydøbt selv svarede: "Og med din ånd".

Til sidst bad alle sammen, nye og gamle medlemmer af menigheden, og alle gav hinanden et fredskys, inden de nyfødte for første gang fik lov til at få del i nadverfællesskabet, i brødet og vinen.

 

Sådan kunne en dåb forgå i oldkirken. I dåben overgav man sig selv til død, begravelse og opstandelse og ikke kun symbolsk forstand. For i de første århundreder betød det at bekende sig til Kristus og lade sig døbe en overhængende fare for at blive forfulgt og dræbt.

Når biskoppen åndede på dåbskandidaten, var det som dengang Gud selv på skabelsens første dag blæste livsånde ind i Adam i Edens have, så Adam blev et levende væsen.

Når biskoppen signede dåbskandidaten med Kristi kors, var vedkommende først blevet undervist i sammenhængen med det lammeblod, som israelitterne i Egypten engang havde smurt på deres dørstolper, så dødsenglen gik forbi huset i den første påskenat, og israelitterne om morgenen under Moses ledelse kunne begynde den store udrejse, lægge trældommen i Egypten bag sig og rejse mod det forjættede land.

 

Men for de kristne var dåben en endnu større befrielse: Det at blive døbt var at dø fra den gamle verden og en fødsel til et nyt liv i Helligånden, det var at blive genfødt til et liv, hvor Kristus var til stede som den opstandne Herre, og hvor man ikke længere var underlagt mørkets og synden og dødens magter eller de mange afguder og ånder i den hedenske verden. 

Man fik i dåben barnekår og arveret hos Gud, dvs. man blev adopteret af Gud. Man blev indlemmet i det gamle gudsfolk og fik del i alle Guds løfter til det, og man kunne fra da som et Guds barn tillidsfuldt bede sit fadervor.

 

Ja, hvordan de almindelige kristne i oldkirken nu end forstod alt dette, så har vi mange stærke vidnesbyrd fra den tidlige kristne kirke om dåbens betydning. Hvordan de kristne ikke frygtede døden og denne verdens magter og herskere. Hvordan de fik overskud til at leve sådan, som Jesus havde lært, og tog sig af de fremmede, syge, fængslede og hjælpeløse i en grad, så det undrede deres hedenske naboer og medførte deres respekt og beundring. 

Til sidst i den gamle beskrivelse af dåben i det tredje århundrede, så står der også med klare ord, at når den døbte lige efter dåben har være med i nadverens mysterium for første gang - og endda drukket af kalken hele 3 gange: i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn - at så skal den nydøbte skynde sig ud og gøre gode gerninger i verden og vokse i troen.

 

Så kære menighed, jeg har brugt vores tid i dag på at opridse den gamle kirkes dåbsforståelse, fordi man for nylig har sagt, at 2024 bliver til et skæbneår for forståelse af dåben i vores folkekirke.

Biskopperne har nedsat en kommission, som skal levere forslag til nye dåbsritualer, og der er mange i folkekirken i disse år, som taler om, at vi ikke bliver til Guds børn i dåben, sådan som det ellers siges klart i vores nuværende dåbsritual. For alle mennesker er Guds elskede børn fra fødslen af, lyder argumentet.

Ifølge kritikere af vores nuværende dåbsritual giver det heller ikke mening for moderne mennesker at tale om, at små børn i deres dåb får syndernes tilgivelse, eller at vi besværger Djævelen i trosbekendelsen ved dåben.

 

Men jeg frygter kort sagt, at vi er ved at smide barnet ud med badevandet. 

For hvad er dåben til for, hvis den bare sådan smukt fortæller, at Gud i forvejen elsker os som vi er?

Hvad er dåben til for, hvis den ikke sætter os ind i en ny sammenhæng, hvor syndens og dødens magt er overvundet?

Hvad er dåben værd, hvis den ikke skænker os det, som vi ikke havde før, og som gør det muligt for os at leve mere ægte og frit, eller som vi blev skabt til at leve, dvs. uden frygt og med tillid til Gud?

 

”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig, siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det”. 

Sådan siger Jesus i dagens berømte evangelium, som vi hører ved enhver dåb.

Kristus tænkte sikkert også på barnets ofte så forunderlige evne til at vise tillid, barnets evne til at håbe på det bedste og barnets stærke tro på, at livet er værd at leve.

Men børn vokser op og bliver voksne, og livet viser, at vi alle har en tilbøjelighed til det onde, og før eller siden møder vi alle livsødelæggende kræfter, som vi ikke selv kan redde os fra.

Det onde i os og uden for os kan vi ikke selv overvinde, og hvis vi forsøger at udrydde det fuldstændigt, eller stirrer os blinde på det, så ender vi med at overanstrenge os og måske med at resignere i bitterhed over alt det i livet, som ødelægger det, i stedet for at få se på alt det gode, og på alle de muligheder, som tilværelsen også rummer.

Vi skal ikke selv overvinde det onde, men vi skal erkende det, for at kunne kæmpe imod det, og ikke mindst det onde i os selv. 

Vi skal erkende, at vi alle har behov for hjælp, og at Kristus kom for at hjælpe selv det lille barn eller selv den mest svage og hjælpeløse blandt os. 

 

Derfor siger Jesus, at den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.

Derfor velsigner han børnene og tager dem i sin favn.

For Guds kærlighed er stærkere end alt, hvad der skiller mennesker fra hinanden og stærkere end selv døden, og i vores dåb fik vi del deri.

Da vi blev genfødt med vand og Helligånd og fik skænket syndernes forladelse og det evige liv. 

Da Gud – som vores apostel Paulus engang sagde – ”friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige”. 

AMEN

 

Henvisninger:

Traditio Apostolica / Apostolische Überliferung. Oversat og indledt v. Wilhelm Geerlings. Fontes Christiani 1, Herder 1991.




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023