Prædiken til 6. søndag efter trinitatis holdt i Vestervang Kirke den 21. maj 2023.
Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.
Salmer: 281 Nu nærmer sig vor pinsefest; 288 Drag ind ad disse porte; 297 I kristne, som bekende; 363 Lov, pris og tak, at du har givet; 192/7; 264 Herre Jesus, du som troner.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« AMEN (Johannesevangeliet 15,26 – 16,4).
Kære menighed!
Vi hører i evangeliet til i dag, hvordan Jesus i sin lange afskedstale skærtorsdag aften forudsiger forfølgelser af og drab på sine disciple.
Derfor vil jeg gerne fortælle jer om en bog af den katolske tyske forfatter Martin Mosebach, som har gjort stort indtryk på mig.
Bogen er fra 2018 og hedder: ”De 21: En rejse ind i de koptiske martyrers land”.
Kopterne er de fattige egyptiske kristne, som udgør 10% af Egyptens befolkning på 100 millioner, og de kender til diskrimination og undertrykkelse på grund af deres tro gennem århundreder – ja, faktisk lige siden den arabiske erobring af Egypten i år 639.
Bogen begynder med at beskrive en video, som den 15. februar 2015 blev lagt på jihadistiske hjemmesider på internettet.
I den korte video ses først smukke dansende sorte arabiske bogstaver med engelske undertekster.
”Et budskab skrevet i blod til korsets nation”, står der, og ordet ”blod” er skrevet med rødt.
Så ser man en strand i Libyen, hvor en række fanger føres frem af sortklædte mænd med sorte masker.
De 21 mænd er i orange fangedragter ligesom amerikanernes fanger i Abu Graib-fængslet i Irak og på Quantanamobasen på Cuba.
De sortklædte mænds leder lovpriser Allah og bebrejder kristne for altid at have ført krig mod Islam.
Derefter presser han og hans mænd deres dolke imod halsen på fangerne, som er på knæ. Ingen skriger, men man kan høre dem mumle ordene. ”Ya Rabbi Yasou!” eller ”Oh, Herre Jesus”. Det er de døendes sidste hurtige bøn.
Man ser ikke drabene, men til sidst ser man fangernes afskårne hoveder placeret oven på deres kroppe.
”Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.”
Sådan siger Jesus i dagens evangelium til sine disciple.
De ord har ikke mistet deres relevans efter 2000 år.
Men Martin Mosebachs bog handler ikke først og fremmest om disse gruopvækkende mord og slet ikke om de islamistiske IS-terrorister, som begik dem.
Den handler om de 21 orangeklædte mænd, som var fredelige gæstearbejdere i Libyen, da de blev bortført og dræbt den 15. februar 2015 på grund af deres kristne tro.
Den koptiske kirke helgenkårede dem straks, og for blot 14 dage siden optog pave Frans dem på den katolske helgenliste, og det er yderst sjældent, at katolikkerne helgenkårer kristne fra andre trossamfund, og det er mig bekendt ikke før sket for ikke-katolikker fra nyere tid.
I februar og marts 2017 eller 2 år efter videoens fremkomst besøgte Martin Mosebach El-Aour, en fattig landsby ved Nilen i det sydlige Egypten, hvor 16 af de 21 martyrer voksede op.
Da var den egyptiske stat allerede ved at bygge ny stor kirke til de 21 martyrers jordiske rester, som i 2018 blev bragt hjem fra Libyen, og som for kopterne er hellige relikvier.
I kirken mødes man af helgenbilleder af martyrerne. Billeder af deres ansigter fra deres Id-kort er sat oven på kroppe med hvide klæder. De har kroner på deres hoveder, kors i hænderne, og er omgivet af engle og helgener, mens Kristus troner over dem.
Martin Mosebach fortæller, hvordan disse egyptiske bygningsarbejdere godt vidste, at det var farligt sted, da de i 2015 tog til Libyen for at arbejde.
Men deres familier havde brug for pengene.
De havde altid været fattige og levet under meget primitive forhold.
Men nu lever deres familie i nye huse, som staten har betalt, og nogle har endda fået køleskab.
I husene har familierne helgenbilleder af en søn, bror, mand eller far som en kronet martyr i hvide klæder.
Det var ganske almindelige unge mænd, fortalte den lokale præst til Martin Mosebach. Tænk, at de blev helgener! Havde præsten dog bare vidst det, dengang de som alle de andre kristne i byen kom og bad og sang i kirken.
Og når martyrernes familier fortalte om dem, så var det også ganske dagligdags ting, som de fremhævede:
”Han var god – en god søn, en god mand, en god far.”
”Han var diskret, respektfuld og rolig.”
”Han var hurtig til at tilgive andre.”
”Han hjalp hele sin familie.”
”Han gav almisser, selvom han selv var fattig.”
Familierne fortalte også om mirakler efter deres sønner eller ægtemænds død, som var det den mest naturlige ting i verden, selv om det for os lyder som overtro.
En af de unge mænds mor fik et slagtilfælde kort efter sønnens død, men han kom til hende i et syn og helbredte hende.
En muslim, som havde forsøgt at få børn i 15 år, kom til en anden martyrs mor for at få hjælp, og fik en af sønnens skjorter med sig, som den barnløse sikkert tog på, når hun gik i seng med sin mand. For hun blev gravid to gange på ganske kort tid.
Familierne var selvfølgelig først fortvivlede og sørgede, da de hørte om deres familiemedlemmers bortførelse og senere om drabene, men ikke ret længe. Og da Mosebach besøgte familierne 2 år senere, virkede det direkte upassende at udtrykke medfølelse over deres tab eller at kondolere.
For de var stolte af deres sønner, fædre og mænd og over at være i familie med en helgen.
Ligesom Israel store kong David begyndte sit liv som en simpel fårehyrde, sådan havde disse fattige familier fået en himmelkonge i deres egen slægt.
Det skete heller ikke en eneste gang, at nogen fra de myrdedes familier opfordrede til hævn. På den tyske forfatter virkede det, som om ofrenes nye helgenstatus simpelthen overstrålede bødlernes forbrydelse.
Når Martin Mosebach sagde farvel til martyrernes familier efter et besøg, så samledes de ofte om et stort helgenskrin, som de havde fået af kirken, og hvor de gemmer de dødes personlige ting, selv deres gamle mobiltelefoner, og så sang de en sang om de 21, som nævnede alle deres navne og lovpriste dem.
Vi taler i Vesten med slidte ord om sorgprocesser og skriver selvhjælpsbøger med tekniske anvisninger på at overvinde smerten, reflekterer Mosebach, men det behøver disse mennesker ikke. Når de synger sammen, så bliver deres tab til ærbødighed over for de døde, deres sorg til taknemmelighed, deres fortvivlelse til glæde, og det er som om, at de sammen bliver båret af sangen.
Mosebach talte også med den præst, som havde gjort tjeneste for emigrantarbejderne i Libyen, og præsten kom heller ikke med nogle historiske eller politiske forklaringer på de grusomme mord, men han citerede ordene i Johannes' Åbenbaring om lammets bryllupsfest, hvor de retfærdige martyrer skal iklædes hvide klæder, og hvor der skal være jubel og lovprisning.
Enhver kristen, forklarede den generte egyptiske præst sin tyske gæst, må have et kors – et symbolsk kors som det kors, som alle koptere får tatoveret i hånden, men også et virkeligt kors. Enhver kristen må leve Jesu liv på ny, og det har kristne i Egypten altid forstået, og derfor er kristendommen så stærk i Egypten på trods af 1500 års undertrykkelse, sagde præsten, og så helt forlegen ud ved at sige så store ord.
Overalt mødte den undrende tyske forfatter den indstilling, at martyrerne havde kæmpet troens gode kamp, som Paulus taler om med ord, som alle kopterne har lært udenad fra de var helt små.
Derfor er de nu hos Kristus som kongesønner, og ingen kan skade dem længere, og de kan nu hjælpe deres familier langt mere end ved at tjene penge i Libyen.
”Ved I ikke, at de, som er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen”, skriver Paulus også. Hvilket blandt disse koptere bliver forstået så konkret, at martyrernes lokale biskop har givet deres familier små metalpokaler, som ligner gevinster i en fodboldturnering for børn.
Det kan vi smile af, men bogen om de koptiske martyrer er som et glimt ind i en anden verden end vores. Den fortæller om en tro, som med Paulus’ ord er stærk i sin afmagt, og som i sidste ende er uovervindelig, fordi den giver det svage menneske en værdighed og stolthed, som ingen jordisk magt kan tage fra det.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal forsøge at blive som disse fattige, dybt religiøse koptere.
Deres tro er formet af deres århundredlange erfaring med undertrykkelse, og vi moderne vesterlændinge har en anden historie og andre muligheder end dem for at reagere aktivt på vold og uretfærdighed.
Men kopterne er et ældgammelt kirkesamfund, og de er langt tættere på de første kristne i sind og mentalitet, end vi er.
Det er pinse på næste søndag, og det er pinsens under, at kirken i sit væsen er mangfoldig, dvs. at vi er forskellige som kristne og tilhører forskellige kulturer.
Og måske disse kopteres tro også for os kan blive en dør ind til en verden, hvor der er noget, som er vigtigere end bare at overleve, og noget som er dybere, end hvad vi kan forstå med vores forstand.
Eller som en munk i Egypten sagde til Martin Mosebach: ”Glem ikke, at det var de fattige, ulærde hyrder, som så englene julenat. De vise mænd så blot stjernerne og fik gennem dem en intellektuel viden om Gud, men hyrderne på marken fik troens vished.”
Da jeg læste Martin Mosebachs bog, var det som om jeg gennem disse fattige koptere fik del i den verden, i det Guds rige, som Jesus taler om i sin Bjergprædiken, og hvor de forfulgte og magtesløse prises salige.
En verden hvor jorden ikke er adskilt fra himlen og det guddommelige som hos os.
En verden hvor man gennem troen og ældgamle hellige mysterier og bibelens fortællinger lever i et åndeligt fællesskab med dem, som gik forud for os.
En verden hvor et menneske aldrig er overladt til sig selv og sine egne kræfter og sin egen tro, og derfor måske slet ikke føler den ensomhed og den frygt for fremtiden, som så mange moderne vesterlændinge lider af.
En verden hvor følgende, velkendte ord af Paulus i Brevet til Romerne betyder, hvad de siger:
”For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren. Derfor døde Kristus og blev levende igen, for at han skulle blive herre over både døde og levende.”
Kære menighed, jeg tænker, at vi kan bruge denne sidste søndag før pinsen til hver især at fundere over, hvad kopterne og deres gamle og nye erfaringer med martyriet kan lære os om troens fred, håb og glæde – og over hvad vi selv er villige til at give afkald på eller betale for vores tro – og hvad vi behøver Helligåndens komme til.
AMEN
Henvisninger:
Martin Mosebach: Die 21. Eine Reise ins Land der koptischen Martyrer. 2018.
Martin Mosebach: The 21. A Journey into the Land of Coptic Martyrs. 2019.
senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50