Prædiken til 9. søndag efter Trinitatis 2023


Prædiken til 9. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 6. august 2023

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 402 Den signede dag; 683 Den nåde, som vor Gud har gjort; 302 Gud Helligånd! O kom; 220: I dødens bånd vor frelser lå; 192/vers 7; 697 Herre, jeg vil gerne takke.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus sagde også til disciplene: »Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs!« Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. »Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.« AMEN (Lukasevangeliet 16,1-9)

 

 

Kære menighed!

 

Nu på torsdag, den 10. august, er det Sankt Laurentius’ dag. Laurentius var en helgen, som i katolsk tid spillede en stor rolle her i landet. Mange kirker blev indviet til Sankt Laurentius, og det danske navn Lars er ligesom Laurits og Lasse afledt af Laurentius. 

Laurentius var en ung spanier, der levede i 200-tallet. Han var diakon og arbejdede for Pave Sixtus i Rom med særligt ansvar for at forvalte kirkens skatte og for de fattige. Men det nye kristne mindretal blev dengang tit chikaneret. Til tider var kristendommen forbudt, og de kristne blev så forfulgte af myndighederne. Fordi de ikke ville tilbede kejseren eller deltage i dyrkelse af de hedenske guder. 

Da kejser Valerian kom til magten, indførte han dødsstraf for alle kristne præster. Det ramte bl.a. Pave Sixtus, der blev henrettet den 6. august 258. Laurentius fik derimod det løfte, at han ville blive skånet, hvis han overgav alle kirkens skjulte skatte til kejseren. Laurentius bad om tre dage til at samle skattene. Men han brugte tiden på at dele alt, hvad kirken ejede, ud til byens fattige. Da de tre dage var udløbet, tog han nogle af de fattige med sig, og sagde til den kejserlige embedsmand: ”Disse (fattige) er kirkens sande rigdom”. Og: ”Kirken er langt rigere end din kejser.”

 

På grund af denne frækhed blev Laurentius dømt til døden. Ifølge legenden blev han grillet levende på en rist den 10. august. Derfor er han på middelalderens kalkmalerier ofte afbilledet med en pengekiste i den ene hånd og en grillrist i den anden. 

Det er derfor, at der var en rist i den gamle Esbønderup-Nødebos kommunes byvåben, da Laurentius er Esbønderups skytshelgen.

Da Laurentius var blevet ristet over ilden et stykke tid, skal han ifølge helgenlegenden have råbt: "Vend mig om, stegen har fået nok på denne side". 

Hvilket var årsag til, at Laurentius blev skytshelgen ikke kun for fattige og forbrændte og brandfolk, men også for kokke og narrer eller komikere. 

Det sidste fremgår også af et kalkmaleri i Sønder Asmindrup kirke ved Holbæk, hvor Laurentius til fire muntre bødler med blæsebælge og stegegafler i hænderne siger ”assatus sum”, dvs. ”jeg er mør”. 

 

Ja, helgener var en slags superhelte i middelalderen. Men i dag dyrker vi protestanter i Danmark ikke længere Laurentius og de mange andre katolske helgener.

I hvert fald kun som den gamle præst i Vester Skerninge ved siden af mine forældres hjem på Sydfyn, som hvert år inviterede til stor grillfest i præstegårdshaven på Sankt Laurentius’ dag. 

 

Når jeg i dag alligevel begynder med Laurentius, så er det for det for det første fordi, at søndagens tekst i dag, lignelsen om den utro eller uærlige godsforvalter, i den tidlige middelalder blev placeret netop på denne tid af året, hvor Skt. Laurentius blev fejret. 

Men det er også fordi, at vi i denne uge har diskuteret regeringens hensigt om at forbyde offentlige koranafbrændinger. Hvilket er en svær sag, som deler vandene i såvel folketinget som i folket. For det er nok et af den slags spørgsmål, som det for os kristne er svært at svare principielt og entydigt på, og som vi måske bedst kan forholde os til ved hjælp af den barokke humor, som vi møder i legenden om Laurentius, helgen for både brandmænd og narrer.

 

 

Hvis vi begynder med det første, så har de gamle tydeligvis ment, at legenden om Laurentius gav et fingerpeg om, hvordan lignelsen om den uærlige godsforvalter skulle forstås. At hvis man vil være Jesu discipel skal man give uselvisk som Laurentius. Men også handle med en vis frækhed i forhold til penge og ejendom.

Ja, det blev måske ligefrem følt nødvendigt at fremhæve ved hjælp af Laurentius’ legende, som blev oplæst i kirkerne den 10. august. 

For godsforvalteren i Jesu lignelse handler ikke uselvisk, og han vil i modsætning til Laurentius bare redde sit eget skind.

Han har ødslet med sin herres midler, hører vi, og da han bliver opdaget, så skynder han sig at svindle endnu mere ved at få nedskrevet store gældsposter, som andre skylder hans herre. Sådan så de vil komme i taknemlighedsgæld til ham og tage imod ham i deres hjem, når han selv er på spanden.

Forvalteren gør det endda så listigt, at han får sin herres skyldnere til selv at føre deres ’gældsrabat’ ind i regnskabsbogen, så hans nye velyndere sort på hvidt bliver medskyldige i hans bedrag og ikke kan røbe ham.

 

På den måde fortalte Jesus en for mange af hans tilhørere sikkert forargelig historie om et menneske, som blev taget med fingrene i fedtefadet, og klarede sig ved at se stort på almindelige borgerlige regler om hæderlighed og moral og mod al ret og rimelighed fik ros for det af sin herre.

Og det er selvfølgelig ikke for at opfordre os til at stjæle eller bedrage, men det er for at sige, at der findes en retfærdighed, som er større end vores retfærdighed og større end alle vores nødvendige normer og regler om ret og rimelighed og dit og mit.

Sådanne regler er nødvendige for, at samfundet kan bestå, men hvis vi kun lever efter reglerne og principperne, så bliver livet et helvede, og det gælder ikke mindst i vores personlige forhold. 

 

Når man tidligt i middelalderen valgte at høre om den uærlige godsforvalter på den tid i kirkeåret, hvor man i forvejen fejrede Laurentius, så var det sikkert fordi, at man i begge fortællinger så en stor evangelisk humor og et menneskeligt overskud, som vi alle har brug for, og som kan gøre os mere åbne og generøse over for hinanden. 

Fordi man i fortællingen om den ristede helgen, som til sine bødler sagde ”vend mig om, stegen har fået nok på denne side” - ligesom i evangeliet om den uærlige, men snedige godsforvalter – fandt en humor, der måske kan give os kraft til at leve i en verden, hvor alting ikke altid går efter beregning eller retfærdigt til efter vores egne målestokke. 

En humor der bunder i evangeliets forkyndelse af, at vi alle dybest set ikke har noget som helst, som vi ikke har fået skænket, og at vi bare ved at have fået livet har fået så meget, at vi selv altid vil være i gæld til op over ørerne. 

Vi der derfor kun kan spare op og samle os varig kapital ved at glæde andre med hvad vi har.

Vi der skylder Gud og vor næste alt og derfor kun kan leve i tro på syndernes forladelse og ikke ud fra det, som synes os retfærdigt eller principielt rigtigt.

 

Det er måske også denne afvæbnende humor, som vi har brug for mere af i disse dage, hvor ytringsfrihed versus regeringens ønske om at forbyde koranafbrændinger diskuteres så lidenskabeligt.

Og hvordan vi nu hver især forholder os til dette spørgsmål, så må vi som kristne vel være enige om, at i kristendommen er religionskritik grundlæggende tilladt af netop religiøse grunde.

Eller som biskoppen i Aalborg Thomas Reinholdt Rasmussen prægnant sagde i ugens debat:

”Kristendommen handler grundlæggende om, at Jesus Kristus blev trådt på og ydmyget, men i sidste ende viser Guds kærlighed sig større end ydmygelsen. I Kristendommen er Guds kærlighed stærkere end blasfemien.”

”Gud kan ikke blive trådt kraftigere på, end han gjorde landfredag, og derfor behøver jeg ikke særlige paragrafer til at beskytte min tro.”

Sådan sagde biskoppen og advarede mod at forbyde den religionskritik, som koranafbrændinger er udtryk for, selv om han forstod muslimernes vrede og tog meget stærk afstand fra selve handlingen og endda fordømte den.

 

Jeg tør for mit eget vedkommende alligevel ikke sige, hvem der har ret i ugens svære debat.

Regeringen der fokuserer på rigets sikkerhed og velstand, eller oppositionen der siger, at hvis man først forbyder disse for muslimerne blasfemiske og stærkt sårende koranafbrændinger, så giver vi køb på en grundlæggende frihedsrettighed og ender måske med at ryste på hænderne, hver gang nogle føler sig krænkede af den ene eller den anden årsag.

Jeg ville imidlertid ikke selv blive voldsomt forarget, hvis nogen brændte en bibel af her foran kirken.

Det ville på en måde næsten glæde mig, fordi det ville bekræfte mig i, at det kristne budskab stadig ægger til modsigelse i verden og er en forargelse for alle humorforladte og selvretfærdige moralister, som insisterer på at have Gud eller retten på deres side.

Og jeg ville nok også tænke på, at vores kirkes reformator Martin Luther den 10. december 1521 selv brændte en del bøger af – nemlig den bulle, hvormed paven fordømte ham som en kætter, man skulle futte af, og den kanoniske ret, som for den katolske kirke er en hellig lovbog.  

  

Alt er tilladt, sagde vores Apostel Paulus engang med tanke på dette i religionernes historie helt og aldeles enestående, at i Kristus er skellet mellem helligt og vanhelligt, religiøst og verdsligt, ren og urent, de fromme og de blasfemiske, principielt overvundet.

Men det er ikke alt, som gavner, tilføjede Paulus.

Og hvad der gavner mest i denne sag om koranafbrændinger, ved jeg simpelthen ikke.

 

Det er hverken sympatisk eller klogt at såre andre menneskers religion uden god grund, men det er så forskelligt, hvad vi anser for en god grund, og hvad der binder vores samvittighed.

Men netop religionerne, der kan få både det bedste og det værste frem i folk, bør det være lettere at kritisere end så meget andet her i verden, så jeg køber ikke det argument for et forbud mod koranafbrændinger, som siger, at f.eks. racisme eller personlige ærekrænkelser også er ulovlige herhjemme, eller at man pr. definition er en primitiv barbar, som skal dømmes ude, hvis man brænder en bog, som er hellig for andre.

Desuden koster det måske langt mere på den lange bane, hvis vi i stigende grad begynder at acceptere censur og selvcensur.

 

Det vil i hvert fald være ærgerligt – brandærgerligt, var jeg lige ved at sige! - hvis vi begynder at tage vores egen og andres tro så højtideligt, at vi ikke længere kan drille hinanden i al godmodighed. 

Hvilket minder mig om en vittighed om den nye pagt eller det testamente, som Jesus stiftede skærtorsdag aften, og som jeg hellere må skynde mig at fortælle jer, inden det måske også bliver forbudt.

En gammel rabbiner græd og klagede sin nød, da han pludselig hørte Guds stemme. 

- Hvad græder du dog over min gode mand?
- Jeg skammer mig sådan. Min eneste søn har opgivet jødedommen og er blevet kristen.
- Det var da utroligt. Også din? 
- Ja, hvad gør en far dog i sådan en situation?
- Jeg ved ikke med dig, men jeg lavede et nyt testamente!
 

AMEN

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023