Prædiken til den sidste søndag i kirkeåret holdt i Vestervang Kirke den 26. november 2023.

Af Andreas Peter Dornonville de la Cour.

Salmer: 732 Dybt hælder året i sin gang; 7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære; 686 Min sjæl, om du vil nogen tid; 276 Dommer over levende og døde; 477 Som korn fra mange marker; 430 Lov og tak og evig ære.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: ”Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukken; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig; og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke hen til mig. Da skal de også sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig, siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv. Amen (Matthæusevangeliet 25,31-46)

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Der findes en tradition, som fortæller, at man op igennem historien - når man anlagde og gjorde store bygningsværker – kirker og slotte, købmandsgårde osv. – altid har sørget for at lave en bevidst fejl i det endelige værk. Jeg husker fra min tid som rundviser på Kronborg slot at man inde i den store Dansesal, hvor gulvet oprindelig var gjort i hvide og sorte sten i et skakternet mønster kunne finde et sted, hvor mønsteret ikke gik op. Pointen var, fortalte vi, at man overlod en ”rest” til Gud. For kun i Gud kan det fuldendte, herligheden og helheden rummes – ikke i noget menneskegjort. 

I denne tanke finder vi en ydmyghed overfor det guddommelige. Og en bevidsthed om menneskets begrænsninger – som angår hvad vi formår, og hvad vi overhovedet kan.

Måske er det hele en myte. Måske har der været bare været tale om byggesjusk.  Men jeg foretrækker nu engang den myte, som gør det lille stort i stedet for det store småt. Og tænk engang om denne skik stadig findes blandt moderne og nutidige bygmestre og håndværkere?  Mon der her i Vestervang kirke findes en bevidst ”fejl”? I så fald er det en kærkommen påmindelse om, at al guddommelig ærefrygt og menneskelig ydmyghed alligevel ikke er gået tabt med tiden.

Den samme ærefrygt og ydmyghed må følge med, når vi i dag hører og møder Jesu tale om den dag, hvor alle folkeslag skal stilles overfor den opstandne Menneskesøn.  Her møder vi en tale, som anfægter os så meget i vores tid. Sagt på en lidt flad måde – det er, når man taler om en dom, at alt det med kristendom måske for alvor går hen og bliver kontroversielt i vores tid. For bare selve tanken om en dom over vores liv og vore handlinger byder os tilsyneladende så umådeligt imod. Måske den har gjort det til alle tider? Jeg tror det faktisk ikke, hvis jeg skal være ærlig. Ser man på vore forfædre, ser man ud i de bibelske skrifter, synes tanken om en dom faktisk indlysende. Selvfølgelig må der findes en dom over os i tidens fylde. Der hvor skoen har trykket for vore forfædre synes i langt højere grad at have været at spørge: hvordan forbereder vi os bedst muligt på dommen? Eller sagt på en anden måde: hvordan forvalter vi dette vores liv bedst muligt, når nu vi betænker, at vores liv ikke alene er gjort med tiden mellem vores fødsel og død, men at der også findes en evighed, hvori vore liv indgår og skal indregnes.

Sådan lyder nu en lang indgangsbøn for denne prædiken. Hvornår kommer du til sagen præst, hvornår kommer du frem til dagens tale, som Jesus holdt for sine disciple, lige inden han gik ind til påskefejringen og sin sidste tid . . .   Jeg skal nok komme til den. Men denne indgangsbøn har været nødvendig, synes jeg. Noget i os må ryddes af vejen først, før vi kan høre, hvad der bliver sagt til os i dag. Og noget af det der skal ryddes af vejen, er vores tids dogme, som blandt andet indkapsles i mottoet: ”vi tror på et liv før døden”. Underforstået – ”og derfra er slut”. Herimod taler den kristne forkyndelse, som siger, at livet også har hjemme i evigheden, og at fuldbyrdelsen af et menneskeliv således ikke alene har hjemme her, men først og sidst hos Gud.

Og sådan til foreløbig afrunding et eksempel på hvor stærk denne tidsånd er: I begyndelsen af mine tyvere da jeg læste teologi, boede jeg på ydre Nørrebro. En søndag sidst i kirkeåret gik jeg i en kirke, som jeg ikke før havde været i. Teksten til dagen var en af disse fra Matthæus, hvor Jesus taler om en dom over menneskelivet. Jesus taler om at blive som et barn for at komme ind i himmeriget. Og han advarer og ynker det menneske, som bringer et andet menneske til fald. Det var bedre for det menneske om dets hånd eller fod blev hugget af. Og jeg husker, at præsten talte ligefremt og fuldkommen uproblematisk omkring dette, at der fandtes en dom over vore liv. Og jeg husker, hvor forarget jeg blev, og jeg tænkte, at der skal jeg ikke hen til gudstjeneste igen. Hvad bilder han sig ind? Hvad ved han om det? Er Gud ikke nådig? Er Gud ikke barmhjertig? Jeg gik derfra som om præsten havde gjort sig til dommer over mit liv den søndag.

I dag tror jeg, at jeg ville have hørt den prædiken anderledes. For når Jesus taler om en dom over vores liv og handlinger i tidens fylde, så handler det jo ikke om, at det er præsten, der holder dom. Når jeg eller en af mine kollegaer læser og prædiker i dag eller en af de andre søndage på denne tid af året, så handler det ikke om, at vi holder dom over noget menneske eller nogen menighed. Det handler om, at vi med kirkeåret og Bibelens tale gives at pege på dommen som en umistelig del af den tale, som er sat i verden med Jesus Kristus: nemlig at menneskeliv udfolder sig i tiden og i evigheden. 

Og dernæst: at dette menneskeliv skal kendes igennem >>alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste<<. Det skal ikke kendes på bedrifter, på udmærkelser, på spændende oplevelser, på titler, på rigdom, på udseende eller hvilke andre parametre, vi nu kan finde på at bedømme os selv og andre med. 

I Jesu ord ligger et kald til ethvert menneske. Et kald til at vågne op midt i tidens stress. Et kald til besindighed midt i tidens kaos og fart. Et kald til ydmyghed midt i tidens drømme. Der gives kort sagt med disse ord et særligt mål og særligt ideal for et menneskeliv.

Hvem kan bestå med det mål for øje? Hvem kan nu leve op til det høje ideal, som gives os i denne tale? Deri findes forargelsen i dag for mig. Ikke i den blotte tanke om dom som tidligere. Nu ligger den i dette, kan jeg leve op til dommen? Er det mig, som skal lutres i tidens fylde, fordi jeg var doven, for selvisk og for bange, når alt kom til alt? 

Det er i høj grad en mulighed, som jeg dog ikke bærer alene, men sammen med jer som menighed, og sådan set ifølge Jesu tale sammen med ethvert folk på jorden. For >>alle folkeslagene skal samles foran ham<<, som han siger i begyndelsen. I Jesus bliver jeg i høj grad også en del af et vi. Heri findes en nåde. Intet menneske er en ø. Vi imødegår vor dom i en sammenhæng, ikke alene. Det er en nådig tanke, at vi ikke skal stå alene i mødet med vor dom og dommer.

Dog, er den endelige og afgørende nåde og gode budskab i dag, at finde i ansigtet og i skikkelsen på den dommer, vi møder. For det er Menneskesønnens ansigt, det er Kristi ansigt, vi møder dér. Kan være vi selv allerede har fældet vor dom over os selv og de andre. Gud ske tak og lov, at dommen er Guds og ikke vor. Gang på gang bygger vi vore egne mure og boliger, og hermed mener jeg vore egne forestillinger om menneskelivet og verden og dens indretning. Men Jesus har udpeget for os alle disse bygningsværker og alle disse forestillinger, vi gør os. >>Ser I alt dette<<, siger han og peger på os og vores opbyggede verden: >>der skal ikke lades sten på sten, men alt skal ryddes<<.

Det nye tempel, det ny Jerusalem, den nye verden findes lige nu i tiden og i evigheden i Kristi skikkelse og tro. Han, som kommer til os for vor skyld, til vor trøst, og for at give os nyt liv i ham. Hvori det liv består, og hvordan det tager sig ud, det må tiden vise. At det er begyndt i tiden, men først fuldendt og fuldbyrdet i evigheden, det tror jeg. At det overgår min forstand og alle forestillinger jeg kan gøre mig - både hvad angår den himmelske herlighed såvel som evig straf og pine, det tror jeg også. At jeg nærmer mig det liv, når jeg beder – alene og i fællesskab – er mit daglige brød.

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden. 

Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.