Prædiken til 2. s. i advent holdt i Vestervang Kirke den 10. december 2023.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 76 Op! Thi dagen nu frembryder; 77 O Kom, o kom, Immanuel; 270 Luk øjne op, o kristenhed!; 271 I Jomfruer, I kloge; 192, kun vers 7; 90 Op, glædes alle, glædes nu.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. AMEN (Matthæusevangeliet 25,1-13)

”Jeg vidste slet ikke, at du var så hellig”. Sådan hedder en novelle af Pia Juul. Den handler om et ægtepar, der er inviteret til barnedåb den anden søndag i advent. Kvinden skal være fadder og glæder sig åbenlyst. Manden synes, at hun er fjollet, og kalder hende ironisk for hellig, og hygger sig med det. Selv om hun selv lidt undskyldende siger, at hun da ikke har været i kirke i al den tid, de har kendt hinanden.

I starten vil manden heller ikke med i kirken. Kan man ikke nøjes med at komme til frokosten, spørger han surmulende. Nå, han lunter alligevel med den 2. søndag i advent, og i kirken gribes kvinden med det samme af de mærkelige ord i den sjællandske biskops Jesper Brochmands indgangsbøn, som stammer fra Christian den Fjerdes tid: ””Herre, oplad nu således ved din Helligånd for Jesu Kristi skyld mit hjerte, at jeg af dit ord må lære at sørge over mine synder og at tro i liv og død på Jesus og hver dag forbedre mig i et helligt liv og levned”. Disse ord sender hende ligesom tilbage i tiden. Hun forstår intuitivt, hvad der tales om, selv om hun ikke kan huske, hvem der har lært hende det. Hun mindes sin barndoms landsbykirke. Hun kan til sin egen overraskelse huske trosbekendelsen, og hvornår man skal rejse sig, og hun kan synge med på salmerne og korsvarene.  Det hele er så velkendt og dog så fremmed. Hun gribes af det alt sammen. Hun stråler som en helgen af overjordisk lykke, da hun går op til døbefonten for at stå fadder.

Men manden forstår ikke et muk og føler sig udenfor. Så lykkelig har han aldrig set hende, end ikke da de blev gift! End ikke når han kom hjem fra sine rejser.

Efter dåben læser præsten så den barske lignelse, som vi netop har hørt. Teksten om de ti søvnige brudepiger med deres lamper, hvoraf de fem ikke fik lov til at komme ind til festen i himmerige på grund af en midlertidig oliekrise. Den tekst ryster manden, som højt og larmende siger: ”Jeg troede ellers, ham Gud var sådan en flink fyr!” Og da hans kone sender ham et såret blik og ryster på hovedet, tilføjer han, hvilket ikke just gør situationen mindre pinlig: ”Og så til en barnedåb! Kunne han da ikke have fundet noget, der passede bedre til en barnedåb!”

Derefter er han tavs. Men da parret går ud af kirken, ligner han en, der har været i slåskamp. Han er fuldstændig udmattet og må tage en cigaret på kirkegården. Han har aldrig oplevet noget så uhyggeligt, synes han, og tankerne flagrer i hans omtumlede hoved: ”Hvorfor havde hun set så lykkelig ud? Hvordan skulle de leve et normalt liv efter det her? Han var ikke sikker på, han kunne.” Med de spørgsmål og den usikkerhed slutter novellen.

[De ti brudepiger. Illustration fra et gammelt bibelhåndskrift fra det 6. årh.]

Pia Juuls novelle handler om, at manden reagerede, fordi hans hustru i kirken mødte noget, som han ikke kunne give hende, og som han ikke engang kunne dele med hende. En anden brudgom så at sige. Men det er ikke kun et privat jalousidrama. Og hvad er det så? 

Tja, det er svært for os alle at finde evangeliet om den milde og kærlige og alt tilgivende Gud i dagens billede af fem skuffede piger foran bryllupssalens lukkede dør. Og det var jo tilsyneladende netop det, der fik manden til at råbe: ”Jeg troede ellers, ham Gud var sådan en flink fyr!” Men var det nu i virkeligheden også det, som det drejede sig om? Ville han måske have haft samme oplevelse som konen, hvis præsten i stedet for have læst et eller evangelium om den flinke Jesus, som ikke gør en kat fortræd? Nej, selvfølgelig ville han ikke det. For så ville han såmænd bare være blevet bekræftet i sine fordomme om, at det der sker ved en gudstjeneste og en barnedåb er noget ufarligt pjat.

Manden i novellen er rystet, fordi konen pludselig finder en dybere mening. Fordi barnedåben og gudstjenesten som helhed så alligevel ikke er tandløs og ligegyldig. Og hvis der er et evangelium i dagens prædikentekst, så tror jeg, at det er her, hunden ligger begravet: I at lignelsen om de ti brudepiger minder os om, at Jesus ikke kom for at være en slags åndelig sutteklud for tryghedsnarkomaner. I at mødet med det hellige – med Guds nåde og barmhjertighed – med evangeliet om Kristus - også kan opleves som en trussel, som trækker tæppet væk under benene på os.  

Den amerikanske teolog Timothy Keller har forklaret det således i sin fine bog, ”Gud for skeptikere”, som er oversat til dansk:

”Hvis jeg blev frelst på grund af mine gode gerninger – hvis gud tager imod os, når bare vi er gode nok – så ville der være en grænse for, hvad Gud ville kunne forlange eller udsætte mig for. Jeg ville have ’rettigheder’ ligesom en skatteyder. Når jeg havde gjort min pligt, havde jeg gjort mig fortjent til en vis livskvalitet. Men hvis jeg er en synder frelst af nåde alene – så er der ikke noget, han ikke kan forlange af mig.”  

Vi kan også sige det på den måde, at hvis vi tror, at vi er frelst af nåde, så har det svimlende konsekvenser for vores liv, for vores selvforståelse og for den måde, som vi lever på. Så er der ikke grænser for hvad Gud kan forlange af os. Så kan vi ikke lave en form for åndelig kontraktpolitik for på den måde at regulere vores ’velfærdssamfund’ med Gud og sikre os mod overraskelser og store krav. Så kan vi ikke længere bare leve et normalt liv, sådan som manden i Pia Juuls novelle indså. For da har vi erfaret, hvad det hellige er, eller at der findes noget stort, som lægger beslag på os og giver vort liv dets egentlige mening. Noget som vi både må elske og frygte i den forstand, at vi ved, at dette må vi respektere, værne om og ikke ødelægge.

Det kan udefra set – og dvs. set fra mandens synsvinkel i Pia Juuls novelle - virke urovækkende og ligefrem forargeligt og angstprovokerende.

Men set indefra – eller fra kvindens synsvinkel – er det forbundet med fred og glæde.

For det er i grunden, hvad der sker, når man elskes og elsker, dvs. når kærligheden gør ivrig efter at bevise sit værd: Man venter ikke på at få besked på, hvad man skal gøre, men prøver at komme den elskede i forkøbet med det, som glæder hende eller ham. 

Jeg har i hvert fald aldrig hørt om en forelsket mand, som straks efter at pigen havde sagt ja, sagde ’det er fint’, og så lagde sig på sofaen med avisen.

Eller når vi står med vores nyfødte børn i hænderne: Så er der midt i eller under al glæden og taknemligheden over barnet også en skærpet sans for livets skrøbelighed og en bekymring for alt det, som kan gå galt, som i ekstreme tilfælde kan slå sig ud i angst og i en fødselspsykose, foruden en enorm pligtfølelse, som vi glad og gerne tager på os. 

Eller når vi står ved vores egen eller vores kæres død, så er der sorg og måske en knugende følelse af afmagt, men også dyb taknemlighed og en fornemmelse af, at vi skylder alt bort, fordi vi med livet og især vores kæres kærlighed fik, hvad der er værd at kæmpe for. 

Hvis vi har problemer med at høre et evangelium i teksten om de ti brudepiger, så er det måske fordi, at vi så at sige hører det udefra.

Hvis vi hører det indefra – i troen – så ved vi, at det, som vi selv gør, er vigtigt, men ikke det afgørende.

For selv når vores muligheder eller vores olie er helt brugt op, så gælder det aldrig for Guds muligheder.

Dette vil jeg gerne understrege her til sidst. 

For selv om jeg stod her og ikke holdt en af mine sædvanlige korte prædikener, men prædikede resten af dagen, så tror jeg, at de fleste af os alligevel ville have svært ved at høre det kristne evangelium til sidst i lignelsen om de ti brudepiger, inklusive mig selv.

Hvor er solidariteten, nåden, tilgivelsen og barmhjertigheden blevet af for de 5 slukørede brudepiger, som står dér foran den lukkede dør og forgæves siger ”Herre, herre, luk os ind!”?

Kan Gud i sidste ende virkelig lukke sin dør for nogen? Kan Guds tålmodighed slippe op?

Det tror jeg ikke på, når jeg tænker på f.eks. Jesu lignelse om den fortabte søn.

Det er os, der lukker dørene, ikke Gud.

Men er det ret beset ikke også, hvad lignelsen indirekte siger? 

Hvis vi bekymret begynder at sammenligne vores olie eller vores tro med andres, så ender det med, at vi febrilsk løber til den ene eller den anden købmand for at købe mere, men går glip af det, der er virkelig vigtigt.

Og sådan lever vi jo faktisk ofte. Altså som om livet kun kan lykkes hvis vi er fulde af energi og overskud og når alt muligt og brænder vort lys i begge ender.

Det er måske hovedårsagen til, at udbrændthed og stress og depression og søvnløshed er blevet folkesygdomme i vor tid. 

Men de kloge piger faldt i søvn akkurat ligesom de tåbelige . . .

Det er kun menneskeligt, at man som de kloge brudepiger opfordrer den, der føler sig udbrændt, til at gå hen og købe sig ny olie eller til på anden måde at få ny energi.

Det er menneskeligt, at man som de tåbelige piger følger det velmente råd og forsøger at få blus på lampen igen.

Men nogle gange bør man blive dér, hvor man er!

Idet man vedkender sig trætheden, tvivlen og mørket og alligevel holder sig til dåbens løfte: ”Og se, jeg er med jer alle dage ind til verdens ende.”

Idet man alligevel beder sit fadervor og går til alters og bøjer sig dybt for det, som overgår enhver forstand.

Idet vi da måske erfarer det under, at Gud åbner alle de døre, som vi selv lukker i, og skænker os tro, håb og kærlighed på ny.

For evangeliet fortæller, at festen bliver til noget, uanset hvad. 

Brudgommen kommer, og brudgommen er kirkens Herre Jesus Kristus, som evangelisten Lukas kalder for ”solopgangen fra det høje”, der er kommet ”for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge.” 

Det er ham, som evangelisten Johannes taler om, når han i sit juleevangelium for de voksne skriver de måske mest trøsterige og forjættelsesfulde ord i hele Det nye Testamente: ”Og lyset skinner i mørket – og mørket greb det ikke”. 

AMEN

Henvisninger:

Pia Juul, Dengang med hunden. Noveller. Forlaget Tiderne Skifter 2005.