Prædiken til sidste søndag efter Helligtrekonger holdt i Vestervang Kirke den 29. januar 2023.

Af sognepræst Troels Bak Stensgaard

 

Salmer: 404 Lover Herren han er nær; 22 Gådefuld er du vor Gud; 161 Med strålekrans om tinde; 321 O Kristelighed; 192/kun vers 7; 58 Jesus! Frelser og Befrier.

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« AMEN (Matthæusevangeliet 17,1-9)

 

"Nu er morgensolen her. Den skinner på vejen. Ja, lyset er her, og hvor gerne ville jeg ikke have, at resten af mit liv skulle være en eneste beskrivelse af lys, således som jeg en gang for længe siden oplevede det i et vejsving: det var sommeraften den gang, solens skrå stråler over de grønne marker, jeg var ked af det og ensom. Da skete det pludselig, at der lige gennem min krop gik en varme, der var nærvær overalt. I løvet, i kornet. Jeg var gennemsigtig som musik. Jeg var en Adagio. Jeg var en af noderne, en nødvendig del af det stykke, der blev spillet."

 

Det er flot sagt, og kender vi ikke alle til sådanne oplevelser?

Hvordan livet i tindrende, men også flygtige øjeblikke bare føles godt og rigtigt – fuld af lykke, tyngde og mening og dog så let som tonerne i adagio-stykket i en klaversonate med de lange mellemrum og bløde anslag. 

Måske når vi oplever naturens skønhed, eller når vi oplever sublim håndbold som forhåbentlig om få timer, når Danmark spiller VM-finale mod Frankrig.

Måske når vi hører musik, som bevæger og løfter os.

Men især når vi er sammen med dem, som elsker os.

 

Ordene, som jeg citerede først, bliver sagt i den svenske forfatter Göran Tunstrøms roman ”Juleoratoriet” fra 1983 af den sårbare og psykisk ustabile Sidner, da han netop er blevet udskrevet fra et psykiatrisk hospital 

Jeg synes, at romanen, som Göran Tunström fik Nordisk Råds Litteraturpris for, er en slags nøgle til evangeliet i dag om forklarelsen på bjerget. Men også dens forfatter, hvis liv afspejles i hans bøger.

 

Göran Tunstrøm, som døde i år 2000, mistede sin elskede far som 12-årig. Hans far der var var præst i den lille by Sunne i Värmland og altid spredte glæde og lys om sig.

Det var en livslang sorg og førte til, at Göran Tunström i sin ungdom selv blev indlagt på et psykiatrisk hospital og mistede sin barnetro på Gud og opgav sit forsøg på at læse teologi og blive præst som sin far.

Til gengæld blev han en af de største svenske forfattere i sidste halvdel af det tyvende århundrede, og hans bøger, som er fulde af indsigt i livets tragik, er samtidigt fulde af smittende livslyst og af en overdådig, barok humor.

Fordi de ikke benægter det uforståelige, eller hvad der er svært og gør ondt i tilværelsen, men tror på, at også dette kan forløses, om ikke af Gud, så gennem menneskets kreativitet, især musikken, og i særdeleshed gennem kærligheden. 

 

[Den svenske forfatter Göran Tunström, 1937 - 2000, o. 1960. Foto: Wikipedia]

 

I bogen Juleoratoriet har Sidner som 12-årig mistet sin mor Solveig. 

Hun omkom ved en tragisk ulykke på vej til en opførelse af Bachs juleoratorie i kirken i Sunne, hvor hun med al sin musikalitet var den bærende stemme i kirkekoret. 

Solveigs navn er ikke tilfældigt, for hun var solen i familiens liv, og hun var ligesom klædt i musik.

Hendes død efterlader familien i et tavst mørke, som de fortvivlet og famlende går rundt i.

Hendes mand Aron kan ikke give slip på hende og fortaber sig i bibelske grublerier. 

Men Aron kan trods sit præstelige navn ikke tro. 

Han kan ikke engang tro på det faktum, at Solveig er død, og derfor kan hun ikke opstå åndeligt i ham. 

Derfor kan alt gode, som hun gav, ikke blive en velsignelse i hans liv trods sorg og savn. 

For hendes livsbekræftende, skabende ånd kan ikke opstå eller leve videre i hendes kære, så længe hun som et genfærd forfølger dem.

 

Sønnen Sidner er ved at ende som sin far, men reddes af en ven med navnet Splendid, dvs. den strålende, som lærer ham at se de gode sider i tilværelsen, alt det, som man har fået, og trods døden endnu har.

Det giver Sidner kraft til at gennemleve en stor psykotisk krise, og musikken, som han har talent for, arven fra hans mor, spiller en stor rolle i helbredelsen, i det afgørende vendepunkt i hans liv.

 

Hvis vi nu vender os mod dagens evangelium, forklarelsen på bjerget, så er vi også dér kommet til et afgørende vendepunkt i Jesus’ og disciplenes liv sammen: 

Jesus har umiddelbart før indviet sine disciple i, at det ikke er herlighed og ære, som han går i møde.

Han har fortalt dem, at han fra nu af må gå op til Jerusalem for at lide døden, men at han skal opvækkes på den tredje dag ifølge ældgamle profetier.

Alt dette har disciplene imidlertid ikke forstået noget som helst af. 

Men hvem af os ville have forstået det?

Disciplene har i Jesus jo oplevet selve livets mening.

Peter har netop sagt, at for dem er Jesus, deres ven og mester, mere end en af de gamle gudsmænd, mere end profeterne: ”Du er Kristus, den levende Guds søn”.

Derfor har Peter også voldsomt benægtet, at Jesus må gå lidelsens vej, og han er da blevet afvist af Jesus med uhørt hårde ord: ”Vig bag mig satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil”.

 

Det er lige efter denne episode, som må have efterladt Peter og de andre disciple dybt desillusionerede, rådvilde og forfærdede, at Jesus tager Peter og brødrene Jakob og Johannes med op på et højt bjerg.

Og deroppe på bjerget – midtvejs mellem himmel og jord - bliver Jesus som forvandlet for dem: Hans ansigt stråler som solen og hans klæder bliver skinnende hvide. De ser ham i et glimt – et syn – sådan som de siden hen atter skal se ham på et andet bjerg – som den opstandne og herliggjorte. 

Til stede er også Moses og Elias, og sådan siges det, at loven og profeterne – hele den gammeltestamentlige tradition – først forstås klart i sammenhæng med Jesus - i lyset af ham – at han er mere end dem. 

For Moses og Elias afspejler kun det blændende guddommelige lys, men Jesus udstråler det selv.

 

Her er der godt at være, udbryder Peter spontant.  

Og Peter tilbyder så straks at bygge tre hytter til Moses, Elias og Jesus, så de kan blive deroppe på bjerget.

Men det guddommelige kan vi ikke på den måde fastholde. 

Det er så naivt at tro dette, at Peter end ikke får noget svar på sit velmente tilbud.

For imens Peter taler, så bryder Gud selv ind, og siger fra en sky, hvad Peter havde bekendt, men ikke kunne forlige med Jesus’ ord om sin lidelse og død:

”Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!”.

 

Og da falder Peter og de andre disciple til jorden af skræk.

Fordi Gud selv er nær, selvfølgelig, men også på grund af ordet: ”Hør ham!”. 

Fordi det indebærer, at de ikke kun skal følge Jesus for at få nogle måske i virkeligheden uforpligtende oplevelser af mening eller skønhed. 

De skal lytte til og efterleve hans ord om at tjene sit medmenneske og elske selv sine fjender og modstandere. 

De skal lytte til ham, som få dage før har sagt det, som de ikke kan fatte og benægtede, at han må gå op til Jerusalem og lide døden i alles sted.

 

Ja, vi ved ikke hvad disciplene forstod på forklarelsens bjerg, og hvad de måske først forstod langt senere i lyset af Jesus’ opstandelse.

Men vi ved, at da Jesus rørte ved dem, så blev de rejst op, og da kunne de kun se Jesus alene.

Det var ikke synet af Kristus i hans guddommelige glans, men først da den lidende, tilgivende menneskesøn rørte ved dem, at de fik håb og mod igen.

Hvorefter de sammen med ham gik ned ad bjerget for være sammen med andre mennesker.  

 

Tilsvarende vil musikken i Göran Tunströms roman – eller de tindrede øjeblikke i vort eget liv – oplevelser af verdens mening, godhed, skønhed – ikke kun røre os, men sætte os ind i det forpligtende fællesskab med andre mennesker.

Idet disse nådefulde, men flygtige oplevelser vil holde os fast på livets godhed – at kærligheden findes – og derfor også kan genfindes – skænkes os på ny - genopstå i vort eget liv.

 

Det kommer fint til udtryk til sidst i Göran Tunsströms roman, hvor Sidner, som har fået en søn, Victor, går tur med ham i de store värmlandske skove.

Det er egentlig sønnen Victor, som Solveig åndeligt opstår i, for han bliver en berømt dirigent, og skal i romanen opføre Bachs juleoratorium i kirken i Sunne – den musik, som hans farmor aldrig fik opført på grund af hendes tragiske død.

De går i skoven, og Victor tænker på, hvordan hans eget liv blev bestemt af Solveigs død lang tid før hans egen fødsel, dvs. hvordan han af livets og dødens ubegribelige og ofte smertefulde veje fik del i den musik, den skønhed og godhed, som var i hende. Hvordan alle de tilsyneladende så tilfældige hændelser alligevel udgjorde et mønster, som førte ham ret frem.

Det gør Victor svimmel at tænke på, som når han går ud en stjerneklar nat og mærker jorden bevæge sig i sit svimlende univers og ved, at han må klamre sig til jorden et stykke tid endnu, og som han også siger: "lade den musik lyde, som giver os håb."

 

Og mellem træerne åbenbarer der sig til sidst en slags forklarelse.

For de hører pludselig en høj og kraftig stemme sige: 

”Og der var hyrder i den samme egne, som lå ude på marken og holdt nattevagt med deres hjord. Da stod Herrens engel for dem og Herrens herlighed strålede om dem og de blev grebet af stor frygt.”

Skoven fyldes af instrumenter, træerne hvirvler og forvandles til violiner, gamber og fagotter, og en koral løfter sig:

”Bryd ud, o skønne morgenlys og lad himlen dages!

Du hyrdefolk, vær ikke bange, for englene siger dig, at dette barn, lille og skrøbeligt, skal være vores trøst og glæde, og desuden betvinge Satan, og til sidst bringe fred.”

 

De går videre og opdager, at det er Bachs juleoratorium, som spilles på en rejsegrammofon.

Omkring grammofonen sidder to bipersoner i romanen, Solvejgs fordrukne bror Torin, og hans kæreste, Herlige Birgitta, som begge er foragtede skikkelser i den lille by Sunne.

Dér sidder de to klodsede gamle væsener på bredden af en lille idyllisk skovsø, begge nøgne i lyserød hud.

Victor vil gå hen til dem, men Sidner giver ham tegn til, at de skal trække sig ubemærket tilbage, og siger, hvad der er romanens sidste ord:

”Victor, fortæl aldrig nogen, hvad du har set. De behøver dette kærlighedens rum for sig selv. Du må nøje dig med at du har set det, en eneste gang, ved, at noget sådan kan ske på jorden.”

 

Sådan måtte disciplene også holde det for sig selv, hvad de så på forklarelsens bjerg.

Indtil Jesus var havde gået sin vej til ende gennem lidelse og død, og var opstået fra de døde.

Indtil han på andet bjerg kunne sende disciplene ud for gøre alle folkeslagene til hans disciple ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Indtil disciplene fik og kunne give andre del i Guds livsbekræftende og livsfornyende skaberånd, i den kærlighed, som er stærkere end selv døden. 

I hvad vi i vor dåb blev kaldet til at tro på, selv om vi måske kun ser det i nådefulde svimlende glimt: 

At det ikke er udspekulerede fabler, vi bygger på. 

At vi ”ved, at noget sådan kan ske på jorden”. 

AMEN

 

Henvisninger:

Göran Tunström: Juleoratoriet. Svensk original 1983, på dansk v. Poul Dam 1984 og 2000.

Doris Ottesen: Om kærtegn. Det guddommelige i Göran Tunströms forfatterskab. 1989.