Prædiken til 17. søndag efter Trinitatis 2023


Prædiken til 17. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 1. oktober 2023

- af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

 

Salmer:403 Denne er dagen som Herren har gjort; 392 Himlene, Herre, fortælle din ære; 289 Nu bede vi den Helligånd; 609 Dybt fornedres skal enhver; 192/kun vers 7; 405 Søndag er vor Herres dag.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.« AMEN (Lukasevangeliet 14,1-11)

 

 

Kære menighed!

 

Jeg vil godt begynde med at fortælle noget, som digteren Søren Ulrik Thomsen har skrevet om en gudstjeneste, som han engang deltog i i en pinsekirke i New York. 

Kirken lå i et ludfattigt slumkvarter med narkomisbrug og daglige mord, men kirkegængere var klædt i deres bedste søndagstøj, og deres 3 timer lange gospelgudstjeneste var præget af skønhed og menneskeligt overskud. Hele tre gange blev der samlet penge ind og bedt om mad og tøj til de hjemløse. Da den gamle præst, som for hele 47 år siden havde grundlagt kirken, prædikede, havde han kun kræfter til at tale ganske kort og sagde: ”Jeg planlægger næste uge, men aner ikke engang, om jeg er i live i morgen, for jeg er Ingen. Men Han ved, hvor jeg er på vej hen. Vågnede du i morges og opdagede, at du var i live? Sagde du tak? Hver dag burde være Thanksgiving Day, taksigelsesdag, for Gud udretter altid store ting, og man må aldrig blive så optaget af gaverne, at man glemmer at sige tak for dem. Tak Ham nu!”

 

”Hvor var det mærkelig efter mødet med disse fattige sorte amerikaneres taknemmelighedsteologi”, skriver Søren Ulrik Thomsen, ”tilbage i hovedrige Danmark at opleve, hvordan folk tilsyneladende bliver mere og mere utilfredse, desto bedre de får det.” Hvilket får ham til at spørge: ”Hvor kommer den fra, al den venlighed man mødes med af folk, der menneskeligt og socialt er så pressede, at man ikke fatter, at de har overskud til det?”

 

”Det er nærliggende at tro, at den, der lever mest udsat, samtidig er den, der stærkest erfarer, hvor dyrebart livet er”, fortsætter Søren Ulrik Thomsen, men hvorfor var gaderne i slumkvarteret så fulde af vold og selvdestruktion?  Nej, det var gudstjenesten, der gjorde forskellen! Fordi kirkegængerne dér disciplinerede sig selv til at værdsætte livet og tage vare på sig selv og hinanden trods barske vilkår. 

 

Og også af os, siger Thomsen så, kræves der ”en tilsvarende åndelig kraftpræstation, før vi formår at hæve os over rigdommens illusion om sikkerhed, og på trods af velstanden begribe, at den tilværelse vi bare tager for givet altid er skrøbelig, og at vi ikke selv er det suveræne ophav til alle livets velsignelser.”

Ja, det syntes jeg, at I skulle høre først, for jeg håber, at den danske digters oplevelse i New York kan hjælpe os til at forstå dagens evangelium. 

 

["The Institutional Church of God in Christ, Inc." i New York, hvor Søren Ulrik Thomsen indså, at gudstjenesten bl.a. er en "måde at opdrage mig selv på".]

 

Vi hører i evangeliet, at Jesus helbreder en syg mand, og pointen er selvfølgelig, at det sker på en sabbat, jødernes hviledag. Det sker ovenikøbet i en berømt farisæers hus, og farisæerne, datidens religionslærere, holdt meget strengt på alle jødedommens mange bestemmelserne om sabbatten. De regler som forbyder at arbejde på hviledagen, men også at gå mere end få hundrede meter udendørs til den nærmeste synagoge, og som f.eks. indskærper, at man kun må spise mad, som er forberedt dagen i forvejen, ja ikke engang må varme maden op, og at man kun må redde liv, hvis det er helt nødvendigt og ikke kan udsættes til dagen efter. Det er i den situation, at Jesus helbreder en mand med vand i kroppen, hvilket ikke var en akut opstået livstruende sygdom, og derfor var det et brud på sabbatshvilen.

 

Når vi hører den fortælling, så tror jeg, at vi slet ikke kan være med at tænke nogenlunde sådan her om farisæerne: Ha, der fik de den, og det havde de rigtig godt af! For sikke nogle religiøse fanatikere. Sidder de ikke der ved sabbatsmåltidet, eller ved hvad der for os ville være kirkekaffen eller søndagsfrokosten, og bekræfter hinanden i den overbevisning, at de er bedre end alle andre, bare fordi de har været i synagogen, og ellers ikke har bestilt nogen verdens ting. Men at en syg mand bliver mirakuløst helbredt, det har de ondt af. 

Vi føler os m.a.o. 100 % på Jesus’ side i denne konflikt, og vi tænker måske, at vi selv altid ville være mere menneskelige, og sætte mennesket i centrum og ikke hænge os i paragraffer og stive religiøse regler.

 

Vi tænker måske også, at det i stedet for at gå i synagogen om lørdagen eller i kirken om søndagen og stive sig selv af med at tjene Gud er bedre at blive hjemme og vise menneskelighed i praksis ved f.eks. at være sammen med vores børn eller besøge vores gamle tante og måske slå hendes græsplæne eller bare få sovet lidt ud og samle kræfter til den kommende uges strabadser. Men hvis vi tænker sådan, og det gør jeg i hvert fald selv til tider, så er vi måske slet ikke så forskellige fra farisæerne, som vi måske tror.

For når farisæerne tog helligdagen så alvorlig, så var det ikke for at være skinhellige eller for at springe over, hvor gærdet er lavest.

Det var snarere fordi de virkelig gerne ville være gode mennesker – sande menneskelige mennesker – sådan som vi vel også længes efter.

De satte måske i virkeligheden bare overliggeren højere, end vi ofte gør i dag. 

 

Farisæerne havde brug for at gå i synagogen for at gøre den åndelige kraftanstrengelse, som Søren Ulrik Thomsen mødte i pinsekirken i New York. De havde brug for at høre budene udlagt og tilegne sig dem, og de havde brug for at høre, at Gud trods deres svagheder anerkendte deres gode vilje.

Når de afviste alt anden beskæftigelse på sabbatten, så var det heller ikke for at hævde sig selv og slå nogen i hovedet, selv om der sikkert har været nogle, som ikke kunne nære sig.

Det er jo menneskeligt, og det er heller ikke altid, at jeg selv kan nære mig for at føle mig bedre eller mere åndelig end andre, f.eks. når jeg har været i kirke.

Nej, når farisæerne var så forhippede på sabbatshvilen, så var det grundlæggende fordi, at de af et ærligt hjerte anså det for bedst for enhver at lære at bruge hviledagen rigtigt – til at samle kræfter og fokusere på det vigtige i livet – til at blive et bedre menneske – et menneske med mere overskud både fysisk og åndeligt. 

 

Sabbatten var for farisæerne – i deres selvforståelse – uden tvivl til for menneskets skyld – for det åndelige menneske der vil yde og ikke bare nyde, der vil udvikle sig, for det ideale, det perfekte menneske.

Men når Jesus alligevel en dag sagde til dem, at sabbatten er til for mennesket og ikke mennesket for sabbatten, så mente han indlysende noget andet.

Han mente, at sabbatten er til for det virkelige menneske med alle dets fejl og mangler og svagheder.

Derfor helbredte Jesus for øjnene af farisæerne dette virkelige og syge menneske. Det menneske der ikke kunne helbrede eller forbedre sig selv.

 

Det betyder ikke, at Jesus ønskede at ophæve sabbatten, eller at vi ikke har brug for en dag om ugen til at disciplinere os selv åndeligt, sådan som Søren Ulrik Thomsen også udtrykte det.

Det tyder heller ikke, at Kristus i grunden bare ønskede at gøre sabbatten lidt mindre stiv og reglerne mere smidige.

Hvis dette havde været tilfældet, så havde han ikke grundlæggende været forskellig fra farisæerne, og så havde evangeliet vel heller intet at sige os i dag.

Vi mener jo alle sammen i dag, at mennesket er mere vigtigt end paragrafer og religiøse ritualer.

 

[Søren Ulrik Thomsen, f. i 1956, fotograferet af Hreein Gudlaugsen (Wikipedia)]

 

Men hvad er så pointen i dagens evangelium?

Tja, farisæerne ville så gerne forbedre sig, men de kunne ikke føle bare den mindst glæde ved at se den syge mand mirakuløst blive rask for deres øjne. 

Selv om de selvfølgelig gerne ville have brudt sabbatshvilen, hvis det havde været for at hjælpe en af deres egne okser eller børn op af en brønd.

Derfor helbredte Jesus manden for at sige til dem og til os, at ja, du skal altid gøre dig umage med livet, og du gør måske også klogt i at gøre en åndelig og disciplineret kraftanstrengelse ved f.eks. at gå i kirke hver søndag, hvis du virkelig ønsker at leve mere autentisk, sandt og godt.

Men du kan ikke gøre dette uden at overbebyrde dig selv og uden at ende i hykleri, hvis du ikke samtidigt indser, at du dybest set er som denne syge mand og dvs. intet har, som du ikke har fået og skylder at dele med andre. Hvis du ikke har en Gud, som du kan tro på og hvile i uanset din succes eller fiasko. For du skal gøre dig umage med livet, men du skal ikke være din egen frelser og din egen Gud. Det er jo ikke os, der skal bære Gud. Det er Gud, der må bære os.

Det er hvad dagens evangelium siger til alle os, som forhåbentlig gerne vil udvikle os selv og blive bedre mennesker, men som ofte glemmer kærligheden og måske mest af alt er drevet af et ønske om at blive bedre end de andre. 

 

Og det er for mig at se også pointen i tekstens anden del, som jeg kun ganske kort vil komme ind på her på falderebet. 

For da Jesus bemærker, at de indbudte til sabbatsmåltidet i farisæerens hus udvælger sig de øverste pladser, fortæller han dem også en lignelse: Når I inviteres til bryllup, så sæt jer ikke øverst ved bordet, men på den nederste plads, opfordrer han dem til. 

For: ”Enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”. 

 

Det handler ikke om at gøre sig til ved at spille ydmyg eller om at gøre sig selv lille i udvendig og falsk forstand.

Det handler om, at hvis vi overfor Gud virkelig kan sige ”tak” eller ”alt af nåde”, så har vi ikke længere behov for at hæve os over andre eller regne os selv for bedre end andre.

Det handler om at indse sin egen fornedrelse eller synd og om at vedkende sig sit eget behov for nåde eller barmhjertighed.

For så at høre evangeliets forjættende ord: ”Min ven, sæt dig højere op!” Og måske gå op til værtens eget bord, alterbordet, hvor vi symbolsk altid knæler, fordi alle gæsterne dér sidder nederst eller lige lavt.

Fordi ophøjelsen – eller livets sande herlighed – ikke er at rage op over de andre, men at få lov til at være med ved det bord, hvor værten giver gæsten del i sig selv. Hvor alle bliver til ét, og Gud til alt i alle. 

AMEN

 

Henvisninger:

Søren Ulrik Thomsens essay "Pro Ecclesia" blev i 2005 første gang trykt i hans og Frederik Stjernfelts bog "Kritik af den negative opbyggelighed". Det er siden genoptrykt i Søren Ulrik Thompsens bøger "Samlede Thompsen" og "Tro mod ritualet" 




senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023