Prædiken til julesøndag holdt i Vestervang Kirke den 31. december 2023.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 733 Skyerne gråner; 132 Guds engle i flok; 134 Vor Herre han er en konge stor; 108 Lovet være du Jesus Krist; 103 Barn Jesus i en krybbe lå; 117 En rose så jeg skyde.

Dette hellige evangelium skrives af evangelisten Matthæus: 

Da de vise mænd var rejst, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« Og han stod op, og mens det endnu var nat, tog han barnet og dets mor med sig og drog til Egypten. Og dér blev han, indtil Herodes var død, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: »Fra Egypten kaldte jeg min søn.« Da Herodes nu indså, at han var blevet narret af de vise mænd, blev han rasende; og i Betlehem og i hele dens omegn lod han alle drenge på to år og derunder myrde, ud fra den tid, han havde fået opgivet af de vise mænd. Da opfyldtes det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:

I Rama høres råb,
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn,
hun vil ikke lade sig trøste,
for de er ikke mere. 

Da Herodes var død, se, da viser Herrens engel sig i en drøm for Josef i Egypten og siger: »Stå op, tag barnet og dets mor med dig og drag til Israels land. For de, der stræbte barnet efter livet, er døde.« Og han stod op, tog barnet og dets mor med sig og kom til Israels land. Da han hørte, at Arkelaos var blevet konge i Judæa efter sin far Herodes, turde han ikke tage dertil. Men han fik i drømme en åbenbaring om at rejse til Galilæa, og dér bosatte han sig i en by, der hedder Nazaret, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeterne, at han skulle kaldes nazaræer. Amen (Matthæusevangeliet 2,13-23).

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

I en drøm viser Herrens engel sig for Josef og byder ham at flygte til Egypten sammen med sit nyfødte barn og hans mor. For barnet er i fare.

Og endnu mens det er nat, står Josef op og fortæller moren om sin drøm, og så flygter de.

Kort forinden har de tre vise mænd også haft besøg i deres drømme. Og buddet til dem var, at de ikke skulle gå til kong Herodes som ellers aftalt. Og de vise mænd rejste hjem uden at krydse Herodes’ vej, og sådan, forestiller vi os det, fik den lille familie det lille forskud, som var nødvendigt for at de kunne nå væk, inden Herodes fandt frem til dem.

Reddet på målstregen. Men ikke uden omkostninger. Alle drengebørn under 2 år i Betlehem og omegn måtte lade livet, fortælles det. Vor Gud lod sig føde som menneske julenat - og med det samme var han og en række andre menneskebørn i livsfare. For selvom Jesus blot var et barn, var han en trussel overfor den orden, som herskede og for den, som havde magten. Sådan var Guds magt kommet til jorden for at omvende netop denne herskende magt.

[Pieter Bruegel, ca. 1525-1569, Barnemordet i Betlehem, ca.1567.]

Og magten slog fra sig. Og Matthæus mindes skrigene, gråden og klagen, som hørtes i Rama engang. Det skrig høres også i dag. Rama ligger ca. 10 km nord for Jerusalem, og der skal sikkert være en præst eller to i dag, som får trang til at drage en parallel mellem evangelistens Matthæus’ fortælling om barnemordet i Betlehem, og så alt det, som udspiller sig lige nu i det hellige land. 

Men det bliver ikke mig, som drager den parallel. At det som sker lige nu er en tragedie og en ulykke, som gør ondt, står udenfor enhver tvivl. Men jeg vil ikke være med til at uddele kortene som offer og bøddel i denne konflikt. Så vi kan lande den konflikt og være enige om, hvem der er de gode, og hvem der er de onde. Jeg vil ikke. Jeg kan ikke. Man kan læse Matthæus sådan, at han klart valgte side. At han, i sin iver efter at sprede budskabet om Jesus Kristus til resten af verden, gik så langt, at han kollektivt fordømte hele det jødiske folk. Sådan kan en fortælling som i dag læses. Om det nu også var Matthæus’ intention, det ville jeg gerne spørge ham, hvis jeg kunne. At tale om en kollektiv skyld for et specifikt folk går mig imod. Den eneste kollektive skyld jeg tør tale om, det er arvesynden, som gælder hele menneskeheden. 

Er det så ansvarsforflygtigelse? Pådrager jeg mig en skyld? I form af en undladelsesskyld når jeg nu ikke griber ind eller råber til vagt og gevær til forsvar for de gode og til angreb på de onde? 

Det gør jeg vel. Skylden kommer jeg ikke udenom. Den der undladelsesskyld som måske er den skyld som rammer det moderne menneske i vores del af verden allerhårdest? Al den skyld som kommer til os i form af alt det, vi ved noget om, men som vi ikke rigtig får handlet på. Som en engel der viser sig i vores drømme, men som vi ikke adlyder eller handler efter. Vi vågner bare på ny og fortsætter som hidtil. Ikke som Josef der vækkede sin Maria midt om natten for at redde deres barn. Ikke som de vise mænd som ændrede kurs og tog hjem uden at gå i ledtog med kong Herodes. En engel kom i vores drømme, og vi stod op og fortsætter som hidtil.

Nogenlunde sådan står 2023 tilbage. Det er jo årets sidste dag i dag og i forskellige prædikenforberedelser til dagen i dag, som jeg har læst, opfordres man som præst til at se lidt tilbage på det forgangne år, når julesøndag som i år falder på årets sidste dag. Og umiddelbart kan det jo også synes ret oplagt og temmelig ligetil. Men noget i mig vender sig. Det bliver ikke med mig som Ofelia.

2023 har været mange ting. 2023 har været for mange ting. Det er jo ikke bare én engel med ét budskab, som har vist sig i årets løb. 

Man kan prøve at samle budskaberne: Angrebet 7. oktober. Krigen i Ukraine som varer ved. Endnu en COP. Vejrrekorder. Regn. Masser af regn. Butikker der lukker i byen. Og en velstand og en rigdom som verden aldrig har kendt mage til. Tidens tegn og budskaber er mange. Men hvor viser de hen? I hvilken retning? Ja, jeg skal sige det. Dertil er tegnene for mange og for uhåndgribelige. 

Kun ét sted vil jeg vise hen, når jeg står her på prædikestolen. Og sådan set også, hvis vi mødes i Netto om et par timer. Jeg vil vise hen til det barn, som vi har samledes om her i julen. Det menneskebarn som Gud lod sig føde som. Han blev svøbt som spæd, han kunne ikke røre sig, han var overgivet fuldkommen i sin mors og fars hænder. Og man stræbte ham efter livet, og han var overgivet fuldkommen i sin mors og fars hænder. Og de tog vare på ham. Gud ske lov. Mennesker tog sig af mennesker. Midt i en forfærdelig ulykke. Og barnet voksede op, og han viste vejen for os. Og vejen var ham, og i ham døbte den højeste magt menneskelivet for godt, for sandt og for nådigt – på trods af al  modgang, al fjendskab som verden er fuld af. 

I ham blev verden lys på ny, i ham blev vi skabte på ny, i ham blev vi kaldet frem i glæde. Sådan gør julen lyksaligt nytår. Med julens lys i ryggen skal vi gå det nye år i møde. Julens skinner atter og atter over os. År efter år. 

Som Matthæus i sin beretning må erfare, at det som overgik hans forfædre i tidernes morgen, at de måtte flygte til Egypten sådan måtte Guds søn flygte på ny. For den verden Guds søn kom til var den samme verden. Og ligesådan med vores verden her i 2023. Modstanden findes. Budskaberne er mange. Men et budskab lyser op: Barnet vi samles om i disse dage, rummer den magt som kan føre os ud af mørket, vort eget og det vi skaber for hinanden. 

Det er helt utroligt. Nåde-rigt og løfte-rigt. Derfor siger vi glædelig jul. Og godt nytår lige om lidt. For den der længes og håber har godt i vente. I morgen og i overmorgen. Alle dage skal du bo i Herrens hus og finde hjem i ham der kom til os i vor mørkeste nat.

Tak for året som er gået. Ikke uden sår. Ikke uden gråd er det gået. Tak for glæden og lyset midt i det hele. Giv os hjerte og forstand til at bære det med os ind i det nye år. Amen.