Prædiken til 8. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 30. Juli 2023.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 392 Himlene, Herre, fortælle din ære; 390 Gud, lad dit ord i nåde lykkes; 289 Nu bede vi den Helligånd; 320 Midt iblandt os er Guds rige; 192, kun vers 7; 351 Vor arv vi kendes ved.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.« AMEN (Matthæusevangeliet 7,15-21)

Kære menighed!

For nogle dage siden talte FN's generalsekretær António Guterres i New York om de klimakatastrofer, som vi har hørt så meget om i denne sommer på grund af tårnhøje temperaturer i Sydeuropa og USA.

Æraen for global opvarmning er slut, æraen med global opkogning er begyndt, lød hans nedslående ord. 

Juli måned bliver den måske varmeste på kloden i 120.000 år, og konsekvenserne er tydelige, tragiske og menneskeskabte. Børn bliver fejet væk i monsunregn, familier flygter fra flammerne, arbejdere kollapser i brændende hede.

Derfor kom generalsekretæren med en opsang til verdens ledere om at lede: ”Ikke mere tøven, ikke flere undskyldninger, ikke mere med at vente på, at andre tager det første skridt. Det er der simpelthen ikke tid til mere”, sagde António Guterres.

Det var stærke ord, og vi lever i en tid med mange store globale udfordringer og problemer, som kan tage pippet fra enhver. 

Men den største udfordring i vor tid er måske hver især at holde fast i, at der altid er håb, og altid er noget, som vi selv skal kæmpe for og tro på.

Antonónio Guterres tale fik mig i hvert fald til at tænke på en berømt tale, som den tidligere amerikanske præsident Theodore Roosevelt holdt på Sorbonne-universitetet i Paris i 1910.

Han var måske netop en statsmand af den type, som vi har brug for i dag til at inspirere og lede os. Theodore Roosevelt var i hvert fald et usædvanligt menneske. I sin ungdom var han cowboy i det vilde vesten og blev i årene 1901 – 1909 den yngste præsident i USA’s historie. Han fik Nobels fredspris i 1906 for at have mæglet i krigen mellem Rusland og Japan, men tog sig som præsident også tid til at tage på ture i f.eks. nationalparken Yosemite Valley, hvor han overnattede i sneen i sit telt. Theodor Roosevelt var en bognørd og skrev selv bøger og var en stor menneskekender, men han var også amatørbiolog og ivrig jæger. Han elskede efter eget udsagn naturen lige så højt som de dengang nye californiske dåseferskner, og af alle hans mange meritter var han selv mest stolt over sin store indsats for at beskytte og frede den vilde amerikanske natur. Han omtales ofte blot som Teddy og lagde navn til det populære krammedyr, Teddy-bjørnen, som ligner ham lidt, efter at præsidenten under en jagt indigneret havde nægtet at skyde en bjørn på en usportslig måde.

Da Theodore Roosevelt den 23. april 1910 stod i sit stiveste puds og talte på Sorbonne i Paris til en tusindtallig skare, der udover den lærde republik inkluderede ministre og generaler, var han på vej hjem fra Afrika, hvor han i et års tid havde været på storvildtjagt!

[Theodore Roosevelt, 1858 - 1919, iført jægerkostume i 1885. Foto. Wikipedia.]

”Hvad skal der til for at et demokrati – dette enestående eksperiment – ikke ender tragisk?”

Sådan spurgte Theodore Roosevelt først i talen, og hans svar var, at det er den enkelte borgers karakter, som demokratiet står og falder med.

I lande, der styres af en enkelt eller få, er det kun ledernes eller elitens karakter, som er afgørende.

Men i demokratiet er det den enkelte borger.

Derfor gav Roosevelt ikke meget for det menneske, som ikke ville engagere sig aktivt i livet og samfundet.

Og kynikeren gav Roosevelt slet ingenting for.

Hør blot følgende lange citat fra hans tale: “Den ringeste måde at møde livet på er ved at møde det med en snerren. Der er mange mænd, som føler en form for besynderlig stolthed ved kynisme, der er mange, som alene beskæftiger sig med kritik af den måde, hvorpå andre gør, hvad de selv ikke engang tør forsøge. Der findes intet usundere væsen, ingen mand, der er mindre værdig til at modtage andres respekt, end ham, der enten har, eller lader som om han har, en fnysende vantro overfor alt, der er imponerende og ophøjet, enten i kraft af indsatsen eller i kraft af det noble forsøg, der selv hvis det fejler, er næsten lige så godt som indsatsen. En kynisk vane i tanken og i talen, en parathed til at kritisere arbejde, som kritikeren aldrig selv forsøger at udføre, en intellektuel distance, som ikke accepterer kontakt med livets realiteter – alt dette er markører, ikke som den, der bærer markørerne vil tro, på overlegenhed, men på svaghed.”

Til gengæld fremhævede Theodore Roosevelt det menneske, som han kaldte for manden i arenaen.

Hvilket er ham eller hende som – og nu citerer jeg igen Roosevelts stærke ord -  “er mærket af støv og sved og blod; som kæmper tappert, som begår 5 fejl, som kommer til kort igen og igen, fordi der ikke er nogen indsats uden fejl og mangler, men som alligevel kæmper for at leve op til sin pligt; som kender til begejstring, til hengivelse, som bruger sig selv i en værdig sags tjeneste; som i bedste fald til sidst møder triumfen efter en stor præstation, og som i værste fald, hvis han fejler, i det mindste fejler, fordi han har turde satse stort, så han aldrig skal findes blandt de kolde og vage sjæle, som hverken kender til sejr eller nederlag.”

[Theodore Roosevelt, amerikansk præsident 1901-1909]

Ja, alt det kom jeg selvfølgelig især til at tænke på, fordi Jesus i dagens svære og for mig meget anfægtende evangelium siger, at vi skal kende de falske og sande profeter på deres frugter. 

I det ydre ligner de falske og sande profeter nemlig hinanden.

Og deres frugter består derfor heller ikke i at mene eller gøre noget bestemt.

Når Jesus bruger træet og dets frugt som et billede, så siger han jo også ganske klart, at troens frugt ikke består i noget ydre, men er en sandhed, som må plantes i os for at vokse og forandre os indefra.

Hvis troens frugt kun er noget ydre, siger salmedigteren Jakob Knudsen tilsvarende i et af sine kristelige foredrag, så ser man på trællevis på Gud som en mægtig despot, som ligesom jordiske despoter kan se igennem fingre med ondskab hos deres undersåtter, når bare de viser herskeren den rette ærbødighed og føjer sig efter ham. Så er troen ikke liv, men bare en død mening om nogle usynlige ting. Så bliver troen en slags bytteobjekt eller en gerning, som man gør for at få noget igen. 

Men tro er et levende fællesskab med Gud. 

Tro er en ny, mere sand, levende, mere frugtbar måde at leve på, som ifølge Jesus’ ord i dagens evangelium findes, hvor mennesker gør hans himmelske fars vilje.

Og dette er for mig det afgørende i dagens svære og anfægtende tekst. 

Jesus taler ikke kun om at gøre Guds vilje, som han selv sammenfattede i det dobbelte kærlighedsbud: at vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv. 

Han taler her i denne sammenhæng om sin himmelske fars vilje, og hvis Gud er, som Kristus siger, så må Han også skelne mellem os og vores gerninger eller mellem os og vores ugerninger.

For en ordentlig far elsker ikke sine børn, fordi de er dygtige eller gode. Jeg ved ikke, om jeg selv er en ordentlig far, men jeg elsker i hvert fald ikke mine fire børn, fordi de er mere artige eller dygtige end naboens venlige børn. En far eller mor elsker bare deres børn – og på trods af svigt og fald – men de gør samtidig alt, hvad de kan, for at børnene kan vokse og udfolde deres potentialer.

Troens frugt er vel erfaringen af, at Gud kalder på os i sit ord og sakramenter og vil have fællesskab med os på trods af alt det, der skiller os fra ham.

Det er det kald, som vi svarer på ved at kalde Jesu far for vores himmelske fader og Gud og bede fadervor.

Men dette fællesskab sætter altid ydre frugt, og ellers er det ikke til. 

Det kender vi også fra vores egne personlige forhold, at sådan må det være. For det giver ingen som helst mening at tale om et personligt og sandt fællesskab, som ikke er givende og forpligtende.

Troens fællesskab med Gud betyder ikke, at man ikke længere mærker samvittighedens anklage i sit indre, eller at Gud ikke dagligt tilskynder os til at forlade de sikre tilskuerpladser og gå ned og kæmpe i arenaen. Til at rejse os fra sofaen og engagere os i livet og i vores medmennesker og de fælles problemer.

Hvis vi ikke længere kan høre den stemme og anfægtes af den, og så er vi sandsynligvis ved at miste det levende fællesskab med Gud, som er troens liv.

Det fællesskab hvor samvittigheden driver os til at gøre godt, men aldrig får lov til at blive tyrannisk og enerådende, fordi den så så at sige sættes på plads af evangeliet eller erfaringen af, at Gud bærer over med de fejl og mangler, som vi alle har.  

Og så bare her til sidst om troens frugt:

Det fortælles i alle de tre første evangelier i Det ny Testamente, i både Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet, at disciplene en nat var ude i en båd på Genezaret Sø. Da kom der et voldsomt uvejr, en hvirvelstorm, og når man læser derom, kan man næsten ikke kan lade være med at tænke på det ekstreme vejr i vor tid.

Bølgerne slog ind over båden, så den var lige ved at blive helt fyldt med vand, og selv om nogle af disciplene var erfarne fiskere, så blev de bange. 

Men Jesus lå imens i agterstavnen og sov på en hynde som et lille trygt barn. Indtil de bange disciplene vækkede ham med ordene: ”Herre, Frels os! Vi går under!” ”Er du ligeglad?”

Og så sagde han blot til dem: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” ”Har I endnu ikke tro?”

Det underlige og forargelige i historien er, at han er hos os i livets storme som den, der sover, men det er også evangeliet. 

Det er et billede på den fred, som evangeliet eller troen vil give os del i. 

Det er ikke en fred for storme og verdens mange udfordringer, men en indre fred, som måske netop gør, at vi selv vover at træffe svære beslutninger og kæmpe i livets arena trods risikoen for skuffelser og nederlag.

Vi kan miste dette fællesskab med Gud eller denne indre fred. 

Ligesom det kan ske, at mennesker kan glide fra hinanden, hvis man f.eks. holder op med at tale sammen eller interessere sig for hinanden.

Men hvis det sker, så nytter det ikke at tage temperaturen på sin tro. 

Eller søge ydre beviser for at den er sand.

Det bringer Jakob Knudsen i øvrigt også et overbevisende billede på i sit foredrag:

Hvis to mennesker er blevet i tvivl om hinandens kærlighed, så nytter det ikke noget, at A forsøger at bevise sin kærlighed til B eller at argumentere for, at der ikke er noget i vejen med forholdet. Det hjælper ikke. Det eneste, der hjælper, er, at de kaster sig i hinandens arme, og taler fortroligt med hinanden.

Sådan, siger Jakob Knudsen, må et menneske, der tvivler om troen, i bønnen kaste sig ind i Guds favn, hvilket Kristus har givet os både lov til og evne til at gøre i Hans navn.

For det er Ham, og ikke os, som er det gode træ.

Og: ”Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter”. 

AMEN

Henvisninger:

Hvad jeg siger om Theodor Roosevelt, og citaterne fra hans tale, har jeg mest fra en grundlovstale, som den kendte journalist og forfatter Lea Korsgaard holdt i 2019: 

https://www.ryhojskole.dk/wp-content/uploads/2019/06/Lea-Korsgaard-grundlovstale-2019.pdf

Jakob Knudsens foredrag ”Moral og Kristentro” er trykt i sammes: Kristelige Foredrag og andre afhandlinger, Gyldendal 1956 (1. udg. 1933), s. 65-74.