Prædiken til 23. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 12. november 2023.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

Salmer: 752 Morgenstund har guld i mund; 692 Du skal i denne verden ej; 450 Du kommer, Jesus, i vor dåb; 710 Kærlighed til fædrelandet; 376 Lyksaligt det folk, som har øre for klang; nadvers 192, vers 7; 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?«. »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej. AMEN (Matthæusevangeliet 22,15-22)

Kære menighed!

Skal man betale kejseren skat? Farisæerne stiller Jesus spørgsmålet på tempelpladsen i Jerusalem. Endelig et helt aktuelt emne til diskussion i Det nye Testamente, fristes man til at sige med tanke på regeringens skatteudspil i denne uge med små skattelettelser til de fleste og en ny top-top-skat. 

Men emnet havde mindst lige så stor aktualitet på Jesu tid og satte dengang – tro det, hvis I kan - sindene endnu mere i kog, end skattespørgsmål kan gøre i dag.

For alle huskede dengang det store oprør i Jesu barndom under ledelse af Judas Galilæeren, som er nævnt i Apostlenes Gerninger i Det nye Testamente og i andre samtidige kilder.

Da kejseren i år 6 efter Kristi fødsel ville tælle alverden i mandtal og deklarerede, at enhver voksen i Judæa, mand, kvinde, slave og fri, skulle betale en denar årligt til kejseren, altså netop den kop- eller hovedskat, som er på dagsordenen i dagens evangelium. 

Dette oprør 25 år før samtalen om skat i dagens evangelium fandt sted, var blevet slået brutalt ned. Men det var også blevet startskuddet til den zelotiske bevægelse, den voldelige modstand mod den romerske besættelse af Israel, som kulminerede med den store og katastrofale jødiske krig 25 år efter Jesus død og opstandelse og dermed med Jerusalems fuldstændige ødelæggelse i år 70 og Israels ophør som nation i næsten 2000 år.

Skatten var med andre ord et brandfarligt spørgsmål at drøfte på offentlige steder og især på tempelpladsen i Jerusalem. Så Jesu modstandere pakker i dagens evangelium med god grund deres forsøg på at fange Jesus i ord ind i høflige fraser og smiger: ”Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?” 

Jesus kunne nu vælge at sige: Ja, det er lovligt at betale skat til kejseren. Men så ville store dele af folket vende sig imod ham. Han kunne også sige: Nej, det er bestemt ikke tilladt. Men da ville han åbenlyst være på linje med det radikale parti, zeloterne, som også mange blandt hans fornuftige jødiske landsmænd regnede for fanatiske terrorister. Og i så fald kunne man uden videre prisgive ham til den romerske myndighed som en farlig oprører.   

Derfor svarer Jesus hverken ja eller nej. Han afslører til gengæld deres hykleri, at deres spørgsmål ikke er alvorligt ment. Det gør han ved at påpege, at farisæerne selv bruger kejserens mønt. Og så giver han dem sit berømte svar: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”.

I vores lutherske tradition er Jesu svar ofte blevet brugt til at sætte vandtætte skodder mellem det politiske liv og det religiøse liv.

Hvilket der også kan være god grund til, når f.eks. de islamistiske fundamentalister i Hizb ut-Tahrir i en demonstration i København i fredags opfordrede til jihad eller hellig krig mod Israel. Og som om det i sig selv ikke var upassende nok, så endda dagen efter, at den lille jødiske minoritet i Danmark på årsdagen for Krystalnatten i Nazityskland i torsdags var gået i fakkeloptog for sammen med bl.a. statsministeren og formanden for folketinget at protestere mod den stærkt stigende antisemitisme herhjemme.   

Præsten og politikeren Søren Krarup, som døde i denne uge, har engang skrevet følgende: 

”Kristus sondrer mellem Guds og kejserens rige, idet han siger til dem, der vil finde frem til en hellig politik eller livsførelse her på jorden: Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er! Her er skellet mellem det sekulære og det hellige sat. Her er politik gjort til menneskets ansvar alene. Her er enhver interesse i at skabe højere retfærdighed eller et himmelsk samfund afvist.”

[Teologen, præsten og politikeren Søren Krarup, 3/12 1937 - 8/11 2023. MF 2001 - 2011]

Dette er en prægnant og tankevækkende fortolkning af Jesu ord, synes jeg. Fordi den klart og velgørende udelukker totalitære tendenser, som vi f.eks. kender fra politiske utopier, som ser alt som politik og vil konstruere det perfekte menneske eller skabe paradis på jord, og samtidig også gør op med religiøse diktaturer, hvor religion gennemsyrer alt.

Men det er også en i Lutherdommen udbredt tolkning af Jesu ord, som anfægter mig, fordi jeg synes, at den ofte og især af politikere i vor tid bliver brugt til at gøre vor lutherske kristne tro til et harmløst privat anliggende. 

For hvis der er noget, som Jesu ord om at give kejseren og Gud hver deres ikke bør bruges til, så er det til at trække en entydig linje mellem det religiøse og det verdslige eller mellem stat og kirke. En fordeling som måske én gang for alle overlader alt jordisk – alt det der f.eks. har med politik, magt, penge og samfundet at gøre - eller for den sags skyld bare med fest og farver og sanselige fornøjelser - til vores egne ordninger af den menneskelige tilværelse. Og så lader Gud få det såkaldt åndelige, som i grunden er lige så uvedkommende for andre som ens personlige smag og lige så umuligt at diskutere. 

Jesu svar forudsætter nemlig ikke, at kejseren og Gud har hvert sit område, som let og bekvemt kan skilles fra hinanden. Han siger derimod: Når I selv betjener jer af kejserens mønt, så er det også rimeligt at betale kejseren, hvad der er hans. Derved indskrænker han på ingen måde Guds område, selv om det måske lyder sådan i vores ører. For Jesus kendte ikke til og anerkendte ikke vores moderne skel mellem religion og politik eller mellem kirke og stat, det private og det offentlige, mellem tro og viden.

Det er ikke kun på et særligt, privat og åndeligt område, at Gud skal have sit. For hvad er det, som er Guds, efter Jesus mening? Ja, det er ikke noget, som kan fanges ind af farisæernes eller moderne fundamentalisters utallige regler for, hvordan man skal leve et gudbehageligt liv. Det er det hele. At give Gud det, der er hans, det er at hver enkelt af os må stå til ansvar overfor Gud i alle forhold, både de verdslige og de åndelige. 

Derfor kan Jesu svar – og hans budskab som sådan – aldrig være grundlag for regler, som man bare har at rette sig efter, hvis man vil være på den sikre side. 

Når man får at vide, at man skylder alt væk, fordi man skylder Gud alt, så kan det ikke nytte derefter at spørge: Jamen, hvad er det nøjagtigt, som jeg skylder? Hvor går i grunden grænsen?

Det - som i virkeligheden kendetegner fundamentalister - det er ikke deres sammenblanding af det religiøse og det verdslige. Det er ikke, at de gør alt til religion. Tværtimod. Fundamentalister – både religiøse og ateistiske - sætter grænser for det guddommelige. For det er simpelthen det, som man gør, når man forsøger at identificere Guds vilje med sine egne eller andres handlinger. Det er det, som man gør, hver gang man bruger Gud som garant for sine meninger om det ene eller det andet.  

Hvis du bare gør dette eller hint – hvis du f.eks. springer dig selv og nogle andre i luften eller mener ditten eller datten om skatten eller klimaet eller social retfærdighed – så gør du Guds vilje i særlig grad – og i hvert fald i højere grad, end hvis du hjælper din kone med opvasken, siger fundamentalisten.  

Men Jesus afviser enhver sådan grænsedragning for det guddommelige i vores liv.

Han siger, at den, der giver en tørstig et glas vand uden at tænke på at gøre sig til gode overfor Gud, er tættere på hans rige, end den som har forkyndt og profeteret store sandheder i hans navn.

Vores apostel Paulus siger tilsvarende, at hvis man har al visdom og kender alle hemmeligheder, eller giver alt, hvad man har til de fattige, eller ofrer sit liv for en sag, eller har den tro, som kan flytte bjerge, men ikke har Guds kærlighed i sig, så er man intet eller bare et rungende malm og en klingende bjælde.

Og er det overhovedet til at fatte? Har vi mulighed for at forbinde noget som helst med et sådant nærgående krav? Bliver det ikke til et helt forskruet religiøst tyranni?  

Tværtimod! Den kristne frihed bunder i netop denne ufattelige tanke. Vi ejer ikke noget for os selv. Vi har fået alt. Vi skal aflægge regnskab for det hele. For vi skal gi’ Gud det, som er hans, og det er hele vort liv, alt inklusive. 

Hvorfor betyder det frihed? Fordi man så aldrig kan gøre sig selv til gud eller – hvad der egentlig er det samme – gøre en eller anden sag, som man nu engang tilfældigvis går ind for, til livets egentlige mening. 

Jesus forargede mange af sine landsmænd, fordi han afviste enhver sag, som skulle garantere en sikker mening med tilværelsen. Han afviste enhver form for menneskelig selvretfærdighed. Giv Gud, hvad Guds er! Det vil sige: Der findes slet intet, som kan befri os for at være ansvarlige for vort eget liv. Ligegyldigt hvad vi gør, så må vi gang på gang selv sige nej og selv sige ja. Ingen overbevisning, ingen lære, ingen moral, intet parti eller forening kan befri os fra dette ansvar og fra den uro og usikkerhed, som ansvaret altid fører med sig. 

Vi kan afvise, at det forholder sig sådan, eller vi kan høre det. I det sidste tilfælde har vi ingen vej, der fører os hen, hvor vi kan frikende os selv fra ansvaret. Så kan vi ikke sætte et religiøst stempel på en eller anden af vores handlinger og selvtilfredse sige: Så nu har vi givet Gud det, som er hans, og kan beholde resten selv eller give det til kejseren. Så kan vi egentlig ikke andet end at lytte til ham, der lige så uforbeholdent som han stiller sit krav om, at vi i alle vores handlinger skal elske Gud af hele vort hjerte og ethvert andet menneske som os selv, også siger til os: Dine synder er dig forladt. 

AMEN