Prædiken til 1. søndag efter påske 2023


Prædiken til 1. søndag efter påske holdt i Vestervang Kirke den 16. april 2023 (med 1 konfirmanddåb og 1 voksendåb).

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer 408 Nu ringer alle; 234 som forårssolen morgenrød; 450 Vi kommer Jesus til din dåb; 330 Du som ud af intet skabte; 246 Kom lad os tage et bæger på ny; 192/7; 426 Fred til bod.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. AMEN (Johannesevangeliet 20,19-31)

 

Kære menighed!

 

Vi hører i dag om disciplen Thomas, som var tvilling, for hans græske tilnavn ”Didymos” betyder tvillingen.

Hvilket minder mig om en fortælling om nogle tvillinger, som talte sammen inde i livmoderen.

- Tror du på et liv efter fødslen?, spurgte den ene.

- Selvfølgelig, der må være noget efter fødslen, svarede hans bror.

- Jamen, hvordan vil det liv være? 

- Det ved jeg ikke, men jeg tror, at der bliver mere lys end her. Måske vil vi gå på vores ben og spise med munden. 

- Skal vi til at spise med vores mund og gå? Latterligt! Navlestrengen leverer jo alt, hvad vi har brug for.

Desuden: hvis der er et liv efter fødslen, hvorfor er så ingen kommet tilbage derfra? 

- Jeg har ikke svar på alt, men jeg tror vi vil møde mor, og at hun vil tage sig af os.

- Mor? Tror du virkelig på en mor? Hvis mor eksisterer, hvor er hun så nu? 

- Det er i hende, at vi lever. 

- Når jeg ikke kan se hende, så er det logisk, at hun ikke eksisterer.

- Nej, for hvis du virkelig lytter, kære bror, så kan du nogle gange fornemme hendes nærvær og høre hende kærlige stemme kalde ovenfra.

 

I vores tid og i vores del af verden ligner de fleste af os måske mest det fornuftige og logiske, men også fantasiløse spædbarn i historien, som ikke kunne forestille sig, at det kunne opleve noget nyt.

Men livet er et eventyr eller burde være det.

Det kom jeg i tanke om, da jeg i går bisatte min kære moster Hanne fra Tårbæk Kirke.

Det var godt, at hun fik fred, for hun har i de sidste år været helt dement.

Men før det levede moster Hanne et eventyrligt liv og var medlem af Kvindelige Eventyrers Klub.

 

Ved mindesamværet efter bisættelsen talte jeg med to medlemmer af Kvindelige Eventyrers Klub, som fortalte om klubben og om deres rejser.

Det er meget svært at blive medlem.

For at blive medlem skal man have rejst meget, men man skal også have fået noget ud af det.

Det er ikke nok, at man har vist vovemod, eller besøgt 100 lande på eventyrlige måder.

Man skal også have mødt fremmede mennesker, og det skal have gjort en forskel for en selv og for dem.

Kvinden, som jeg talte med, havde f.eks. rejst i flere år i Tasmanien og dér arbejdet sammen med aktivister, som ville redde regnskoven.

Man skal inviteres for at blive medlem og så fortælle om sine rejser, og hvis det er kedeligt, har man ikke en chance.

Jeg kan på den baggrund godt forstå, at de kun har 62 medlemmer i Kvindelige Eventyrers Klub.

Mange af dem er endda inaktive, for bliver man først medlem, så er man medlem på livstid.

 

Jeg er helt stolt over, at min moster Hanne har været medlem af Kvindelige Eventyrers Klub, og at min seje moster vandrede i ødemarkeder og besteg bjerge og fløj i svævefly og sejlede i kajak i Grønland.

Men jeg er endnu mere glad for, at hun også havde et livslangt medlemskab af en anden og endnu mere eventyrlig klub, hvor alle er velkomne, og enhver kan blive medlem ved at blive døbt. 

For med vores dåb trådte vi ind i kirkens og troens uendelige rige verden, som man kun kan fatte med fantasiens hjælp.

I en verden hvor livet er uendeligt rigt og rummer uendelige muligheder, selv om vi ofte ikke selv ser det.

I en verden hvor et menneske aldrig bliver færdig med livet, men i tro på sine synders forladelse altid kan begynde forfra.

Og dette var vel også, hvad Jesu disciple erfarede den første påskedag . . .

 

Vi hørte først i dagens evangelium, at disciplene sad om aftenen, den første påskedag, bag lukkede døre.

De havde selv lukket døren og måske endda låst den indefra, for de var bange. 

Jesus var om fredagen blevet henrettet på korset, og nu sad disciplene og frygtede, at de var de næste, som stod for tur.

Og så står Jesus pludselig iblandt dem igen.

Han kommer ikke og slår døren ind og råber: ”kom nu ud til mig I bangebukse, jeg har klaret ærterne for jer.”

Nej, med ét står han inde hos dem, og giver dem mod og kraft til selv at åbne døren og gå ud i den farlige verden trods al deres usikkerhed og frygt.

Derfor siger han til dem: ”Fred være med jer!”

 

[Duccio di Buoninsegna (1255 - 1319): "Jesu tilsynekomst bag lukkede døre"]

 

Den fred, som Jesus giver dem del i, er ikke en fred fra verdens konflikter, men en indre fred, som gør det muligt at leve i og med verdens konflikter.

Det er en fred, som ikke kan adskilles fra den glæde, som ikke udelukker sorgen, men kan rumme den.

Det er en fred og en glæde, som man kun kan beholde ved ikke at ville beholde den for sig selv, men kun ved at dele den med andre.

 

Derfor siger Jesus straks til disciplene:

”Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer”.

Det er fuldstændigt fantastiske ord! 

Tænk, at han som på korset erfarede, hvad det kostede at blive udsendt af Faderen, siger sådan til disse rådvilde og bange, fattige og ressourcesvage mennesker, som skjuler sig af frygt for at lide samme skæbne som ham. 

Tænk, at han har den tiltro til dem.

Men han ved godt, at hvis han skal sende disciplene og siden os ud i verden med sin fred og sin glæde, så må han selv give os kraft dertil.

Derfor blæser Jesus ånde i dem og siger: ”Modtag Helligånden”.

Som Gud på skabelsen første dag blæste liv i Adam og Eva, blæser Jesus nyt liv i disciplene.

Og så siger Jesus til dem: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt; nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”                                       

 

Kristus kaldes i begyndelsen af Johannesevangeliet for det Guds lam, som bærer verdens synd, men vi skal også bære verdens synd.

Vi kan bære synd mod os selv ved at tilgive den, som har gjort os ondt, eller i hvert fald forsøge.

Men hvordan kan vi bære på verdens synd uden at krænke ofrene?

Måske ved ikke kun at forsøge at sætte os i ofrenes sted med indlevelse og fantasi for at hjælpe dem, men også forsøge at sætte os selv i syndernes – ja, i forbrydernes og bødlernes sted.

 

Hvis jeg levede i Rusland i dag, ville jeg så sige fra overfor Putins krig?

Hvis jeg havde levet i Nazityskland, ville jeg så have sagt fra overfor nazismens forbrydelser?

Stiller vi den slags spørgsmål indtrængende nok, da indser vi måske, at vi alle har brug for tilgivelse.

Da indser vi måske det ufattelige i den påske, som vi netop har fejret.

Den almægtige Gud blev menneske og døde på et kors med disse ord om sine bødler:

”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør”. 

Og til en korsfæstet forbryder ved hans side sagde han:

”Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.”

 

Hvis vi nu til sidst kort vender os til anden halvdel af dagens lange evangelietekst, så tror jeg, at vi på den baggrund bedre kan forstå evangeliet om disciplen Thomas.

Jeg fortalte jer først en historie om en fantasiforladt tvilling, som kun kunne tro på det, som han kunne se og røre ved, og derfor ikke troede på et liv efter fødslen.

Vi opfatter ofte Thomas som denne fantasiforladte tvillingebror, men det er ikke en historie om dette banale, at vi ofte må tro på det, som vi ikke kan se.

Det er en historie, som fortæller om livet – ikke efter fødslen, men efter døden – efter Kristi død.

 

[Michelangelo Merisa da Carravagio (1571 - 1610): "Den vantro Thomas"]

 

Kristus kommer som den døde, men opstandne til Thomas og viser ham, at livet, selv livet efter døden, det evige liv, paradislivet, aldrig kan tænkes ulegemligt. For et ægte menneskeliv er altid et legemligt liv. 

Vi er ikke skabt til kun at leve som tanker eller ånder, men med sårbare, skrøbelige kroppe som kan rejse ud og opleve nyt og berøres af det - med kroppe som kan omfavne hinanden og spise og drikke og synge og danse sammen.

Og Kristus viser Thomas sine sår, for opstandelsen fjerner ikke de sår, som han fik.

Sådan vil vi selv i det evige liv ikke være uden de sår, som vi har fået i denne tilværelse, og som har gjort os til dem, som vi er.

 

Hvordan vi end forestiller os det evige liv, så må det være et liv, hvor vi ikke glemmer, hvem vi er på både godt og ondt, eller hvad og hvem der gjorde os til dem vi er.

For at tro på påskens budskab om Kristi opstandelse – eller på de dødes opstandelse og det evige liv – eller på ordet om syndernes forladelse - er at tro på en ny begyndelse. 

På at livet er et eventyr, hvor alt kan ske, og som ender godt. 

Men det er ikke en ny begyndelse, som vil få os til at glemme fortiden eller det, der måske har været svært.

Det er en ny begyndelse, som vil gøre os til hele mennesker ved at forsone os med fortiden og selv vores fjender.

Så vi med fred og glæde går ud af vores egne lukkede rum for i denne ofte usikre og farlige verden at leve dette eventyrlige evige liv, som vi med Helligånden og syndernes forladelse fik skænket i vor dåb. 

AMEN

 




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023