Prædiken til 16. søndag efter Trinitatis 2023


Prædiken til 16. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 24. september 2023

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour

 

Salmer: DDS 408 Nu ringer alle klokker mod sky; 305 Kom, Gud Helligånd, kom brat; 349 Herren han har besøgt sit folk; 679 Et trofast hjerte, Herre min; 477 Som korn fra mange marker; Når stormfuldt efterår rusker (nr. 35 i Mette Dansøns salmebog "Grib os om hjertet").

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. AMEN (Lukasevangeliet 7,11-17)

 

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

 

Det er et begravelsesfølge, vi støder ind i i dag. En død bæres ud af byen, igennem byporten, til gravpladsen udenfor. Den døde er højst sandsynligt død samme dag, det ville være normal skik, for det ville gøre et hus urent om et lig blev opbevaret over natten. Den døde er gjort i stand. Mange i byen standser op og deltager i sorgen, da følget går forbi.

 

Den døde er sin mors eneste søn, hun er allerede enke. Græd ikke! siger Herren, da han ser den sørgende mor. Græd ikke! Og Jesus går hen og rører ved båren, for han er blevet rørt af det syn. Sådan en tidlig død, det forstås, må jo være et tegn på en svær synd. Er det Guds straf, man ser der? En enlig kvinde som nu ved sin søns død efterlades uforsørget og uden retslig stilling. 

 

Og Jesus går hen til båren, og han rører ved den. Han gør sig selv uren derved. Nu kan han ikke komme ind i templet, når han har rørt ved en død. 

 

”Unge mand (neaniske), stå op”. Som når man skal vække sit sovende barn til endnu en skoledag. Og den som før var død, rejser sig og begynder at tale, og Jesus giver ham til hans mor.

 

Jesus har gjort den døde levende igen. Og dermed har han også tilgivet og retfærdiggjort moren i al offentlighed.

Hvordan reagerer offentligheden? Hvad har de været vidner til? Hvad har vi været vidner til?

 

[Jean-Baptiste Wicar (1762-1834): Jesus oprejser enkens søn i Nain (1816)]

 

Vi kan begynde med at dele hændelsen i to dele: Først er vi alle vidner til noget genkendeligt, noget som vi godt ved, er en del af livet. En død bæres ud. Det er ikke hverdag. Men det er et billede fra den verden, vi kender. 

 

Men så skifter verden pludselig karakter, da Jesus træder ind i billedet. Den døde bliver levende. Den udskammede bliver oprejst. Den forsvarsløse bliver forsvaret.

 

En frelser træder frem, eller en profet, som de siger: ”En stor profet er stået op iblandt sig og har besøgt sit folk.”

 

Det var det, de så, evangeliernes mennesker. Antikkens mennesker. Mirakler, underfulde handlinger, hvad vi vil kalde dem var en del af vore forfædres liv, det kan der ikke være tvivl om. Evangelierne er fyldt af dem. Bibelen er fyldt af handlinger, som overgår vores forstand, ikke deres, disciplene, enken i Nain, Paulus eller de første kristne menigheder. Selvfølgelig var det, de var vidner til, stort, og de blev grebet af frygt, fortælles det. Og frygten løber over i en lovprisning af Herrens velgerninger. Pointen er: Mirakler, som vi kalder dem, var usædvanlige, men de var en del af menneskets virkelighed, en del af tilværelsens muligheder. Op igennem antikken og middelalderen findes der utroligt mange observationer af mirakler og undere. Nu observeres der ingen – groft sagt. Engang var mirakler en del af virkeligheden, det er de ikke længere.

 

Eller sagt på en anden måde: Engang besøgte Herren sit folk, det gør han ikke længere. Jamen, så lad da os nu her besøge den fortælling en gang til, som vi lige har hørt, lad os træde ind på pladsen ved Nains byport. Vi ser det samme, men nu tror vi, at der må være tale om en fejl. Måske var drengen slet ikke død. Og i stedet for ærefrygt og lovprisning, finder vi vores skepsis og mistanke frem. 

 

Men hvad nu hvis vi ikke blot stod som vidner, og vi i stedet stillede os der, hvor enken var. Som det menneske, der havde mistet. Som det menneske hvis liv var knust. Hvordan ville vi reagere? Jeg tror, at vi ville reagere med al vor frygt, al vor glæde, al vor mistro og tro på samme tid, hvis vi blev vidner sådan. Som mennesker der har noget på spil og selv har noget i klemme med tilværelsen. 

 

Troen har hjemme det sted. Troen har bolig der, hvor vi har vores problemer. Der svarer troen – eller vantroen. Måske er det derfor, at vi i dag også skulle høre Jobs klage. Vi skulle høre fra et menneske, som har mistet alt – men ikke Gud. Og måske derfor vi skulle høre Paulus bede for den trængte menighed, at Kristus må bo i troen i deres hjerter, rodfæste og grundfæste menigheden i Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse.

 

”Som overgår al erkendelse”. Her taler Paulus ikke om mirakler. For, som allerede nævnt, var miraklet efter alt at dømme indenfor virkeligheden for det antikke menneske. Det, som overgår al erkendelse, ifølge Paulus, det er dette, at Gud viser sig for os i Jesus Kristus, som et menneske der bliver rørt over en fattig enke i Nain. At Gud har medlidenhed med et menneske, som ellers var dømt i egne og samfundets øjne. At Gud sætter hele sit væsen og ære ind på at oprejse det menneske. Dét overgår al erkendelse. Dét er ”miraklet” i Paulus’ øjne. Ikke at Gud kan vække en død til live, men at Gud er sådan, som han viser sig for os i Kristus.

 

For mange af os her er det omvendt på sin vis. Vi er vokset op i en verden dybt præget af kristen historie og kristen tradition. Og selvom velfærdssamfundet tager vand i disse år, så er det stadig grundfæstet i vores samfund at tage hånd om de svage og de værgeløse. Sådan kan man sige, at denne historie om enken i Nain har sat sig i os som en påmindelse om at tage hånd om den der er udsat. Den del af evangeliet består. Men Guds majestæt er forsvundet. Miraklernes tid er forsvundet. Som en del af virkeligheden. Men Guds kraft og magt som udvirker mirakler i verden findes stadig – i den tro som bor i vores hjerter. Troen holder sig ikke til det, som tiderne nu foreskriver. Troen holder sig til det, den kan håbe på, dét, som den kan fæste tillid til midt i en usikker tid, dét, som den ikke kan undvære, de mennesker vi elsker, og de bånd vi har til hinanden. Kærlighed som kommer til os – som er en del af vores virkelighed, usynlig og synlig på samme tid. Dér – i tro, håb og kærlighed – er miraklernes tid endnu ikke forbi. Herrens vilje og ånd lever lige der for at lyse for alle, der sidder i mørke og dødens skygge, sådan som enken fra Nain gjorde det for så mange år siden.

 

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden,

som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen. 

 

 

 

 




senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023