Prædiken til 2. juledag holdt i Vestervang Kirke den 26. december 2023.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 114 Hjerte, løft din glædes vinger;129 Julebuddet til dem, der bygge; 269 Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom; 122 Den yndigste rose er fundet; 96 Fra himlen kom en engel klar; 117 En rose så jeg skyde.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene. Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender. Den, der elsker far eller mor mere end mig, er mig ikke værd, og den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd. Og den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det. Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. Den, der tager imod en profet, fordi det er en profet, skal få løn som en profet, og den, der tager imod en retfærdig, fordi det er en retfærdig, skal få løn som en retfærdig. Og den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« AMEN (Matthæusevangeliet 10,32-42).

Kære menighed!

Nytårsdag 1944 holdt præsten, digteren og modstandsmanden Kaj Munk den sidste prædiken, som vi har fra hans hånd. 

Han stod ikke på prædikestolen i Vedersø Kirke iført ornat, men klædt i sin overfrakke og rødt halstørklæde på kirkegulvet, og han forklarede det med, at en dyb sorg og smerte fyldte ham så meget, at han til denne nytårsgudstjeneste ikke kunne gå på prædikestolen eller for alteret. 

Dagens epistel var Jakobbrevets advarsel til folk, som siger, at de i dag eller i morgen vil drive handel og tjene penge, men som ikke aner, hvordan deres liv er i morgen, og som slutter med ordene: Den, der ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.

I prædikenen kom Kaj Munk med en skarp kritik af folk i sit lille vestjyske landsogn, som gik i tyskernes tjeneste, selvfølgelig uden at hænge nogen ud ved navn. Men han bad Gud om, at de måtte gå i sig selv og omvende sig. 

For som Kaj Munk sagde: ”Det bliver aldrig kristen gerning at hjælpe tyskerne med at bygge fæstningsværker mod englænderne, for at vort eget land så længe som muligt kan holdes i trældom og underkuelse; det bliver aldrig kristen gerning at sælge tyskerne de æg og den flæsk, som vores egne stakkels arbejdsfolk i byerne har så hårdt brug for; det bliver aldrig kristen gerning at stille sig til rådighed for uretten, hvad enten det sker af fejhed, griskhed eller tossegod føjelighed.”

Kaj Munk kendte selvfølgelig godt det argument, at der var fattige folk i sognet, som ikke kunne brødføde deres familie uden at arbejde for tyskerne, og han vidste, at tyskerne til tider tvang folk til at arbejde for sig.

Men de første kristne gik hellere i døden, end de lod sig tvinge til gøre, hvad der stred mod deres samvittighed, indvendte han, og fortsatte sin skarpe formaning: ”Når danske mænd uden bydende behov og af egen fri drift forråder deres fædreland og kristendom af råddent pengebegær, så skal de også her fra kirken have at vide, at den rigdom, de på den måde tiltusker sig, er Judaspenge og skal blive dem til fordærv.” 

I sin prædiken forsvarede Kaj Munk derefter den væbnede modstandskamp overfor folk, som påstod, at frihedskæmperne blot var nogle uansvarlige kommunister.

Og så sagde han følgende, gribende evangeliske ord:

”Jeg står ikke her for at prædike had mod nogen. Det er mig plat umuligt. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg. Jeg ved, hvad rædsel og elendighed verden er kastet ud i; jeg ved, hvad forsmædelse, mit eget land har måttet opleve. Jeg ved, at jeg nu i måneder ikke har lagt mig til ro nogen aften uden at tænke: Kommer de efter dig i nat? Og den tanke er ikke morsom for en, der elsker livet, har nok at gøre i sin gerning og er glad for sin kone og sine børn. Og dog kan jeg ikke hade. For mennesker er så mange slags og besættes af alle slags ånder, og frelseren har lært os bønnen: Forlad dem; for de ved ikke, hvad de gør.”

Tre dage efter, den 4. januar 1944, blev Kaj Munk som bekendt hentet i sit hjem i Vedersø præstegård af fem Gestapo-folk, og den næste morgen fundet død, skudt i en skov ved Silkeborg.

Kaj Munk vidste, at han var i livsfare. Det stod klart for ham og for de mange, som advarede ham, efter at regeringen til Kaj Munks store glæde og lettelse gik af den 29. august 1943, og den danske samarbejdspolitik med besættelsesmagten ophørte.

Birgit Michelsen, som i krigens sidste år var privatlærer for Kaj og Lise Munks fem børn og boede hos dem i Vedersø præstegård, fortæller, at Kaj Munk valgte den gamle danske rimbøn, som vi sang før, til stort set alle sine gudstjenester: 

Jeg venter dig, Herre Jesus, til dom,

hvert øjeblik jeg ser mig om.

Hastig du komme kan og brat

i hvert en time ved dag og nat.

Men Birgit Michelsen fortæller også, hvordan tiden efter den 29. august 1943 i Vedersø præstegård, blev en meget mærkelig tid, en blanding af den kådeste fest og dødens alvor.

Vi kender vel alle til dette, at en fest gennem alvoren får varme og fylde, skriver hun, men det mærkelige var, at denne stemning holdt sig igennem fire måneder, lige indtil Kaj Munks død. Det var som om hver dag blev en kostelig gave for Kaj Munk, og Birgit Michelsen kommer med fine eksempler på Kaj Munks livslyst og munterhed i denne tid.

[Kaj Munk, 1898 - 1944, i leg med sine fem børn i Vedersø Præstegård. Privatfoto]

Til gudstjenesten den 3. oktober 1943, hvor biskoppernes berømte hyrdebrev mod jødeforfølgelserne blev læst op, prædikede Kaj Munk om Sokrates og Jesus overfor døden. Det forekom ham uforståeligt, sagde han, at den gamle græske vismand kunne le og spøge med sine venner, da han var blevet dødsdømt. Det forekom ham langt mere menneskeligt og forståeligt, at Jesus blev fuld af angst i Getsemane have.

Men da de så gik hjem fra kirke, var Kaj Munk, som havde været alvorlig og anspændt under gudstjenesten, fuld af muntre indfald, erindrede Birgit Michelsen, og uddybede det sådan: ”Jeg synes aldrig, jeg så Kaj Munk i sådan en glad afklaret stemning, som netop, når han, som på denne dag, havde fået sagt noget, som han måtte have sagt. Så kunne der selv over dette disharmoniske sind komme harmoni.” 

Ja, kære menighed, vi har på denne 2. juledag først hørt om den første kristne martyr, Stefanus’ død.

Vi hørte derefter i evangeliet Jesu barske ord, om at han ikke er kommet for at bringe fred, men sværd og for at sætte splid mellem selv de nærmeste familiemedlemmer.                 

Disse berygtede ord skal selvfølgelig ikke forstås bogstaveligt, som om Jesus sendte sine disciple ud i verden for med våbenmagt at erobre den.

Disse ord betyder derimod, at man som kristen skal vidne om Kristus med ordets skarpe sværd, og at sand tro til tider må vække modstand.

Det er selvfølgelig de færreste af os, der er som en Stefanus eller en Kaj Munk.

Men vi har alle brug for forbilleder, og det er en skam, at vi i folkekirken af frygt for gerningsretfærdighed ikke er særlig gode til at lade os inspirere af hinanden og af de store troshelte som Kaj Munk og mange andre i kirkens historie. 

Det vidste Kaj Munk noget om, og det er på en måde den røde tråd i hans liv og kristendomsforståelse. Da han som blot 25 årig teologisk kandidat holdt prøveprædiken i Vedersø Kirke, nytårsdag 1924, sagde han f.eks. følgende til den menighed, hvis præst han gerne ville være: ”Kunne jeg få lov til at leve mit liv sådan, at i menneskers hjerter, om så blot i nogle få, viljen til det gode og håbet om evigheden blev renere og stærkere, da var betingelsen nået for, at jeg ikke skulle betragte mit liv som forspildt. Thi det er det, jeg vil: styrke i mennesker viljen til det gode og håbet om evigheden. Venner, hjælp mig til det!”

Eller hør følgende bid fra en prædiken, som han holdt i foråret 1941, søndagen efter begravelsen af hans elskede, fromme plejemor, som han i sin prædiken tegnede et smukt portræt af: ”At vidne om Gud betyder jo ikke noget dogmatisk; det er ikke begrænset til at holde prædikener. At vidne om Gud det vil først og fremmest sige at leve sådan, at livet bliver dyrebart for andre og det gode i dem styrkes.”

Det mod, som vi møder hos de første kristne og hos en skikkelse som Kaj Munk, handler ikke om i udvendig forstand at efterligne et forbillede. 

Det handler om noget, som også kommer indefra – om troen på, at man selv er antaget som den man er – og om at man er blevet bundet til noget, som forpligter – at man har en fået en opgave betroet trods sin egen svaghed og trods alle sine egne mangler.

De kristne martyrer – de som viste stort mod sådan som først Stefanus og siden Kaj Munk – gjorde det ikke for at efterligne et forbillede og blive som antikkens heroer og de udødelige guder. Men fordi de troede, at Gud julenat var blevet som en af dem. 

Når Kaj Munk tænkte på den almægtige Gud, himlens og jordens skaber, så kunne han til tider tvivle og blive usikker – især ved synet af andres lidelse - for verden er en tvetydig affære - fyldt med såvel godhed og skønhed som ondskab og grimhed.

Men Kaj Munk kunne ikke tvivle på det gudmenneske, som kom til verden julenat. 

Eller som han selv sagde: ”Kristen er at være i forbindelse med Kristus, at der øses liv af hans liv i mit liv.”

Kirkens martyrer handlede, som de gjorde, fordi de havde erfaret, at de selv var blevet en del af en ny historie, som startede julenat. Fordi de selv gennem andre havde erfaret Gud som den selvopofrende kærlighed, som langfredag havde ofret sig for deres skyld, og hvordan det kan forandre menneskers liv.

Eller som Kaj Munk en anden gang sagde med hans uforlignelige evne til at sætte ting på spidsen med barok humor: ”Evangeliet er Jesus. Han, der tav over for ypperstepræsterne, men talte til vennerne. Det er Jesus, sådan som vi har ham i kammeraternes hjerter, i Matthæus’ og Paulus’ og Augustins’ og broder Frans’ og [pave] Innocens den andens og Jakob Böhmes og Luthers og Grundtvigs og gamle Signe Berthelsens og professor Geismars og mors og mit eget [hjerte].  Hvordan er han kommet derind? Ved ordet og ved vandet og ved vinen og blodet og ved vanen og ved eksemplet, og hvad ved jeg ad hvilke åbenbare og lønlige veje. Men evangeliet er Jesus. Det er nok.”

Det er den historie, kære menighed, som vi selv er en del af på grund af de andres vidnesbyrd, og som også kan forandre os indefra.

Det kan være vi bliver helte engang ligesom Kaj Munk, hvis situationen kræver det. 

Det kan også sagtens være, at vi ikke bliver det.

Men så kan vi trøste os med, at den historie, som startede julenat, ikke er en historie for de stærke og ufejlbarlige, som kan alting selv. 

Og at det, der kræves, ofte er den troskab og det vidnesbyrd i det små, som vi måske knap nok selv lægger mærke til. Eller som Jesus siger til sidst i dagens tekst: ”Og den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.”

AMEN

Henvisninger:

Birgit Michelsen: Hjemme hos Kaj Munk. Det danske Forlag 1946.

Kaj Munk: Fredens prædikener 1919-1927; Fredens prædikener 1928-1939; Krigens prædikener. Aalborg Universitetsforlag 2021 og 2023.

Kaj Munks prædikener og øvrige forfatterskab kan nu læses på:

https://www.studieudgaven.kajmunk.aau.dk/