Konfirmationstale holdt i Vestervang Kirke den 5. maj 2023
Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.
Præludium: G. F. Händel: Halleluja fra Messias; DDS 192: Hil dig frelser og forsoner; bibellæsning: Fil 4,4-9; DDS 331 Uberørt af byens travlhed; tale til konfirmanderne; DDS 478 Vi kommer til din kirke Gud; konfirmation; DDS 725: Det dufter lysegrønt af græs; DDS 752, kun vers 4&5: Gå så frit enhver til sit.
Dette hellige evangelium, skriver evangelisten Matthæus:
Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! AMEN (Matt 7,7-11).
Kære konfirmander!
Så, nu sker det endelig. Nu kom den dag, som jeg ved, I har glædet jer til, og forberedt jer på så længe og b.la ved at gå til præst hos mig.
Det er jeres konfirmationsdag. Og det er noget, som kun sker én gang i jeres liv. Så det er vigtigt, at I nyder dagen og får det bedste ud af den. Og sådan er det også med livet. Vi lever kun én gang. Så vi må gøre os umage med det. Og det kan vi bl.a. gøre ved at holde en god fest, når der er anledning til det som i dag, hvor vi fejrer jeres konfirmation.
Det er i dag ikke kun jeres konfirmationsdag, det er Store bededag og ovenikøbet den sidste St. bededag. For regeringen har besluttet fra næste år at afskaffe denne helligdag efter 337 år for at få ekstra 4 milliarder i statskassen.
Jeg vidste godt, at konfirmationer var dyre, men jeg anede ikke, at det var så dyrt . . .
De fire milliarder skal gå til øgede udgifter til militæret på grund af krigen i Ukraine.
Sådan er der noget, som vi må kæmpe for med vold og våbenmagt, fordi alternativet er værre.
Det er der også grund til at tænke på i dag, fordi det er den 5. maj, hvor vi fejrer befrielsen af Danmark i 1945 efter 2. Verdenskrig og nazismens nederlag.
Men der findes kampe, som ikke kan vindes med våben, og alt hvad der virkelig betyder noget i livet, kan vi kun tage imod og må derfor ofte bede om.
Livet selv får vi foræret, og man kan ikke tage sit liv, eller rettere: det er det værste, man kan gøre.
Man kan normalt heller ikke selv vælge sit land og dets traditioner og landskaber eller sine forældre eller bedsteforældre eller børn og børnebørn, men man kan få alt dette skænket og så opdage, at det er det vigtigste i ens liv.
Det kan godt være, konfirmander, at I og jeres gæster ikke har tænkt jer at bruge hele dagen til at storbede.
Men da I er mine sidste store-Bededagskonfirmander, så har jeg tænkt mig at tale lidt om bøn i dag.
Og når jeg skal tale til jer om bøn, så vil jeg begynde med at fortælle om noget, som jeg har fået lov til at fortælle jer af Bent Nielsen, som er den vidende og humoristiske ældre herre, som i efteråret viste os rundt nede i Sct. Mariæ og Vor Frue Kloster og fortalte os om munkenes liv i middelalderens Helsingør.
Da Bent var dreng i 1947, fik hans mor en graviditet uden for livmoderen, og det er livsfarligt. Han husker endnu svagt, at hans mor lå og klagede sig på sengen, indtil ambulancen kom.
Og så fortæller han: ”Da hun var kørt af sted, gik det op for mig, selvom jeg kun var 6 eller 7 år, at hvis hun døde, så var jeg helt alene i verden. Jeg husker tydeligt, at jeg stod inde i stuen, og at det var halvmørkt. Så sagde min stedfar. ”Ja Bent, det eneste, vi nu kan gøre, er at bede til Gud”. Det gjorde vi så hver for sig, og jeg regner de øjeblikke, hvor vi foldede vore hænder, for at være det tidspunkt, hvor jeg kom til at tro på Gud. Min mor blev rask efter en vanskelig operation, og fra da af regnede jeg mig for at være kristen, og det har fulgt mig i hele mit liv. Hvis jeg er i vanskeligheder, så beder jeg til Gud, og han har indtil nu bønhørt mig, hver gang.”
Ja kære konfirmander!
Det gav Bent mig lov til at fortælle jer.
Det er nok de færreste af os, som kan sige som Bent, hvornår vi præcist begyndte at regne os selv for at være kristne.
Men vi kommer alle sammen i situationer, hvor det er godt at kunne bede.
Jeg har f.eks. ofte selv bedt en lille bøn af vores reformator Martin Luther, som lyder:
”Herre, jeg er en doven hund, derfor kommer jeg til dig, så du kan hjælpe mig og sætte skub i mig.”
Måske I synes, konfirmander, at jeg som jeres lærer skulle have bedt denne bøn lidt oftere i løbet af året, men jeg har desværre først lært den lige for nylig.
Desuden trøster jeg mig ved, at man er velkommen her i kirken, selv om man er en doven hund.
For selv om I har været superdygtige og interesserede i vores timer, konfirmander, så er det at være kristen heldigvis ikke at have lært en masse viden om Gud eller Jesus.
Det at være kristen består for mig at se dybest set af disse to ting: Det er dels at vide sig velsignet og dels at vide, at man altid kan bede til Gud.
Konfirmationen er en bekræftelse af dåben og dåben er en velsignelse.
Dåben betyder, at vi hører hjemme hos Gud ligesom vi hører hjemme i en familie, og det er en velsignelse at kunne hvile i det – at tro eller vide sig elsket.
Men det at være kristen er også at vide, at man kan bede til Gud og ikke skal klare alting selv.
Vi har sikkert bedt alt for lidt sammen i timerne, men vi har bedt fadervor sammen hver gang.
I har som oftest været meget energiske og I har næsten råbt fadervor ud, så I ikke kunne sidde stille på stolene imens.
Hvilket sikkert også hænger sammen med, at timen var forbi lige bagefter.
Men hvis I som mig synes, at det normalt er pinligt at bede højt, så læg jeres telefon op til øret og tal løs, når I f.eks. alligevel står og venter på bussen, og når I ellers har tid til overs.
Alle de andre taler jo også i telefon, og ingen vil kunne vide, hvem I taler med.
Og I skal ikke være bange for, at Gud ikke kan høre jer, selv om telefonen er slukket, så I kan endda spare lidt på batteriet imens.
Tal til Gud om jeres problemer og bed Gud om vejledning til at træffe de rigtige valg i jeres eget liv her de kommende år – bed Ham om hjælp til at elske jeres medmennesker – og tak i jeres bønner Gud for livet og for alle, som I holder af.
Det er selvfølgelig ikke altid, at vi får, hvad vi beder om, og det er nok til tider ret heldigt.
Hvis Gud opfyldte alle vores ønsker, så vil det f.eks. nok blive ret kedeligt at vinde i Lotto.
Men alligevel siger Jesus til os:
Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.
På den måde forlanger evangeliet store forventninger til livet, og at vi tør drømme og håbe og bede om store ting både for os selv og andre.
Så det håber jeg, at I vil, konfirmander.
Husk på, at livet altid kan komme bag på os og overraske os.
Det gælder f.eks. normalt når vi får børn.
Så forstår vi med ét, at livet er langt større og rummer meget mere, end hvad vi kan planlægge og beregne.
Og når vores forældre heldigvis ikke serverer sten, når vi beder om brød, eller slanger i stedet fisk til aftensmaden, hvor meget mere vil Gud så ikke give os, hvad vi beder om, siger Jesus om sin himmelske far.
Hvis I alligevel synes, at det virker utjekket at bede, så husk på, at selv om Jesus var Guds søn, hvilket må siges at være rimeligt tjekket, så bad Jesus ofte – for sig selv og for andre og selv for sine fjender.
For Jesus forventede sig i hvert fald ikke for lidt af livet!
Jesus troede nemlig på, at hans himmelske far ville give ham alt, hvad han bad ham om.
Han tvivlede ikke på, at Gud ville stå bag ham, når han tilgav folk deres synder, helbredte de syge og spiste med dem, som blev regnet for urene og holdt udenfor.
Han troede på gudsrigets komme, og på at alt, som ødelægger livet og skiller mennesker fra hinanden, kan besejres, selv døden.
Derfor gør evangeliet livet større for den, der hører på det. Når det lærer os at bede og håbe og leve i tro på, at det skal gå alt sammen. Når det lærer os, hvad Gud kan, så vi ikke kun stoler på det, som vi selv kan.
Så kære konfirmander, kære Simon, Marius, Liam Mikkeline og Cathrine - og kære Lærke, Marcus, Andreas, Anton, Silas, Klara, Philip, Mathias, Tejs, Thea, Sofie, Micha og Josefine.
Det har været en kæmpefornøjelse for både mig og Grethe at lære jer at kende i vores timer hver torsdag siden august.
Tak for jeres måde at være på - for det muntre humør i timerne og for engagement og godt kammeratskab.
Tak for jeres store og venlige tålmodighed, når jeg talte til jer alt for længe . . .
Og hjertelig tillykke med konfirmationen i dag.
Måtte Herren velsigne jer og altid forbavse jer!
Husk på, at hvor I end sejler hen i jeres eget liv, så sejler I også på det store kirkeskib, som har båret på mange generationer før os.
Og når vi er i kirke, så er vi ikke til eksamen eller til jobsamtale, hvor vi først skal vise eller præstere et eller andet for at blive antaget.
Så er vi hjemme – ligesom vi kan være hjemme hos vores familie – hos dem der har os kær.
Fordi vi er her, hvor vi før vi forstod et ord af det hele blev antaget, og endda blev velsignet og bekræftet i, at vi hører hjemme hos Gud i tid og evighed.
Så er vi hos Ham, der har villet, at vi skulle være til og være lige præcis dem, som vi hver især er, og som derfor også kan forandre os uden tvang, men med kærlighedens magt.
Og så til allersidst konfirmander:
I har valgt hver jeres eget konfirmationsord. Men jeg har også valgt nogle ord fra Bibelen til jer.
For jeg synes, at følgende ord af apostlen Paulus sammenfatter, hvad vi har været fælles om til konfirmationsforberedelsen, og hvad vi fejrer i dag:
”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! . . .
Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.
Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.” (Fil 4,4-7).
AMEN
Her kan du se konfirmanderne den 5. maj 2023, og billederne kan forstørres ved at klikke på dem:
senest redigeret: Wednesday 13-Sep-23 13:38:50