Prædiken til langfredag 2023


Prædiken til langfredag holdt i Vestervang Kirke den 7. april 2023

Af Troels Bak Stensgaard

 

Kære menighed!

 

Jeg vil på denne langfredag gerne fortælle om en prisbelønnet dansk dokumentarfilm fra 2003, ”Voldens væsen”, som jeg viser for alle mine konfirmandhold.

For vi møder i denne film tre forskellige, men klassiske bud på voldens eller det ondes væsen, som jeg tror kan hjælpe os med at forstå langfredags evangelium.

 

Filmen er optaget i Sierra Leone i Vestafrika, et af verdens fattigste lande, og fortæller om situationen lige efter en borgerkrig i landet fra 1991 til 2002. 

Det var ikke en religionskrig, for der var kristne og muslimer på begge sider. Det var derimod en blodig og barbarisk krig om magt og retten til landets diamanter. Halvdelen af indbyggerne blev drevet på flugt, mindst 50.000 og måske mange flere blev dræbt, mange blev voldtaget, og i vid udstrækning huggede oprørerne arme og ben af civilbefolkningen. Det var bl.a. børnesoldater, som oprørene tvang til at begå disse uhyrligheder. 

 

Gud er skaberen, den almægtige, siger en muslimsk skolelærer på det støvede torv i en fattig landsby i Sierra Leone, og Gud har skabt krigen for at prøve os. 

Er du vred på Gud fordi han har tilladt denne krig?, spørger journalist Anders Laugesen. 

Jeg kan ikke være vred på Gud, kun på de folk, som kom med krigen, svarer manden forundret, og forklarer: Gud har skabt mig, og hvis jeg skal dø, så skal jeg dø. 

 

Der er stor ydmyghed i et sådant udsagn, og det svarer til hvad en imam i filmen siger. Hans kone blev voldtaget af rebellerne. Var det Guds straf?, spørger journalisten ham. Det var Guds forudbestemmelse eller skæbnen, forklarer imamen. 

Og han suppleres af en anden mand i landsbyen, som forklarer, at folk jo også havde vanskeligheder før i tiden: På Noas tid var folk meget onde og overholdt ikke Allahs lov, og så blev Gud vred og sendte syndfloden, siger han. 

Jeg ved ikke, om vi har været onde, men vi blev ikke alle sammen dræbt som på Noas tid, så i forhold til Noa har vores straf været mildere, tilføjer han, og smiler helt glad ved den tanke.  

 

Disse tre meget sympatiske muslimer repræsenterer den første af de tre løsninger på voldens væsen eller ondskabens og lidelsens problem i filmen: Alt hvad der sker, skyldes dybest set Gud. Så når vi møder det onde, så må vi ydmygt acceptere det og spørge, om Gud ikke dermed har noget at sige os, om det ikke er en straf eller en måde at belære os om noget på.

 

En anden og stik modsat opfattelse, hvor Gud og det onde til gengæld helt adskilles fra hinanden, møder os i en scene i filmen, som altid får konfirmanderne til at grine. Det er fra en meget livlig gudstjeneste i en kristen pinsekirke, hvor præsten laver eksorcisme, dvs. driver onde ånder ud, så folk kommer i trance, taler i tunger og vrider sig rundt på gulvet. 

 

Det onde er fra Satan, forklarer pinsepræsten. Der var en kraft, der skubbede folk ud i ondskaben i borgerkrigen, så de ikke vidste, hvad de gjorde, uddyber pinsepræsten. 

Det onde har her ikke noget med Gud at gøre, men er en kraft eller – endnu mere bibelsk formuleret - en ond ånd, som kan besætte et menneske, men som heldigvis også kan drives ud igen ved hjælp af Guds endnu stærkere ånd, ved Helligåndens kraft.

 

Også denne forklaring har indlysende noget rigtigt i sig og møder os især i Det nye Testamentes tale om Satan og dæmoner og andre overnaturlige magter. 

For det onde kan ikke altid forklares rationelt, og kan opleves som en magt, der behersker os mod vores egen vilje. 

Men Jesus advarer os i evangelierne mod at tro, at man kan drive det eller den onde helt ud og leve et rent og syndfrit liv. Hvilket let fører til hykleri eller moralsk dømmesyge.

 

[Denne mand i Sierra Leone fik hugget begge sine underarme af og hans søn på 29 blev dræbt. "Vil du have hævn, er du bitter?", bliver han spurgt, og svarer: "Nej, overhovedet ikke. Hvorfor skulle jeg? Hvor længe? Bitterheden er væk. Jeg vil have fred nu. Jeg overlader alle problemer til Gud og Jesus Kristus!" Foto: Peter Williams]

 

Som I måske allerede har gættet, så hælder jeg mest til den tredje løsning i filmen ”Voldens væsen”, som man møder hos en katolsk præst. 

En søndag morgen så han under borgerkrigen syv mennesker blive halshugget, deriblandt en mand på omtrent 80 år. 

Jeg fattede det ikke, fortæller han, og det gjorde mig angst, rædselsslagen, at mennesker kan gøre det mod deres medmennesker, at vi mennesker kan synke så dybt. Så jeg tager ikke let på de onde kræfter, vi har os imellem og i os.                                                                

Følte du, at Gud skjulte sig den dag, du så de syv mennesker blive halshugget?, spørger journalist Anders Laugesen ham så. 

Ja, svarer den katolske pater, et øjeblik stillede jeg mig det spørgsmål: Hvor er Gud? Og mange gange har jeg stillet mig det spørgsmål: Hvor er Gud? Når dagen er forbi, og jeg er på vej hjem og reflekterer over tingene der er sket, så stiller jeg det spørgsmål. Men, og det mener jeg meget oprigtigt, fortsætter han, der sker altid noget, der fortæller mig at Gud er til. Man skal bare søge, så vil man finde ham. Udfordringen er måske at have mod til at finde ham, at have håbet og troen til at søge.

 

Så vidt disse mennesker fra Sierra Leone, hvis erfaringer med og tanker om Gud og det onde jeg og forhåbentlig også mine konfirmander har lært meget af.

Men hvad nu, hvis man ved dagens slutning slet ikke kan se det gode, som bekræfter, at Gud er til og vil os det godt, sådan som den katolske præst fortæller?

Ja, så er vi henne ved langfredagens ubegribelige evangelium om den korsfæstede og uskyldigt lidende på korset, som ifølge Markusevangeliets beretning dør med dette fortvivlede skrig på sine læber: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Og Gud svarer ham ikke, men synes at skjule sig. 

For der er mørke midt på dagen, fortæller evangeliet. Der er et verdensomspændende mørke, som varer i tre timer, fra den 6. til den 9. time. 

Men mørket ophører lige netop i det øjeblik, da Jesus dør, og templets forhæng flænges. Forhænget ind til templets allerhelligste rum, dér hvor Gud skulle være. 

 

Hvor er Gud? Sådan spurgte den katolske præst, og sådan spørger vi vel til tider alle.

I templet er han ifølge evangeliet ikke længere. Templet er det sted, hvor der ofres til gud. Men Gud er ikke dér eller hos de ofrende længere. Han er ikke hos dem, der leder efter syndebukke at ofre eller hos dem, der spiller offer.

Gud er nu selv offeret.

Da den hedenske romerske officer, som havde været med til at pine og henrette Jesus, så, at Jesus udåndede sådan, bekendte han derfor: ”Sandelig, den mand var Guds søn.” 

 

Jeg har fortalt jer om en dokumentar, som handler om en skrækkelig krig, og om hvordan mennesker, både kristne og muslimer, brugte deres tro til at forstå det onde og til at komme videre efter dybt traumatiserende oplevelser.

Men der er andre krige, som er i fuld gang, og hvordan kan vi overhovedet tale om det onde og døden uden at gøre det banalt eller undskylde det? 

Hvordan kan man overhovedet tillade sig at tale om andres lidelser?  

 

Skulle vi ikke hellere forsøge at lindre lidelsen end bare at se på den og tale om den? 

Ja, er er vi i grunden ikke alle medskyldige, allerede hver gang vi ser billeder fra verdens lidende mennesker i fjernsynet? 

Fordi vi ser uretten ske, men på afstand af den, ligesom kvinderne, da Jesus døde, Maria Magdalene, og Jakobs mor Maria og Salome, hvis vi ikke har vendt ryggen til, dvs. som Jesu mandlige disciplene er flygtet bort. 

Forbi vi tier ligesom disciplene den dag i Jerusalem, da Jesus blev henrettet. 

Vi har hver vores undskyldning for ikke at gøre noget. Men når det kommer til stykket, er vores egne undskyldninger vel ikke anderledes end Peters undskyldning. Da ypperstepræstens tjenere spurgte ham, om han kendte Jesus, og han svarede: Jeg kender ikke dette menneske! 

 

Men evangeliet til langfredag siger: Vi både kan og skal tale om lidelsen og det onde. Det kan og skal vi netop fordi vi tror, at det var Guds egen søn som led. Fordi korset er vores pant på, at selv i fornedrelsen, fortvivlelsen og håbløsheden og afmagten er Gud selv til stede.

Fordi netop den tro gør det muligt for os at se lidelse og død i øjnene i tillid til, at Gud også er dér, hvor menneskeligt talt alt håb lades ude. 

Fordi vi så måske også selv kan finde håb for det lidende menneske og overskud til at lindre dets nød, så godt kan vi kan.

Men vi kan aldrig lide med hele vejen. 

Vi kan langt fra lindre al nød. 

Vi kan aldrig helt sætter os ind i et andet menneskes lidelse eller dø en andens død. 

 

Det er langfredags evangelium, at der var en, som kunne. Guds søn.

Eller som den norske biskop Per lønning engang har sagt det: ”Gud skal vi møde i smerten, i magtesløsheden, i nederlaget. Der er han. Hos os. Skikkelsen på korset fortæller, at Gud er os nær. I det, der ser ud som gudsforladthed, i det, der opleves som hjælpeløshed, er Gud sammen med mig. Jeg er ikke alene.” 

Amen.

 

Henvisninger:

"Voldens Væsen". En film af Anders Laugesen og Peter Williams. Produceret for Danmarks Radio/TV og Det Økumeniske Fællesråd i Danmark og Kirkernes Verdensråd, Schweiz, 2003/2005.




senest redigeret: onsdag 13-sep-23 13:38:50

Mette Dansøn har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2010

Troels Bak Stensgaard har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2008

Andreas-beskaaret-400px

Andreas la Cour har været sognepræst i Vestervang Kirke siden 2023