Prædiken til juleaften holdt i Vestervang Kirke den 24. december 2023.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 94 Det kimer nu til julefest; 104 Et barn er født i Betlehem; 103 Barn Jesus i en krybbe lå; 119 Julen har bragt velsignet bud; 121 Dejlig er jorden.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« AMEN (Lukasevangeliet 2,1-14).

Kære menighed! 

Så er det jul, og Grumme Pia er heldigvis faldet til ro.

Forhåbentlig kom alle gæster frem, og forhåbentlig vil julefreden og juleglæden nu sænke sig over den gamle jord og i hvert fald i mange stuer og i mange sind.

Eller som min gamle 84-årige far for nylig skrev i sit lange årlige julebrev:

”Kære alle, familie og venner. Så nærmer julen sig igen, og vi glæder os, kommer i feststemning. Stuerne er pyntede med julehjerter, stearinlys og kravlenisser. Vi ser frem til julemiddag med stegt gås eller and, brune kartofler og rødkål og et glas rødvin, måske to. Derefter risalamande (og i parentes indrømmede min gamle dansklærerfar her, at min mor havde hjulpet ham med stavning af dette svære ord), men altså: derefter risalamande med håb om mandelgave. Derefter juletræ og gaver. Og et glas rødvin mere under gaveuddelingen. Det er vist den gode stemning, alle ser frem til.”

Ja bare rolig, jeg skal nok lade være med at læse hele brevet op for jer.

Men min far er en klog gammel rad, synes jeg, og han skrev også, at vi er nødsaget til at fortrænge, at der krig i julens arnested, Betlehem, og at der er andre krige og fortrædeligheder, som vi tillader os at fortrænge denne aften.

At dette sidste er noget lettere sagt end gjort fremgik nu af, at der længere nede i min fars julebrev stod, at han med stort besvær har fået sat et foderbræt op på en stang i haven for at gøre en god gerning over for spurvefuglene. Hvilket desværre har resulteret i endnu en krig, og denne gang mellem spurvene og fasanerne, som min mor vist opfatter som russere i fugleverden.

Nu i aften vil vi forhåbentlig alle mere tænke på fredelige og gennemstegte ænder end på krigeriske fasaner.

Og hvis vi ovenikøbet så er så heldige at holde jul med børn eller børnebørn, så skal vi i aften tage del i og lade os smitte af deres tindrende øjne og begejstring over lysene og dansen om træet og gaverne under træet, ikke mindst.

For børnene skal have lov til at være børn. Ligesom vi selv har været børn og forhåbentlig engang har mærket julens fortryllelse på en anden måde end i dag, hvor vi voksne måske har vores forhold, når vi nu igen hører om englenes smukke sang i den første julenat: Fred på jorden til mennesker med Guds velbehag!  

Men måtte julebudskabet og denne særlige aften med alle dens stemninger og minder også skænke os det, som er julens egentlige gave til os voksne: Troen på at der findes en glæde så stor, at den ikke udelukker sorgen, men kan rumme den. At der findes en fred, som ikke benægter eller vender ryggen til verdens ufred, men gør det muligt at leve i den og med den.  

Jeg vil her til årets julegudstjeneste også gerne fortælle jer om et fotografi, som jeg har set i en avis.

Fotografiet blev taget under det store slag om Mariupol i Ukraine den 9. marts forrige forår, altså 14 dage efter at russerne havde indledt krigen.

Man så på billedet en kvinde på vej ned ad en hospitalstrappe på et hospital, som var bombet.

Der lå murbrokker på trappen og væggen var ødelagt.

Kvinden så forskrækket og fortumlet ud. Hun var klædt i pyjamas, havde et tæppe om sig og bar på en stor taske. I hendes ansigt var der blødende sår.

Men hvad man først bemærkede, var, at kvinden var højgravid.

På et andet billede i avisen, som var taget dagen efter, så man heldigvis kvinden ligge i en seng med et lille nyfødt barn ved sin side. Sårene i hendes hoved var nu rensede, og hendes mand var hos hende.

Kvindens navn var Mariana Vishegirskaya, og barnet skulle hedde Veronika, fortalte hun. Og navnet Veronika betyder ”den der vil sejre”. Men for en ukrainsk ortodoks kristen er Veronika også navnet på en helgen, som tørrede sveden af Jesu pande, da han bar sit kors til Golgata.

At se det billede og læse om baggrunden var som at træde ind i juleevangeliets fortælling om Guds søns fødsel i en stald og blandt mennesker på bunden af samfundet – i fortællingen om Josef og den højgravide Maria, som måtte tage på en ubekvem og dårlig planlagt rejse – uden hotelreservationer - på grund af kejser Augustus’ ønske om at tælle sine undersåtter og skaffe sig flere skatteindtægter og mere magt – denne lille familie i et fjernt land for længe siden, som straks efter Jesus’ fødsel for at redde hans liv måtte flygte og for en tid søge politisk asyl i Egypten på grund af en anden diktator, Kong Herodes.

[Den dansk-tyske maler Emil Nolde (1867-1956) har i 1912 tolket juleevangeliet sådan]

Så kære menighed, selvfølgelig ønsker vi os alle om en hyggelig, hjertevarm og minderig juleaften.

Men juleevangeliet vil også tænde et lys i mørket - et håb om livets og godhedens sejr over død og ondskab - og skænke os voksne en erfaring af den fred, som aldrig kan vindes med våben og magt. Af en fred der er knyttet til den lille nyfødte ukrainske Veronikas navns betydning: til en uskyldig mand, som gik i døden for at lide for andres skyld, og til en kvinde som barmhjertigt tørrede sveden af hans pande.

Og julebudskabet er også noget andet, som vi måske lettere kan relatere til.

For ethvert barns fødsel er begyndelsen på noget nyt – på noget unikt og aldrig før set. 

Og ethvert barns fødsel er fyldt med uendelige muligheder.

Hvis Gud kan blive født som et lille fattigt barn af asylsøgende forældre, så er det sådan, det er.

Derfor vil julen også holde os fast i en grundlæggende forskel mellem mennesker og dyr, eller teologisk sagt: i at ethvert menneske er skabt i Guds billede.

For vi mennesker er ikke en slags avancerede dyr og resultatet af alles kamp for overlevelse.

Jeg kan f.eks. godt spørge en mand, hvilken slags hund han har derhjemme. Men spørger jeg ham, hvilken slags kone han har, så kan det let misforstås. Især hvis vores respektive koner hører vores dumme mandesnak . . .

Fordi et ethvert menneske er unikt, en person, kan det ene menneske heller aldrig erstatte det andet.

Hvis min bil skal på værksted, så kan jeg af min forsikring eller autoværkstedet få udlevet en lignede biltype som lånebil i reparationstiden.

Men hvis min kone kommer på hospitalet, så kan jeg ikke tegne en forsikring, som sikrer mig en tilsvarende lånekone, indtil min egen bliver rask.

I det langeløb er det nok også det bedste, selv om det sikkert kunne være spændende med sådan en midlertidig lånekone eller erstatningsmand. 

Derfor er ethvert menneske også uendeligt kostbart, inkl. den fjende, som vi måske er nødt til at bekrige.

Derfor blev Guds søn født som et menneske – for at holde os fast på alt dette, og det har vi brug for.

For vi ruster som bekendt op for tiden for at sikre freden, og vores regering har afsat ufattelig mange penge af til nye våben, og det er sikkert klogt.   

Men juleevangeliet forkynder en anderledes fred, som ikke bare er ophør af krig, og som i bibelen gang på gang beskrives som det gode, det helstøbte og meningsfyldte liv. Livet som det blev skabt til at være.

Og når vi nu om nogle timer måske ser børnenes glade og trætte ansigter, og måske med vemod mindes vores egen barndom eller de kære, som vi plejede at holde jul sammen med, og som vi måske savner særlig intenst i aften.

Ja, så giver det måske simpelthen bare bedst mening at tro på bibelens klare ord, at verden er skabt god – af glæde og til glæde.

At verden bæres af noget godt, som binder os til hinanden og til selv vores fjender, af en kærlighed, der er stærkere end alt, hvad der skiller os ad, og som det lille Jesus-barn gjorde nærværende på jorden som ingen anden i menneskeslægtens lange historie. 

Fordi vi - for nu at slutte af med et fint salmevers af den gamle Helsingør-biskop Johannes Johansen - på denne særlige aften kan se os selv og hinanden ”i lyset, der blev tændt i Betlehem, da Guds søn steg ned fra himlens høje, og delte jorden med os som sit hjem, med al dens fryd og al dens møje.” 

Glædelig jul! 

AMEN