Prædiken til 4. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang kirke den 2. juli 2023.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 743 Nu rinder solen op; 503 O Herre, udslet min synd så svar!; 306 O Helligånd, kom til os ned; 695 Nåden hun er af kongeblod; 192/kun vers 7: Du som har dig selv mig givet; 726 Gak ud, min sjæl, betragt med flid.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Jesus sagde: »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« Han fortalte dem også en lignelse: »Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.« AMEN (Lukasevangeliet 6,36-42)

Kære menighed!

Jesus advarer os i dagens evangelium mod dømmesygen, som er mere udbredt og har voldt mere skade end selv den sorte pest og corona til sammen.

I dagens første bibellæsning fra 2. Samuels bog fik vi måske ovenikøbet en slags forklaring på og en medicin mod denne gådefulde, smitsomme og dødsensfarlige sygdom.

David var den store og feterede konge i Israel. Han havde haft held med sig siden sin ungdom. Han havde samlet riget og fået alt, hvad hans hjerte kunne begære af succes og velstand. Og hans øjne var også faldet på den smukke Batseba, som var gift med hittitten Urias, Davids hærfører. Det er en velkendt historie: For at få fingre i Batseba satte David Urias på en uriaspost, som man siden har kaldt det. Han fik det ordnet på den måde, at Urias i det næste slag i krigen mod ammonnitterne blev sat på en så udsat post i forreste frontlinje, at han ikke kunne undgå at falde. Derefter kunne David så hjemføre enken, den skønne Batseba, til sit harem.

Men så kom profeten Natan en dag til David og fortalte ham denne lille historie: Der var to mænd i en by. Den ene var rig og havde masser af kvæg. Den anden var fattig og havde kun et eneste lam. Men den rige var nærig og hensynsløs. Da han en dag fik gæster, ville han ikke slagte noget af sit eget. Han tog i stedet for den fattige mands lam, som var hans et og alt.

Da kong David hørte det, flammende hans vrede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: ”Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!” Hvortil Natan sagde: ”Du er manden!”

[Den schweiziske, nyklassicistiske maler Angelika Kaufmann (1741-1807): David og Natan]

Det er en dyb psykologisk fortælling, og jeg bider især mærke i, at David blev grebet af et impulsivt stort raseri og straks ville dræbe den mand, som Natan fortalte om.

Hvorfra kom dog dette voldsomme ukontrolerbare raseri, som greb David?

Selvfølgelig havde Davids forbrydelse at gøre med, at rigdom og succes og magt og et vigtigt ansvarsfuldt arbejde let kan blænde os og gøre os egoistiske, men dette kan jo ikke forklare kongens vrede.

Denne impulsive vrede kom vel fra, at David dybest set vidste, at han havde handlet forkert ved at begære Batseba og slået hendes mand Urias ihjel for at tilfredsstille begæret.

Men han havde fuldstændigt fortrængt det, og måske havde han undskyldt sin handling overfor sig selv med den tanke, at han var kongen og en mere vigtig person end Urias. Eller måske med at Urias var en fremmed og tilhørte den gamle hittitiske kultur, dvs. havde en anden religion end David og hans jødiske folk.

Sådan tror jeg nemlig, at vi alle hele tiden fortrænger vores egne synder ved hjælp af en slags simpel psykologisk forsvarsmekanisme.

Vi ved inderst inde godt, at vi ikke er skyldfri, dvs. at vi selv skylder de andre noget og har vores fejl, men vi fortrænger det bl.a. ved at dømme andre.

Hvis det bliver en vane, så ender vi måske med at moralisere over stort og småt og stirre os blinde på andres fejl, og måske ender det endda med, at vi ligesom David får svært ved at styre vores egen vrede og vor moralske forargelse, hvad enten den retter sig mod enkeltpersoner eller samfundet.

Denne ukontrolerbare moralske vrede synes jeg, at vi ser mere og mere i vor tid. 

Til tider bliver jeg endda grebet af den triste tanke, at dømmesygen i disse år spreder sig som aldrig før ligesom en virus-epidemi ude af kontrol.

Jeg så f.eks. i går i fjernsynet et interview med den kendte forsvarsadvokat Merethe Grith Stage, som netop havde forsvaret den mand, som forleden blev idømt forvaring for sit grufulde mord på den unge kvinde i Aalborg, Mia Skadhauge Stevns.

Den berømte forsvarsadvokat fortalte, hvordan hun i dag modtager langt flere vrede hadbreve på grund af en sådan sag end for blot ganske få år siden. Selv om hun blot passer sit arbejde og i øvrigt er garant for vores retssamfund, når hun i retten forsvarer folk, som står anklagede for horrible forbrydelser.

Jeg så i går i fjernsynet også de voldsomme optøjer i Frankrig i anledning af et uforståeligt politidrab på en ung mand med indvandrerbaggrund.

Det er deprimerende, men også tankevækkende, at sådan en tragisk enkeltsag kan legitimere en så stor vrede og ødelæggelsestrang blandt ungdommen.

For skyldes det mon alene en let forståelig afmagt og frustration over svære sociale forhold og racisme, eller stikker det dybere hos disse unge franskmænd, som lige nu hærger i gaderne, plyndrer butikker og udøver hærværk mod helt uskyldige menneskers ejendom?

Tja, jeg tror det stikker dybere, for jeg ser denne vrede mange andre steder, og den kan også gribe mig selv, selv om jeg ikke er stolt deraf.

”Du er manden!”, sagde Natan til David, og vi forstår kun de ord, hvis vi kan se os selv i David, og ikke bare tænker: ”Ha, så blev han sat på plads, den rige royale forbryder, som troede han kunne tillade sig alt.”

Hvis vi havde læst mere fra 2. Samuels bog, så havde vi imidlertid også erfaret, at dommen i bibelen altid står i livets og tilgivelsens og forsoningens tjeneste.

For Natan peger ikke bare fingre af Davids forbrydelse, men fortsætter med at fortælle ham, hvordan Gud har velsignet ham siden hans ungdom, reddet ham fra kong Sauls vanvid og givet ham kongekronen og andre hustruer end Batseba. ”Skulle det ikke være nok, havde jeg gerne givet dig langt mere”, siger Gud endda selv til David gennem profetens mund.

Men fordi David har foragtet Guds ord og al lov og ret, vil ulykken nu ramme kongen og hans slægt.

Da David hører dette, så angrer han, og siger til Natan: ”Jeg har syndet mod Herren”.

Og Natan svarer kongen: ”Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø.”

David havde syndet, og det fik store og tragiske konsekvenser for hans familie og dynasti.

For sådan ser bibelen altid realistisk på synden.

Men bibelen fortæller også, at vi aldrig bliver ladt alene med synden, og at vi altid får en chance til at angre og til at begynde forfra.

Når Jesus tilsvarende i dagens evangelium advarer os mod at dømme andre, så mener han selvfølgelig ikke, at vi ikke skal skelne mellem godt og ondt eller ikke bedømme og dømme os selv og hinanden.

Men vi skal gøre det barmhjertigt og styre vores vrede, siger han.

Vi skal med andre ord være forsigtige med at dømme andre, og vi må aldrig dømme andre ude.

Men det kræver, at vi ikke kun forstår os som ofre, men også som skyldige, dvs. at vi indser, at vi selv har vores egne fejl, og at vi selv har brug for andres tilgivelse og overbærenhed.

Det kræver, at vi med Jesu eget pragtfulde billede i dagens evangelium også indser, at vi allerede har fået et godt presset, rystet, topfyldt mål, fordi Gud er generøs og ikke smålig eller nøjeregnende. 

Derfor skal du elske og være generøs mod andre, og ikke bare fordi det måske føles godt.

Men det er noget, som vi ofte må øve os på, for den impulsive, ukontrolerbare vrede har altid været i verden, og kan gribe os alle, tror jeg.

Den greb fat i den store kong David i Bibelen. 

Og handlingen i det store oldgræske digt Illiaden begynder dybt symbolsk med den voldsomme og destruktive vrede, som under Trojas belejring greb den krænkede halvgud Achilleus, fordi Agamemnon tog den underskønne, ferskenkindede Briseis fra ham.

Den kristne tro vil hjælpe os med at tøjle den vrede, som greb disse store helte

- ved at forkynde, at Gud lod vreden ramme sig selv på korset; 

- ved at holde os alle fast på, at vi alle er i samme båd, og at vi alle har brug for Guds nåde og barmhjertighed;

- ved at bringe os en forståelse af, at synden ikke primært er de andres fejl mod os, men et fælles vilkår, som vi alle er underlagt.

Tilsvarende skrev Paulus stærkt i dagens epistel fra Romerbrevet, at hele skabningen, inkl. naturen omkring os og i os, sukker og vånder sig sammen og længes mod en forløsning fra syndens destruktive magt.

”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig”, siger Jesus i dagens evangelium.

Når Jesus derefter taler om at se på sine medmennesker uden en bjælke i øjet, så mener han ikke, at vi kan blive fejlfrie og moralsk uangribelige.

Men han mener, at vi kan og bør blive bedre til at elske hinanden ved hjælp af den viden, at vi selv er omfattet af og har brug for Guds og andre menneskers overbærenhed, tilgivelse og kærlighed.

Det vidste de gamle mere om, end vi gør i dag, hvor det at være et menneske ofte bliver reduceret til alene at være et offer og ikke en skyldig, og hvor den stærke bibelske tale om synd, skyld og tilgivelse så ofte tilsvarende banaliseres til en indigneret følelse af, at hvad de andre gør, er synd for os selv.

Når f.eks. jøder i middelalderens synagoger afskrev skriftrullen med 2. Samuelsbog, så lavede afskriverne ofte et tydeligt mellemrum mellem Davids ord til Natan: "Jeg har syndet mod Herren”, og Natans svar på Davids syndsbekendelse: ”Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø”.

Fordi man i netop dette mellemrum afbrød oplæsningen i synagogerne af fortællingen om David og Nathan for at læse salme nummer 51 i Det gamle Testamente, som har overskriften: ”En salme af David, da profeten Nathan kom til ham, fordi David havde været sammen med Batseba.”

Denne store stærke bibelske bodssalme, hvor den angrende David bl.a. beder med disse ord:

Herre, vær mig nådig i din godhed,

udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!

Vask mig fuldstændig ren for skyld,

rens mig for synd! (. . . . )

Skab et rent hjerte i mig, Gud,

giv mig på ny en fast ånd!

Kast mig ikke bort fra dig,

og tag ikke din hellige ånd fra mig!

(Salmernes Bog 51, vers 1-2 & 10-11). 

AMEN