Prædiken til påskedag holdt i Vestervang kirke den 9. april 2023.

Af sognepræst Andreas Peter Dornonville de la Cour, som ved samme gudstjeneste af domprovst Eva Tøjner Götke blev indsat som ny sognepræst i Vestervang Kirke og som præst i Horserød Statsfængsel og i Helsingør Arrest. 

Salmer: 224 Stat op min sjæl i morgengry; 218 Krist stod op af døde; 235 Verdens igenfødelse; 241 Tag de tsorte kros fra graven; 236 Påskeblomst! hvad vil du her?; 240 Dig være ære.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Amen (Markusevangeliet 16,1-8)

I mit barndomshjem stod der ved trappen mellem stuen og 1. sal en reol med bøger. Jeg må ha’ passeret reolen i hvert fald 3-4 gange dagligt igennem hele min opvækst (for værelserne lå på første sal). Og hver gang jeg gik forbi, landede mine øjne stort set altid på den samme bogryg med titlen: ”9. april – de spildte muligheders dag”.

I mange år anede jeg ikke, hvad det handlede om. Jeg tog heller aldrig på bogen ud, og jeg kiggede heller aldrig nærmere på den. Men sætningen ”9. april – de spildte muligheders dag” er indprentet i mig ikke desto mindre, og jeg har på sin vis båret den med mig lige siden.

”En spildt mulighed”? Mon ikke mange stod med den følelse, da de så Jesus udånde på korset langfredag? Disciplene som havde forladt alt for at følge Jesus. Og alle de mennesker som et par dage forinden ved påskeugens begyndelse havde modtaget Jesus som konge og frelser. Mon de stå med den følelse, når de stod og så på deres håb på korset, ført dertil som et slagterlam, mishandlet og nedbøjet? Først og fremmest var sorgen jo nok. Men derefter måske også en følelse af ”en spildt mulighed”. 

Ingen kan sige, hvad historien om Jesus fra Nazareth var blevet, og hvad han kunne have udvirket, hvis ikke han havde mødt korset, men i stedet havde levet et langt liv. Men utvivlsomt forstår vi nok, at det håb og den tiltro, som var knyttet til ham som Guds søn, konge og frelser, ikke havde set korset som det sted, hvor det hele skulle ende.

Og alligevel mødes vi her i dag – i lovsang og glæde – mere end 2000 år efter. Og selvom vi er en forsamling originaler her i kirken, så er vi ikke de eneste. Over hele jorden forsamles mennesker i disse dage i påskeglæden. Langfredag var altså og blev ikke en forspildt mulighed for den kristne. Evangelierne og brevene forsøger at formidle netop det: Langfredag var en del af Guds plan. Langfredag var hans suveræne viljes konkrete udtryk. For han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det. Han trådte frem som menneske og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.

Og det skete faktisk. Og folk så det ske. Rent historisk har vi ingen grund til at betvivle, at der rent faktisk fandt en korsfæstelse sted i Jerusalem dengang på langfredag. Derimod er det i grunden dagen i dag: Påskedag! - som skiller vandene. Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome gik til graven tidligt denne morgen. Og de fandt at stenen var væltet fra, og graven var tom. Men graven lyste alligevel, og en skikkelse mødte dem med budskabet om, at Jesus fra Nazareth var stået op og gået i forvejen for dem. Og de blev bange. Og de sagde ikke noget til nogen. Hvem ville også tro dem? Men budskabet spredte sig alligevel - om den kristne Gud og hans sejr over døden.

Og man forsøgte at få bugt med det budskab. De romerske myndigheder slog hårdt ned på disse kristustroende. Men jo mere man forfulgte de kristne, jo mere spredte budskabet sig. Fordi menneskeligt nederlag og sejr blev knyttet sammen i den skikkelse – Kristus. Fordi menneskelig forfølgelse og befrielse blev knyttet sammen i den tro, som fulgte ham. Det er blevet så almindeligt for os i dag at knytte tro, kristendom og religion sammen, at vi slet ikke bemærker, hvor særegent det egentlig er. For det antikke menneske havde tro og religion ikke nødvendigvis noget med hinanden. For det antikke menneske var religion noget, man gjorde. Man talte med guderne, man ofrede til guderne, man gik til templet. Man overholdt festdagene og de skikke, som knyttede sig til den religion, som nu engang fandtes der, hvor man levede. Religion var overalt, og man ”gjorde” det. Om man sådan i grunden ”troede” på det hele synes ikke at have været et spørgsmål, sådan som vi forstår det i dag.

[Adam Elsheimer, tysk kunstner, 1578 - 1610. "De tre Maria'er ved graven", ca. 1603]

I den kristne fortælling om Gud blev troen altafgørende. For på den ene side havde man nederlagets Gud, den Gud, som døde på korset langfredag. Og på den anden side havde man sejrens Gud, den Gud som opstod påskedag. At der i den fortælling er tale om en og samme Gud kan nødvendigvis kun gribes i troen. Troen, som er en usynlig gave og kraft i vores menneskeliv, og som er så uomgængelig i en kristen tradition og historie. Troen på Kristus er dårskab, skriver Paulus, dumhed på nudansk. Var det fordi man hverken som romer, græker eller jøde kunne forbinde en almægtig Gud, en frelsende konge, med et fattigt provinsmenneskes tarvelige død på et kors?

Hvorfor nu vende tilbage igen til den modstand, som den kristne engang har mødt. Er vi ikke ovre det nu? Er verden ikke en anden nu? Jo, verden forandrer sig hele tiden. Men mennesket forbliver det samme. Og vores hoved er – påstår jeg - kulturkristent eller ej, moderne eller ej, troende eller ej,  instinktivt sådan skruet sammen, at lidelse, nederlag, svigt og død hører til det at være forladt – af lykken, af skæbnen, af medmennesker, af meningen med det hele, af Gud.

De kristnes svar på denne vores instinktive oplevelse af at være ladt alene i vores lidelse, er budskabet om Guds absolutte nærvær netop der. Gud er med den, som lider, det er vores evangelium. Han, som kan alt, løfter lidelsen fra at være et nederlag til at være et fællesskab med alle andre lidende og sig selv. 

Det kan lyde flot at sige. Det kan lyde nemt at sige. Her i Festervangs trygge omgivelser... Men det er dette, som er påskedagens kraft: Den tomme grav blev en sejr. Korset blev et sejrsymbol. Det bange menneske fandt mod. Kvinderne spredte ordet om det, de havde set og oplevet. 

En ny verden stod op. Ikke som naturen der blomstrer påny i denne tid. Naturens gang er cyklisk og forventelig på sin vis. Det gør det ikke mindre underfuld og overvældende hver gang, vi erfarer den. Men den nye verden, som opstod med Kristus, var og er en helt ny verden, som intet menneske kunne forvente. Med Kristus er en verden stået op, hvori vi er kaldet til ikke at se ned på den, som synes svag i verdens øjne. Hvis vi gør det, ser vi også ned på vores Gud.  I den nye verden, vi lever i efter påskedag, er vi kaldede til at indgyde hinanden håb og tro, også der hvor al håb og tro synes borte. I den nye verden skylder vi at fortælle og vise dem, som skal følge efter os, vores børn og børnebørn, om troens kraft. Fortælle at troen altid rækker frem, frem imod en fremtid og en opstandelse som er god, fordi Jesus er gået i forvejen for os, der skal vi se ham, sådan som det fortælles, at englen fortalte de første kvinder ved graven påskemorgen.

Kan være at 9. april 1940 var de spildte muligheders dag. Lad os aldrig forspilde muligheden for at fortælle om de dage og de hændelser som fandt for så mange år siden, og om den tro som udsprang derfra og som er levende endnu, den dag i dag.

Ære være Faderen, Sønnen og Helligånden,

Som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.