Prædiken til 2. søndag i fasten 2023


Prædiken til 2. søndag i fasten holdt i Vestervang Kirke den 5. marts 2023.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 15 Op al den, som Gud har gjort; 447 Herren strækker ud arm; 674 Sov sødt, barnlille!, 158 Kvindelil! Din tro er stor; 192/7 Du som har dig selv mig givet, 752 Morgenstund har guld i mund.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask. AMEN (Matthæusevangeliet 15,21-28)

 

Kære menighed!

 

I 2019 døde Kristian Mose Enevoldsen i en alder af 95 år. KRÆMOS som de vist siger i Vestjylland. Han var fisker og fører af redningsbåden i Hvide Sande gennem mere end fire årtier.

Og så har han i 2008 fortalt om sit liv i en stærk selvbiografi, som hedder: ”Medløbende sø”.

Jeg kender som flere her i vores menighed hans søn, Thyge Enevoldsen, som i 28 år har været præst i Grønnevangskirken i Hillerød, og nu er socialarbejder i Hillerød Kommune samt diakonikonsulent i Helsingør Stift.

Til efteråret kommer Thyge forhåbentlig på besøg her i Vestervang Kirke for at inspirere os i vores sognearbejde, og det er jo altid godt at kende lidt til en gæsts baggrund, så jeg vil i dag meget gerne fortælle jer lidt om hans far, hvis historie har gjort stort indtryk på mig.

 

I bogen begynder Kristian Mose Enevoldsen med at fortælle om en voldsom og tragisk begivenhed:

Den 9. december 1951 er der storm. Og det lokale redningsmandskab i Hvide Sande er gået ud til et hollandsk skib i havsnød. Kristian Mose hører da, at redningsbåden er kæntret. Han løber ned til stranden, og ser båden ligge med bunden i vejret og en lille klynge mennesker, der står omkring en livløs mand. 

Han fortæller: ”Den livløse er Iver. Min ældste bror. … Jeg overtager genoplivningsarbejdet. På et tidspunkt må jeg stikke fingrene ind i Ivers mund. . . . den er endnu lidt varm. Lige ved siden af mig, får jeg øje på en dreng på en halv snes år - Aksel hedder han. Han står i begyndelsen bare og kigger. Iver er hans søndagsskolelærer. Iver virker stadig livløs - jeg arbejder videre i kapløb med tiden. En gang imellem skyller havet helt op og rammer ham. Da tager Aksel sin fine søndagsjakke af, bøjer sig ned ved Iver, samtidig med at han holder jakken skærmende foran sin søndagsskolelærer. Han ønsker ikke at se ham overskyllet af de bølger, som ser ud til allerede at have taget livet af ham.”

 

Det bliver Kristian Mose, der må bære det tunge budskab hjem til sin far, at hans ældste søn er omkommet på sin første tur med redningsbåden. Den første tur hvor far ikke selv var med, fordi han var gået i land pga. af alder. Faren råber. Og på klitten lægger sorgen sig som en dyne over en hel befolkning. 5 redningsmænd har mistet livet. 21 børn og unge har mistet en far. Enkerne græder med deres børn.

 

To dage efter ulykken komme redningsbestyreren rejsende fra København for at kondolere familierne til de omkomne. Han sidder sammen med far og mig i den lavloftede stue, fortæller Kristian Mose Enevoldsen, og far spørger: ”Hvad så nu Hr. redningsbestyrer, hvordan ser det ud med mandskab til redningsbåden?” Redningsbestyreren ser på far: ”Det ser ikke godt ud. Vi mangler mindst fem mand”. Far ser først ned. Dernæst løfter han ansigtet mod mig. Han ser på mig. Længe. Han siger ikke noget. Men jeg ved, hvad hans blik betyder. Jeg hører mig selv sige til redningsbestyreren: ”Kan I bruge mig, så vil jeg melde mig til tjenesten!”

 

Det er en stærkt gribende fortælling. Ikke mindst fordi den handler om et menneske, som i sin sorg og afmagt dog ved, hvad han skal gøre. Kristian Mose Enevoldsen tager sin brors plads. Og man fornemmer, at det giver en slags mening i meningsløsheden. 

 

[Kristian Mose Enevoldsen 1924 - 2019. Privatfoto]

 

Den kana’anæiske kvinde i dagens tekst kender også til at synke ned i meningsløshed.

Til at være derude hvor man ikke selv kan bunde.  

Derfor kommer hun til jøden Jesus, som hun som hedning, fremmed og kvinde i grunden ikke kunne have det mindste at gøre med.

Men hun har ikke råd til fine fornemmelser.

”Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn, min datter plages af en dæmon” råber hun fortvivlet til ham. For hendes datter kastes vel hid og did i epileptiske anfald – som et skib på det oprørte hav.   

Der er en af de mest hjertegribende scener i hele Det nye Testamente.

Og ikke mindst fordi Jesus først afviser hende!

Han er kun sendt til de fortabte får af Israels hus, siger han til hende.

Det lyder ikke spor pænt, og set i bakspejlet kan man selvfølgelige godt finde på en bekvem teologisk undskyldning.

For vi ved, at Jesus først måtte drage op til Jerusalem, lade sig korsfæste og siden opstå, før evangeliet om Guds kærlighed kunne forkyndes for hedningeverden inkl. os selv.

 

Men det vidste den kana’anæiske kvinde jo ikke noget om. 

Hun havde sikkert også været bedøvende ligeglad, som hun stod dér med sit syge barn!

Og evangeliet i dagens tekst ligger naturligvis ikke i den slags bortforklaringer

Men i det budskab, at Gud selv lader sig overtale og kan skifte mening.

Fordi kvinden så frækt og påtrængende insisterede på, at han skulle hjælpe hende.

 

I en stærk prædiken over denne tekst siger Martin Luther, at kvinden fangede Jesus i hans egne ord.

Fordi hun netop ikke puklede på sin egen ret, men gav Jesus ret.

Ja vel, jeg har ikke ret til noget som helst, siger hun til jo ham.

Men de små hunde under bordet spiser dog af det samme brød som husets egne børn.

 

Kristian Mose Enevoldsens erindringsbog munder på en måde ud i samme erkendelse. 

Han var et stærkt troende menneske, men han puklede ikke rethaverisk på sin egen tro. 

Derfor er hans bog båret af en stille vestjysk humor og af en stor og ægte taknemmelighed over livet i både lyst og nød. 

Derfor har den også et budskab til os, selv om vi måske ikke deler Kristian Mose Enevoldsens fromme indremissionske baggrund, og måske føler os fremmede overfor den stærke og ligefremme måde, som han taler om sin tro på.

For i overført betydning findes jo høj søgang og tragiske forlis i ethvert menneskeliv.

Det kan vi naturligvis vælge at vende ryggen til og lade som om det ikke eksisterer. 

Men den gamle redningsmand måtte ofte se det i øjnene.

Og det kan vi måske også få kraft til, hvis vi tør tro på, at et afgørende ord allerede er sagt til os.

Sådan som den kana’anæiske kvinde gjorde

Da hun i sin hjælpeløshed holdt sig til det underlige rygte, som hun havde hørt om den fremmede vandreprædikant: At han trods alt der talte imod det, ville hende det godt. 

 

[Kristian Mose Enevoldsen fortæller for børn. Privatfoto]

 

Eller som Kristian Mose Enevoldsen fortæller til sidst i sin bog: ”Den stormende decemberaften, da jeg lå på knæ og gav min livløse bror Iver kunstigt åndedræt, bøjede den tiårige Aksel sig ned og med sin jakke dæmmede han op for de bølger, som ville overskylle hans søndagsskolelærer.” 

”Mange gange i mit liv”, fortsætter han, ”har jeg erfaret, at der var én som dæmmede op for mig, når søen var ved at overskylle mig. Når tvivlen kom, når døden bankede på. Og som årene er gået, har jeg mere og mere tydeligt set, hvad det er, som holder. Det er ikke min tro, det er ikke min rettroenhed.”

 

Ja, i storm og høj sø, fortæller han, kunne han stå i redningsbådens førerhus og synge et vers fra Grundtvigs dåbssalme ”Sov sødt, barnlille!”, som vi også sang før, da Mille og Lilli-Marie var blevet døbt:

 

Guds fingrene grande

slog kors om din pande,

Guds Enbårne røst

slog kors for dit bryst,

thi skal ingen djævel dig skade.   

 

Og også når jeg skal over den sidste revle, uddyber Kristian Mose Enevoldsen, så må jeg stole på den ballast, som jeg fik i livets morgenstund. Da sætter jeg al min lid til den overlevelsesdragt, som jeg fik i min dåb – at den vil bære – også selv om jeg måtte blive ramt af tvivl og troskampe og kastet ud i voldsom medløbende sø og brodsøer. 

 

Den oplevelsesdragt bar, det fortalte Thyge Enevoldsen mig i onsdags, hvor han fortalte mig om sin fars sidste dage på jorden i 2019, og gav mig lov til at dele det med jer:

Krisen Mose Enevoldsen døde hjemme i stuen. 

En uge før, om lørdagen, samledes Thyge og hans børn om dødslejet. 

Thyges datter Kathrine sang for, og hendes farfar holdt hende i hånden, så hende i ansigtet og prikkede rytmen i hendes hånd, da de sang den gamle salme ”Jubler hver en sjæl på jord” med disse fine vers:

 

Hør hvor fuglen fløjter glad:
Gud er god!
Læs i hver en blomst, hvert blad:
Gud er god!
Havets bølge på sin gang,
kilderne i skov og vang
altid synger samme sang:
Gud er god!

 

Er det stormfuldt, mørkt og trangt,
Gud er god!
Til hans hjerte er ej langt.
Gud er god!
I hans arme tryg jeg er,
intet ondt kan nå mig der,
derfor synger jeg nu her:
Gud er god!

 

Lørdagen efter, den 7. december 2019, samledes hele familien om Kristian Mose Enevoldsen en sidste gang og sang ham ind over den sidste revle. 

 

Mere godt end vi forstår,
af vor Faders hånd vi får,
derfor takken til ham går.
Gud er god!

 

Sådan hedder det også i den gamle salme, de sang.

Fordi tro slet ikke handler om nogle rigtige meninger, som vi har om det ene eller det andet.

Men er et håb på trods af alt, som taler imod. 

Det er det håb, som vi fik i vores dåb til at leve og engang at dø på. 

Når Gud engang kalder os ind til sig. 

 

Lad det derfor være vores bøn i dag for særligt Mille og Lilli-Marie.

Måtte de få et langt og godt og muntert og virksomt menneskeliv på jord, rigt på mening og på oplevelser.

Måtte de altid må føle sig båret af kærlighed fra jer i deres familier og fra Gud.

 

Derfor blev Mille og Lilli-Marie efter deres dåb velsignet med de stærke gamle bibelske ord: ”Herren bevare din udgang og din indgang fra nu og til evig tid.” 

Derfor sluttede Kristian Mose Enevoldsen sin fine erindringsbog bog med den lovsang, som en anden fisker, nemlig apostlen Peter, engang skrev, og som vi hører som det første ved enhver dåb og begravelse: 

”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” 

AMEN 

 

Henvisninger:

Anders Chr. Enevoldsen: Kr. Mose Enevoldsen – Medløbende sø. Lohse 2008.

 




senest redigeret: tirsdag 01-dec-20 10:24:39