Prædiken til 20. søndag efter Trinitatis 2023


Prædiken til 20. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 22. oktober 2023.

Af Andreas Peter Dornonville de la Cour

 

Salmer: 2 Lover den Herre, den mægtige konge; 417 Herre Jesus, vi er her; 303 Kom, Gud Faders Ånd fuldgod; 459 Herre! Hvor skal vi gå hen? 477 Som korn fra mange marker; 337 Behold os, Herre, ved dit ord

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: »Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fedekalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin forretning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.« Amen (Matthæusevangeliet 22,1-14)

 

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.


For tiden kæmper jeg med det store digterværk, som kaldes den Guddommelige Komedie. Værket er skrevet af et menneske som levede lige omkring år 1300, og igennem værket får vi et blik ind i, hvordan et menneske på den tid har forestillet sig den verden, som ingen af os kender for alvor, men som vi aner omgiver os. I 1300-tallets Toscana, hvor digteren levede, var vi omgivet af et helvede, en skærsild og et himmerige. 

 

”Midtvejs på vores vandring gennem livet befandt jeg mig i mørke, dybe skove, forvildet fra den vej jeg burde følge.” Sådan starter bogen, og herfra følger vi digterens vej igennem de tre verdener, som omslutter jorden. Jeg er, i min læsning, ikke kommet frem til himlen endnu. Jeg er kommet igennem helvede og halvvejs ind i skærsild. Undervejs har jeg sammen digteren været vidne til en mørk verden, fyldt af lidelse, ild og kulde på én gang. Og mennesker som i kraft af deres livsvalg er endt i disse verdener. Udenfor himmerige. Jo længere digteren bevæger sig ned i dødsriget, jo mere ubevægelige, bliver dem han møder. Pointen synes at være: i live var de ubevæget af Guds kærlighed, således skal de også være ubevægelige i dødsriget. Og digteren synes overbevist om, at mennesket har en fri vilje og forstand i stand til at træffe sine egne valg. Eller m.a.o.: De dømte opholder sig alle som en i Helvede, fordi de selv har valgt det.

 

Fortællingen klinger med, når jeg hører Jesu lignelse i dag. Om kongesønnens bryllup. Om de indbudte som siger nej tak. Om de indbudte, som slår sendebudet ihjel efter først at have mishandlet ham. Om den uoplagte gæst som ikke har gidet at tage festtøj og som slutteligt kastes ud i mørket til gråd og tænders gnidsel. Sådan ender lignelsen i dag dystopisk og ulykkeligt. Som fortælling betragtet er der tale om en tragedie. En bryllupsfest ja, men en bryllupsfest fyldt af vold og smerte – både før, under og efter. Omvendt med det værk er det med det værk, jeg indledte med, som har fået navnet komedie – netop fordi det ender godt, oppe i himlen hos Gud. 

 

Men hvad gør vi med den tragedie, som Jesus har fortalt os i dag? Jo, først må vi huske at høre fortællingen som en delfortælling inde i den store fortælling om Jesus, som Matthæus giver os i sit evangelium. Den fortælling som slutter med den opstandne Jesus’ ord til os, hans disciple: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. 

 

[Lignelsen om det store gæstebud / Kongesønnens bryllup fortolket o. år 1525 af den anonyme hollandske maler, som i dag kaldes kaldes for Braunschweiger Monogrammisten]

 

Fortællingen til i dag stammer fra tempelpladsen i Jerusalem. Den finder sted i løbet af påskeugen et sted imellem indtoget palmesøndag og pågribelsen natten mellem torsdag og fredag. Jesus er selv rykket ind på tempelpladsen, han har ryddet den for vekselerer og duehandlere og har skældt dem hæder og ære fra. Nu er han omringet af skriftkloge og en stor skare, som alle går ham på klingen og frister ham med spørgsmål som: med hvad myndighed står du her og taler? Hvem har givet dig lov til at opføre dig, som du gør? På nudansk: Hvad bilder du dig i grunden ind? Sådan er sammenhængen for Jesu tale i Matthæus’ fortælling. Men hvad er baggrunden for Matthæus selv? Ja, det får vi aldrig et entydigt svar på. Men de fleste forskere vil svare, at Matthæus var et menneske som levede i slutningen af det første århundrede og som havde oplevet Jerusalems ødelæggelse i år 70, og som i det hele taget har levet i tider, hvor uro og forfølgelse har gjort det vanskeligt i sandhed at fastholde den kristne glæde og tro. 

 

Med andre ord: Kristus er kommet til jorden, og i ham inviterer vor Herre os ind til sin store glæde, den store fest. Men festen opleves måske slet ikke som en fest for Matthæus i dette øjeblik, hvor han genkalder sig vor Herres tale fra tempelpladsen. Og deri adskiller Matthæus sig ikke synderligt fra mange andre af Bibelens stemmer. ”Brug det gunstige øjeblik, for dagene er onde”, siger Paulus i dag til menigheden i Efesos. Og som Matthæus oplevede katastrofen i år 70 trækker dagens læsninger en tråd igennem historien ned til profeten Jeremias, som 600 år oplevede det samme, at hans hellige by Jerusalem blev overfaldt og erobret af fremmede magter. Og fra sit eksil skriver han om de ord, han modtager fra Gud. Ord som fortæller om en Gud, der som en pottemager former en potte, og hvis den mislykkes, så former han en ny.

 

Sådan vil jeg spørge retorisk: Samles ikke alle dagens bibelske stemmer fra Matthæus, Paulus og Jeremias netop i krydspunktet mellem den tro, som forkynder om en levende, sand og mægtig Gud, som er kommet til jorden og til menneskene for vores skyld, i kærlighed til os, midt i denne verden, som rummer så mange kampe og så megen modgang. I eksilet, som de alle gennemlever på sæt og vis, er vi gjort hjemløse, og sådan kan det opleves at være menneske i en verden, som går skævt på så mange måder. 

 

Men med ordene fra i dag og fra hver eneste gang vi åbner den hellige bog og læser og hører et ord derfra, hver eneste gang vi forsamles til gudstjeneste i vor Herre Jesu Kristi navn, og i hans ånd taler med hinanden, synger og spiller åndelige sange af hjertet for ham, og i det hele siger tak Gud Fader for alt hvad du har givet os, så er det en modstandshandling midt i denne verden. Dette at holde en fest midt i verden, som igen og igen bryder ud i brand, det er en modstandshandling. Det at holde fast i at der findes en glæde midt i verden, som er kommet til os, sendt til os. Vi har alle fået en indbydelse, som vi kan lade os overvælde af. Ligesom de 18-årige over hele landet, som for nylig blev indbudt til fest på slottet for prins Christian. Vi kan lade os overvælde af lyset. Vi kan tage imod vor Herres indbydelse, så vi kan undgå at blive opslugt helt og aldeles af gråden, som også findes.

 

Til slut en gentagelse Jeg ved, at mange kan slå sig på denne lignelse. På brutaliteten. På Gudsbilledet. Det forstår jeg godt. Jeg slår mig også hver gang, jeg møder den. Husk at lignelsen er en del af en større fortælling om Gud, som blev menneske for vores skyld, og som ender med at sige os ordene; ”se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”. Og husk lige så også på, hvad den fortæller os menneskets frihed: at vi rent faktisk gives et valg overfor vor Herre. At vi ikke er Guds automater eller Guds kunstige intelligens, som selvfølgelig siger ja tak, når vi indbydes til fest. Vi er mennesker med en ånd, som svæver frit, og som vi er ansvarlige for at bruge på rette vis og på rette måde. 

 

Kære Gud, vor Fader i himlen, lad os i vor vandring igennem livet fare vild ja, men led os altid tilbage på din vej og før os frem til dit rige og dit hjem. Klæd os i kærlighed, svøb os i din kappe, og lad dit lys- overskygge vort mørke.

 

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden. 

Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen. 

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023