Prædiken til 13. søndag efter Trinitatis (med konfirmandforældremøde bagefter) holdt i Vestervang Kirke den 3. september 2023.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 478 Vi kommer til din Kirke Gud; Højskolesangbogen: Du skal elske din næste som dig selv; 691 Loven er et hellig bud; 321 O kristelighed; 192/kun vers 7; 752 Morgenstund har guld i mund.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« AMEN (Lukasevangeliet 10,23-37)

Kære menighed, konfirmander og konfirmandforældre!

Jeg er lettet over, at I konfirmander først skal konfirmeres næste forår, den 27. april, for det betyder, at vi har god tid at prøve at forstå, hvad der ligger i Jesu berømte fortælling om den barmhjertige samaritaner, som vi hører i dag.

Men da vi først lige er begyndt med konfirmandundervisningen, og da jeg måske ikke får jeres forældre at se hver uge, så tænker jeg, at jeg i dag hellere må prøve at forklare det ved hjælp af en børnebog, som I konfirmander måske ikke kender, men som jeres far og mor måske har læst eller fået læst op af, dengang de var børn.

Bogen hedder ”Alle vi børn i Bulderby”, og den er skrevet af Astrid Lindgren, som også har skrevet de mere kendte bøger om Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe.

Den handler om 2 piger, Anna og Lisa, som bor i en lille svensk landsby med kun tre bondegårde.

En dag i skolen fortæller deres skolelærer, at man altid skal prøve på at gøre andre mennesker glade.

Så det tager Anna og Lisa energisk fat på efter skoletid. 

Først går de ind til kokkepigen Agda i Lisas hus, som er ved at vaske køkkengulvet.

”Kan du ikke sige noget, vi kan gøre, og som du bliver glad for?”, spørger de.

”Jo, hvis I ville forsvinde fra køkkenet, mens jeg skurer gulv, ville jeg blive meget glad”, siger hun, fordi de sætter fodspor på det våde gulv.

Så løber de ud til Lisas mor, som plukker æbler i haven, og stiller hende samme spørgsmål.

”Du skal bare være min søde lille pige”, siger hendes mor, men det synes Lisa ikke er noget særligt.

De slæber også Lisas gamle blinde farfar rundt i byen for at gøre ham glad, men han bliver først glad, da han udmattet igen kan krybe ned i sin lune seng.

Den næste dag spørger Lisa og Anna lærerinden, hvordan de i grunden skal bære sig ad med at glæde andre. 

Tja, man kan synge for en, der er syg og ensom, eller give blomster til en, der aldrig får blomster, foreslår lærerinden.

Derfor går pigerne hen til den fattige Kristine, og synger alle de børnesange, som de kender. Lige indtil Kristine siger, at de bare kan blive ved med at synge, så vil hun gå sig en tur så længe.

De plukker også blomster og vil give dem til den gamle staldkarl, men han forstår ikke en pind, og udbryder forbavset: ”Jeg er da ikke død endnu”.

Sådan viser det sig, at det ikke altid er særligt let at gøre andre glade.

Men nogle dage efter erfarer Anna og Lisa, at en klassekammerat, Marta, er blevet syg, og ikke kommer i skole i lang tid. Det taler de om derhjemme, og Lisa bestemmer sig for at give Martha sin dukke Bella, og Anna vil give Martha sin eventyrbog. 

Og så besøger de Martha med gaverne og Martha, der ligger bleg og syg i sin seng, bliver så glad.

På vej hjem siger Lisa: ”Jamen, nu gjorde vi et menneske glad uden at tænke over det”.

Ja, siger Anna forbavset, og føjer eftertænksomt til: ”Det var vist godt, vi ikke gav os til at synge for Martha. For jeg tror nu, folk bliver gladere, når de får bøger og dukker.”

”Børn gør i hvert fald”, svarer Lisa.

Ja, kære menighed, konfirmander og forældre.

Måske er det bare fordi, at jeg er både præst og voksen, men jeg bliver nu mere glad, hvis I og især I konfirmander vil synge en masse salmer for mig. 

Men Anna og Lisa har nok ret i, at det ikke altid er så let at vide på forhånd, hvem vi kan glæde, og hvordan vi skal gøre det.

Og det er egentlig det, som den lovkyndige i dagens evangelium spørger om.

Den lovkyndige vil vide, hvem den næste er, som han er forpligtet på at hjælpe, så han kan arve evigt liv.

For det kan vel ikke være hvem som helst, og der må vel være nogle regler, som han kan holde sig til.

Det er som svar på det spørgsmål, at Jesus fortæller lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Men Jesus udpeger ikke nogen, der har ret til næstekærlighed. Han siger ikke: Din næste er den eller den gruppe af mennesker, din familie eller dit folk eller de små og svage, de fattige og de fremmede.
Han siger heller ikke: Din næste er alle mennesker på jorden. For et sådant svar vil nemlig altid kunne problematiseres af den, som ønsker et andet svar. Man kan altid indvende, at det ikke er muligt at hjælpe alle mennesker på jorden, ja ikke engang alle her i Helsingør eller på Gurrevej. Så hvor skal man begynde? Og hvor syg eller hvor fattig skal man være for at have brug for hjælp. Og hvorfor er det lige netop mig, der skal hjælpe lige netop disse bestemte mennesker og ikke dem, som skal hjælpe mig? Der er jo altid andre, som har bedre tid og bedre råd til at hjælpe end mig.

For at skære igennem den slags undskyldninger for at stikke hænderne i lommen, fortæller Jesus sin lignelse. Og med den viser han den lovkyndige og os, at det altid er indlysende i situationen, hvem min næste er.

Jesus fortæller, hvordan præsten og levitten, samfundets og kirkens støtter, gik forbi, travlt optaget af at bevare deres position og anseelse. 
Til sidst kom så samaritaneren, der tilhørte et fattigt og foragtet folkeslag. Men han hjælper. Han ser den forslåede i grøften, står af æslet, og sørger for ham som den naturligste ting i verden. Samaritaneren, der troede på Gud på den forkerte måde, gør det rigtige.

Hvis man virkelig vil gøre godt, så er spørgsmålet: "Hvem er min næste?" nemlig ikke noget problem. Så giver man sig ikke til at spekulere over, hvem ens næste er, eller hvordan eller hvor meget man skal hjælpe. Man gør hvad situationen og øjeblikket kræver. 

Og synes du ikke, at det er indlysende, at det er sådan, så byt et øjeblik plads med ham, som ligger dér forslået og berøvet og bange på den øde vej i den brændende sol. Sæt dig i hans sted. Hvem vil du gerne hjælpes af og hvordan? Det er jo helt ligegyldigt. Man vil i den situation bare gerne hjælpes på en eller anden måde.

[Vincent van Gogh (1853-1890): Den barmhjertige samaritaner, 1890]

På den lovkyndiges spørgsmål om, hvordan man kan kende sin næste, svarer Jesus altså med en lignelse, som ikke fortæller, hvem næsten er. 

Jesu lignelse fortæller derimod, at du selv skal være en næste for en anden ved at sætte dig i den andens sted og vise barmhjertighed.                                        

”Hvem synes du nu var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” spørger Jesus den lovkyndige. Og den lovkyndige svarer: ”Han, som viste ham barmhjertighed”. Det er den barmhjertige samaritaner, der er næsten for manden i grøften. 

På denne måde peger Jesu lignelse også på den kærlighed og barmhjertighed, som vi selv er genstand for. Din næste er også den, der har gjort godt imod dig. Alle dem der holder af dig og holder dig ud, som du er, og det er jo især vores familie og dernæst vores venner og derefter vores kolleger, dem vi får at dele livet med.

En af mine venner, som er et samvittighedsfuldt familiemenneske, ringede forleden til mig, og sagde, at han havde gået og tænkt på, om han havde været en god nok far.

Det havde han så til sidst spurgt sin voksne søn om, men sønnen havde slet ikke villet gå ind i den diskussion, men havde bare sagt:

”Du skal ikke dømme dig selv så hårdt far. Jeg har haft en god barndom!”

Min ven blev så glad over det svar. Fordi det med ét var gået op for ham, at der er noget vigtigere i vores forhold til hinanden, end hvad vi selv yder. Hvad enten vi nu er pragteksemplarer som ægtefæller, forældre og børn, eller måske svigter hinanden i enten stort eller småt.

Det er den kærlighed, den relation imellem os, som vi er kaldet til at tro på hos hinanden og selvfølgelig især hos vores nærmeste.

Jeg må tro på, at mine børn elsker mig, at mine søskende og at mine forældre elsker mig, og at deres kærlighed er stærkere, end hvad jeg har fortjent.

Det er ikke altid, at jeg føler det sådan, men jeg må alligevel tro på det. 

Ja, jeg må tro på, at jeg kan møde kærlighed gennem alle mennesker, som jeg møder på min vej, fordi vi dybest er af samme slægt eller i samme båd.

Menneskelighed er at være til for andre, siger man. 

Men menneskelighed er måske især, at du lader en anden være til for dig. At du lader en anden være din næste, og tager imod hjælp, når du har brug for det.

Hvis du ikke kan tage imod hjælp, så kan du sikkert heller ikke hjælpe andre. Så ender din hjælp alt for let i en form for krampagtig eller bedrevidende moralisme.

Eller sagt på anden måde: Hvis du ikke selv har modtaget kærlighed, hvordan skulle du så kunne give den til andre?

Og kan du ikke se og ikke føler den hjælp – eller den kærlighed - i dit eget liv, og det gør vi jo ikke altid og ikke i alle forhold, så kan du tro på den.

Tro på at Kristus blev en næste for os alle.

For det er naturligvis Ham, som lignelsen om den barmhjertige samaritaner først og fremmest er et billede på. Han der kommer os i møde i skikkelse af det fattige og foragtede menneske, Jesus fra Nazaret, som på korset bar på verdens synd.

Han der kommer for at frelse det fortabte menneske, der er snublet over sine egne idealer. Det menneske, der altid har alle mulige og umulige undskyldninger for ikke at gøre det gode, som buddet om næstekærligheden så direkte og ligetil kræver af os.

For vi kender jo alle til buddet i forvejen akkurat ligesom den lovkyndige, som ville sætte Jesus på prøve.

Vi lever i et land, hvor kristendommen har været forkyndt i 1000 år, og vi føler vel også derfor alle et eller andet sted inden i os, at vi hver især burde anstrenge os for at være bedre mennesker, som tager bedre vare på andre og især på vores nærmeste, som vi har mest ansvar overfor.

Skulle vi have glemt det, så minder Biblen os derom side op og side ned.

Men når kræfterne, viljen, modet eller kærligheden mangler, og vi selv ligger i vejsiden med drømme, der er halvdøde, afklædt for alle de gode intentioner og idealer, så må vi simpelthen tro på de andres kærlighed til os. Og i hvert fald på Ham, som samaritaneren er et billede på. At han ikke kun kommer og siger, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte og af hele vor styrke, og vort medmenneske som os selv, men kommer til os med evangeliets ord om Guds barmhjertighed og syndernes forladelse.

AMEN

Henvisninger:

Werner Fischer-Nielsen: Astrid Lindgren og kristendommen – set gennem Pippi, Emil og Grynet. Om de religiøse temaer i Astrid Lindgrens forfatterskab. Unitas Forlag 1998.

Astrid Lindgren: Bulderbybogen. Gyldendal 1998.