Prædiken til 4. søndag efter påske holdt i Vestervang Kirke den 7. maj 2023

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

DDS 754 Se, nu stiger solen; 300 Kom Sandheds ånd; 393 Fra himlen hid til os ned; 313 Kom regn af det høje; 192/7; 722 Nu blomstertiden kommer

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.« AMEN (Johannesevangeliet 16,5-15)

”Vi er her for at krone en konge og vi kroner en konge til at tjene.”

Med disse ord begyndte ærkebiskoppen af Canterbury, Justin Welby, i går sin prædiken ved den storslåede ceremoni i Westminster Abbey i London, hvor prins Charles endelig blev kronet og salvet til Kong Charles den III efter gamle og dybt symbolske ritualer.

Mange af verdens mest privilegerende mænd og kvinder var til stede, og hele verden fulgte med i fjernsynet, og Justin Welby fik med klare og stærke ord sagt, hvad det kristne syn på magten betyder.

Ærkebiskoppen fortalte, at Kristus forkyndte et kongerige, i hvilket de fattige og undertrykte bliver befriet for uretfærdighedens lænker. Hvor de blinde ser. Hvor de sårede og sønderknuste bliver til hele mennesker igen.

Det er dette kongerige, som viser formålet med al retfærdig regeringsførelse, for al autoritet, og midlerne til at nå målet, sagde ærkebiskoppen. 

Fordi Kongernes Konge med sit eget liv og eksempel har skabt den uforanderlige lov, at med magtens privilegier kommer forpligtelsen til at tjene og tage omsorg for de svageste.

Han som ikke selv greb magten og som ikke holdt fast i sine egne privilegier. Han hvis trone var et kors, og hvis krone bestod af torne, og hvis kongelige regalier bestod af sårene i hans torturerede krop.

Sådan talte ærkebiskoppen, og fremhævede kong Charles velkendte engagement for miljøet og sociale organisationer.

Det er den slags forbilleder, som binder os sammen, og skaber gode samfund, sagde han.

Men direkte henvendt til kong Charles sagde ærkebiskoppen også, at den store rolle, det ansvar, som Charles nu fik, kun kan udfyldes med hjælp fra Guds Ånd, som giver os alle styrke til at leve for andre, ja til at give vores liv for andre. 

Derfor blev kong Charles ikke bare kronet, men som de gammeltestamentlige konger salvet som symbolsk udtryk for Helligåndens gave.

For et liv i sand tjeneste for andre kan ingen præstere ved egen viljestyrke. Det kan selv verdens mægtigste hersker ikke opnå ved hjælp af politik eller krige eller tyranni.

[Kong Charles og dronning Camilla viser kronerne frem og hilser på folket. Foto: Wikipedia]

Sådan talte ærkebiskoppen af Canterbury i går ved kroningsceremonien i London, og jeg kunne ikke glemme de ord, da jeg senere på dagen sad og læste dagens prædikentekst.  

Vi befinder os på den første skærtorsdag aften, og Jesus har allerede længe talt til disciplene om sin herliggørelse eller ophøjelse eller kroning – om hans død på korset den næste dag, og hvad der så skal ske med disciplene. 

Det er som om Jesus i disse underlige, sært suggerende såkaldte afskedstaler i Johannesevangeliet ligesom drager sine forvirrede og rådvilde disciple ind i en ny virkelighed, som de med Åndens komme snart skal få del i, men som de endnu ikke forstår så meget af.

Jesus har netop talt om de kommende forfølgelser, som disciplene vil blive udsat for efter hans bortgang.

Disciplene fyldes af sorg over disse ord, hører vi først. Men de har ikke overskud til at spørge Jesus, hvad han mener med at gå bort, eller hvor han går hen. 

Og så siger han til dem: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer.”

Det er mærkeligt, for sådan siger vi normalt ikke, hvis vi forlader en ven eller elsket: Det er bedst for dig, at jeg går bort.

Men så længe Jesus var disciplene dem på jordisk vis, så var de på en måde alt for tæt knyttede til ham.

Sådan som vi alle kan blive fikserede eller låst fast af samfundets konventioner, men også af selv det bedste og dybeste i vores liv, af vores familier og deres forventninger til os og krav på os. Eller af vores ledere og andre folk med autoritet eller af stærke personligheder som Jesus. 

Vi hører jo igen og igen i evangelierne, hvordan disciplene ser op til Jesus og beundrer ham, men alligevel ikke forstår ham, og ikke ser ham i det rette perspektiv.

Derfor måtte han forlade dem og sende dem Talsmanden, Helligånden, i sit sted, hvis de virkelig engang skulle blive frie og selvstændige, initiativrige mennesker og i stand til at elske hinanden, sådan som han elsker dem.

Sådan som vi alle – når vi ikke længere er børn – vel kun kan gå ind i virkelig frie, men også forpligtende og blomstrende fællesskaber, og påtage os et ansvar for andre, hvad enten vi er konger eller gadefejere, hvis vi har lært, hvad det vil sige både at elske og at miste og at stå på egne ben.

Sådan som jeg f.eks. måske kun virkelig kan forstå mine forældre, når jeg indser, at de ikke kun er sat i verden for at beskytte mig, men også er svage og fejlbarlige mennesker, som måske har mere brug for min hjælp eller min tilgivelse, end jeg har for deres.

Sådan som jeg måske først kan forstå, hvad det vil sige at stifte sin egen familie, hvis jeg en gang imellem trækker mig tilbage fra fællesskabet, og måske en nat går ud under en klar stjernehimmel og dér – ansigt til ansigt med universets uendelige stjernevrimmel – tænker over mit eget liv og mine valg og mit ansvar.

”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu”, siger Jesus så til disciplene. 

Og det lyder også mærkeligt! Som om Jesus er en pedantisk skolelærer, som ikke har nået at gennemgå hele pensum før eksamenstiden.

Men der er sandheder, som vi kun kan rumme, hvis vi ved hvad det vil sige at elske og miste, tabe og få igen.

Sandheder som ikke kan læres i skolen, men kun ved at leve et ægte menneskeliv i lyst og nød.

Der er noget, som vi ikke kan bære nu, men som vil blive os skænket på rette tid og sted, lyder Jesus’ løfte.

Hvis sandheden med stort S blot var en tanke eller viden, så ville der selvfølgelig komme en dag, hvor den i princippet var forstået i alle dens enkeltheder, og vi ikke mere havde nyt at opleve og sige til hinanden. 

Hvis sandheden derimod blot var moral eller en lov, så ville der komme en tid, hvor den lov var skrevet ned i alle enkeltheder, og det at være en kristen blot ville være at holde øje med, at man selv eller måske især andre overholder loven eller reglerne. Og så vil vi før eller siden også ende i tavsheden og uden noget virkelig nyt at sige til hinanden.

Men når Jesus måtte forlade dem, når han skulle dø og opstå og sende Helligånden til dem, så er det fordi, at sandheden om ham og om os og vores tilværelse, hverken er en viden eller en lov, hverken erkendelse eller moral, men kærlighed. 

Den kærlighed, som kun hersker ved at tjene, og som vi kun kan få del i igennem et andet menneske, som kommer til os – ja måske kommer tilbage til os og siger, at det stadig elsker netop os, og giver os en chance på ny.

Sådan som Jesus efter sin død og opstandelse kom tilbage til disciplene og gav dem den Ånd, det nye liv, som han havde lovet dem.

Helligånden der ifølge hans ord her skærtorsdag aften skal overbevise verden om synd, retfærdighed og dom. Hvilket måske lyder barskt, men det er jo Helligånden og ikke os selv, som skal overbevise om disse ting.

Vi må som kristne ikke dømme andre, siger Jesus andetsteds, i Bjergprædikenen, men den, som har mødt den fuldkomne kærlighed i Kristus, ved vel også bedst selv, hvad det vil sige at begå den synd ikke at tro på ham, hvis væsen er kærlighed.

Og hvis hans kærlighed er sandheden om vores liv, og ikke vores egen og altid mangelfulde kærlighed, så får tavsheden aldrig det sidste ord.

Fordi Hans kærlighed ifølge evangeliet er stærkere end selv døden.

Derfor måtte Jesus gå bort for at komme til dem igen i skikkelse af Helligånden, sandhedens ånd, som skulle vejlede dem "i hele sandheden" og gøre dem frie.

Så vi også kunne få del i Åndens liv eller i den kærlighed, som bestandigt vil åbne os op og lære os nye sider af dette forunderlige rige liv, som vi er fælles om. 

Fordi det er den kærlighed, som blev menneske i Kristus, og som alting kommer fra, og som binder alting sammen uden at tvinge nogen til noget. 

Jeg blev rørt, da jeg i går i fjernsynet så Kong Charles på gå knæ i Westminster Abbey og foran hele verden bede denne bøn:

”Barmhjertighedens og medlidenhedens Gud, hvis Søn ikke blev sendt for at blive tjent, men for at tjene; giv den nåde, at jeg i din tjeneste må finde den fuldendte frihed og i denne frihed (få) viden om din sandhed. Giv at jeg må blive en velsignelse for alle dine børn, hvad deres tro og religion end er, og at vi sammen må udforske mildhedens veje og blive ført ind på fredens veje ved Jesus Kristus vor Herre.” Amen.

Men jeg indså først rækkevidden deraf, og at det er den samme storslåede vision, som møder os i Jesu afskedstale, da Justin Welby sluttede sin prædiken med disse ord:

”Vi er hver især kaldet af Gud til at tjene.

Hvordan det end ser ud i vores eget liv, vi kan hver især i dag vælge Guds vej.

Vi kan sige til Kongernes Konge, som Kongen gør her i dag: ”Giv den nåde, at jeg i din tjeneste må finde fuldendt frihed”.

I denne bøn er der forjættelse hinsides mål, glæde hinsides drømme, vedvarende håb. Med denne bøn, som er for enhver konge, for enhver hersker, ja for os alle, bliver vi åbnet op, så vi kan fyldes af Guds livsforandrende kærlighed.” 

Sådan fik den engelske ærkebiskop sat ord på den kristne vision om et generøst fællesskab, som vi møder så stærkt i Johannesevangeliet:

Hvor Guds ånd gives uden mål, og uden at vi kan beregne det på forhånd.

Hvor sandheden ikke er for pedantiske fastholdere, men for dem der tør give slip og lade sig bevæge og forandre.

Hvor stor er den, som tjener.

Hvor vi bestandigt kan få nye erfaringer af sandhed, godhed og skønhed - af selve livets mening.

AMEN