Prædiken til Midfaste søndag holdt i Vestervang Kirke den 19. marts 2023.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

Salmer: 756 Nu gløder øst i morgenskær, 31 Til himlene rækker; 298 Helligånden trindt på jord; 319 Vidunderligst af alt på jord; 192, men kun vers 7; 610 Bliv hos mig, kære Herre Krist!

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. AMEN (Johannesevangeliet 6,1-15)

Kære menighed!

Hvis vi ser bort fra Jesu opstandelse fra de døde, så er dagens mirakel, bespisningsunderet i ørkenen, det eneste af Jesu mirakler, som der fortælles om i alle fire evangelier. 

Ja, i både Markus- og Matthæusevangeliet er der endda to forskellige beretninger, hvor Jesus mirakuløst skaffer mad til en tusindtallig sulten skare i ørkenen.

Så klarere kan det ikke siges, at det for kristne er noget helt grundlæggende at give mad til de sultne. 

Derfor samlede vi her i Vestervang sogn sidste søndag ikke mindre end 17.000 kroner ind til Folkekirkens Nødhjælp.

”Enhver skal give, som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver”, sådan sagde Paulus til os i dagens epistel.

For den kristne næstekærlighed er i sit væsen ikke politisk, og er ikke noget, som vi kan lovgive om og dermed påtvinge hinanden.

Den kristne næstekærlighed kan tage politiske former, når kristne engagerer sig i politik, men det kan som bekendt være meget forskelligt, om man som kristen vælger at blive højreorienteret eller venstreorienteret.

Det afhænger bl.a. af, hvordan vi forstår det enkelte menneskes frihed og ansvar overfor den lige så kristne forpligtelse på at hjælpe de fattige.

Men den kristne næstekærlighed er altid udsprunget af den erfaring, at man selv har fået så meget og så ufortjent, at man bør dele med andre og ikke kun sikre sig selv.  

Derfor er det ikke noget, som vi kan gøre til et politisk program.

Derfor trækker Jesus sig tilbage, da folkeskaren i dagens evangelium kommer og vil gøre ham til deres konge.

Da han så folkeskarens nød, så gjorde han fem brød og to fisk til en mængde brød og fisk – nok til at mætte en tusindtallig folkeskare.

Men det er et Guds under, og et under er ikke til at forstå med sin forstand eller noget, som vi bare kan gentage, når vi har lyst, eller vedtage politisk som en rettighed eller en forpligtelse.

Det er hvad Jesus vil have os at indse ved først at spørge Filip: ”Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?”  

Og Filip forstår Jesus ganske bogstaveligt og svarer opgivende, at selv 200 denarer – hvilket svarede til en arbejders indkomst på 200 dage – ikke er tilstrækkeligt til at købe bare en smule mad til hver.

Og Andreas tænker lige så forstandsmæssigt som Filip, og peger på den lille dreng, som står hos dem med sine fem bygbrød og to fisk. ”Men hvad er det til så mange?”, spørger Andreas ligeledes opgivende.

[Bernardo Strozzi, 1581 - 1644, bespisningsunderet i ørkenen]

Vi får ikke at vide, hvad den lille dreng tænker, men det kan ikke være tilfældigt, at den lille dreng stilles i modsætning til de to voksne disciple. 

For sådan vil fortællingen sige, at underet ikke er til at forstå, hvis vi kun ser det med den voksnes skepsis – eller kun bedømmer det ud fra de økonomiske og politiske realiteter - og ikke ser med barnets øjne eller med barnets tro.

Jeg forestiller mig, at den lille dreng har set de mange sultne mennesker, og så er han gået hen til Jesus og disciplene og sagt som det mest selvfølgelig i verden: ”Her er min madpakke, som mor har lavet til mig, men jeg vil da godt dele med jer.”

Da Jesus så så barnets tro på, at alt er muligt, så blev det udgangspunkt for underet, hvor lidt brød og fisk blev til mad til flere tusind mennesker. 

Vi kan ikke gøre Jesus det nummer efter. Heldigvis. For hvis vi kunne, så ville vi nok i modsætning til Jesus lade os vælge til konger eller præsidenter, og det er farligt, hvis mennesker får så megen magt.

Men til gengæld sker der undere på marken hvert eneste år. Når lidt korn bliver til meget. Eller i havene, hvor nogle få fisk bliver til mange, mange flere. 

Det er det under – den overflod – der hvert eneste år brødføder milliarder af mennesker på jorden.

Der sker undere hele tiden, men normalt er vi blinde og behøver hjælp for at se dem, dvs. for at indse, hvor mirakelløs verden og livet er, hvis vi ser med troens øjne.

Men hvis vi indser det, så kan vi måske også i os selv finde en gavmildhed, som vi ikke troede, vi havde, og få mod til at engagere os, selv når der koster os noget.

Ligesom den kristne kinesiske systemkritiker og menneskerettighedsadvokat Gao Zhisheng, som har været kandidat til Nobel Fredspris, og som jeg gerne vil fortælle jer lidt om her til sidst.

Jeg bygger det på nogle erindringer, som Gao Zhisheng selv skrev i 2015, men hans vidnesbyrd regnes for at være sandfærdigt.

Gao Zhisheng blev født i 1964 i en landsby i det nordlige Kina og voksede op i ekstrem fattigdom i en hule uden elektricitet og rindende vand.

Han mistede sin far som 11-årig, og han og hans bror måtte derfor tage arbejde i en kulmine, hvor broren ved en ulykke fik ødelagt sine ben, og de to brødre så bare blev fyret i stedet for at få erstatning.

Men som medlem af kommunistpartiet fik Gao Zhisheng lov til at studere til advokat, og han glemte aldrig sin fattige opvækst, og besluttede sig for, at han gratis ville hjælpe de fattige og andre, som blev uretfærdigt behandlet, og ikke havde nogen til at tale deres sag.

Derfor førte han i sidste halvdel af 1990erne som advokat sager for børn, som var blevet fejlbehandlet i sundhedsvæsenet, og mod korrupte embedsmænd, og i begyndelsen med stor succes.

Han blev berømt og flyttede til Beijing i år 2000 og blev året efter officielt anerkendt af det kinesiske justitsministerium som en af Kina 10 bedste advokater.

Dengang var han ateist, og da han i 2004 for første gang læste biblen i forbindelse med en retssag mod en præst, som han forsvarede mod anklager for ulovligt at udbrede kendskabet til biblen, så lod det ham i første omgang kold, fortæller han.  

Men Gao Zhisheng fik flere og flere opsigtsvækkende sager, og da han åbent begyndte direkte at kritisere de kinesiske myndigheder for at træde på folks menneskerettigheder, så gik det til sidst galt.

Han trådte ud af kommunistpartiet i 2005, og skrev i 2006 en bog med titlen ”Et mere retfærdigt Kina”.

Han blev samme år fængslet efter flere mordtrusler og et mislykket forsøg på at slå ham ihjel i en fingeret trafikulykke.

Han fortæller, at han i fængslet blev tortureret med elektriske stød fra en kvægstav, så han følte, at hans muskler blev løst fra knoglerne. 

Men torturen gav ham til gengæld en vidunderlig gave, skriver han, nemlig tro på Gud. Da han blev forfulgt, lærte han Gud at kende og blev kristen.

Gao Zhisheng fortæller også, hvordan hans forhørsdommere prøvede at overbevise ham om, at det kommunistiske styre ikke er så slemt, og at der i Kina er sket mange forbedringer i senere år, som man kan få del i, hvis man blot vil være lidt pragmatisk og ikke direkte kritiserer styret.  

Men han vil ikke acceptere, at demokrati, respekt for loven, frihed, religion og universelle værdier som menneskerettigheder af magthaverne i Kinas kommunistparti regnes for vestlig ideologi og undertrykkes med vold. 

Det er lov og ret, som adskiller en regering fra en forbryderbande, svarer han trodsigt forhørslederne.

[Gao Zhisheng, kinesisk advokat og menneskerettighedsforkæmper, f. 1964, nu forsvundet!]

Alt dette skrev Gao Zhisheng om i en bog fra 2015, hvor han blev holdt i en mere mild form for indespærring i sin barndoms afsides beliggende landsby i Nordkina.  

Hvorfra kommer et sådant menneskes vilje til at insistere på, at der forskel på hvid og sort, ret og uret, sandhed og løgn, selv under tortur? 

Ja, for denne kinesiske advokat er der tydeligvis en sammenhæng med hans nyvundne tro på Gud og med, at han har indset, hvor stor og mirakuløs rig denne verden er – at der er en rigdom, som langt overgår den rigdom, som man kan få ved at alliere sig med magthaverne. 

Derfor tvivler Gao Zhisheng heller ikke på, at det kinesiske styre, som bygger på menneskers magt og frygt og løgn, vil forgå. Det er kun et spørgsmål om tid, før det sker, siger han. 

Og han fortæller til sidst, hvordan han, som længere ikke må arbejde som advokat, til gengæld har fået blik for sin hjemegns skønhed. 

Han går om søndagene i bjergene, og når solen står op og kaster sit lys ned over floden i dalen, føler han, at himmel og jord og mennesket hører sammen. 

Han skriver sine sidste ord den 18. marts 2015 - to uger før påsken. 

Han fortæller, at sneen endnu dækker jorden, men han har netop på denne morgen set de først grønne skud af forårets planter titte frem, og han blev bevæget i hjertet af dette lille mirakel. 

Det er for ham mere inspirerende end den største menneskelige tænkning. Barske tider og trøstesløshed (harshness and desolation) er ikke lig med død, men budbringere om det kommende liv. 

Med disse ord slutter den kinesiske advokat Gao Zhishengs beretning.

I 2017 forsvandt han igen, og hans hustru og 2 døtre, som i 2010 havde held med at flygte til USA, har siden intet hørt om hans skæbne. 

Men Gao Zhishengs stærke vilje til at insistere på ret og sandhed og tale magthaverne imod trods forfølgelse, fængsling og tortur – og hans håb for fremtiden og tro på forandring – er som et under, som peger hen på Guds overflod ligesom brødunderet i ørkenen.                  

Jeg er for mit vedkommende langt fra sikker på, at jeg ville have kraft og mod til at insistere på retten og sandheden og tro på fremtiden, hvis jeg som denne kinesiske advokat var fængslet af en statsmagt som den kinesiske og blev tortureret.                    

Men Gao Zhishengs vidnesbyrd peger på det samme, som Jesus gjorde den dag i ørkenen, da han mættede 5000 mennesker med fem brød og to fisk:  

Det peger på det rige, som Jesus grundlagde ved sin død og opstandelse i påsken, og hvor han er konge. 

Et rige der ikke er som vores jordiske riger, hvor den mest almindelige målestok er, at rigdom, magt og status er det højeste vi kan nå i dette liv, inden døden får det sidste ord. 

For det højeste i Hans rige er vores fællesskab med hinanden og med Gud, og dvs. at få del i Guds ufattelige overflod og godhed og tappert og gavmildt at dele det med andre. 

Amen.

Henvisninger:

Gao Zhisheng: Struggle Against the Gods. Artikel i First Things, April 2017, som kan læses HER

Man kan se den smukke og gribende dokumentar ”Transcending Fear: The Story of Gao Zhisheng” ved at trykke her: https://vimeo.com/400300749