Prædiken til 3. søndag efter Trinitatis 2023


Prædiken til 3. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 25. juni 2023.

Af Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 3 Lovsynger Herren;309 Bøj, o Hellligånd, os alle; 292 Kærlighed og sandheds Ånd!; 492 Guds igenfødte, ny-levende sjæle; 664 Frelseren var mig en hyrde god; 482 O Herre God og frelser from.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.« AMEN (Lukasevangeliet 15,1-10).

 

 

Kære menighed!

 

Nogle gange kan man være dummere end politiet tillader og til tider heldigere.

Begge dele erfarede jeg som nyslået lysegrøn præst for 20 år siden.

Hvilket jeg kom til at tænke på grund af debatten om aktiv dødshjælp, som er blusset op igen herhjemme, efter at statsminister Mette Frederiksen på folkemødet på Bornholm i sidste uge har erklæret sig som tilhænger af aktiv dødshjælp i en eller anden form.

 

For jeg blev kort efter min ansættelse som landsbypræst en aften kaldt ud til plejehjemmet for at berette en døende kvinde, altså tage hende til nadver, og jeg havde dengang aldrig før prøvet at være ude med hjemmeberettelsessættet.

Da jeg havde hilst på kvinden og hendes familie og blevet sat ind i situationen, så forlod familien mig og den døende, så vi ikke ville blive forstyrret under den hellige handling.

I dag ville jeg indtrængende have opfordret familien til at blive og deltage i andagten, så det var noget, vi var fælles om.

Men det tænkte jeg ikke på denne første gang.

 

Jeg dækkede et lille nadverbord ved den døendes hovedgærde, og sang ”Vor Gud han er så fast en borg” og læste nadverbønnen og indstiftelsesordene.

På det tidspunkt var kvinden faldet lidt hen, men det var svært at stoppe nu.

Så jeg tog oblaten og sagde de stærke, forjættelsesfyldte ord: ”dette er Jesu Kristi legeme”.

Og så begik jeg desværre en dum fejl. For jeg lagde oblaten i hendes mund i stedet for blot at berøre hendes læber med den. 

Hun forsøgte, men kunne ikke synke den, og jeg blev med ét så bange for, at hun skulle blive kvalt, og så stak jeg to fingre ind i hendes mund for at fiske det lille stykke brød ud, men kom dermed til at vælte kalken med nadvervin ved siden af mig, og jeg hev da panisk i klokkesnoren, og snart kom personalet løbende og hjalp mig.

 

Jeg husker ikke, hvordan vi tog afsked, men jeg kunne ikke sove om natten, og havde det elendigt. 

Det der skulle have været et menneskes smukke og meningsfulde afsked med livet, havde jeg klodsede idiot ødelagt, og jeg havde skændet nadverens hellige sakramente.  

Jeg følte mig fuldstændig uduelig og var vist nærmest klar til at tage min afsked.

 

Den næste dag ringede sønnen, og jeg troede, at det var for at fortælle mig, at hans mor nu var død. Men det var for at takke for min indsats. Han spurgte glad og forundret, hvad jeg dog havde gjort ved hans mor. For hun var pludselig blevet meget mere frisk.

 

Ved begravelse tre uger efter var familien stadigvæk fulde af taknemmelig og latter over episoden og sagde, at de helt mod forventning havde fået tre ekstra og fine uger med deres mor, svigermor og bedstemor på grund af mit besøg.

Jeg tænker, at hun måske har været bange for at få besøg af den klodsede præst igen, og at det gav hende uanede nye kræfter . . . eller måske det var et ægte under eller måske bare et bevis på, at heldet følger de tossede.

Denne episode har i hvert fald lært mig, at selv dér, hvor livet synes forbi, kan der stadigvæk ske noget godt i et menneskes liv – og i dets families liv.

 

Ja, det kom jeg som sagt til at tænke på grund af statsministerens ønske om at indføre aktiv dødshjælp her i Danmark ligesom man i mange år har haft i nogle amerikanske stater og i Schweiz og i 2002 fik i Holland og så i Belgien og Canada og for nylig i Portugal.

Vi skal diskutere det, og eksperterne i f.eks. etisk råd eller handicaporganisationerne eller lægeforeningen, som alle er imod aktiv dødshjælp, skal ikke bestemme det, sagde vores statsmister også.

Men der er måske ting i tilværelsen, som man ikke bør diskutere, og hvor man bør lytte til de klogeste og til traditionen og ikke lade sine beslutninger styre af sine følelser og enkelthistorier om folk, som har haft et langt og lidelsesfuldt sygeleje og selv har ønsket at dø.

 

Man siger, at et stort flertal i befolkningen går ind for aktiv dødshjælp, men måske er det fordi, at flertallet ikke ved, hvad det er. For vi kan allerede i dag lindre for smerter og hjælpe folk med at dø i stedet for at hjælpe dem til at dø. Når vi f.eks. ikke fortsætter en udsigtsløs lægebehandling eller giver morfin, som ofte fremskynder dødsprocessen som en bivirkning.

 

For mig er det indlysende, at vi med statsministerens forslag om aktiv dødshjælp vil overskride en grænse, som ikke må overskrides.

Hvis vi begynder aktiv at slå døende ihjel, hvis staten begynder at hjælpe folk med at begå selvmord, så er vi for mig at se ude på den glidebane, som man kan konstatere i de lande, som har tilladt aktivt dødshjælp. 

 

I Holland er det ikke længere en undtagelse, at lægen slår patienten ihjel, men er blevet en helt normal medicinsk praksis. I løbet af ganske få år er det også blevet et tilbud til børn og psykisk syge og til demente, som ikke længere ved, hvad de måske engang har sagt ja til.  

Og vi hører hele tiden nye og ubegribelige og horrible historier derom: Som når f.eks. i Canada en tidligere korporal i hæren og paralympisk atlet blev tilbudt assisteret selvmord, da hun ansøgte om en trappelift; og en astmatiker og allergiker det samme, da de offentlige myndigheder ikke kunne hjælpe hende med at få en ny lejlighed.

Måske er disse sidste konkrete historier mere komplekse, end det fremgår af mine nyhedsmedier, men tendensen er helt klar: Når først aktiv dødshjælp er indført, så falder respekten for livet og især ærefrygten for det lidende, svage, syge og passive og i verdens øjne fortabte liv.

Og så er vi måske dér, hvor vi har glemt evangeliet, og hvad Jesus vil fortælle os i dagens to små lignelser om det mistede får og den tabte mønt. 

 

[Lucas Cranach den ældre (1472-1553): "Den gode hyrde", o. 1540]

 

Det fortælles, at de skriftkloge og farisæerne ”gav ondt af sig” og sagde: ”Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem”.

Hvis Jesus bare havde været barmhjertig mod toldere og andre syndere og måske gjort en ende på deres lidelser på en eller anden måde, så havde de skriftkloge og farisæerne sikkert ikke haft så ondt deraf.

Men når Jesus spiste sammen med syndere, så blev han til ét med dem, så blev han uren som synderne, og så kunne han ikke som dem være en lærer i Israel.

Når Lukas bruger udtrykket, at de skriftkloge og farisæerne gav ondt sig, så er det endvidere det samme udtryk, som vi ofte hører om Israelitterne i ørkentiden, da de var befriet fra trældommen i Egypten og under Moses’ ledelse vandrede frem mod det forjættede land.

Det hedder f.eks. i 2. Mosebog, at hele Israels menighed gav ondt af sig mod Moses og Aaron og sagde til dem: ”Gid vi var døde for Herrens hånd i Egypten, da vi sad ved kødgryderne og kunne spise os mætte. Nu har I ført os herud i ørkenen for at lade hele denne forsamling dø af sult.”

Men selv derude i ørkenen var der mad og drikke, for Gud forsynede dem mirakuløst med frisk vand, og lod det gang på gang mirakuløst regne med brød og vagtler og manna fra himlen.

Og alligevel gav folk gang på gang ondt af sig, og det er denne utaknemlighed og denne manglende tro på Guds løfter, som fik folket til at længes tilbage mod Egyptens kødgryder og trygheden dér - til at længes efter den hurtige og lidelsesløse død for Herrens hånd i Egypten.

Sådan som folket dengang gav ondt af sig mod Gud, sådan giver folkets ledere nu ondt af sig, når de ser Jesus kærlighed til og fællesskab med dem, som de regner for gudløse og fortabte, ja for døende.

 

En af farisæernes overleverede bønner fra det 1. århundrede giver et stærkt indtryk af netop dette, for i denne bøn hedder det: ”Jeg takker dig Herre, fordi du har givet mig fællesskab med dem, som sidder i Helligdommen, og ikke med dem, som sidder på gadehjørner. Jeg står op tidligt, og det gør de: jeg står op for at lytte til Lovens ord, og de står op for at fordrive dag med unyttige ting. Jeg anstrenger mig, og de anstrenger sig: jeg anstrenger mig og modtager en belønning; og de anstrenger sig og modtager ingen belønning. Jeg løber, og de løber: jeg løber mod livet i den kommende verden, og de løber mod deres undergang og grav.”

 

Farisæerne og de skriftkloge var sikre på, at de var på livets, fremskridtets og godhedens side, og det var vigtigt for dem at adskille sig fra synderne, fra de urene, de fortabte, de døende.

Men Jesus siger med sine to små lignelser om det mistede får og den forsvundne mønt, at Gud med forkærlighed er hos netop synderne, hos dem, som er udenfor, hos de fortabte, syge og dødende. Derfor er hjælpen altid nærmest dér, hvor nøden synes størst.

Hvis vi indfører aktiv dødshjælp herhjemme, så gør vi os ikke kun til herrer over liv og død, men så kvæler vi dette håb, som er helt grundlæggende for, at vi kan bevare den jødisk-kristne tro på livets hellighed og på at livet er skabt godt og altid rummer noget godt og vil ende godt, trods alt ondt.

 

De gamle israelitter på Moses tid led i ørkenen mange afsavn og gav ondt af sig, fordi de længtes mod trygheden og kødgryderne i trældommens Egypten 

- i stedet for at bevare håbet om det forjættende land, som skulle flyde med mælk og honning, 

- i stedet for at have blik for alle miraklerne, den hjælp, som de trods alt fik i ørkenen, 

- i stedet for at tro på, at det nok skulle gå med Guds hjælp.

 

Sådan længes vi, der lever i det, der måske efterhånden mest er erindringen om det danske velfærdssamfund, måske mod en tryghed i en grad, så mange moderne danskere efterhånden er villige til at lade staten slå os ihjel, hvis livet bliver for lidelsesfyldt.

Men gør vi dette, så er det måske et syndefald, som for altid vil forandre vort syn på livet og afskære os fra det håb og den store glæde, som gennemstrømmer dagens to små lignelser.

 

[Den gode hyrde skaber glæde. Malet af den tyske, katolske præst Sieger Köder, 1925-2015]

 

Der er ikke økonomisk fornuft i det forhold, at en hyrde forlader og måske risikerer at miste sine 99 får i ødemarken for at finde et enkelt får, som han har mistet.

Ligesom der ikke er økonomisk fornuft i det forhold, at en kvinde ivrigt leder efter og glæder sig sådan over at have fundet en drakme, dvs. en enkelt dags indtægt, at hun holder en fest for sine naboer og nabokoner, som måske koster hende lige så meget som drakmens værdi.

Det er heller ikke logisk, at der i himlen bliver større glæde over én synder, som omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

Men evangeliets håb og glæde er deri – som i himlen således også på jorden.

 

AMEN

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023