Prædiken til Kristi Himmelfart 2023


En billedprædiken til Kristi Himmelfart holdt i Vestervang Kirke den 18. maj 2023

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard - der siger stor tak til fotograf Claus Thorsted for tilladelse til at bruge hans fine billeder her.

 

Salmer: 257 Vaj nu, Dannebrog, på voven; 259 Din himmelkrone ser vi stråle; 258 Vil natten nu vige; 250 Kommer sjæle, dyrekøbte; 192/vers 7; 260 Du satte dig selv i de nederstes sted.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: 

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. AMEN (Markusevangeliet 16,14-20)

 

Kære menighed!

 

Kristi himmelfarts dag 1945 kørte en ung tysk soldat og militærlæge ved navn Hans Horn med en kollega i en ambulance med nogle tyske soldater bagi.

De kom fra et feltlazaret i Tjekkoslovakiet og flygtede fra de fremadstormende russere mod den tyske grænse. For 2. verdenskrig, som Hans Horn hadede af hele sit hjerte, var slut, og han ville hjem til sin hustru Grelein og deres førstefødte, datteren Katharina, som var født i efteråret 1944.  

Folk festede i tusindtal over tyskernes nederlag, og mange amerikanske soldater var berusede og skød vildt op i luften af glæde, men tyskerne i ambulancen var anspændte, ja hundeangste for at blive stoppet. 

Hans Horn, som var et sjældent kunstnerisk og musikalsk menneske, bed alligevel mærke i den underskønne majdag: Duggen glimtede på de lysegrønne blade, kastanjetræerne var sprunget ud, der var blomster i flor. 

 

 

Da de kom til en by, Nepomuk, brød de ud i en forløsende latter på grund af byens pudsige navn, men deres latter forstummede brat, da sværtbevæbnede tjekkiske partisaner vinkede dem ind til siden.

Få minutter efter står de op ad en mur på byens torv med to maskingeværreder foran sig. 

Torvet er fyldt af tomme tyske militærkøretøjer. Der er kommet mange tyske soldater før dem, som allerede er blevet henrettet.

Sanseindtryk vælder ind over Hans Horn: Duften af foråret; solen der skinner så smukt på den støvende plads; kammeraterne der står ved hans side op ad muren, blege med dyste miner, som er de sunket ind i sig selv.

Og selv om Hans Horn er ateist, kan han ikke lade være med at tænke på den skaber, som han snart skal møde. For det her kan Vorherre ikke være bekendt. Hvilket ondsindet vittighed! Han er så tæt på at være hjemme hos hans elskede Grelein og hans halvt år gamle datter, og så ender han her i en anonym grav.

Skytterne lægger an . . .

Da lyder pludselig en stemme: Stop a moment!

Der er amerikanske soldater, som pludselig er til stede, og forhindrer henrettelsen i sidste øjeblik.

Et mirakel var sket. 

 

Derfor kom Hans Horn hjem til sin lille familie, og efter krigen slog de sig ned i Danmark, hvor han fik en flot karriere som landsbylæge og et lykkeligt familieliv.

Men han malede altid for at bearbejde sine traumer fra krigen, hvilket I kan se på de billeder, som jeg har delt ud til jer i dag.

Hvad han havde oplevet under krigen, talte han til gengæld aldrig om.

Men i år 2000 fandt hans børn en kasse med 5000 siders erindringer, som han havde skrevet til sine børn og børnebørn om sin opvækst i Nazityskland og sine oplevelser som soldat og læge på Østfronten og i årene umiddelbart efter krigen.

Disse mange sider med erindringer var tæt illustrerede af Hans Horns akvareller – f.eks. af billedet, hvor han er ved at blive skudt, men også af mange og meget barske billeder af sårede og døde soldater og af krigens andre ofre.

 

Alt det kan man læse i Tom Buk-Swientys meget roste bog om Hans Horn, ”Det ensomme hjerte”, eller se i en fremragende TV-dokumentar om Hans Horn på DR’s hjemmeside. 

Det er en beretning fra et menneske, som har været i helvedet selv, et dybt sympatisk menneske, der elskede musik og kunst og litteratur og ikke var nazist, men som først soldat og så læge blev involveret i skrækkelige ting i sin ungdom og af angst for selv at blive offer ikke sagde fra, når han så jøder og andre blive mishandlet, eller når han som læge f.eks. selv skulle deltage i henrettelser.

Men det er også en til tider galgenhumoristisk fortælling om et menneskes barndom og ungdom og om livsvilje og forelskelse trods krig og vold.

En på mange måder helt almindelig og ikke fanatisk mand, som mirakuløst overlevede den krig, som tog livet af 21 ud af 27 elever i hans gymnasieklasse i Kiel.

Eller som Hans Horn selv skriver i erindringerne: ”Jeg er et ubetydeligt barn af det 20. århundrede, der uden at ville det skulle blive vidne til mange mærkværdige, grusomme og skønne hændelser, mens jeg hele tiden bare prøvede på at overleve på den ene eller den anden måde.”   

 

Det er en fortælling af et menneske, som har erfaret, hvad der sker med mennesker, når de bliver ensrettede og hjernevaskede af et diktatur – sådan som Hans Horns billede ”Indoktrineringsmaskine” symbolsk viser:

 

[Foto: Claus Thorsted]

 

Det er fortællingen om et menneske, som nok fik et lykkeligt liv i Danmark efter krigen, men blev forfulgt af fortiden.

Sådan som I kan se på billedet af den vellidte familielæge i Danmark, hvor Hans Horn står foran et hyggeligt rødt murstenshus i dagslys med et dejligt glad barn, men hans ene ansigtshalvdel er blevet til en blanding af et skelet og en industrimaskine, og han står ved siden af en præst med et kødfuldt, rødmosset ansigt og en stor udflydende næse og høj sort hat, og præsten står foran en kirke i et uhyggeligt måneskin. Hvilket selvfølgelig udtrykker ateisten Hans Horns afstandstagen til den kirke og kristendom i hans tyske hjemland, som ikke havde forhindret det nazistiske barbari:

 

[Foto: Claus Thorsted]

 

Eller som I kan se på billedet af den forrykte, nøgne mand, som har bombefly inde i sit hoved:

 

[Foto: Claus Thorsted]

 

Hans Horn malede i al sin fritid for at bearbejde sine krigstraumer, og jeg blev ekstra grebet af hans skæbne på grund af krigen i Ukraine.

Vi ser alle dagligt TV-udsendelser som ”Krigens Døgn”, hvor journalist Kim Bildsøe Lassen venligt og interesseret udspørger danske militæreksperter om situationen. De står foran store landkort med pegepinde og forklarer pædagogisk, hvordan fronten skubbes lidt frem eller tilbage, og det virker lige så uskyldigt som en vejrudsigt. 

Det skal de selvfølgelig også gøre, men bagved er der uendelig mange mennesker som Hans Horn og alle de krigsskæbner, som han i sine erindringer portrætterer i ord og i barske billeder.

Der er måske allerede over 200.000 døde eller lemlæstede russiske og ukrainske unge mænd og endnu flere, som har fået sår på sjælen for livet, og hver eneste soldat, og hvert civilt offer, er et menneske som os med familie og drømme, måske et menneske som Hans Horn, der bare vil overleve.

 

Hvordan skal vi forholde os til det?

Tja, vi skal i hver fald huske på, at det er mennesker med individuelle historier og skæbner, som vi bør forsøge at sætte os ind i – også de russiske soldater.

Men hvordan kan vi gøre dette eller rumme denne tanke?

Tja, måske ved at holde fast i det, som er Kristi himmelfarts evangelium: At den korsfæstede og opstandne frelser nu er blevet ét med sin himmelske fader.

Derfor er der en kærlighed til, som hadet ikke kan ødelægge, og som kan vise sig på ethvert sted på jorden, fordi Kristus nu ikke længere er bundet til tiden og rummet, men er blevet allestedsnærværende som sin himmelske fader.

Derfor kan vi ikke se ham, som disciplene kunne, men vi er kaldet til at tro på, at han er med sit ord selv dér, hvor livet er sværest, og hvor mørket er tættest.

Vi er kaldet til at tro på og vidne om, at lyset og kærlighed og livet – tilgivelsen og forsoningen - er stærkere end alt det modsatte, og kan sætte sig igennem hvor som helst og når som helst. I det mindste i nådefulde glimt og trods den vantro og hårdhjertethed, som Kristus i dagens evangelium bebrejder disciplene og os.

 

Det er rart at tænke på, synes jeg, at Hans Horn efter sine oplevelser i krigen fik et meget idyllisk familieliv i Danmark og blev en særdeles afholdt familielæge.

Han fik konstateret kræft i april 1989, og så længe han havde kræfter dertil, spillede han i sin sidste tid på sin cello, sammen med sønnen Thomas, som blev læge som sin far, men også var en meget dygtig pianist.

Da tiden var knap, fokuserede de udelukkende på de tre store B’er, Bach, Beethoven og Brahms, for selv om Hans Horn var ateist, så var far og søn enige om, at det er det tætteste, man i musikkens verden kommer på himlen.

Men i den allersidste tid, fortæller datteren Katharina, lå Hans Horn alligevel urolig i sin seng og var ofte hjemsøgt af mareridt. Og han – som altid havde talt flydende dansk i Danmark og med børnene - talte til allersidst kun tysk og kunne i vildelse skrige: ”Der kommer bomber”.

Fortiden havde indhentet ham, skriver Tom Buk-Swienty lakonisk til sidst i sin store biografi.

 

 

”Det ensomme hjerte”, har han kaldt bogen.

Titlen er taget fra et af Hans Horns billeder, som jeg vil bede jer kaste et blik på.

Det forstiller et rødt hjerte omgivet af et truende labyrintisk mørke, som minder om sorte hagekors.

Sådan fortolkede Hans Horn selv sin ungdom i Nazityskland.

Men jeg har ved siden af sat et for Hans Horn helt usædvanligt billede, hvor den musikalske kunstner har malet tre syngende engle:

 

[Foto: Claus Thorsted]

 

Kristi himmelfarts evangelium stiller os vel i grunden i valget mellem disse to motiver:

Enten er vi dybest set ensomme og omgivet af et tiltagende mørke, som før eller siden vil trænge ind på os og slukke alt liv.

Eller også så er vi omgivet af det, som de glade, syngende engle symboliserer - af et saligt himmelsk liv, som vi ser i nådefulde glimt og må dele med andre. 

Fordi Kristus steg til himmels, så der ikke kan være et sted på jorden, som ikke kan blive himmelsk, eller hvor han ikke kan komme og give mennesker – give os - tro, håb og kærlighed på ny – trods alt ondt.

AMEN

 

Henvisninger:

Tom Buk-Swienty: Det ensomme hjerte. Fortællingen om en musikalsk soldats utrolige odyssé gennem 2. verdenskrig og hans drøm om at blive dansker. Politikens Forlag 2017.

DR-dokumentaren om Hans Horns liv og kunst kan ses her: https://www.dr.dk/drtv/program/den-ensomme-soldat_206417

Tak til fotograf Claus Thorsted for tilladelse til at bruge hans fotografier.

 

 




senest redigeret: tirsdag 01-dec-20 10:24:39