Prædiken til 12. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 26. august 2023
Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour
Salmer: 735 Nu sol i øst oprinder mild; 44 Urolige hjerte; 302 Gud Helligånd! o kom; 159 Min Jesus, grund til al vor lyst; 473 Dit minde skal o Jesus stå; 303 Kom, Gud Faders Ånd fuldgod.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« AMEN (Markusevangeliet 7,31-37)
Urolige hjerte,
Luk op for Guds fred.
Hvi gør du dig smerte, du ej behov.
Er han ej min Fader, som råder for alt.
Er ej mine tanker og hovedhår talt,
Og har ej den bedste til ven mig udvalgt?
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Hvad er kirken? Nogle vil sige, at det er forsamlingen af de troende. De som tror på Kristus som verdens frelser. Det er trosbekendelsens kirke. Den tror jeg på. Den søger jeg. Men kirken er også noget andet. Den er også en forsamling af uduelige og magtesløse mennesker. Den forsamling er jeg også en del af. Med andre ord: I kirken samles vi ikke alene om Kristus – vi samles også om vores afmagt, sådan som Paulus taler om det i epistlen til korintherne. Vi samles om det vi ikke kan, om det vi ikke formår.
Ja, måske går denne samling omkring vor afmagt endda forud for troen? I grunden er det jo ikke afgørende, hvad der kommer først – om det følelsen af afmagt i vores liv eller troen og tilliden til at vi ved Gud igennem Kristus bliver grebet og bevaret og frelst i sidste ende fra denne afmagt? Det afgørende er for mig i dag at pege på, hvor forbundne de to situationer er – troens og afmagtens situation. I livets yderste kampe ved alle, at det forholder sig sådan. Stillet overfor sygdom og død, overfor depression og mismod, overfor meningsløshed og intethed viser troen sig igen og igen som et utroligt svar.
Jeg har lige været forsamlet med en række feltpræster. Vi var forsamlede i Nymindegab helt ovre vestpå i bunden af Ringkøbing Fjord. Omdrejningspunktet for vores forsamling var krigen i Ukraine. To af mine kolleger har været i England i det forgangne år, og han kunne fortælle om det 5-ugers intensive kursus, som ukrainske mænd gennemgår bl.a. med danske instruktører.
En ting sidder tilbage efter at mine kollegaer har berettet om deres arbejde i England: Og det var meddelelsen om, at som krigsbilledet ser ud lige nu, så vil 80 %, otte ud af 10, af disse ukrainske soldater dø inden for et halvt år ved fronten. Sådan en oplysning sætter sig, og det er klart, at den også sætter sig hos de danske instruktører som står for ukrainernes 5-ugers uddannelse. Derfor, fortalte mine kollegaer mig også, opfordres de danske instruktører også på det kraftigste til IKKE at knytte nogen form for bånd med de ukrainere, som de er i kontakt. Ikke noget med at blive venner på Facebook, skrive et telefonnummer ned eller på anden måde indgå i nogen form for dybere relation end det, som opgaven foreskriver.
Det er vanskeligt. Det forstår vi godt. Går vi op og ned af hinanden i 5 uger dagen lang, som de vitterligt gør, fordi så meget uddannelse skal nås som muligt, så er det umuligt ikke at berøre hinanden, møde nogle man har ”kemi” med og det modsatte. En mulighed er jo selvfølgen at ”lukke ned” mentalt og sjæleligt. Tage skyklapper og udelukkende fokusere på, hvad det vil sige at lade et gevær og tage sigte. Og blive blind for det menneske som holder geværet. Vi forstår det godt. Det gør ondt at involvere sig i et andet menneske, at knytte et bånd med risiko for den lidelse og smerte som det vil være, når man erfarer at det andet menneske er udsat, som en frontkrigssoldat er i en krig, som den der finder sted netop i disse timer på det europæiske kontinent.
Sådan var et personligt indlæg fra kurset. Et andet var højere oppe i helikopteren og beskrev hele konflikten i Ukraine grundlæggende som et tegn på, at den verdensorden som vi kender og er vant til, den er ved at smuldre og forandre sig. Til hvad ved ingen endnu. Og sådan kørte jeg de 360 km hjem fra kurset i onsdags i en lidt særlig stemning. I bilen var en stemning af uro, fortvivlelse og afmagt overfor de konkrete skæbner, som jeg havde hørt fortællinger om, og om hvor det hele er på vej hen med denne verden. Den situation og stemning kender vi alle. I løbet af vore liv rammer den os før eller siden.
Sådan er det også selve menneskets erfaring med at leve, vi taler om i dag, når vi samles i kirken. Om det der overgår os, og som vi ikke kan ændre på. Når vi møder den erfaring, er det godt, at vi har et sted at gå hen. At vi kan komme til Kristus. Eller at han kan komme til os. For det er ham vor tro, skal samle sig omkring i vores kirke. Han er den eneste, som kan forløse vores afmagt. Mennesker har mund, øjne, ører og næser, hænder og fødder, men hvad bruger vi dem til, spørger salmisten os i dag?
I dag bringer menneskene en døvstum mand til Jesus, og de beder ham om at lægge hånden på ham. En døvstum er et helt konkret billede på et menneske som er frataget evnen til at høre og tale og sådan på mange måder afspærret fra at handle i verden og i stedet indespærret med sig selv. Det er en fysisk tilstand. Men jeg tillader mig altså at oversætte denne tilstand til den psykiske tilstand, hvor vi mennesker bliver spærret inde med os selv, med vores tanker og med vores bekymringer, vi kender det alle godt – og jeg er sikker på, at Markus har tænkt det samme, da han skrev nedfældede denne historie om Jesus – for vi kender det alle godt: Når vi har gået alene og for længe med noget, så kan det vokse inden i os og blive uoverkommeligt. Urolige hjerte, luk op for Guds fred! Det er dagens evangelium. Det er nemmere sagt end gjort, og i grunden er det udenfor vores magt. I dag er en bøn om, at Gud må lukke os op på samme måde, som Jesus lukkede ham op, der var døv og havde svært ved at tale. Urolige hjerte – i Jesu navn luk op for Guds fred!
En sidste ting: Lagde I mærke til, hvad der skete lige før Jesus sagde det hebraiske ord effatha, som betyder ”luk dig op”? Ja, han førte ham først afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge, disse helt fysiske handlinger, hvori han stiller sig overfor et enkelt menneske frigjort fra mængden og overfører sin kraft til dette menneske. Det er det samme, som finder sted i dåben og nadveren. Men det var nu ikke det jeg tænkte på, nej, det var det næste, jeg tænkte på, der hvor han ser op mod himlen… og så sukker han inden velsignelsen effatha undslipper hans struber.
Vor Herre sukkede kunne også kalde denne historie. Og sådan dukker et kraftigt evangelium frem ligeved siden af hovedevangeliet, det gode budskab, at Guds fred kan tage bolig også i det mest urolige menneskehjerte, et kraftigt evangelium, som siger til os: Gud har selv igennem sin søn Jesus erfaret, hvad det vil sige at være et menneske. Hvad det vil sige at græde over et menneske, at mærke fortvivlelse over alt det, som ikke er, som det burde være. Brorson spørger i salmen som vi skal synge om lidt: ”Hvad er det for en bitter ting, der gør dig hjertestød og sting, at du så dybt må sukke?” Og svaret lyder: ”Du ser, Guds billede er skændt, som var i sjælen inde, og hvordan mørkhed har bespændt de arme folks sinde”. Det er Gud, som græder over os, og den skæbne som er den menneskelige.
Lad os i dag samles i ordet om, at denne menneskeskæbne som er vor er en velsignet skæbne som står under Guds tegn og beskyttelse. Lad os høre det ord i tillid til, at hans planer og vilje skal ske. Og sådan lukke op for den megen glæde som vor skæbne også rummer på midt i alle bekymringer og farer, som vi møder. Kort sagt: Luk op for Guds fred. I Jesu navn.
Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden,
Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50