Prædiken holdt søndag septuagesima den 5. februar 2023 i Vestervang Kirke.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard.

 

736 Den mørke nat forgangen er; 311 O Helligånd, du skat så skøn; ”De nære ting” (Højskolesangbogen); 170 Fra verdens morgenstund udgår; 192/kun vers 7; 728 Du gav mig, o Herre, en lod af din jord.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.« AMEN (Matthæusevangeliet 20,1-16)

 

Kære menighed!

 

I onsdags havde vi i eftermiddagsklubben her i kirken besøg af den berømte pilot Stefan G. Rasmussen.

Den 27. december 1991 nødlandede han en DC 9 fra SAS fire minutter efter take of fra Stockholm på en lille eng i et skovområde. 

Begge flyets motorer havde sat ud, og kaptajn Rasmussen brugte trætoppene i skoven til at tage farten af flyet.

Da den store maskine brasede igennem trækronerne, og fik vingen revet af, var han sikker på, at de alle ville dø. 

Da bad han sit fadervor. 

Jeg forstod med ét, at døden er en oplevelse, som man altid har alene, og jeg havde sagt ja til at komme over på den anden side, har han siden også fortalt. 

Men han var samtidig 100 % nærværende og gjorde alt det rigtige, som han skulle.

 

Når man den dag i dag ser billederne af flyet ligge brækket over i tre dele på engen, så er det ikke til at forstå, at alle 129 ombordværende overlevede.

Det var aldrig før sket, og statistisk er det nærmest en umulighed at lande et fly på den måde, et mirakel. 

Kaptajn Rasmussen kom på forsiden af alverdens medier som en helt, selvom han allerede dengang sagde, at han ikke var en helt, men blot havde gjort, hvad han var blevet trænet til som først officer i flyvevåbnet og siden kaptajn i SAS.

Men allerede 14 dage efter begyndte der at svirre rygter om, at han selv havde en skyld i havariet.

 

[SAS-flyet efter nødlandingen 17 km uden for Stockholm den 27. december 1991.] 

 

Da den endelige havarirapport efter næsten to år kom, blev Stefan G. Rasmussen 100 % frikendt for enhver skyld. 

Men ulykken, som gav ham superstjernestatus, og især efterspillet, hvor han anonymt blev anklaget og mistænkeliggjort, har sat sig meget store spor i hans og hans families liv, hvad han selv åbent har skrevet og fortalt om.

Angsten for at blive beskyldt for unødvendigt at have sat et fly over styr og sine passagerer og sin besætnings liv på spild fyldte ham dengang med rædsel, og nogle gange fik han endda selvmordstanker.

Han fik rædselsfulde breve med selv dødstrusler, og han mener den dag i dag, at nogle folk i SAS og andre flyverkredse svigtede ham, ja at han med hans eget prægnante udtryk af en skjult troldehær blev svinet til for at få lorten lagt over på et andet toilet.

Han fik diagnosen posttraumatisk stressforstyrrelse, og må selv i dag leve med følger deraf, selv om han af natur er et ikke kun åbent og følsomt, men også et meget humoristisk og musikalsk menneske med sans for livets gode sider.                                

 

Hvilket vi nok alle kunne fornemme i onsdags, da den nu 75-årige Stefan G. Rasmussen besøgte os.

Han fortalte i sit foredrag med den tvetydige titel ”Berømt – og hvad så?” ikke om selve ulykken i 1991, men mest om, hvad livet derefter har lært ham.

Og han sang for os bl.a. sangen ”De nære ting”, som vi sang før. 

For udover fadervor har kærligheden til hans familie holdt ham i live på de svære dage.

 

Han fortalte os om en god og kærlig barndom i Randers, hvor han fik en god ballast og selvtillid.

Men han satte især med humor og fine konkrete eksempler ord på en dyrebar erfaring af, at livet er unikt og dyrebart, og at vi derfor skal gøre os umage med det; og at ethvert menneske er enestående, og ser verden fra sit perspektiv, og at det derfor ikke giver mening at sammenligne sit liv med andres; eller på bekostning af engagement i nutiden bekymre sig for den fremtid, som vi endnu ikke kender; eller hænge fast i de små og store vaner, som sagtens kan forandres; eller i den fortid, som vi ikke kan lave om på. 

 

Da jeg bagefter sad og skulle skrive denne prædiken, imens jeg hørte en CD med Stefan G. Rasmussens afslappede og lyriske jazz-saxofon og fine stemme, som han generøst havde foræret mig til foredraget, så slog det mig også, at hans ord var som en slags kommentar til alle dagens tre bibeltekster.

For vi hørte først fra alteret profeten Jeremias advare os mod at være stolte af visdom, styrke og rigdom.

Det betyder ikke, at vi ikke skal stræbe efter at få visdom, styrke og rigdom, men det betyder, at vi skal have prioriteterne i orden, og at der er noget, der er vigtigere end andet.

Det er ret og retfærdighed, sagde profeten, og dermed i sidste ende det liv, som vi er fælles om, og som skal beskyttes af ret og retfærdighed.

For det er et under, at vi lever, og endda kan glæde os over det, og det har Stefan G. Rasmussen erfaret stærkere end de fleste.

Den vintermorgen i 1991 da han stod uden for sit ødelagte fly og havde tjekket, at alle var sikkert ude og i live. 

Da han trods chokket kunne mærke livsvarmen vende tilbage i kroppen og vokse i form af en lykkefølelse over dette ubegribelige under, mens tårerne trillede ned ad kinderne.

 

Vi skal gøre umage med livet og stræbe efter at gøre vores bedste, sagde Paulus i dagens anden bibeltekst med et billede fra idrætslivet: 

”Ved I ikke, at de, der er med på stadion, alle løber, men kun én får sejsprisen?”

Sådan som Stefan G. Rasmussen gjorde sit bedste og fik en fantastisk karriere og bestod, hvad han selv har kaldt svendeprøven, da det gjaldt det ultimative eller livet selv.

Men han er meget bevidst om, at han kun kunne gøre det på grund af alt det, som han har fået gennem sin opvækst og sin uddannelse. Fordi han derigennem fik tillid til sig selv og til hvad han kunne.

Derfor er det også vigtigt for ham at få sagt, at et menneske skabes af summen af sine hændelser eller oplevelser i livet, dvs. at heltemod ikke kun er et spørgsmål om viljestyrke, men om at tro på og hvile i, hvad man har fået. I tillid til at det holder og vil stå sin prøve.

 

Endelig hørte vi i evangeliet til i dag om en vingårdsejer, som ved solopgang går hen på torvet for at hyre arbejdskraft.

Ejeren bliver enig med daglejerne om en dagløn på en denar, hvad der dengang var helt normalt.

En arbejdsdag i Israel varede fra solopgang til solnedgang, og dagen blev opdelt i 12 timer. 

Hvis solen stod op klokken 6 og gik ned kl. 18, så er den tredje time omkring kl. 9, hvor vingårdens ejer går hen på torvet og hyrer flere folk.

Men så begynder det at blive mærkeligt, for omtrent kl. 12 og 15 hyrer vingårdsejeren igen nye folk.

Selv i den 11. time går ejeren igen ned på torvet og finder nogle, som endnu ikke har fået noget at lave.

Og så kommer pointen: Det bliver fyraften, og forvalteren skal udbetale lønnen, og de sidste ankomne får først. 

De får hver en denar, og stor er de først ansattes forargelse, da de får det samme.

Hvem kan ikke sætte sig ind i den forargelse?

 

Vi taler så tit om vores egne og andres rettigheder som mennesker, som borgere, som lønmodtagere.          

Vi taler om mindretallenes rettigheder, om kvinders rettigheder, børns og dyrs rettigheder.            

Men lignelsen taler om Guds rettighed og siger, at Gud har ret til at være generøs mod alle, hvis det er, hvad han vil. 

Og det har vi det sikkert alle helt fint med, så længe Gud sådan blot i al almindelighed er generøs eller kærlig mod alle. . .

Så længe det m.a.o. blot er er en smuk ide. 

 

Men hvad nu hvis det bliver konkret?                            

Hvis Gud bryder ind i vores liv, hvor der altid er noget, som hedder ret og rimelighed og løn som fortjent, og f.eks. giver vores måske dovne og uduelige kollega det samme for en times arbejde, som vi får for 12 timers hårdt slid.

Ja, så bliver det vel også for meget for os . . .

Med mindre selvfølgelig, at det dybest set er vores eneste chance, at Gud har gjort, hvad vi ikke kan, og noget der får alle vores fornuftige og i sig selv rimelige tanker om en nødvendig sammenhæng mellem indsats og løn til at bryde sammen.

Med mindre Gud har talt et ord til os, som vi slet ikke kan rumme med vores forstand. 

Et ord der er så forargeligt, at vi slog den, der talte ordet til os, ihjel.

 

Og hvad nu, hvis Gud alligevel fortsatte med at gøre med sit, og hvad han ville? 

Hvad nu, hvis han oprejste Jesus fra de døde for at begynde på noget helt nyt og aldrig før set?

Hvad nu, hvis han i vores egen dåb gav os del i dette nye og sagde: ’Jeg skænker dig syndernes forladelse og det evige liv’?

Ja, hvis Gud gør dette, så må det vel før eller siden også forandre os og måden, hvorpå vi ser os selv og hinanden. 

Så vi ikke længere pukler på vores og andres ret og fortjeneste, men indser, at ethvert menneske har langt flere muligheder, end hvad vi mener, at det har gjort sig fortjent til, og hvad det måske selv mener at have krav på. 

 

Sådan kan vi forstå dagens evangelium.  

Og jeg synes, at Stefan G. Rasmussen har sat ord på en tilsvarende erfaring, og måske stærkest i tre interviews med journalisten George Julin i maj 2021, som man kan høre på hans hjemmeside. 

Stefan G. Rasmussen taler til sidst i disse interviews om, hvad musikken har givet ham i form af en bevidsthed om, at der findes utrolig meget kærlighed i verden.

Kærlighed, forklarer han, kan sørge for at alt kan komme i balance. 

Hvis f.eks. ikke musikeren, skuespilleren eller digteren har kærlighed til deres formåen, så kan deres værker ikke virkelig komme til at betyde noget for andre.

For kun kærligheden kan lukke mennesker op, hvis de er lukket inde af den ene eller den anden grund, uddyber han.

 

[Præsten fik en cd af Stefan G. Rasmussen og dermed inspiration til prædikenskriveriet.]

 

Jeg ville med alle mine foredrag gerne fortælle folk, siger han dernæst, at ”de ikke skulle være bange for, at de ikke var gode nok, fordi der ikke er to mennesker, som er ens, og når to mennesker ikke er ens, så kan de ikke sammenlignes, og så kan man ikke sige, at den ene er bedre eller ringere end den anden.  Nej, vi har alle sammen noget i en helhed så unikt stort, at vi ikke kan overskue det, [eller] måske først den dag, hvor vi ser døden direkte i øjnene.”

 

”Hvor skal du hen, når du dør?”, spørger journalist Georg Julin ham så.

”Jeg skal over på den anden side”, lyder svaret.

”Hvor er det henne?”

”Ja, det ved jeg jo ikke, begynder Stefan G. Rasmussen tøvende, men fortsætter alligevel: 

”Hvis man har fundet en harmoni i livet, så skal man vare sig for at blive så meget prædikant, at man fortæller dem, hvordan det er, fordi netop på grund af, at vi alle er forskellige, så er vi også selv de, der skaber det, som vi tror på, og det billede, som vi er i. 

Jeg har over overfor 2,5 millioner mennesker i Danmark forklaret dem, at når vi har en kop foran os, så er det ikke den samme kop vi ser, fordi den, du sidder og kigger på, der er hanken på venstre side, og den, jeg kigger på, der er hanken på højre side. 

Vi er i bund og grund forskellige, og derfor, selv om jeg er hudløs ærlig, og har lovet dig det, så vil jeg aldrig fortælle dig, hvad jeg mener der er på den anden side. Det er tro, tro og ikke viden.”

 

Det er, tilføjer intervieweren Georg Julin, hvad Paulus siger: ”Tro er en fast overbevisning og tillid og håb til det, som man ikke ser” (Hebræerbrevet 11,1).

”Det var en klog herre”, lyder det stille fra Stefan G. Rasmussen.

Men det er han også selv. En mand, der gennem dyrekøbte erfaringer er blevet klogere på livet i både lyst og nød, og jeg vil sent glemme hans foredrag og sang og saxofonspil for os her i kirken i onsdags. 

 

AMEN

 

Henvisninger:

Stefan G. Rasmussen: Det gælder dit liv (1. udg. 1992, 3. udg. med nyt efterord 2020).

Stefan G. Rasmussen: Du ska’ ikk’ spørge mig . . . (2020).

Interview med Stefan G. Rasmussen v. Maja Funch: Kristeligt Dagblad 29. december 2022.

De 3 interview af Georg Julin kan høres på Stefan G. Rasmussens hjemmeside, hvor man også kan læse meget andet fra hans hånd om hans liv og tanker, havariet og hans musik: http://stefangrasmussen.dk/