En billedprædiken til 1. søndag efter Trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 11. juni 2023.
Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.
Salmer: 749 I Østen stiger solen op; 494 Kærlighed fra Gud; 447 Herren strækker ud sin arm; 674 Sov sødt barnlille; 365 Guds kærlighed er grænse ved; 192/7; 696 Kærlighed er lysets kilde..
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« AMEN (Lukasevangeliet 16,19-31)
Kære menighed!
Et af mine yndlingssteder her i Helsingør er Vor Frue Kloster og den tilhørende kirke, Sct. Mariæ.
Det er et af de fineste og mest velbevarede klosteranlæg fra middelalderen i Nordeuropa.
Når jeg besøger Vor Frue kloster, og går i den harmoniske søjlegang rundt om fratergården, fyldes jeg ofte af en nærmest højtidelig fred i sindet bare ved at være på dette smukke og stille sted, i denne unikke historiske tidslomme.
Men engang var klostret fuld af liv, fuld af tiggermunke, karmeliterne.
De var en slags elitekristne, der gav afkald på karriere, familieliv og ejendom. For de skulle leve et liv uden jordisk rigdom og bruge al deres tid på bøn og gudstjeneste og på at tage sig af byens fattige og syge.
Hvis man i klosteret bestiller en guidet tur, kan man i klosterets spisesal se de fantastiske kalkmalerier, som I også kan se på det papir, I har fået udleveret, og som jeg vil bede jer om at kaste et blik på.
Det dominerende motiv i salen er fortællingen om den rige mand og Lazarus, som vi netop har hørt.
På det første billede sidder den velklædte rige mand ved et bord, som bugner af overflod. Det er et fad med fjerkræ og tjenere serverer brød og vin, og det kunne nok få tænderne til at løbe i vand hos karmelitermunkene, som levede yderst spartansk, ofte fastede og ofte var vegetarer.
Foran bordet spiller en gøgler på lut, og en anden optræder med to elegante hunde, mens munkene altid skulle være tavse under deres måltider og eventuelt høre på oplæsning fra bibelen.
Den rige mand er omgivet af to smukke kvinder, og holder den ene i hånden. Det kan være hans hustru eller elskerinde. Under alle omstændigheder er det noget, som munkene med deres kyskhedsløfte har givet afkald på.
Sådan viser det første billede datidens overklasseliv, som munkene ikke havde del i, men som de måske alligevel til tider længtes efter.
Hvis I vender arket om, så ser I nederst til venstre den fattige Lazarus, som ligger syg foran den rige mands hus. Han er klædt i samme dragt, som munkene bar, og han har som dem en tiggerpose og en stav. To tjenere passerer ham. Den ene holder sig for næsen, fordi han lugter, mens den anden kaster nogle smuler ned til han. En lille hund, som noget mislykket ligner en lille sørgmodig hest, sidder ved Lazarus’ side.
Dybere kunne man ikke falde, men glorien om Lazarus' hoved antyder noget andet.
De to næste billeder viser da også, hvad der sker i henholdsvis den rige mands og Lazarus' dødsøjeblik. Den rige mand har sin familie ved sin side og to præster, som øjensynligt har givet ham den sidst olie og læst fra en bibel eller messebog. Og det er en vigtig detalje: Han var ikke en åbenlys gudsfornægter, ja måske var den rige mand en højtrespekteret borger og familiefar. Men det hjælper ham ikke. Hans sjæl, der er fremstillet som en lille nøgen menneskeskikkelse, bliver alligevel grebet af gule og røde djævle i det øjeblik, den kommer ud af hans mund. Mens den døde Lazarus’ sjæl på det fjerde og idylliske nattebillede af smukke hvide engle hjælpes op i Guds himmel, hvor stjernerne lyser.
Der er endnu et billede i serien, som desværre er ødelagt. Men man kan stadigvæk skimte, at det selvfølgelig har vist afbildninger af den rige mand i helvedets luer og Lazarus i himlen, i Abrahams skød.
Sådan har tiggermunkene i Helsingør i årene før Reformationen i 1536 under deres tarvelige måltider i tavshed set en slags middelaldertegneserie, som genfortalte Jesu lignelse om Lazarus og den rige mand.
Det mærkelige er, at alle personerne på billederne er klædt ligesom folk i Helsingør for 500 år siden.
For historien om den rige mand og Lazarus var for disse munke ikke bare en fortælling om nogle begivenheder i et fjernt land for længe siden. Den handlede om deres eget liv, og mindede dem dagligt om, at der var noget, som var vigtigere end rigdom, luksus og magt.
Tiggermunkene levede et fattigt liv i klosteret og var sikkert foragtede blandt mange af Helsingør driftige købmænd, men de kunne trøste sig med, at de ligesom den fattige Lazarus engang ville blive belønnet i himlen.
Munkene i Vor Frue Kloster i Sct. Annagade har sikkert ikke altid selv kunnet leve op til deres egne skyhøje idealer om et liv i bøn, faste og selvopofrelse.
Men de vidste, at det at være et godt menneske betyder andet end at tjene sig selv og andet end at opnå velstand og succes.
For dem var det gode liv ikke lig med alt det, som den rige mand i Jesu lignelse repræsenterer: et velbetalt job og en eksklusiv bolig, god mad og sex.
Men er pointen med Jesu fortælling så den, at den rige mands bitre skæbne i dødsriget burde tjene enhver egoist – eller egoisten inden i os alle - til skræk og advarsel?
Sådan tror jeg, at de fleste af os moderne velfærdsdanskere umiddelbart hører denne fortælling, dvs. som en moralsk opsang, som vi nok også kan have brug for.
Men hvor bliver så evangeliet af?!
Tja, der er faktisk mange moderne fortolkere som har ment, at fortællingen om Lazarus og den rige mand er et gammelt jødisk eller egyptisk eventyr, som slet ikke rummer det kristne evangelium om tilgivelse og forsoning. De synes derfor, at det er en af de sværeste tekster i Det nye testamente at prædike over.
Hvilket jeg i grunden også syntes, da jeg i går sad og så småt faldt ned i det, som min kone ofte kalder for lørdagsfortvivlelsen.
Men så kom jeg heldigvis i tanke om, at jeg er en studeret mand, og om noget, som en af mine lærere på universitetet, teologen Jakob Wolf, engang har skrevet.
Jakob Wolf gør nemlig opmærksom på, at tilhørerne til Jesu lignelse om Lazarus og den rige mand oprindeligt var de skriftkloge farisæere og ikke Jesu fattige og ulærde disciple. Det fremgår klart af sammenhængen i Lukasevangeliet, men også af, at lignelsen til sidst fortæller om, hvordan den rige mand forsøger at redde sine brødre. Han beder fader Abraham om at sende Lazarus tilbage til hans brødre for at advare dem mod at leve lige så egoistisk som ham selv.
Men det afviser Abraham med ordene: De har jo Moses og profeterne! Den rige mand og hans brødre er farisæerne, som har Moses og profeterne. De har deres faste gudstro og går ligefrem rundt og belærer andre derom. De har kendskab til skrifterne og dermed en uendelig rigdom. Men de bruger deres rigdom forkert. Fordi de ikke vil dele den med dem uden for deres eget hus. Med de fattige, de udstødte og hedningerne.
Vores situation er imidlertid slet ikke den samme som farisæernes på Jesu tid, siger Jakob Wolf så videre.
Det er nemlig ikke kendetegnende for os, at vi vil holde Guds ord for os selv eller elske Gud og ikke næsten.
Nej, med os forholder det sig snarere lige omvendt!
Vi vil gerne elske næsten, og vi føler et eller andet sted indeni, at vi burde gøre det. Vi lever nemlig i et land, hvor kristendommen har været forkyndt i 1000 år.
Vi ved vist også alle udmærket, hvis vi ikke helt og holdent har forladt den kristne civilisation, at vi har et ansvar overfor alle mennesker på jorden og ikke kun overfor vores nærmeste familie og dem, vi holder af. Vi berøres i hvert fald ofte af at se andres ulykke og deres lidelser.
Det kan godt være, at vi her i Danmark er begyndt at glemme det i de sidste årtier og tænke mere på os selv, men vi har alligevel fået buddet om kærlighed til næsten ind med modermælken.
Hvad vi til gengæld har mistet, eller står i fare for at miste, er snarere den gamle gudstro, som fyldte så meget for munkene, der engang levede i Vor Frue Kloster.
Der er sket det, at buddet om næstekærlighed ligesom står ene og alene tilbage på skansen. Men hvis det bud står alene – uden buddet om at elske Gud - så er det blot noget uoverkommeligt. Noget som vi derfor måske helst overlader til socialrådgivere og andre professionelle hjælpere. Det er jo virkelig uoverkommeligt selv at gå i gang med at lindre alverdens lidelser. Men det kræver kærlighedsbuddet, hvis vi tager det alvorligt.
Hvis der kun er mennesker, og ingen Gud, så må vi enten knuses af dette overvældende ansvar, som vi har for hinanden, eller også må vi gå på kompromis og arrangere os, så næstens lidelser kommer på afstand. Så må vi begynde at undskylde os med ditten eller datten: med at problemerne er alt for store og uoverskuelige til, at vi kan hjælpe alle verdens fattige, eller måske bare vores gamle tante og slå hendes græs. Så begynder vi måske at tænke, at folk på socialhjælp burde give noget til gengæld for at få hjælp af samfundet, finde sig et arbejde i stedet for bare at nasse osv.
Der kan selvfølgelig sagtens være noget rigtigt og fornuftigt i sådanne ræsonnementer.
Problemet med den løsning, altså at Gud ikke er til, men at buddet om næstekærlighed består, er ifølge Jakob Wolfs klare analyse bare, at den ikke er til at leve med uden at få en snigende følelse af, at livet dybest set er en ulden eller en beskidt og tvivlsom affære.
For vi moderne mennesker tiltror os selv at kunne og skulle alt. Og når det så viser sig, at det kan vi ikke, så forkaster vi ofte livet som noget tvivlsomt og urent.
Det kan måske ligne virkelighedstroskab eller ydmyghed. Vi kan da ikke magte alt, siger vi måske med en beskeden eller opgivende mine. Men det er i virkeligheden det stik modsatte. Det er dybest set den største af alle synder. Det er hovmod. Oprøret mod Gud.
Fordi det udspringer af den tanke, at vi i grunden burde være herrer over vort eget liv.
Men vi kan ikke bære hele ansvaret alene.
Hvis vi forsøger at elske vor næste uden at elske og stole på Gud, så kommer verdens indlysende mangler let til at fylde hele vort udsyn.
Og så ender vi alt for let i en evindelig moralisering over de andres eller vores egne svigt, og så begynder vi måske at gøre alt til politik, eller så ender vi måske i kynisme eller ligegyldighed eller i en form for mere eller mindre bevidst foragt for den, som er fattig og ikke kan klare sig selv.
Jesus siger, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv.
Det er grundloven i hans rige.
Men Jesus forkynder også, at vi får alt givet af Gud.
Og står vi med vores nyfødte barn i vores favn, eller ser vi bare på naturens rigdom en smuk sommerdag som i dag, så ved vi vel også et eller andet sted indeni, at der er en ufattelig overflod i denne verden at gøre godt med. En overflod der peger på det ultimative kristne udtryk for tilgivelse og en ny begyndelse – på en ny skabelse - på ham som kom fra de døde i påske-morgen-røde.
Og da tør vi måske også - i hvert fald i nådefulde øjeblikke - give vor rigdom videre for intet – ikke fordi vi skal og ikke for at få en belønning eller for at undgå en straf, men fordi det føles godt og glæder os.
Ja, da kan vi måske glemme dette dobbelte ”du skal”: ”du skal elske Gud", og "du skal elske din næste som dig selv”.
Og i stedet for tro på, at Gud er kærlighed, og elske andre, fordi Gud elskede os først.
AMEN
Henvisninger:
Tak til Sigurd Victor Stubbergard, sognepræst i Sct. Mariæ Kirke, for at fotografere kalkmalerierne i Vor Frue Kloster.
Jakob Wolf, Tekstvejledning til 1. søndag efter Trinitatis, Præsteforeningens Blad 1991, s. 440f.
senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50