Prædiken til 3. søndag i advent holdt den 17. december 2023 i Vestervang Kirke.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 78 Blomstre som en rosengård; 87 Det første lys er Ordet; 71 Nu kom der bud fra englekor; 86 Hvorledes skal jeg møde; 89 Vi sidder i mørket; 80 Tak og ære være Gud.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Amen. (Lukasevangeliet 1,67-80)

Kære menighed.

Vi har lige sunget en salme om dengang en engel kom til Maria og fortalte hende, at hun skulle blive gravid og føde himlens kongesøn. Og vi husker måske Maria, hvordan hun først blev bange og ganske perpleks ved den besked. Man forstår hende nok. Men på utrolig vis åbner hun sit hjerte og lader englens ord og budskab tage bolig i hende. Og så, fortælles det, tager hun til sin slægtning Elisabeth, for hende havde englen fortalt Maria om, at også hun i dette øjeblik var gravid trods sin alderdom. Og Maria ankommer til Elisabeth, og med Marias ankomst mærker Elisabeth det liv, hun bærer, røre på sig, give livstegn fra sig, og hun glædes Elisabeth. Når man kender ængstelsen som følger med enhver graviditet, så forstår man den glæde til fulde. Og samtidig hører vi om den indbyrdes forståelse, som opstår øjeblikkeligt imellem de to slægtninge. Elisabeth forstår med det samme – intuitivt - at også Maria bærer på et barn. Og tilmed Guds barn. Det er et særligt øjeblik, og det ender med, at Maria synger en sang til Gud i taknemmelighed og glæde over de mægtige gerninger, som Gud gør midt i vores menneskeliv.

Og Maria bliver hos sin slægtning i de næste tre måneder indtil Elisabeth føder. Så tager hun hjem til sig selv igen, hører vi.

Elisabeth føder Johannes, og nu afløses Marias sang, af Johannes fars’, Zakarias’ sang. Det er den sang, vi lige har hørt.

Zakarias var præst ved templet i Jerusalem, fortælles det. Og han havde haft overordentligt svært ved at rumme den tale, der lød til ham, da herrens engel kom til ham med sit budskab om den forestående fødsel. Til forskel fra den gamle Abraham, som i en lignende situation troede på Gud, afviste Zakarias ud fra en ganske nøgtern betragtning muligheden af, at hans alderstegne kone Elisabeth skulle kunne blive med barn. Som konsekvens af sin vantro blev Zakarias slået med stumhed, og han måtte nu meddele sig ved at gøre tegn. Noget af et handicap for en præst… Først da Zakarias på en tavle bekræfter det navn, som Elisabeth ønsker for deres søn, ved at skrive, at den nyfødte dreng skal hedde Johannes, bliver han befriet fra sin stumhed. Og så lyder den sang, vi lige har hørt læst højt fra Lukasevangeliet.

Og selvom det altså er denne sang, som altså er centrum i dag, vil jeg gerne opholde lidt ved den stumhed, som havde ramt Zakarias i første omgang. For her i Lukas’ fortælling er den jo tegn på det, der sker, når vi ikke tør eller kan tro det, vi hører i evangeliet. At Herren kommer til os. At Gud er kommer til os. Usandsynligt. Uforskyldt. Af ren nåde. 

Når vi ikke kan eller vil tro på Guds nåde, så går der som oftest noget forud. Og måske ofte dette, at vi simpelthen ikke forstår det. Hvorfor skulle tingene hænge sammen lige på den måde og ikke på en anden måde? Hvorfor skulle Gud komme til os lige på den måde – som et menneskebarn, født en fattig kvinde fra provinsen? Evangeliet betyder jo, som I ved, et godt budskab, og sådan et budskab vil af os mennesker ofte blive mødt med en række modspørgsmål, som kan vendes udad i et oprør eller indad i stumhed.

Det gode budskab som Zakarias modtog, at han skulle blive far, gør ham stum. Han kan ikke tage det ind for hans sunde fornuft kan ikke få til at hænge sammen. Han er for gammel. Hans kone er for gammel. 

Apostlen Paulus belyser i det stykke af i sit brev til menigheden i Korinth, hvorfra der læses i dag, hvad der sker i mødet mellem evangeliet og mennesket. Paulus taler nemlig om den skat, vi har fået i lerkar. Skatten, det er evangeliet, det er det gode budskab om lyset fra Gud i Kristus, som skal oplyse vores mørke, men som vi kun har i lerkar, hvilket vi kan oversætte med ”kroppen”. Og til kroppen hører også her vores sunde fornuft. Med andre ord kredser læsningerne i dag, den 3. søndag i advent, alle om den givne modstand evangeliet møder her på jorden. Fra os selv. Fra vores krop og vores forstand. 

Instinktivt kunne man svare - jamen gode budskaber – dem tager vi da bare imod, som en tørstig efter vand? Men nej, hvis vi ser efter et øjeblik rundt omkring os og indad, indser vi hurtigt, hvor meget godt vi egentlig modtager hver eneste dag og time, men som vi ikke rigtig tager imod, som ikke rigtig lejrer sig i os. Det kan være noget ros, du fik forleden. Det kan være maden på din tallerken. Det kan være dine nærmestes hengivenhed og kærlighed. Som du ikke rigtig er opmærksom på. Måske fordi det er blevet vane. Eller på grund af dette at for mange mennesker skal der 10 eller 100 gode erfaringer til at opveje bare én dårlig. Det kender jeg i hvert fald fra mig selv.

Med andre ord læsningerne i dag peger alle på, at de gode budskaber, og dermed også det bedste budskab der findes for mennesket, evangeliet om at Herren kommer til dig, som venter ham, sagtmodig ridende på æsel i nåde og i barmhjertighed, har en vanskelig vej før det når frem til vore hjerter. Der er en vej, der skal banes, et bjerg der skal sænkes, og en dal der skal hæves, som profeten Esajas skriver, før Guds ord kan tage bolig i os. 

Maria var out-standing, hun var særlig, og derfor træder hun også ud i den kristne tradition som et forbillede for troen. Zakarias derimod, denne gamle, skeptiske mand, ja, han er nok egentlig repræsentativ for mennesket, som det er flest.

Og det var altså hos denne skeptiske mand, at en dreng voksede op som forstod, at der var et arbejde der skulle gøres i folket og i det enkelte menneske for at der kunne plads til evangeliet. Og hvori bestod så det arbejde? Jo, mennesket skulle forstå, at mennesket selv bærer rundt på noget i sig, som modsætter sig evangeliet slet og ret, som modsætter sig Gud. Denne modstand i os antager mangfoldige former. Vanens kraft. Fornuftens kraft. Selvopholdelsens kraft. Og meget mere. Vi kan aldrig nå det hele rundt. Men det er en selvstændig pointe, at alt hvad jeg har nævnt jo også tjener mennesket til gode. Vaner, fornuft, selvopholdelse er ikke noget, vi bør klare os uden. Igen med Paulus’ ord, vi bærer skatten i lerkar, det vil sige i og med vores kroppe med alt hvad dertil hører. 

Med Zakarias’ lovsang som vi hører i dag, hører vi et håndgribeligt eksempel, hvordan det lyder, når evangeliet tager bolig i vores krop. Så synger vi til Guds pris. Ligesom vi gør lige nu her i gudstjenesten midt i adventstidens mørke. Af Zakarias’ glæde, som kommer til udtryk i hans sang, kan vi måske høre, at selv i sådan et skeptisk menneske formår Gud at tænde et lys i mørket og et håb i dødens skygge.

Midt i adventstidens mørke skal vi tvinges til at stå ansigt til ansigt med en engel eller en præst eller en særling som Johannes Døberen, som har fantasi nok til at fortælle os, hvad livet går ud på. Et menneske og en stemme som råber ind i vores ørken og kaster et andet lys ind over vores liv. Så vi får noget at sige til hinanden og dermed også får mulighed for at høre, hvad Gud har at sige til os. Det lys kommer også igennem de salmer, vi synger i kor med den gamle Zacharias der måtte bryde ud i sang, dengang glæden endelig lejrede sig i ham.

Glædelig adventstid!

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.