Prædiken til Trinitatis søndag 2023


Prædiken til Trinitatis søndag holdt i Vestervang Kirke den 4. juni 2023

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 725 Det dufter lysegrønt af græs; Kyrie og Gloria; 450 Vi kommer, Jesus, til din dåb; 318 Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige; 307 Gud Helligånd, vor igenføder; 192/kun vers 7; 675 Gud vi er i gode hænder.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.« Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.« AMEN (Johannesevangeliet 3,1-15)

 

Kære menighed!

 

For nogle år siden var vi præster her i Helsingør kommune på en studietur til Athen.

Og I kan tro, at vi lærte rigtig meget på den tur, som f.eks. at uozo med isvand smager herligt på en varm dag, øh jeg mener selvfølgelig . . . om det gamle antikke Grækenlands store betydning for vores europæiske kultur!

En dag skulle vi til gudstjeneste i den græsk-ortodokse kirke, og mødte op i god tid. Måske lidt for god tid. For biskoppen, som skulle holde gudstjenesten, var en hel time forsinket, og ingen ting skete, før han kom. Da han endelig kom, messede han til gengæld uafbrudt i halvanden time. 

Efter gudstjenesten spurgte jeg vores guide, hvad han havde talt om, og hun så undrende på mig. Præsterne her i Grækenland messer fra gamle bøger, som ligesom Det nye Testamente er skrevet på oldgræsk, og det forstår vi moderne grækere ikke et ord af, forklarede hun.

 

Ja, det var et meget lærerigt kursus. Nu ved jeg f.eks., at vi præster sagtens kan sove en god time over sig og tale halvanden time på et ældgammelt sprog, som ingen andre end vi selv forstår. 

For der var alligevel masser af grækere i kirken udover os danske præster, og de så for mig at se ud til at få meget ud af det. De kom og gik i hvert fald i en lind strøm under gudstjenesten, mens vi danske præster pænt sad stille under hele den meget lange gudstjeneste og forsøgte at lytte koncentreret til alt det, som vi ikke forstod et ord af.

 

Til gengæld slog mange af de lokale kirkegængere korsets tegn foran sig eller bad en bøn foran en af kirkens mange ikoner, og nogle kyssede dem endda, hvis de ikke bare sad en stund i kirken og lod sig fylde at præstens og kirkesangerens smukke gamle messesang og indsnusede den røgelse, som præsten gik og spredte fra et røgelseskar, som han svingede foran sig.  

Det vigtige her var slet ikke det, som man forstår med sin forstand, men snarere med alle sine sanser at deltage i et ældgammelt helligt mysterium og lade fylde deraf.

 

Hvad der gjorde mest indtryk på mig på turen til Athen, var dog ikke gudstjenesten, men vores besøg på Areopagos, som er en lille klippe for foden af Athens berømte vartegn Akropolis, borgen og tempelanlægget som knejser højt oppe over byen. 

Det var dér athenernes råd eller højesteret forsamledes, og hvor apostlen Paulus omtrent 22 år efter Jesus’ død holdt en berømt tale, dengang Athen var filosofiens og kunstens og videnskabens internationale centrum og ikke som i dag en slidt hovedstad i et lille sydeuropæisk land i krise. 

 

[Areopagos i Athen hvor Paulus talte (ApG 17) og Helsingørs præster siden hørte med]

 

Tænk, Paulus havde også stået som vi gjorde på Areopagos og kigget op på Akropolis med det skinnende Parthenon, dette vidunderlige tempel i marmor til gudinden Athenes ære, og hvis himmelstræbende harmoniske skønhed symboliserer de gamle grækeres – ja på en måde hele menneskehedens stræben efter det ophøjede og guddommelige, det smukke, det sande og det gode. 

Og så holdt Paulus til forsamlingen på Areopagos en tale, som man endnu kan læse i bibelen, og som min gamle kollega i domkirken Anders Kingo læste op for os netop dér, hvor Paulus oprindeligt havde holdt den.

I denne tale siger Paulus, at den sande Gud ikke bor i templer bygget af hænder, og at han slet ikke lader sig tjene af mennesker, som om han trænger til noget, som vi kan give ham. Det er jo ham, der giver alle liv og ånde, og han er ikke langt borte fra en eneste af os, for i ham lever vi, ånder vi og er vi. Sådan sagde Paulus i Athen.

 

Alt det kom jeg sikkert til at tænke på, fordi vi nærmer os ferietiden, men også fordi, at vi i dag i evangeliet hører om farisæeren Nikodemus, som var medlem af det store jødiske råd, som var den jødiske blanding af folketinget og højesteret, og holdt til i en tilbygning til det store tempel i Jerusalem.

Nikodemus må have været et ældre, højt respekteret og velhavende menneske, Israels lærer kaldes han. 

Han var farisæer ligesom Paulus havde været, før han mødte Kristus, altså en religiøs ekspert, for hvem det var meget vigtigt at leve et gudvelbehageligt liv ved at overholde de mange regler og love i Det gamle Testamente helt ned i mindste detalje.

 

Nikodemus har set eller hørt, hvad Jesus gør, og så kommer han til ham om natten. Hvilket selvfølgelig kan betyde, at Nikodemus var bange for at blive set sammen med Jesus, eller at han gerne ville have fred og ro til en privat samtale med Jesus. Men jeg tror, at natten her snarere symboliserer, at Nikodemus befinder sig i et åndeligt mørke, som han ikke er sig selv bevidst. 

 

Det er også påfaldende, at Nikodemus repræsenterer en hel gruppe og siger: ”Rabbi, vi ved, at du er en lærer, som er kommet fra Gud, for ingen kan gøre de tegn, som du gør, uden at Gud er med ham.”

Derfor tror jeg ikke, at vi skal opfatte Nikodemus som et særligt søgende menneske eller som et typisk moderne menneske, der er grebet af tvivl om livets mening. Hvis han var det, så ville han vel ikke sige ’vi’, men ’jeg’. 

Nej, Nikodemus var sikkert - ligesom farisæeren Paulus selv engang havde været, før han mødte Kristus - indbegrebet af et moralsk uangribeligt og ansvarligt religiøst menneske, og nu kommer han på vegne af en gruppe af ligesindede for at finde ud af, hvad meningen med Jesus’ opsigtsvækkende ord og handlinger er. 

 

Jesus begynder dog ikke at kaste sig ud i en lang og lærd samtale med den kloge Nikodemus om, hvordan vi lever et godt liv og efter Guds vilje.

I stedet for siger Jesus bare til ham:

”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” 

Og: ”Den der ikke bliver født af vand og ånd kan ikke komme ind i Guds rige.”

Hvilket Nikodemus ikke forstår en pind af. 

”Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt, det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?”, undrer Nikodemus sig.

 

[Jesus og Nikodemus. Af den hollandske maler Crijn Hendricksz Volmarijn, 1601-45]

 

I dag har vi haft barnedåb, og det ville helt sikkert være svært for selv Liam på 8 måneder at blive født en anden gang af sin mor Dianna, og selv om det at føde sit barn er livets måske største begivenhed, så ville Dianna nok også betakke sig for at føde Liam 2 gange. 

Min kone Vibeke siger i hvert fald, at hun ikke har lyst til at genføde vores fire børn, hvis det kan undgås, og hun er endda præstekone.

Men alligevel hørte vi før disse mærkelige stærke gamle ord, da Liam lige var blevet døbt:

”Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse.” 

Og det første der siges ved enhver dåb ligesom ved hver kristen begravelse er lovprisningen fra apostlen Peters første brev i Det nye Testamente: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”

Det er den røde tråd i et kristent liv fra vugge til grav: ikke blot at være født, men at være genfødt.

Og det er ligegyldigt, om man er en gammel lærd mand som Nikodemus eller et lille barn som Liam.

 

Nikodemus indså, at hvad Jesus gjorde, var tegn på, at Gud var med ham, og han ville gerne forstå, hvad det betød. 

Men at være genfødt er ikke at forstå noget, som man ikke forstod før, eller blive lidt klogere.

Det er at få del i et nyt liv.

At være genfødt er heller ikke at omvende sig og måske benægte eller vende ryggen til sit gamle liv - sådan som man taler om genfødte kristne i især USA. 

 

Når et barn bliver født første gang, så bliver det heller ikke et nyt menneske i biologisk forstand, fordi det kommer ud på den anden side af mors maveskind.

Men det får del i et helt nyt liv ved at blive født – i et liv på denne runde klode med andre mennesker, hvoraf nogle af dem normalt er meget vigtige for barnets identitet, ligegyldigt hvad det bliver til og eventuelt engang kan skrive på sit cv. Først og fremmest dets forældre, selvfølgelig, men også bedsteforældre, søskende og øvrige familiemedlemmer og senere i livet måske dets lærere i skolen og dets venner. For det er dem, der gør os til dem, som vi er, snarere end hvad vi selv gør.

 

At blive genfødt i dåben er tilsvarende det mirakel at få Helligånden eller livet i Kristus – livet i Guds rige. Det forandrer os ikke synligt at få det – akkurat ligesom det ikke forandrer barnet at blive født. Men det giver os del i det nye liv, hvor vi er brødre og søstre til Jesus og kan kalde Jesu far for vores far og Gud, og hvor Guds ånd råder. 

 

Og det nye liv kan selvfølgelig ikke ses i sig selv – ligesom vinden ikke kan ses i sig selv – og vi kan ikke pege på det – og sige: her er det eller dér.

Hvilket nok også er meget godt, for så ville vi i dag måske kunne udpege det her hos os i Helsingør, men i morgen ville man så måske kun kunne se det nye liv ude i Tikøb eller oppe i Ålsgårde eller helt ovre i Helsingborg, hvis det ikke var endnu længere væk.

Men som vi hører vinden blæser, og ser og sanser dens virkninger, selv om vi ikke kan sige, hvor vinden stammer fra, således vil det nye liv akkurat som det naturlige menneskeliv ved den rigtige næring vokse og udvikle sig i form af troen, håbet og kærligheden og fylde vores liv med en godhed, og en skønhed og en mening, som vi ikke bare kan lære, sådan som man kan lære en lektie, eller som man kan lære at opføre sig pænt.

Det er ikke noget, som vi kan forstå med hovedet eller kan få del i bare ved tage os sammen, men vi kan tage imod det, og så kan det forandre os.

 

Vi kan ikke blive gode mennesker eller stige op til himlen eller bygge Guds rige ved vores egne anstrengelser. 

"For det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.”

Men når et barn kommer til verden, så er det kvinden, som gør alt det hårde arbejde, og så vidt vi kan se ikke barnet. 

Sådan genfødes vi i dåben af Gud – ufortjent af nåde - til at være Guds børn og arvinger til det evige liv.

Sådan får vi del i Åndens liv, og dvs. i den kærlighed, som Jesus i sit liv gjorde nærværende i verden, og som ved hans død og opstandelse viste sig at være stærkere end selv døden.

Sådan er det at være døbt og som et kristent menneske få del i den kærlighed, som er den treenige Guds inderste væsen og altings grund og endemål.

AMEN

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023