Prædiken til 19. søndag efter Trinitatis 2023


En billedprædiken til 19. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 15. oktober 2023.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

 

Salmer: 266 Mægtigste Kriste, menighedens Herre; 308 Helligånd, vor sorg du slukke; 366 Nogen må våge i verdens nat; 694 Jesus, at du blev min broder; 192/kun vers 7; 675 Gud vi er i gode hænder.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.« Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: »Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?« Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: »Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden« – siger han til den lamme: »Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!« Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!« AMEN (Markusevangeliet 2,1-12)

 

"I Rama høres klageråb; bitter gråd; Rakel græder over sine børn, hun lader sig ikke trøste, for de er borte."

Sådan lyder det hos profeten Jeremias, som levede på den tid, da Israel blev ført i eksil i Babylon efter ødelæggelsen af Jerusalem i år 587 før Kristi fødsel. Rakel, yndlingshustru til patriarken Jakob og stammoder til stammerne Benjamin og Josef, græder over sine fjerne efterkommeres ulykke, for deres klage er hendes klage.

Det er dette ramaskrig, som citeres i Matthæusevangeliets fortælling om barnemordet i Betlehem, hvor Rakel græder over sine børn, som er blevet dræbt af tyrannen Herodes.

 

Dette ramaskrig - en mor og en fars fortvivlelse – lyder i disse dage igen i Israel efter Hamas’ terrorangreb forrige lørdag, hvor hundredvis af unge mennesker til koncert og børn i deres barnevogne og gamle mennesker blev dræbt med en dyrisk brutalitet, som vi ikke har set siden ISIS’ kalifat i Syrien og Irak.

Dette ramaskrig har lydt ned gennem historien, og det lyder i Ukraine og blandt palæstinenserne i Gaza, hvor Israel bomber og ikke kan undgå at ramme civile. 

 

Min 11-årige datter blev i skolen spurgt af en kammerat, om hun holder med Israel eller Palæstina.

Hun forstod det heldigvis ikke rigtigt, men det siger lidt om, hvilke voldsomme følelser der også er i spil herhjemme, når selv små skolebørn spørger hinanden om dette.

 

Vi voksne forsøger måske at finde en forklaring på terrorangrebet for at få det lidt på afstand.

Det er måske også derfor, at vi så let begynder at moralisere og prøver at finde årsager til forbrydelsen i den lange konflikt mellem Israel og palæstinenserne og i de sidstnævntes svære situation.

Men hvordan skal vi på den måde kunne forklare endsige forstå en sådan ondskab som den, der ramte Israel forrige lørdag?

 

Vi kan og bør efter min mening ikke gøre andet end at udtrykke vores forfærdelse og medlidenhed med ofrene, og bede om, at den krig, som nu er uundgåelig, og som Israel nu bliver nødt til at føre for at sætte de islamistiske terrorister i Hamas ud af spillet, ikke må gå ud over alt for mange uskyldige.

Og så må vi trodsigt holde os til det essentielle i den skabelsestro, som vi har til fælles med jøder og muslimer, at verden er skabt god, trods alt ondt.

Vi må holde fast i det essentielle kristne påskebudskab, som betyder, at der altid er håb, og at tilgivelsen og forsoningen altid er en mulighed, om ikke for os selv, så for Gud.                

Og når kynismen eller håbløsheden måske alligevel melder sig hos os selv, så må vi lade os bære af andres tro på godheden og kærlighedens magt, og måske også tænke på, hvad vi ufortjent selv har erfaret af godhed gennem andre mennesker, og hvordan det forpligter os til at holde fast i troen på godhedens magt og kraft. 

 

Akkurat som manden i evangeliet til i dag bliver båret af sine kammerater.

Han er lam, og vi hører ikke noget om, at han selv bad dem om at blive båret hen til Jesus.

Måske har han været skeptisk eller i overført forstand handlingslammet.

Men hans kammerater løfter hans båre og skyer ingen anstrengelser for at få ham bragt hen til Jesus.

 

Da de kommer hen til det hus, hvor Jesus holder til, kan de ikke komme hen til indgangsdøren, da folk stimler sammen i den snævre gyde.

Men husene i Mellemøsten havde og har fladt tag, som dengang typisk bestod af flettede måtter klinet med ler, som sammen med mindre træstykker lå hen over de større, bærende tagbjælker, som havde måske en meters mellemrum. 

Der var ikke en trappe indenfor, men en udendørs trappe langs husmuren førte op til taget.

Derfor bærer de fire deres lamme kammerat op på taget, og fjerner noget af det, så de mellem tagbjælkerne kan fire hans båre ned.

Sådan sænkes den lamme ned i det mørke rum, som Jesus befinder sig i, for der var udover døren typisk ingen vinduer eller kun meget små glughuller i disse små byhuse, som ofte kun bestod af et stort fællesrum.

Det minder lidt om en begravelse, hvor en kiste sænkes ned i et mørkt rum. 

 

Men da Jesus nede i det mørke rum ser manden, så siger han noget overraskende, som forarger de skriftkloge blandt de tilstedeværende:

”Søn, dine synder tilgives dig”.

Det lyder måske ikke så forargeligt i vores ører, men for de tilstedeværende var det en selvfølgelighed, at Jesus var blasfemisk og spottede Gud ved tilgive synder i Guds navn.

Det var i samtiden også en udbredt opfattelse, at sygdomme var en straf for synder, som måske kun Gud kendte til. 

Jesus afviser andre steder helt entydigt tankegangen, men han benytter sig her af denne folketro, og helbreder den lamme for på den måde at vise, at han kan tilgive synder. 

 

Det er evangeliets ene pointe, at her er en, som har magt til at tilgive synder.

Det er evangeliets anden pointe, at tilgivelsen kommer før det nye og helede liv, hvor den lamme kan rejse sig og igen deltage i livet, som det blev skabt til at være. 

Men det er samtidigt det, som er det forargelige.

 

Det er normalt kun den, som har lidt uret, som kan tilgive den, som har gjort ham eller hende uret, og der er ting, som gør for ondt på os, til at vi selv kan tilgive.

Men evangeliet siger, at tilgivelsen er mulig, og at den vold, som siden syndefaldets dage har karakteriseret mennesker, kan brydes.

Fordi Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden.

Fordi han, som har lidt på alles vegne, kan tilgive alle på Guds vegne. 

 

Det kan ikke forstås med forstandens hjælp, og det er et budskab, som det enkelte menneske må høre på sin måde og selv tro på, og kun sådan kan den vold, som kendetegner menneskeslægtens lange historie brydes. Ikke én gang for alle, men hver gang dette mirakel sker, at det enkelte menneske renoncerer på sin ret og tilgiver, dvs. frasiger sig sin ret til kompensation for uret eller sit ønske om hævn, selv om det måske gør ondt og er så svært, at den, som ikke selv lider uret, måske aldrig vil kunne fatte det.

 

Vi kan ikke sige det til hinanden og slet ikke til de i disse dage lidende israelere og palæstinensere, at de skal tilgive eller endda elske hinanden.

Men vi kan måske sige, at kun den, der selv kender til lidelse, smerte og uret, kan tilgive det forfærdelige og give verden og freden og fremtiden en chance.

Vi kan i hvert fald sige, at det er derfor, at vi tror på og bekender os til den korsfæstede og opstandne frelser.

 

Men et billede siger som bekendt mere ofte end 1000 ord og især, hvis man skal forsøge sige det, som vi egentlig ikke kan sige, fordi det er et mysterium, som det enkelte menneske selv må erfare.

Derfor synes jeg, at vi til sidst i dag skal se på det billede, som I har fået udleveret.

Det er en altertavle med opstandelsen som motiv, som Arne Haugen Sørensen i 1996 malede til Ringkøbing kirke.

 

 

Vi ser et klippeplateau, som er omgivet af stejle sorte sider, som fører ned i afgrunden, og af en rød farve, som måske symboliserer blod eller menneskers lidenskab eller lidelse, for i horisonten bliver den røde farve mørk og dyster, lige før den møder den lyseblå himmel øverst i billedet.

Der er mange farver på plateauet - gule, røde og grønne farver med lys i, som symboliserer det pulserende, levende liv på jorden.

Helt ud i den venstre kant af plateauet, på kanten af afgrunden, kan man også skimte tre meget små kors, men de er svære at se, for kunstneren vil hellere vise os påskens betydning på en måde, som alle mennesker kan relatere til.

Derimod kan man slet ikke undgå i midten af billedet at se en uhyggelig brun grav, som symboliserer, at døden og sorgen er det uundgåelige i ethvert liv, som vi ikke kan flygte fra.

Men graven er tom ligesom Jesu grav påskedag. 

 

Man ser en meget tynd kvinde med et lille skørt om livet, som må have ligget i graven, og som nu løftes op af et par store stærke, lysende, solgule hænder. 

Nederst i billedet Arne Haugen Sørensen med en så lille skrift, at vi ikke kan se det på et fotografi, skrevet: ”Til Mathilde”.

Det er skrevet så utydeligt, at præsten i Ringkøbing kirke først troede, at der stod ”til Matthæus”, har Arne Haugen Sørensen selv fortalt.

Mathilde er kunstnerens datter, som var narkoman og døde som 26-årig af en overdosis, mens han malede netop dette billede, som altså er malet af et menneske i dybeste sorg.

Det ser ud, som om hun halvt knæler, og kun ser opad og ikke nedad og tilbage. Hun ser op mod den, som løfter hende op i sine stærke hænder, og hun ser en fugl, der blafrer over hendes hoved. 

 

Måske er fuglen en due, som symboliserer Helligånden, fordi vi ikke kan tro på billedets budskab alene ved hjælp af vores forstand. 

Måske viser fuglen vej til himlen . .  .

Måske er fuglen sammen med den mørkeblå farve, som ligesom indrammer det sorte rum, som kvindens nederste del stadig er omgivet af, og som synes at blive til en blå søjle ned til graven, et symbol på dåbens vand. Det vand der både symboliserer syndflodens farlige vande, hvor det gamle syndige menneske druknes, og frelsens livgivende vand eller genfødslens bad, som de gamle sagde. Det vand, som er en forudsætning for alt liv på jorden, som renser og nærer, og som så symbolsk går, når en gravid kvinde skal føde, og et nyt menneske kommer til verden.

 

Det er en stærk altertavle, som siger, at der altid er håb, og at vi er gode hænder, om vi lever eller dør.

Det er ikke altid, at vi kan se det i vores egen eller de andres liv, men da vi var små, så bar stærke gode hænder også os - ligesom dem der engang bar den lamme mand i Kapernaum hen til Jesus - og de bar os måske hen til den kristne dåb

Og så lød disse stærke, forjættende ord, som lyder ved enhver kristne dåb og begravelse, og som vi ikke mindst i denne tid må holde fast i, og som vi er kaldet til at vise andre i både ord og handling:

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”. 

AMEN

 

Henvisninger:

Lisbeth Smedegaard Andersen: Arne Haugen Sørensens kirkekunst – hvor ordene ikke rækker. Det Danske Bibelselskab 2011.

Birgitte Thysen: Opstandelsen i Arne Haugen Sørensens kirkekunst. I Henning Nørhøj (red.): Udfordringer til kirken. En debatbog. Eksistensen 2011.

Arne Haugen Sørensen: Landskabet bag mig. Erindringer i løs vægt. Thanning & Appel 2007.

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023