Prædiken til 5. søndag efter påske 2023


Prædiken til 5. søndag efter påske holdt i Vestervang Kirke den 14. maj 2023

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour

 

Salmer: 3 Lovsynger Herren; 635 Vær stærk min sjæl i denne tid; 291 Du som går ud fra den levende Gud; 325 Jeg ved et lille himmerige; 313 Kom regn af det høje, kun vers 1 og 6; 586 Stol du kun på dit Fadervor.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.« Amen (Johannesevangeliet 16,23b-28).

 

 

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

 

Kender I det at være i godt lag med familie eller venner? Det er blevet aften, og I skal nu tage afsked med hinanden. I har fået jeres jakker på og sko, døren er åbnet, I står ligesom alle i døråbningen. Og afskeden trækker ud. Nye samtaler indledes. Egentlig har I allerede sagt godnat og farvel. Men det gode selskab, den indbyrdes kærlighed som findes lige her er svær at give slip på. Især hvis det er hjertevenner eller familie, som bor langt borte, og man ved, der vil gå en rum tid før man ses igen.

 

Det er omtrent sådan situation, vi befinder os i i dagens evangelie fra Johannes. Mellem påske og pinse hører vi forskellige uddrag af den tale og samtale, som finder sted mellem Jesus og disciplene skærtorsdags aften. Jesus er ved at tage afsked med sine disciple, gode venner, som han elskede. Heldigvis lister han ikke ud ad bagdøren, som vi ellers ofte kan være fristede til, når vi står overfor en svær afsked. Og selvom det er hans egen død, som er nært forestående og sådan til stede midt iblandt dem, så er det en grundlæggende, blivende glæde og fortrøstning midt i livet, som han ønsker at give sine gode venner del i. 

 

Han vil fortælle dem, at nu kender de Gud, nu har de set ham, og de har fulgt ham i hans gerning. Og den viden og erfaring må disciplene ikke give slip på. De må ikke glemme, hvordan de har lært Gud at kende igennem ham, Jesus fra Nazareth, søn af Maria og Josef, og Guds søn.

 

Vi kender godt den historie. Det er den historie, vi som kirke bærer videre på sammen. Vi har brug for at høre den gang på gang: Igennem Kristus har Gud givet sig til kende for os. Og selvom det er en gammel historie efterhånden, så bærer den alligevel altid noget nyt, enestående og uforståeligt over sig. Og gang på gang giver vi os da også til at lede efter Gud andre steder. Bibelen er også en historie om det. Indimellem kan Gud blive nødt til at give os et hak i tuden, et nederlag, så vi får øjnene op for ham. Jakobs natlige kamp, som vi hørte om i begyndelsen af gudstjenesten, er en historie om det. 

 

En god ven spurgte mig for nylig: Hvem skal jeg bede til, når jeg ber’? Kristus eller Gud? Vi havde lige stået og talt om alt muligt andet, så jeg var lidt tøvende i mit svar. Hvordan skulle jeg nu svare – som præst, som teologisk uddannet fagperson eller som det enfoldigt troende menneske, jeg også bare er? Det blev det sidste. Jeg svarede, at jeg bad altid til Gud. Det havde jeg altid gjort. Men jeg forstod jo godt spørgsmålet, hvor er Kristus henne i den henvendelse, og med den lange teologiske uddannelse oveni, som i Luthers arv og ånd har lært os, at der er kun en vej til Gud, og den går igennem Kristus – solus Christus.

 

I dag giver Kristus selv svar på det spørgsmål, når han siger: Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Med andre ord: Når vi til Gud, skal vi bede i Jesu navn, men ikke til Jesus. Men Jesus skal være i den bedendes hjerte, når han eller hun beder. Jesu gerning. Jesu ord. Jesu trøst. Når den kristne beder, beder han altså sammen med Jesus til Gud. 

 

Ganske givet er det børnelærdom for mange af jer, som er her i dag. Dette på trods tåler det en gentagelse. For lige så kraftfuldt og livsforandrende bønnen er i et menneskeliv, lige så skrøbelig er den også. Bønnen er den magtesløses magt. Bønnen er den ydmyges stolthed. Bønnen er sandhed for den bedende og løgn og forstillelse for den ikke-bedende. Sådan er bønnen så nær på troen som noget.

 

”Hvor der er tro på Gud, der bryder troen ud i bøn af hjertens grunde”. Sådan er bønnen troens tale. Men Kristus ved, at når han om lidt forsvinder, så vil disciplenes tro på ham blive anfægtet igen. Sådan som han forudsiger Peters fornægtelse af ham, og Peter: ”Om jeg så skal dø sammen med dig, vil jeg aldrig fornægte dig”. Men det kommer til at ske. Troen på vores synders forladelse, på at Guds kærlighed og omsorg er tilstede i vore liv, det er en umådelig og skrøbelig kraft på en gang. Som også bønnen. Og Kristus ved det. Vores bønsliv er truet mange steder fra. Jeg vil nævne tre: For det første af travlhed, af alle vore gøremål. ”Jeg gør det i morgen når jeg bedre tid og mere ro”. For det andet af vores gode evne til selvbebrejdelse: Jeg er ikke værdig, jeg tror ikke nok på Gud, jeg gør ikke nok for Gud, så kan jeg da heller ikke forvente noget af ham den anden vej. Og for det tredje af alle realiteterne omkring os: Jeg bad om en ny bil, jeg fik det ikke. Jeg bad om fred i Ukraine, den kom ikke. Jeg bad om sjælefred, og min uro er her stadig. Vores bønsliv har mange fjender. I kender dem alle. 

 

Som værn mod alle bønnens fjender giver Kristus os nu Fadervor. 

Som svar til det første – til travlheden, til adspredelsen: Kristus befaler os at bede. Bønnen er simpelthen en pligt for den kristne. I vore dages samfund har alt hvad der har noget med pligt at gøre fået et dårligt rygte. Gid at vi må forstå det også som en befrielse og som et værn mod travlheden og adspredelsen: Vi skal! bede og det for vores ånd, ligesom det er godt for vores krop at få gået den tur og spist det stykke broccoli selvom vi hellere gå lige til desserten.

For det andet: Bed i mit navn – det betyder, at Kristus fortæller os at bønnen ikke afhænger af vores egen værdighed, storhed eller ringhed, for det er ikke i vores eget navn vi beder, vi beder i Kristi navn. Så bliver det Kristus som bærer vor bøn frem for Gud og ikke os selv. Gid at vi må erfare, at Kristus er den, der virker i os og sammen med os, når vi beder.

Og til sidst for det tredje: Helliget vorde dit navn, ske din vilje som i himlene således også på jorden. Giv at vi i de ord kan overgive vores anfægtelse over verden i din skaberhånd. At vi i bønnen må overlade vor frygt og vor sorg, vor vrede og vor glæde til Gud i troen på, at Gud kender den igennem sin egen Søn, og vi kan finde styrke i en vished om at vi endnu kun ser i et spejl, men at vi i Gud er kendt fuldt ud. Når krigen raser og ikke hører op. Når sygdom rammer og slår ned. Når den, vi elsker, går fra os. I bønnen i Jesu navn forenes vi i ham og i alt, som han har lidt og overkommet. I forening med ham vil vi også overkomme vores.

 

Ja sådan er jeg endt med tale om den kamp, som også er en del af bønnens verden. Kampen med og mod os selv, kampen med verden. I bønnen finder vi følgeskab fra Kristus, så vi ikke skal være alene, selv når vi faktisk er det. 

 

Det er jo også der, vi begyndte i dag. Kristus vil styrke sine venner, disciplene, til den tid, som skal komme. De står i døråbningen, de har svært ved at sige farvel og tage den afsked, både han som er på vej til at gå, og dem han er på vej til at gå fra. Hele tiden starter en ny samtale igen, fordi kærligheden er levende iblandt dem, fordi nådens og venskabets ånd er til stede lige midt iblandt dem ligesom hos os i dag i kirkens tid.

 

Det er den ånd, vi griber ud efter hele tiden. Det er den ånd, som udgår fra Gud, og som er levende iblandt os. Kald på den! Siger Kristus. Fortsæt samtalen. Der er mere at sige. Sig det til hinanden. Sig til mig! Og hvis det er svært, begynd med Fadervor, deri er alt sagt og i troen derpå, kan vi måske åbne op for vores eget hjertes skrøbeligheder, vores største håb og vores værste frygt.

 

I dag beder jeg om:

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden,

Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen. 

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023